“Paper Towns” af John Green


“Paper Towns” af John Green, fra forlaget Høst&Søn, udgivet i 2014 (ori. udgivet i 2008). Læst på dansk — originalsproget er engelsk.

Barndommens venskabsbånd er brudt mellem aboerne Quentin og Margo, men da hun en aftne kravler ind gennem hans vindue, forandres alt. For en nat genskaber de det tabte venskab, og Quentin, der altid har beundret Margo fra sidelinjen, er lykkelig. Hans glæde rives brat itu den efterfølgende dag, hvor Margo er sporløst forsvundet efter deres nattelige eventyr og hævntogt. I håb om at løse gåden om Margos pludselige forsvinden, forvilder Quentin sig ind i hendes hemmelighedsfulde liv, hvor han gradvist må indse, at han aldrig rigtigt har kendt hende…

Det er ikke første gang, at jeg læser “Paper Towns” af John Green, men denne gang er noget anderledes end den forrige. Virkeligheden i denne roman er så overvældende, at den får den virkelighed, som omgiver læseren, til at falde i baggrunden og forekomme uvirkelig. Hvor jeg tidligere ikke kunne se bort fra Greens standarisering af sine karkaterer, Quentine Jacobsen ligner både Colin Singleton og Miles Halter, på samme måde som Margo Roth Spiegelman minder om ligner Alaska Young, så forstod jeg pludselig den tanke, som ligger til grund for “Paper Towns”. Det er en roman om rejselyst uden formål eller distination, men med selve lysten som drivkraft, og frem for alt er det en bog om illusioner, der brister så opfattelser går til grunde.

“Hvis man ikke forestiller sig noget, så sker der slet ingenting.”

Quentin har kendt Margo hele sit liv, uden egentlig at have kendt hende; hans opfattelse af hende er skabt på baggrund af personlige præferencer og fragmentariske konklusioner baseret på det, som han kan observere. Da Margo forsvinder, går det gradvist op for ham, såvel som for læseren, at han aldrig rigtig har kendt hende, og at den forestilling, som han har skabt af hende blot er en illusion, der brister så let som en sæbeboble. Den udsigelse er dog ikke forbeholdt Margo selv, men strækker sig ud i det endeløse med genklang fra det samme spørgsmål: hvor godt kender vi egentlig vores medmennesker? Og frem for alt: slår vi os til tåls med forestillingen om et andet menneske? Quention forelsker sig i illusionen om Margo i sådan en grad, at han ikke investere i hende yderligere, men nøjes med at betragte hende på afstand.

Da virkeligheden rammer, brister illusionen. Ved at fordybe sig i Margos udgave af Walt Whitmans “The Song of Myself” samt Herman Melvilles “Moby-Dick” finder Quentin det, som han er overbevist om, er bevidst udlagte spor, små håb om at blive fundet og reddet, og han igangsætter derfor en mission om at bringe hende sikkert hjem. Quentins intentioner er gode, men hans egne præferencer overskygger Margos egentlige ønsker, som under deres hævntogt gav udtryk for: hun ønsker at rejse bort fra trivialitetens hverdag, fra de mennesker, som omgiver hende, for at hun kan finde sig selv og leve det liv, som hun ønsker, men denne udsigelse tager Quentin ikke højde for. Han ønsker ikke at finde Margo, fordi hun skal reddes, men fordi han ønsker det.

“Margo har altid været vild med mysterier. Og med alt det, der senere skete, kunne jeg ikke lade være med at tænke, at hun måske var så vild med mysterier, at hun selv blev til et.”

John Green er en dygtig fortæller, hvis intellekt stråler igennem bogen uden at overvælde læseren. Hans historiefortælling er umiddelbar simpel med sporadisk smukke sætninger, der får sproget til at blomstre, men samtidig bevæger han sig også på et langt dybere niveau, end hvad der umiddelbart er at finde i handlingens overflade. “Paper Towns” kan med lethed læses som en bog om en dreng, der drager ud for at finde den pige, som han elsker, men det er også, og måske i højere grad, en historie om den menneskelige opfattelse af andre mennesker, og hvordan vi ofte slår også til tåls med vores ufuldstændige opfattelse af en anden, noget jeg overså første gang jeg læste bogen. Siden da har historien hængt fast i min hukommelse, fordi den kræver at være der, fordi den har en særlig plads i mit hjerte, som langsomt vokser i takt med at min forståelse for John Greens intentioner med bogen gør det.

2 thoughts on ““Paper Towns” af John Green

    1. Mange tak, Amalie. Jeg er helt enig i, at bogen er fyldt med en skøn humor, og budskabet er virkelig også fint.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.