“The Doll: Short Stories” af Daphne du Maurier


The Doll: Short Stories” af Daphne du Maurier, fra forlaget Virago, udgivet i 2011 (org. skrevet omkring år i 1928).

Daphne du Maurier er en forfatter fuld af overraskelser; da jeg stødte på denne lille bog med hendes navnpåtrykt, var jeg slet ikke klar over, at hun havde skrevet uden for romangenren. “The Doll: Short Stories” er blandt hendes første forsøg på at forfatte tekster, og det er først indtil fornyligt, at novellerne er blevet fundet. Bag bogens mørke forside gemmer der sig et tilsvarende mørke; du Maurier spinder mørke spind af løgne, fordrejede sandheder og mørke sind, der dirrer af upålidelige fortællere.

Daphne du Maurier bogstavs botaniker, der med sine skrivende håndbevægelser bringer stemninger og skikkelser til live. Med blide og sagte beskrivelser fortæller hun den ene historie efter den anden, men hendes evner rækker også længere end det. du Maurier er ikke bare en historiefortæller, hun leder sin læser ind i hele og klaustrofobiske verdener, for derefter at dreje nøglen om og kaste den bort. Tilbage er kun et gotisk og endeløst mørke. “The Doll: Short Stories” er hendes spæde begyndelse på den retmæssige og velbegrundet ros, som har fulgt med hendes navn lige siden.

“It was almost as if there were no such place, as if the island were a dream, a phantom creation of a sailor’s brain, something rising out of the sea at midnight as a challenge to reality, then vanishing in surf and mist to be forgotten, to be half-consciously remembered years later, flickering for a bewildered second in a dusty brain as a dead thought.”

Daphne du Mauriers talent skinner ligeså klart i disse noveller som i de senere mesterværker, “Rebecca” og “My Cousin Rachel”, selvom novellerne kun er atmosfæriske fragmenter. Til grund for novellerne er den menneskelige natur, som du Maurier beskriver et sammenvævet tema af besættelse. “The Doll” er en fortælling om en mands besættelse af en kvinde, der ingen historie har, ingen oprindelse, og hvordan han til sidst drives ned i tilværelsens afgrund af totalt og altomsluttende mørke. I sig selv kunne historien have holdt sig til den handling, men du Maurier lader handlingen bevæge sig ned af en sti, som ligger til grund for novellens navn. Novellen er en fortælling om illusioner, og fortællingen er i sig selv en illusion.

Når jeg tænker tilbage på den stund, jeg tilbragte med du Mauriers ord, er det naturligvis titelnovellen, der træder tydeligst frem, fordi dens slutning kolliderer med en afsløring, jeg aldrig selv havde forudset. Selvom dens handling pludseligt bevæger sig i retning af noget mærkeligt og mystisk, så læste jeg troligt hvert et ord, og da jeg nåede novellens slutning, startede jeg forfra. Hvor jeg troede, at jeg havde regnet handlingen ud, forvandlede alt sig med et til noget andet; historien blev vendt på hovedet, og tilbage stod et tankevækkende og symbolsk stemningsbillede.

“Then all at once she turned to me, her face pale, her eyes strangely alight. She said, “Is it possible to love someone so much, that it gives one a pleasure to hurt them? To hurt them by jealousy, I mean, and to hurt myself at the same time. Pleasure and pain, an equal mingling of pleasure and pain, just as an experiment, a rare sensation?”

du Mauriers ord hænger ved, som hjemsøgende spøgelser, der trænger som små vindpust sig på. Min beundring for hende var stor med hendes romaner, og bedst som jeg ikke troede, at min kærlighed til hendes forfatterskab kunne vokse sig større, læste jeg denne novellesamling, som hun skrev i en alder af bare 21 år, og som ikke vidner om nogen tøven. Der er ingen spor af usikkerhed, gotiske faldgruber eller én eneste kliché. At skrive har utvivlsomt været hendes kald i livet, og jeg er taknemmelig for hvert eneste ord, som hun har skrevet — både før og efter sin anerkendelse. Novellerne er alle skrevet impornerende skarpt og indhyllet til du Mauriers velkendte drømmeslør, der adskiller det virkelige fra fantasiens verden. Intet er nogensinde, som det ser ud til. Det er også på godt og ondt, at jeg holder af denne novellesamling.

Advertisements

6 thoughts on ““The Doll: Short Stories” af Daphne du Maurier

  1. Piskeriset

    Den bog kendte jeg slet ikke til, men da det er en forfatter, jeg helt sikkert vil læse mere af, så ryger den fluks på to-read-listen :-)

    Mvh.
    Den lille Bogblog

    1. Anne Nikoline

      Det må du endelig gøre. Som jeg skriver til Bach, så er hun sådan en dygtig forfatter med et stort forfatterskab bag sig. Jeg har kun læst én bog af hende, som jeg ikke brød mig om, imens de resterende næsten får topkarakterer.

    1. Anne Nikoline

      Det må du endelig gøre! Hun er sådan en dygtig forfatter, og hun har skrevet en hel del.

    1. Anne Nikoline

      Det forstår jeg så udemærket. Hvis du kan lide du Maurier, så vil hendes noveller forhåbentlig også gøre indtryk på dig.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s