“Sæt en vagtpost ud” af Harper Lee


“Sæt en vagtpost ud” (org. titel “Go Set a Watchman”) af Harper Lee, fra forlaget Lindhardt & Ringhof, udgivet i 2015. Læst på dansk — originalsproget er amerikansk. Anmeldereksemplar fra forlaget.

Den nu 26-årige Jean Louise “Scout” Finch lever en stille tilværelse i New Yorks hektiske byliv fjernt fra den indgroede by Maycomb. Da beslutter hun sig for at aflægge byen og sin familie et visit, og til hendes store forbløffelse er den lille by i Alabama-staten ikke længere som den var en gang. Forandringerne finder hun særlig inden for sit barndomshjems fire vægge med den far, hun altid har set op til og beundret ubetinget. Hendes hjemkomst er derfor bittersød.

Det er uden tvivl årets udgivelse. 55 år efter sin udødeliggjorte “To Kill a Mockingbird”, den eneste roman som Harper Lee har skrevet, udkommer hun nu med en noget kontroversiel forsættelse til sin enestående klassiker, og selvom “To Kill a Mockingbird” så dagens lys længe før “Sæt en vagpost ud” er denne skrevet før. Ligesom resten af verdenen holdt jeg vejret, da bogens udgivelse blev offentliggjort, for jeg vidste ærlig talt ikke, hvad jeg skulle mene om det, særlig når man ser på Harper Lees mentale tilstand og de moralske spørgsmål, som der har været i den forbindelse, og alligevel lod jeg mig gribe af chance for at vende tilbage til Maycomb sammen med Scout.

“Hvis hun havde haft den indsigt, hvis hun havde gennembrudt barriererne omkring sin højst begrænsede isolerede verden, havde hun måske opdaget, at hun gennem hele sit liv havde haft en synsfejl, som var forblevet ubemærket og negligeret af hende selv og dem, der var tættest på hende: Hun var født farveblind.”

Jeg tror det er vigtigt, når man læser denne bog, at man forsøger på bedste vis at læse den som et selvstændigt værk, eftersom bogen er skrevet før “To Kill a Mockingbird”. Her er Radley Boo fraværende, Scouts gode ven Dill refereres der kun til, og hendes bror Jem er heller ikke at finde.Min glæde for bogens tilblivelse blev bekræftet af dens indhold lige såvel som min skepsis; til at begynde med var jeg forundret over hvor meget jeg nød at læse den. Selvom Jean Louise er væsentlig ældre og forstår verdenssituationen for hvad den er, hvor hun i “To Kill a Mockingbird” ser verden igennem sine godtroende barneøjne, ser hun her Maycomb og dens inbyggere for hvad de virkelig er.

Fordi Scout er voksen, er tematikkerne også anderledes fra “To Kill a Mockingbird”, selvom hun stadig er styret af sit iltre temperament og sine barnagtige og frisindet indskydelser. Handlingen kredser derfor i høj grad om den voksende kærlighed mellem Jean Louise og barndomsvennen Henry Clinton, men denne kærlighedsrus brister, da Jean Louises verden bliver slået ulykkeligt i stykker og sandheden om Maycomb lader sig afsløre; byen er sortseende og snæversynet i måden hvorpå de hvide indbygger ser sig hævet over de sorte, og da Jean Louise sander omfanget af denne snæversynethed som også omfatter hendes idoliseret far, ændre hendes nostalgiske opfattelse af Maycomb sig. Jeg har altid idoliseret Atticus Finch, og denne opfølger slår dens forløber itu. Atticus bliver et modstykke til sig selv, en skygge af alt det, som kendetegner ham i “To Kill a Mockingbird”.

“Hvad var det for råddenskab, der havde bredt sig over de mennesker, hun elskede? Så hun den tydeligt, fordi hun havde været væk fra den? Havde den bredt sig gradvist i løbet af årene? Havde den altid været lige for øjnene af hende, hvis bare hun havde set ordentligt efter?”

Jeg ved ikke, om jeg kunne mærke Maycomb, fordi jeg allerede kender til byen, eller om det er fordi Lee endnu en gang formår at vække den til live endnu en gang. Hendes sprog er unægteligt godt, og Jean Louise er på mange måder, som hun er i forgængeren, men samtidig er der også noget ved bogen, som jeg endnu ikke har kunne sætte en finger på, hvad er, men som gjorde den problematisk for mig, og derfor var jeg i vildrede, da jeg lukkede bogen; jeg nød at læse den, men jeg var ikke tilfreds. Jeg kunne godt se, hvor Harper Lee vil hen, men jeg synes ikke det lykkes, for da de politiske og sociale problemstillinger for alvor kommer i spil, sætter hun punktum for historien, en slutning jeg fandt for sentimental. For sandheden er at der går langt tid før de politiske og socialeproblemstillinger bliver en del af handlingen.

“Sæt en vagtpost ud” er for mig et selvstændigt værk, og skal for så vidt muligt læses derefter, selvom jeg også fandt det vanskeligt at adskille den fra dens forgænger, fordi begge bøger netop kan stå i forlængelse af hinanden. Bare fordi de kan, tror jeg ikke de nødvendigvis skal. Denne roman er i mine øjne en slags forhistorie til det, der blev til en af mine yndlingsromaner. Det var sådan historien startede ud, og at se hvordan Harper Lee endte ud med “To Kill a Mockingbird” er et storslået syn, fordi det er to vidt forskellige fortællinger, selvom de begge har raceproblematikken for øje. Det er nu flere dage siden, at jeg læste bogen til ende, og jeg er trækker stadig på skuldrene, når jeg bliver spurgt, hvad jeg synes, men overbevidst er jeg ikke.

Reklamer

“Jonathan Strange & Mr Norrell” af Susanna Clarke


“Jonathan Strange & Mr Norrell” af Susanna Clarke, fra Bloomsbury Publishing, udgivet i 2005 (org. udgivet i 2004)

Året er 1806 og England ligger i krig med Napoleon. Det er mange århundrede år siden, at magien gennemstrømmede England, og det er heller ikke længere velanset af en troldmand praktisere magien. Han skal derimod studererden. Da finder Mr. Norrell en snært af magi, som åbner op for en helt ny verden, som han vælger at praktisere. Som løbeild spreder rygterne sig til resten af landet, også til den unge Jonathan Strange, som har lært at praktisere magien. Et venskab blomstre og en umulig kamp tager sin begyndelse mellem de to mænd, der begge kæmper for at blve den bedste troldmand verden endnu har set.

Neil Gaiman har beskrevet Susanna Clarkes “Jonathan Strange & Mr Norrell” som en af de mest fantastiske romaner, der er skrevet i de sidste 70 år, og jeg tror på hans ord og dømmekraft. Nu hvor jeg selv har læst den tøver jeg ikke med at give ham ret. Bogen stået på min bogreol i godt og vel fire år. Jeg har én gang forsøgt at påbegynde den, men da blev jeg overvældet af bogens struktur med dens talrige fodnoter og victorianske handling. Nu hvor jeg omsider har læst den til ende, har jeg mest af alt lyst til at begynde forfra. Susanna Clarke er et klart bevis på at moderne litteratur kan skrives på en måde, som får den til at synes flere hundrede år gammel. Til at begynde med var jeg overbevidst om at jeg sad med en bog fra victoriatiden, og jeg kunne dårligt tro det, da jeg endelig fandt ud af at bogen er udgivet i min levetid.

“Mr Norrell had constructed a beautiful jewel box to house his heart’s treasure. The bookcases which lined the walls of the room were built of English woods and resembled Gothic arches laden with carvings. But the wonder of the bookcases was nothing to the wonder of the books.”

Susanna Clarke går noget enestående i måden hvorpå hun har skrevet sin roman på. Ikke alene afspejler den et ældresprog, men også den daværende engelske etikette og etik afspejler sig i hendes prosa. Hun skriver beskrivende og levende som var hun datter af Charles Dickens. Samtidig er fodnoterne med til at skabe en troværdighedsramme om fortællingen som næsten gør den til et stykke historisk levn fra en svunden, magisk tid. Selvom det også var dette, der i første omgang spændte ben for min læsning, var det sidenhen noget af det, som jeg forelskede mig i; nogle af fodnoterne er flere sider lange og overskygger fra tid til anden den egentlige fortælling, men samtidig tjener hver en fodnote et formål: at styrke sin historie og det lykkes.

Den ældre Mr Norrell er et modstykke til den unge Jonathan Strange; han er tør og tilbageholdende, og ønsker mest af alt at blive ladt af alene med sine studier, imens Jonathan Strange er eventyrlysten, udadvendt og optimistisk. Han betvivler ikke eksistensen af The Raven King, hvor Mr Norrell betvivler den. Sammen udgør de en dynamisk duo, som ligger til grund for en ildevarslende profeti. Clarke overbevidste også mig om eksistensen af the Raven King, men også om Lost Hope House, gentlemanden fra feernes verden; John Uskglass; og the Five Dragons. Jeg troede på hvert et ord hun skrev, fordi de blev præsenteret med forklarende fodnoter og billedelige beskrivelser. Med en fod solidt plantet på jorden i menneskenes verden og med den anden i feernes dystre verden skriver hun en mesterlig fortælling som tryllebandt mig.

“‘Time and I have quarrelled. All hours are midnight now. I had a clock and a watch, but I destroyed them both. I could not bear the way they mocked me.’”

Historien gennemstrømmes ikke kun af skyggefulde verdener der ligger side om side med den menneskelige verden, men den er også fyldt med gotiske sidehistorier, som er med til at omslutte læseren i et komplet mørke. Brugen af magi bringer Mr Norrell og Jonathan Strange ud på kanten af tilværelsen, hvor de bringer døde tilbage til livet ved hjælp at handle med gentlemanden fra feernes verden, samt ved brugen af mørk magi. Det bliver et politisk spil for de to herre, når bittersødmen infiltrerer deres liv, og løgne bliver til sandhed. Historien er lang, måske endda for lang, fordi den handling til tider er meget stillestående og refleksiv, og selvom det også satte min tålmodighed på prøve, så kom jeg til at elske den roman, som fejlagtigt stod og samlede støv i fire år.

Om bogligt snobberi


Første gang jeg krummede tæer over universitetslivet var på min allerførste dag i den allerførste time. Fordi alles ansigter var fremmede, men at vi havde bøger og læsning tilfælles, foreslog en af underviserne, at vi skulle præsentere os selv med navn og yndlingsforfatter. Under de mange præsentationer forekom det mig hurtigt, at mange af mine medstuderende var belæste, og efter lektionens afslutning gik jeg med faste skridt i retningen af biblioteket for at låne mange af de forfattere, som de andre havde nævnt, hvis navne var mig lige så fremmede som ansigterne på mine klassekammerater. Jeg præsenterede mig selv med Jane Austen som min yndlingsforfatter uden den mindste tøven, fordi hun oprigtigt er min yndlingsforfatter, men i samme øjeblik, som hendes navn undslap mine læber, udelukkede jeg en masse andre forfattere, som har præget min læsning. Også nyere og nulevende forfattere.

Særligt husker jeg en af mine medstuderende sige, at hun ikke havde læst så mange klassiske forfattere, men at hun bare godt kunne lide at læse fantasy. Hun var den første til at bevæge sig væk fra den klassiske kanon, men bestemt ikke den sidste. Om der gik litterært snobberi i præsentationerne skal jeg ikke kunne sige, men jeg finder det problematisk, når en læser afskriver sig en kanon fuldstændig, fordi den ikke er litterær nok. Ingen klassikere bliver udgivet som klassikere, det er noget, som de bliver med tiden. “Midnight’s Children” af Salman Rushdie anses for at være en klassiker, og bogen er skrevet i 1981,og forfatteren lever stadig. I nyere litteratur har jeg fundet et hav af boglige perler, som udgør en vigtig bestanddel af min litterære skattekiste. Jeg har læst “Life of Pi” af Yann Martel, som er en af mine absolutte yndlingsbøger, “How to Breathe Underwater” af Julie Orringer er en af de bedste novellesamlinger jeg endnu har læst, og “All the Light We Cannot See” af Anthony Doerr tog mig med storm. Fælles for disse er den tid, hvori de er skrevet. God litteartur bliver skrevet løbende og det er en aldrigstoppende proces, som Choncey Boddington så fint forklarer det.

Alene det faktum, at en bog er populær, garanterer ikke, at den er god. Da jeg læste “Norwegian Wood” af Haruki Murakami var der en passage, som mine øjne ikke kunne slippe: “If you only read the books that everyone else is reading, you can only think what everyone else is thinking.” Ordene har hængt fast i mine tanker lige siden. Som læser af den klassiske kanon er man ikke mere intelligent som menneske, end de, der foretrækker en anden eller nyere genrer, selvom man naturligvis kan være særligt belæst indenfor en genre, ellers ville det være meningsløst at specialisere sig heri. Der er derfor ingen skam i at have J.K. Rowling som sine yndlingsforfatter lige så lidt som at have Jane Austen, men jeg tror det er vigtigt at læse fra begge tidsperioder. Jeg læser meget klassisk litteratur, og det gør jeg, fordi det interesserer mig, men frem for alt fordi jeg har lyst, og fordi det oprigtigt interesserer mig. Jane Austen har utvivlsomt ladet sig inspirerer af sin samtid og de værker, der var klassikere på hendes levetid, og det ses med “Northanger Abbey”, som er en parodi på Ann Radcliffes “The Mysteries of Udolpho”. Meget litteratur afspejler sig i hinanden. Til grund for læsningen bør lysten være, og jeg har lyst til at være en del af de bøger, som for første gang ser solens lys. Det gør mig glad at tænke på, at jeg har været med til at læse Harry Potter i den tid bøgerne blev udgivet og vide, at de forhåbentligt i fremtiden vil blive en del af den klassiske kanon, og at jeg læste dem sammen med så mange andre læste dem længe før det.

Har I oplevet bogligt snobberi? I så fald, hvordan? Hvad tænker I om det kune at læse én genre eller tidsperiode, fordi den eftersigende skulle være mere højlitterær?

“Young Hearts Crying” af Richard Yates


“Young Hearts Crying” af Richard Yates, fra forlaget Vintage, udgivet i 2008 (org. udgivet i 1986).

Den unge og ambitiøse Michael Davenport drømmer om at gøre karriere som forfatter, men samtidig skal han som nygift forsøge at etablere en tilværelse sammen med sin kone, Lucy. Michaels drøm kan blive virkeliggjort med Lucys formue, men han ønsker ikke at gøre brug af den. Han er opslugt af sine ambitioner i sådan en grad, at det slår revner i ægteskabet, og Lucy længes efter uafhængighed og selvstændighed, og gradvist går deres ægteskab i opløsning. Selvom efter deres skilsmisse hænger deres liv stadig uløseligt sammen, og mere end nogensinde drages de mod hinanden.

“Young Hearts Crying” er en roman om den amerikanske drøm, en gloriøs illusion, som brister for de fleste af tilværelsens urimelige kår og svimlende ambitioner. Michael og Lucy Davenport er fra to vidt forskellige slægter både hvad angår status og materielle ressourcer. Michael er fra en simpel familie med de dertilhørende begrænsninger; han må arbejde hårdt for at opnå sine drømme, og hans hjertes oprigtighed tillader ham ikke at tage den nemme løsning. Lucy derimod er fra en velhavende familie med et slægtsnavn af status. Hun behøver aldrig løfte en finger, men alligevel længes hun efter selvstændighed og frihed. De er to så forskellige mennesker, og deres relation til hinanden må nødvendigvis briste ligesom den amerikanske drøm.

“’Know what we did, Lucy? You and me? We spent our whole lives yearning. Isn’t that the God damndest thing?’”

Michael og Lucy er begge skabt forestillingen om den typiske amerikaner i 1930’erne, og Richard Yates er nødesløs i måden hvorpå han river dem fra hinanden. Han demaskerer den amerikanske middelklasse, og viser den fra sin værste side; familier går i opløsning, ægteskaber brister og selv den stærkeste knækker. Bogens titel giver genlyd igennem hele romanen; alle karaktererne tilbringer deres liv med at længes mod noget andet, og det er netop det, som er årsagen til deres hjertekvaler. Som læser ønskede jeg, at de ville nå stjernerne, selvom de altid forekom at være uden for rækkevidde. Dog virker deres elendighed ikke altid selvforskyldt, men snarer som betinget af en udefrakommende ustadighed.Som læser ønskede jeg, at de ville nå stjernerne, selvom de altid forekom at være uden for rækkevidde.

Yates skrev “Young Hearts Crying” da han var omkring de halvtreds, og fordi flere af romanens karakterer også gennemlever den alder, skriver Yates med stor integritet, der afspejler sig i måden hvorpå karaktererne forsøger at finde mening med livet i 60’erne og 70’erne. Her var tiden betinget af politisk aktivisme, hedonisme, friktionen mellem generationer og sociale forandringer. Dog tror jeg ikke, at romanen skal læses som en tidslomme, men derimod for den uforløste længsel, som gennemstrømmer den. Det er en bog med meget på hjertet, men først og fremmest er det en bog, der handler om mennesker.

“Walking was frighting enough, when it came to crossing wide streets; he didn’t know what might be on the other side.”

“Young Hearts Crying” virker ufærdig; den er fyldt med gabende huller og uafsluttede sætninger i den forstand, at det er tydeligt, at læseren skal læse mellem linjerne for at demaskere det maskebal, som finder sted karaktererne imellem. Ligesom karakterer lider under uforløste drømme og håb, så er det også præcis det, som Richard Yates efterlader sin læser med; der er en manglende forløsning i måden hvorpå bogen er skrevet rent teknisk, men også i måden hvorpå den afsluttes, og selvom det satte spor i min læsning, var det i sidste ende også det, som gjorde, at jeg kom til at holde af bogen. Yates forsøger at genkalde den længsel, som får bogens hjerte til at banke.