“Between the Acts” af Virginia Woolf


“Between the Acts” af Virginia Woolf, fra forlaget Penguin, udgivet i 2003 (org. udgivet i 1941).

I tiden op til Anden Verdenskrig er det tid til at fejre det historiske optog; en tradition som hele lokalsamfundet. Det afsidesliggende hus er fyldt med brogede skygger, som forbereder sig på de kommende festligheder ved at mindes særlige begivenheder i den engelske historie. Mellem festlighederne er et intens samspil blandt den ulykkelige Isa Oliver, hendes attraktive mand, Gilies, som hun både elsker og foragter, og fru Manresa, som forfølger ham. En storm presser sig på det endelige tableau, og festspillet bringes til ende, imens andre dramaer først lige er begyndt. Dette er Virginia Woolfs sidste roman, som hun efterlod uafsluttet inden sin død i 1941.

Selvom min kærlighed til Virginia Woof afspejler sig i “Mrs. Dalloway”, som jeg knuselsker, så er “Between the Acts” et klart eksempel på, hvorfor Woolf var så unik en forfatter. “Between the Acts” følger en simpel rød tråd fra start til slut, og rundt om den kredser en række personligheder, der i højere eller mindre grad er forbundet relationsmæssigt, hvad end dette er i form af blodets bånd eller i form af lokalsamfundets sammenhørighed. Det er, ligesom mange af Woolfs andre værker, ikke en handling, der begiver sig ned af uforudsigelige gader med pludselig sving. Handlingen er lineær og simpel, men det er dens skygger, der er værd at beskue.

“Books are the mirrors of the soul.”

Som titlen varsler, kredser handlingen om selve de historiske sekvenser, men den tillader også læseren enkelte indblik i akterne imellem. Dette gælder på rent historisk, men også i forhold til aktørerne på Pointz Hall. Deres gennemgang af ed forskellige historiske begivenheder i den engelske historie fremføres som skuespil, og Woolf blander også sin prosa med dramatik for at fremme dette. Fordi de historiske begivenheder bliver opført som et drama, er det også spændende at se på det skuespil, som finder sted karaktererne imellem, for handlingen i sig selv er ikke medrivende eller revolutionerende, men findes derimod i skyggerne af dens ord: “No one had seen the cloud coming. There it was, black, swollen, on top of them. Down it poured like all the people in the world weeping. Tears. Tears. Tears.”

Woolf skriver med stor empati for sine fiktive karakterer, selv når det er kortvarigt. Selv de karkaterer, som falder i med skyggerne fra de mere fremtrædende karakterer, har et rigtig indre liv fyldt med komplekse tanker og skiftende humør, som Woolf giver en stemme til. Der er ingen i denne korte roman, som er helt ordinær. Selv den nærliggende åkandedam tilskrives stor betydning på baggrund af dens dybde og sagte bevægelser, på grund af de fisk, som svømmer under overflade, og den fungerer som et spejl for den, der betrager den på afstand. Det er mesterligt både rent symbolsk men også i måden, hvorpå Woolf får ordene til at danne hele symfonier. Desuden leger forfatteren med romanens form. Hun veksler mellem prosa og drama, lange monologer af indre og ydre karakter, og hun skaber et mangfoldigt billede af en broget skare af mennesker, der er samlet omkring noget fælles.

“Empty, empty, empty; silent, silent, silent. The room was a shell, singing of what was before time was; a vase stood in the heart of the house, alabaster, smooth, cold, holding the still, distilled essence of emptiness, silence.”

“Between the Acts” viser en anden side af Virginia Woolf, en side der er langt mere tynget af indre dæmoner og melankolske stemmer. Mange af romanens ord virker som øjebliksbilleder af Woolfs egen sindsstemning, som skinner igennem, og det er både smukt og smertefuldt, netop for det virker så følt af forfatteren selv. Straks efter at jeg havde læst bogen til ende, begyndte jeg forfra; jeg forstod ikke bogen, fordi dens handling er så simpel, og det samtidig virker som om, at en helt anden historie udspiller sig bag ordene og i margenerne. Jeg tror, at jeg kunne læse denne bog utallige gange, og stadig ikke finde det, som Woolf ønskede, at jeg skulle finde.

Sommerlæselisten


Et semester er bragt til ende, en milepæl er opnåret; der er sat punktum for min bachelorudannelse, sommeren står for døren, og omsider kan jeg ånde lettet op. Dagene har været lange og regnfulde, og er nu blevet erstattet af solens varmende stråler, der fra tid til anden afbrydes af lette vindpust. I går tog jeg for alvor hul på sommerens læsning, som jeg nøje har udvalgt efter lyst, nu hvor den har været nedprioriteret i hele junimåned til fordel for eksamenslæsning. Selvom mit fokus har været på en helt anden slags læsning, har jeg alligevel planlagt min sommerlæseliste i ugevis. Maj og juni dedikerede jeg til tilendebringelsen af min bacheloruddannelse, og deadlinesne var tætte og læsningen tung, og derfor drømte jeg mig væk til sommerens læsning, som noget jeg kunne arbejde hen imod, og løbende skrev jeg nøje udvalgte titler ned. Jeg skal tilbringe min sommer under den blå blå himmel i godt selskab med venner og bekendte, jeg skal på hjemmebesøg i det jyske, mærket græsset under mine tæer og tilbringer endeløse dage kæresten på Sjælland. Jeg vil fylde mine lunger på ny, tage dybe indåndinger, have øjeblikket for øje og lade spontaniteten råde over min sommer, inden kandidatuddannelsen banker på døren og endnu en studietid kræver min opmærksomhed. Inden da vil jeg forsvinde ned i nedenstående læseliste, glemme alt om tid og rum, og bare nyde min tiltrængte frihed. Min sommerlæseliste består af:

  • “The Story of Alice” af Robert Douglas-Fairhust. En faktuel fortælling om hvordan Alice Liddell blev til dén Alice, som har en særlig plads i manges hjerter. Det er en delvist biografisk fortælling om Lewis Carrolls liv og forfatterskab, men også en hyldest til hans leg med virkelighed og fantasi.
  • “Emily of New Moon-trilogien” af L. M. Montgomery. Jeg købte i sin tid bøgerne om Emily med ønsket om at læse dem denne sommer. Deres sarte pastelfarvet forsider afspejler sommer, sol og læsning, og jeg glæder mig til at følge Emilys forfatterdrømme på Månegården.
  • “Sabriel” af Garth Nix. Denne roman er den første i en trilogi om en piges rejse ind i de dødes rige, for at bringe sin far tilbage til livet, og samtidig forhindre dødens mørke væsner i at bryde fri af deres evige fængsel i en underjordisk verden af død og ødelæggelse.
  • “The Summer Without Men” af Siri Hustvedt. Tilsvarende Emily-bøgerne, købte jeg denne med forudsætningen for at læse den denne sommer. Siri Hustvedt er en af mine absolutte yndlingsforfattere, og jeg har længe glædet mig til at læse hendes historie om en kvindes tab af kærligheden igennem flere årtier, samt hvordan hun genvinder fodfæste så sent i sit liv.
  • “Inkheart-tilogien” af Cornelia Funke. Der er ikke rigtig sommer uden mine højtelskede Inkheart-bøger, som jeg har genlæst utallige gange siden min attenårsfødselsdag. Meggie Folchart og hendes far lever og ånder for bøger og læsning, da en skygge fra fortiden og fiktionens verden banker på en regnvåd aften, trækkes de ind ind i litteraturen på en måde, som de ikke troede var mulig.

Hvor skal I tilbringe jeres sommer og i selskab med hvilke bøger? Har I også planlagt, hvad I skal læse? I så fald, hvad står øverst på jeres sommerlæseliste?

“First Rider’s Call” af Kristen Britain (Green Rider #2)


“First Rider’s Call” af Kristen Britain, fra forlaget Gollancz, udgivet i 2011 (org. udgivet i 2003).

Karigan G’ladheon er indtrådt som en fast rytter blandt konges garde i kongeriget Sacoridia. Hendes dagligdag er fyldt med træning, da fjerne, ildevarslende og udefrakommende begynder at trænge ind på kongeriget, og på den mur, som omgiver det. Muren slår revner, og da tager Karigans endnu en gang fart. Med sin trofaste følgesvend og ganger, drager hun ud for at besejre disse truende fjender, da fortiden giver ekko i hendes erindringer, og en profeti efterlader hende tvivlrådig og uden svar. Mørket trækker sig sammen om kongerigets beskyttende mure, og får det til at slå revner, og det samme gør Karigans fortid, den slår revner som truer med sammenbrud.

Hvor den første bog i serien gang på gang efterlader mig overvældet med sin historie, var det med tøvende hænder, at jeg endnu en gang satte mig for at læse “First Rider’s Call”. Hvor “Green Rider” var lang med med en vis overskuelighed på grund af sin introduktion og gradvise uddybning af det univers, som Kristen Britain har skabt, virker “First Rider’s Call” langt mere rodet og uredigeret. Handlingen kunne med lethed være adskillige hundrede sider kortere og stadig følge historiens mange gæve karakterer på kryds og tværs af tider, men i stedet trækker roman i langdrag med adskellige sekvenser som på sin vis birdrager med en smule dybde af livet i inden for Sacoridias murer, men stadig tjener de intet større formål, og kunne af samme grund være undladt helt.

“Only a coward stays cloaked in invisibility.”

Jeg beundrer Kristen Britain for hendes evne til at skrive klart og tydeligt, og samtidig skabe et feudalt univers bestående af magiske elementer fulde af dybde og indsigt. Det er altid med stor glæde, at jeg ser tilbage på “Green Rider”, et smil som dog blegner en smule, når tankerne falder på denne roman. Jeg har aldrig været særlig begejstret for romaner med skiftende fortælleperspektiv, og “First Rider’s Call” sætter gang på gang min tålmodighed på prøve. Ikke alene er de fortællenede synspunkter mange, men de springer også i tid og sted, og fordi kapitlerne ofte er lange, forekom det mig ofte vanskeligt at holde tungen lige i munden hvad angår handlingens forløb.

Det sagt så udvider “First Rider’s Call” også handlingens horisont rent historisk. Med dagbogsoptegnelser fortælles mørke beretninger fra fjerne tider, som hjemsøger i historiens nutid. At følge Karigan G’ladheons bedrifter som ridder er altid fornøjelige, do afbrydes hendes historie ofte er intetsigende passager med en skiftende synspunkter, hvis bidrag er minimal er slet intet. Flere karakterer optager hele og halve sider, hvor handlingen fortælles fra en anden vinkel end Karigans, og det potentiale som ligger i denne strukturelle teknik bliver sjældent udnyttet til fulde, og det er på trods af at den har været undervejs i fem år siden den første bogs udgivelse.

Lil touched her own brooch, which was clasped to the green and blue plaid she wore draped across her shoulder, and drew comfort and strength from it. It had helped her come this far between the layers of the world. Its resonance sang through her and the girl’s brooch seemed to sparkle in response.”

“First Rider’s Call” en vag forsættelse, og bekræfter fordommen om den svære toer. Selve grundidéen for bogen er udmærket uden at være revolutionerende, og jeg tror af hjertet på, at Britain kunne have leveret en langt mere sikker på, hvis den havde været adskillige hundrede sider kortere og langt mere ordnet i handling og struktur, så ordene ikke løber sammen som blæk mellem læserens hænder. Det gjorde, at min læsning træk ud og føltes lige så uoverskuelig som handlingen selv, men min læsning var ikke ubetinget regnfuld; midt i kaosset fandt jeg også enkelte solstråler, der i et kort øjeblik jog de regnvåde skygger bort med min latter. Med “First Rider’s Call” fremsætter forfatteren også en vigtig pointe om, at ingen af os er helte, men at vi gør det bedste vi kan med hvad vi har, og det opsamler på mange måder bogens lange, lange handling.

“The Strange Library” af Haruki Murakami


“The Strange Library” (org. titel “ふしぎな図書館”) af Haruki Murakami, fra forlaget Harvill Secker, udgivet i 2014 (org. udgivet i 2005). Læst på engelsk – originalsproget er japansk.

På en ganske ordinær dag begiver en ganske ordinær dreng sig på biblioteket for at søge viden blandt de tårnhøje reolers brede udvalg. Her ledes han på sporet af den sektion, som han søger, af en gammel besynderlig bibliotekar lange nede under biblioteket i en labyrint af gange og reoler. Den gamle mand har dog ingen intentioner om at lade drengen gå, og han tager ham til fange for med at spise hans vidensrige hjerne. Drengens eneste selskab er en mand, der minder om et får, en pige, der kan tale med sine hænder, samt håbet om at genvinde sin frihed.

“The Strange Library” er ikke kun et besynderligt sted, det er også en besynderlig fortælling af indhold såvel som struktur; Haruki Murakami fortæller sin historie gennem både billeder og ord og beskriver drengens forvirrende, mærkværdige og umulige rejse gennem bibliotekets boglabyrint. Hvor jeg ventede mig en simpel historie om en drengs oplevelser på et bibliotek med magiske begivenheder, gik det op for mig, at Murakami ikke er nogen simpel forfatter. Hvor jeg ventede mig en hyldest til bibliotekernes storslåethed, fik jeg i stedet en mærkværdig skrækhistorie om en mand, der spiser biblioteksbesøgendes hjerne for den viden de indeholder, og som om det ikke var nok, er hans højre hånd bogstaveligtalt en mand i fåreklæder.

“The world follows its own course. Each possesses his own thoughts, each treads his own path. So it is with your mother, and so it is with your starling. As it is with everyone. The world follows its own course.”

Jeg læste “The Strange Library” på en solbeskinnet eftermiddag, lige så hurtigt som jeg havde tilføjet bogen til min samling, havde jeg vendt den sidste side i den, men denne handling var uden forløsning. Det forekom mig uvirkeligt, umuligt at historien kunne slutte så brat, som den gjorde. Jeg læste den igen i håbet om en anden slutning, men jeg blev mødt af den samme som før, og det er det, bogen kan; den føles ufærdig og usammenhængende, og bliver derfor hængende i erindringerne. Den er fyldt med tom symbolik og klassiske eventyrstræk, som jeg ihærdigt forsøgte at finde en mening i, men som jeg aldrig kunne kæde sammen til noget sammenhængende.

Murakami har skabt et moderne eventyr eller en fabellignende fortælling, der netop trækker på klassiske eventyrtræk, men som er mørkere end typiske børneeventyr, og den er heller ikke skrevet moraliserende. Derimod kredser historien om ren absurditet med sine mange indsatte billeder, som gø gør, om muligt, historien endnu mere sælsom, imens handlingen lader sig føre af en mand i fåreklæder, der serverer dougnuts som trøst for den tilfangetaget dreng, en stum pige, der kan tale med sine hænder, og en gammel mand, som lever af andres viden. Selvom handling er lige så uoverskuelig som de mange labyrintiserede gange under biblioteket, så er den til gengæld fyldt med mørk og mærkbar atmosfære, som griber om læseren med stor overbevisning.

“The tricky thing about mazes is that you don’t know if you’ve chosen the right path until the very end. If it turns out you were wrong, it’s usually too late to go back and start again. That’s the problem with mazes.”

Jeg er ikke sikker på, at jeg forstår “The Strange Library”, men jeg er heller ikke sikker på, at det er meningen, at jeg skal. Murakami besidder en skøn evne til at åbne op portaler til fjerne rigere, og lade, hvad end der findes bag portalerne, forvilde sig ind i den virkelige verden og bryde med dens orden, og det er denne lille bog og dens forvirrende men smagfulde ord et tydeligt bevis på, og med sagte ord giver Murakami stemme til en vigtig pointe, der giver genklang i hele bogen: alene fordi vi ikke kan se ting i deres klare lys, betyder det ikke, at de ikke er virkelige, i lige så høj grad som vi ikke er mindre virkelige, fordi der findes noget uden for vores videnshorisont. Dette er måske en af de mest pudsige læseoplevelser, jeg har haft længe. “The Strange Library” er en bog helt uden mening men fyldt med atmosfære.