“A Tale for the Time Being” af Ruth Ozeki


“A Tale for the Time Being” af Ruth Ozeki, fra forlaget Viking, udgivet i 2013.

For seksten årige Nao er livet uudholdentligt; hun oplever mobning og isolation i skolen, og der hjemme er dagligdagen præget af hendes fars suicidale tendenser og evige ulykke. Hendes liv er så uoverskueligt, fuld af offentlige ydmygelser og ensomhed, at hun har besluttet at tage sit eget liv. Inden da sætter hun sig dog for at fortælle sin oldemors historie i en dagbog. På den anden side af oceanet, der adskiller dem, kommer forfatteren Ruth i besiddelse af Naos dagbog, da den skyller op på stranden, forseglet i en Hello Kitty-madkasse som følge af 2011-tsunamien. Naos egen historie og fortælling om sin oldemor leder Ruth igennem en mørk fortid med Naos ukendte skæbne, som efterlader dybe indtryk på hende.

“A Tale for the Time Being” var i 2013 shortlisted til Man Booker-prisen, og jeg forstår så udmærket, hvorfor den var blandt de nominerede til prisen, for det er virkelig en roman, der har noget på hjertet. Ozeki fortæller en smertefuld historie, der overskygger enhver gråvejrsdag, ethvert stormvejr i horisonten, og får selv den mørkeste skygge til at virke som en solstråle; hun fortæller historien om en pige, der udstødes fra og af verdenen, og hvordan hendes mangel på fodfæste gør, at hun kun kan se en løsning i at lade sig falde ned i afgrunden. Det er ikke bare en historie om at føle sig uden for, det er en historie om at være det; Naos kultur er anderledes, og til tider umenneskelig, og jeg lod mig mærke af den, sådan som hun lod sig mærke af livet.

“Sometimes when she told stories about the past her eyes would get teary from all the memories she had, but they weren’t tears. She wasn’t crying. They were just the memories, leaking out.”

Tårerne trilede i takt med at jeg vendte siderne; Nao havde min sympati allerede fra første ord. Jeg vidste, at der ventede hende en række grufulde prøvelser, som alene tanken om giver mig ondt i maven, og jeg vidst, at hendes historie ville efterlade indtryk på mig. Hvad jeg ikke vidste, var omfanget af, hvor meget den ville påvirke mig. Den efterlod mig med et bankehjerte, tårervædet kinder og et smil på læben. Nao lever i en kultur, hvor ære er alt, noget hun for længst har mistet i form af egen status og igennem sin fars mange selvmordsforsøg. Ydmygelserne regner ned over hende, og da hun gennemgår et seksueltovergreb, må hendes fa efterfølgende byde på sin datters stjålne trusser på internettet, for at genvinde den mindste smule respekt for sin familie. Selvom familien er tynget af en melankolsk regnsky, er der ingen, som taler med hinanden om det. I stedet skubber de alle det smertefulde bort med overbærende og forsikrende bemærkninger, som om det intet betød, og det var hjerteknusende at være vidne til som læser, fordi jeg af hjertet ønskede, at gribe ind.

Bogen er primært opddelt i to perspektiver fordelt over to tidspunkter mellem Ruth og Nao, der dog også giver plads til oldemorens histore. Nao og Ruth skiftes til at fortælle hver deres historie, hvor Ruths bliver særligt influerer af Naos hjerteskærende beretning om en tilværelse i et skyggerige. Ozeki sidestiller sine karakterers liv: Ruth lever et stilfærdigt liv afsides fra storbyens larm og tumult, imens Nao lever i Tokyos midte. Nao er romanens kerne; uden hende og hendes fortælling, giver det ikke mening at fortælle om Ruths. Af samme grund var hun drivkraften i min læsning af bogen, imens Ruths perspektiv faldt væsentligt i baggrunden; jeg var ikke betaget af Ruths side af sagen i samme grad, som jeg var af Naos. De er to vidt forskellige kvinder, og to vidt forskellige fortællere, og hvor jeg stilfærdigt læse mig vej igennem Ruths kapitler, levede jeg i Naos. Selvom Naos historie også bærer præg af sporadisk solskin, handler hendes historie i høj grad også om forsøget på at finde vej ud af tilværelsens mørke, og styrken til at prøve, selv når det ser sortest ud, er en hun finder hos sin oldemor.

“Death is certain. Life is always changing, like a puff in the air, or a wave in the sea, or even a thought in the mind.”

Ozeki leger med tiden, og lader fortiden og nutiden kollidere i en eksplosion, der udvisker linjerne mellem virkelighed og forestilling. Konceptet kan virkelig uoverskueligt, men Ozeki tager kærligt sin læser i hånden fra start til slut. Jeg havde min tiltro til hende, og bedst som hun ledte mig igennem sin fortælling, rev hun nådesløst mit hjerte ud og knyste det; jeg så ingen lykke i hendes ord, og selvom jeg slugte dem ihærdigt i håbet om en forløsning, så forsvandt håbet. Jeg kunne ikke se, hvordan det nogensinde skulle ende godt. Naos historie ligger til grund for ophøret af Ruths skriveblokade, og fordi Ruth er en gengivelse af forfatteren selv, trækker historien en bred linje igennem tiden, fra det fiktive til det virkelige. Bogen tog pusten fra mig, og fik en særlig plads i mit hjerte med sine smukke og barske ord. Der er en unægtesandhed i epilogens afsluttende ord, ord som Ruth giver liv til, og som gengiver bogen præcis for hvad den er: “I’d much rather know, but then again, not-knowing keeps all the possibilities open. It keeps all the worlds alive.”

Advertisements

2 thoughts on ““A Tale for the Time Being” af Ruth Ozeki

    1. Anne Nikoline

      Den er barsk og hård. Det er læge siden jeg har læst en bog, der rørte mig så megeh. Men den er også fyldt med smukke ord, håb og drømme. Det er virkelig en læseværdig bog.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s