“The Strange Library” af Haruki Murakami


“The Strange Library” (org. titel “ふしぎな図書館”) af Haruki Murakami, fra forlaget Harvill Secker, udgivet i 2014 (org. udgivet i 2005). Læst på engelsk – originalsproget er japansk.

På en ganske ordinær dag begiver en ganske ordinær dreng sig på biblioteket for at søge viden blandt de tårnhøje reolers brede udvalg. Her ledes han på sporet af den sektion, som han søger, af en gammel besynderlig bibliotekar lange nede under biblioteket i en labyrint af gange og reoler. Den gamle mand har dog ingen intentioner om at lade drengen gå, og han tager ham til fange for med at spise hans vidensrige hjerne. Drengens eneste selskab er en mand, der minder om et får, en pige, der kan tale med sine hænder, samt håbet om at genvinde sin frihed.

“The Strange Library” er ikke kun et besynderligt sted, det er også en besynderlig fortælling af indhold såvel som struktur; Haruki Murakami fortæller sin historie gennem både billeder og ord og beskriver drengens forvirrende, mærkværdige og umulige rejse gennem bibliotekets boglabyrint. Hvor jeg ventede mig en simpel historie om en drengs oplevelser på et bibliotek med magiske begivenheder, gik det op for mig, at Murakami ikke er nogen simpel forfatter. Hvor jeg ventede mig en hyldest til bibliotekernes storslåethed, fik jeg i stedet en mærkværdig skrækhistorie om en mand, der spiser biblioteksbesøgendes hjerne for den viden de indeholder, og som om det ikke var nok, er hans højre hånd bogstaveligtalt en mand i fåreklæder.

“The world follows its own course. Each possesses his own thoughts, each treads his own path. So it is with your mother, and so it is with your starling. As it is with everyone. The world follows its own course.”

Jeg læste “The Strange Library” på en solbeskinnet eftermiddag, lige så hurtigt som jeg havde tilføjet bogen til min samling, havde jeg vendt den sidste side i den, men denne handling var uden forløsning. Det forekom mig uvirkeligt, umuligt at historien kunne slutte så brat, som den gjorde. Jeg læste den igen i håbet om en anden slutning, men jeg blev mødt af den samme som før, og det er det, bogen kan; den føles ufærdig og usammenhængende, og bliver derfor hængende i erindringerne. Den er fyldt med tom symbolik og klassiske eventyrstræk, som jeg ihærdigt forsøgte at finde en mening i, men som jeg aldrig kunne kæde sammen til noget sammenhængende.

Murakami har skabt et moderne eventyr eller en fabellignende fortælling, der netop trækker på klassiske eventyrtræk, men som er mørkere end typiske børneeventyr, og den er heller ikke skrevet moraliserende. Derimod kredser historien om ren absurditet med sine mange indsatte billeder, som gø gør, om muligt, historien endnu mere sælsom, imens handlingen lader sig føre af en mand i fåreklæder, der serverer dougnuts som trøst for den tilfangetaget dreng, en stum pige, der kan tale med sine hænder, og en gammel mand, som lever af andres viden. Selvom handling er lige så uoverskuelig som de mange labyrintiserede gange under biblioteket, så er den til gengæld fyldt med mørk og mærkbar atmosfære, som griber om læseren med stor overbevisning.

“The tricky thing about mazes is that you don’t know if you’ve chosen the right path until the very end. If it turns out you were wrong, it’s usually too late to go back and start again. That’s the problem with mazes.”

Jeg er ikke sikker på, at jeg forstår “The Strange Library”, men jeg er heller ikke sikker på, at det er meningen, at jeg skal. Murakami besidder en skøn evne til at åbne op portaler til fjerne rigere, og lade, hvad end der findes bag portalerne, forvilde sig ind i den virkelige verden og bryde med dens orden, og det er denne lille bog og dens forvirrende men smagfulde ord et tydeligt bevis på, og med sagte ord giver Murakami stemme til en vigtig pointe, der giver genklang i hele bogen: alene fordi vi ikke kan se ting i deres klare lys, betyder det ikke, at de ikke er virkelige, i lige så høj grad som vi ikke er mindre virkelige, fordi der findes noget uden for vores videnshorisont. Dette er måske en af de mest pudsige læseoplevelser, jeg har haft længe. “The Strange Library” er en bog helt uden mening men fyldt med atmosfære.

Reklamer

2 thoughts on ““The Strange Library” af Haruki Murakami

    1. Anne Nikoline

      Det er en sjov størrelse af en bog. I sær med de mange billeder inden i. Og så elsker jeg virkelig også den lyserøde forside med lommen – det er så fint!

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s