“Stoner” af John Williams


“Stoner” af John Williams, fra forlaget Lindhardt og Ringhof, udgivet i 2014 (org. udgivet i 1965). Læst på dansk — originalsproget er engelsk.

William Stoner bliver i slutningen af det nittende århundrede født ind i en fattig bondefamilie i Missouri, USA. Han hjælper til på sit barndomshjem, en afsidesliggende gård under den brændende sol, da hans far opfordrer ham til at få sig en akademisk uddannelse i landbrug. På universitet læser Stoner flittigt, men langsomt begynder et af hans sidefag at åbne nye horisonter for ham: litteraturens verden. Mod sin fars ønske, vælger han et akademiske liv som lærer, hvor bøgerne forbliver hans faste holdepunkt. Kærligheden finder også vej til Stoner, men dens ulykke hør det samme, men selvom han møder megen modstand i sin tilværelse, modstand der truer hans karriere og familieliv, så finder han altid trøst i sine bøger, lige til det sidste.

“Stoner” har længe stået på min reol og kastede bebrejdende blikke i min retning. Da jeg endelig tog den ned fra hylden, lå der et fint lag støv på siderne, og da jeg pustede åbnede der sig en uforglemmelig og forunderlig fortælling for øjnene af mig, en fortælling som jeg ikke havde ventet at finde, en fortælling som rørte mig dybt, og som jeg kun kune ryste på hovedet over ikke at have læst tidligere. Ligesom mange andre i litteraturhistorien, har jeg også overset John Williams perle af en roman. “Stoner” blev udgivet og den blev glemt igen. Det er først inden for de sidste år, at dens retmæssige potentiale stårlede igennem mange års forglemmelse.

“På universitetsbiblioteket gik han rundt i magasinerne mellem tusindvis af bøger og indåndede den mugne lugt af læder, lærred og indtørrede bogsider, som om det var eksotisk røgelse. Somme tider standsede han, tog et bind ned fra hylderne og holdt det et øjeblik, og det snurrede i hans hænder ved den stadig uvante fornemmelse af ryg og perm og føjelige sider. Derpå bladrede han i bogen og læste en sætning her eller dér, forsigtig når han vendte siderne med sine stive, klodsede fingre, for at de ikke skulle komme til at rive eller ødelægge, hvad de gjorde sig sådan umage med at afdække.”

“Stoner” er en simpel hverdagsfortælling om William Stoner, der fødes i slutningen af 1800-tallet på en isoleret gård i Missouri. Han kommer fra et typisk landbrugshjem med hårdt arbejde, og skal forsøge at gebærde sig i byen blandt lærde mennesker. Livet mellem de to holdepunkter efterlader ham til at begynde med i en gråzone, som han i blinde febrilsk famler rundt i. Det er først, da han opdager litteraturens endeløse verden, at han begynder at få en forståelse af sig selv, og hans selvstændighed bokser med en larmende fart til han står tilbage, færdigstøbt og fuldendt. Hans historie er lige så stilfærdig som ham selv, og hans liv er smukt på en meget roligt, meget afdæmpet og melankolsk måde. Der er noget så basalt ved bogen, dens karakterer og dens handling, at den næsten virker ulideligt genkendeligt; den følger en simpel mand i hans simple liv fyldt med drømme og visioner, som aldrig rigtig lader sig gøre.

Stoner er en almindelig mand med simple drømme om at efterlade sig et mærke, et indtryk og et eftertryk. En mand, der drømmer om bøger og om at skrive dem, og en mand, der drømmer om livet og dets begrænsninger. “Stoner” er en historie om denne mand, og hvordan han med sine drømme bliver fanget i et kærlighedsløst ægteskab, og hvordan der mellem to mennesker raser en tavs krig. Den største tragedie er ikke Stoners følelsesforladte ægteskab, men snarer den hverdagslige tragedie, som vi alle frygter i højere elle rmindre grad: at blive glemt. Stoner er et almindeligt menneske, der har gjort indtryk på forsvindende få, og som vil blive erindret af endnu færre.

“Det spillede knap nok nogen rolle for ham, at bogen var glemt og ikke tjente noget formål, og spørgsmålet om dens værdi forekom ham i det hele taget at være næsten trivielt. Han havde ingen illusioner om at finde sig selv i den, i det falmede bogtryk, og alligevel vidste han, at en lille del af ham, som han ikke kunne fornægte, var i den og ville blive der.”

At læse denne roman var som at få sit hjerte revet itu på den mest enkle og stilfærdige måde, og indtrykket den efterlod mig med var så svimlende stort, fordi jeg ikke forventede mig noget særligt af den. Det er heller ikke nogen ekstraordinær historie, fordi det er en simpel historie om et menneskeliv. Jeg var meget rørt og trist, da jeg færdiglæste “Stoner”, og jeg kan endnu mærke et lille stik, når jeg tænker tilbage på den. Det er en bog, der har sat sig fast. Hvor er jeg glad for, at bogen er blevet fundet frem af fortidens glemsel, at den har fået nyt liv, for det er en bog, der fortjener at blive læst, en stemme der fortjener at blive hørt. Den er noget af det sarteste, jeg endnu har læst, og jeg vil for fremtiden bærer bogen i mit hjerte. Efter en stille modtagelse af førsteudgaven har denne roman endelig fået den brede anerkendelse, den fortjener.

“Den smalle vej til det dybe nord” af Richard Flanagan


“Den smalle vej til det dybe nord” (org. titel “The Narrow Road to the Deep North”) af Richard Flanagan, fra forlaget Politiken, udgivet i 2015 (org. udgivet i 2013). Læst på dansk — originalsproget er engelsk. Anmeldereksemplar fra forlaget.

I det australske fortælles der historier om Dorrigo Evans; en 77 årig berømt kirurg og krigshelt. Da gan i sine yngere dage blev sendt til fronten fronten, tilfangetages han sammen med mange andre australske soldater af japanerne. Som krigsfange skal han arbejde som læge under opførelsen af den berygtede Thailand-Burma-jernbane, kendt som Dødens Jernbane, hvor op mod 280 allierede krigsfanger mistede livet per kilometer jernbanestrækning lagt. Synene i arbejdslejren er grusomme, men Dorrigo holder dem på afstand ved mindet om din onkels kone, Amy, hvis arme han længes mod og som gør hans tilfangetagelse uholdenlig. Breve går tabt i posten, begivenheder tilbageholdes og sandheden lige så, og Dorrigo kan være sikker på at se Amy igen.

Det tog Flanagan 12 år at færdiggøre sin roman, og i et interview forklare han, hvordan hans far, hvis historie ligger til grund for de mange års arbejde, døde samme dag, som bogen blev udgivet. Richard Flanagan vandt med sin roman “Den smalle vej til det dybe nord” Man Booker prisen sidste år med sin semibiografiske historie om sin fars egen tilfangetagelse ved Dødens Jernbane i Burma, som japanerne grundlage under Anden Verdenskrig. Livet langs jernbanen er et ubrydeligt kredsløb, der dag for dag gentager sig selv. Der er ingen lykke og intet lys for enden af tunnelen; hver dag er en gentagelse og en forsættelse af gårsdagens elendighed, og det samme vil morgendagen bringe. Richard Flanagan om disse krigsrædsler på levende vis, som om han selv var tilstede under begivenhederne. Med stort blik for deltajens finesse, gennemlevede jeg Dorrigos virkelige mareridt — men kun i en skygge af deres realitet.

“Overalt var der bøger for ham at gå på opdagelse i: bøger i vakkelvorne stabler, bøger i kasser, antikvariske bøger der var mast sammen og på reoler fra gult til loft langs hele den modsatte væg lænede op ad hinanden som udisciplinerede soldater.”

“Den smalle vej til det dybe nord” er på mange måder en klassisk fortælling om krig og splittelse, passion og længsel. En roman om de værst tænkelige rædsler, som forfatteren genopliver og virkeliggøre. Flanagan har sans for sproget, og formår ikke kun at gengive detaljers enkelte dele, men også den fulde enhed af sine karakterer. Han forsøger at give en stemme til de, der levede et vågent mareridt dag ind og dag ud, hvor ingen søvn kunne give hvile, og hvor intet brev kunne mindske afsavnet. Han viser også, hvordan mennesket nødvendigvis må forsøge at tilpasse sig omstændighederne, selvom når de er værst, hvis det skal gøre sig nogen forhåbninger om at overleve dem. Måden han formidler et så tungt emne er igennem simplicitet, energi og intensitet, i bedste stil med Ernest Hemingway, men Flanagans skrivestil strækker længere end.

Det tog mig tid at vende mig til bogens struktur. Hans struktur er tredelt og spænder over et før, et nu og et efter, der viser hvordan krigen påvirker et hele liv, også før efter sit ophør. Direkte tale var ikke altid markeret med anførselstegn, og tankestrømmen hos Dorrigo er flydende og levende, og gjorde det svært altid at skille hans tanker fra hans tale. Perspektivet er også skiftende og tilbyder sin læser et bredere indblik i krigens omstændigheder og ind i de liv, som var berørt af den. Flanagan forsøger at give krigens rædsler en litterær form uden at fortabe si i fortvielse eller dikotomier som os-og-dem forestillinger. Han fastholder en omhyggeligt udført balancegang af sympati ved at skifte mellem romanens mange synspunker lige fra de australske krigsfanger og til de japanske fangevogtere.

“For Amy var kærlighed når universet rørte ved og eksploderede ind i universet.”

De temporale skift i romanens begyndelse er mere forvirrende end gavnende, men det er en forhindring, jeg som læser fandt det nødvendig at overkomme, fordi historien derefter for alvor udfolder sig og først rigtigt begynder. Referencerne er mange og højstemte. Flanagan trækker på en stil, der ligner James Joyces flydende tankestrøm, og Tennysons digt “Ulysses” væves ind og ud mellem historien og dens omskiftelige perspektiver, imens adskillige af Kobayashi Issas digte danner baggrund for flere af kapitlernes handling med forførende og tankevækkende ord som: “In this world / we walk on the roof of hell / gazing at flowers”. Krigsfangerne gransker den sparsomme skønhed, der er at finde i deres dagligdags helvede, som underminerer rædslerne i Dante Alighieris skærsild med flere længder. Flanagans skærsild er virkelig.

Dorrigo leder ihærdigt efter svaret på, hvad der gør et mennesket til et menneske, og jeg fulgte med tilsvarende ihærdighed i hans fodspor med stor eftertænksomhed. Da hans fodspor stoppede og bogen lige så, holdt mine spekulationer ikke inde med forsatte. Selvom dens handlingen i sin kerne er simpel, er den fuld af livsanskuelser og filosofiske betragtninger, der tager afsæt i mareridts lignende omstændigheder, der kun forstærker deres væsentlighed. Jeg var træt, da jeg havde læst bogen til ende. Den åbnede mine øjne for historisk kontekst jeg ikke kendte det fjerneste til, og fik mig til at leve mig ind og investere i dens fiktive karakterer, som var de lige så virkelige som deres historiske udgangspunkt. Jeg kan af samme grund sagtens forstå, hvorfor “Den smalle vej til det dybe nord” vandt Man Booker prisen i 2014.

“A library of mostly unread books is far more inspiring than a library of books already read. There’s nothing more exciting than finishing a book, and walking over to your shelves to figure out what you’re going to read next.”


Mine ulæste bøger er flere, end der kan være en mit TBR-jar, selv hvis jeg købte et større glas. Selvom listerne er endeløst lange, så er de aldrig så uhåndgribelige, at det forhindre mig i at udvide mit hjemmebibliotek med flere ulæste litteraturskatte. Der er en tendens på YouTube, hvor mange booktubere ihærdigt forsøger at nedbringe deres antal af ulæste bøger ved enten af forære bøger bort eller igennem læseudfordringer, begge tendenser jeg aldrig helt forstået præmisset af. Når man giver en bog bort, som man tidligere har købt med intentionen om at få læst, følger den lyst jo ikke bogen til dens nye hjem og letter hjertet hos den tidligere ejer. Den følelse vil stadig være der, selvom bogen ikke er. Det er selvfølgelig noget andet hvis lysten er forsvundet, hvis bogen var et impulsindkøb, der tog overhånd i øjeblikket og overskyggede for enhver rationel tanke, eller hvis læseren ganske enkelt er vokset fra bogen, hvilket er helt okay.

Det giver mig ikke hjertebanken at have ulæste bøger stående. Om det skyldes at jeg er en hurtig læser, eller om det er fordi det snarer beroliger mig at vide, at jeg aldrig løber tør for læsestof, ved jeg ikke med sikkerhed. Måske er det en blanding af begge. Enhver bog jeg tilføjer til min samling er en bog, som jeg af hjertet ønsker at læse. For mig er bøger noget af det mest tålmodige, der findes; afventende står de og venter på, at jeg vælger at læse dem. Jeg ser det ikke som en fiasko at have ulæste bøger stående. Der er tusindvis af bøger, som jeg ikke har læst og aldrig vil komme til at læse, selv ikke med de bedste intentioner på sinde. Der er ganske enkelt ikke nok levetid til at nå igennem alle de bøger, som jeg gerne vil læse, men samtidig ser jeg det ikke som et kapløb med mig selv – og slet ikke med andre – for at nå så mange som muligt, for der vil altid være bøger, som andre har læst, og som jeg ikke har, bøger som jeg gerne vil læse, men som må vige pladsen for andre bøger. At læse er for mig et aktivt valg baseret på en følelse af lyst eller mangel på samme. Jeg ejer ikke alle de bøger, som jeg gerne vil læse, og derfor giver det for mig heller ikke mening at forsøge at nedbringe det antal, fordi det ikke vil give et realistisk billede alligevel. Hvert år udgives der bøger, som jeg gerne vil læse, og af omveje finder jeg frem til fortidige udgivelser, som også fanger mit blik. Mine læselister er således endeløse, og det har jeg det helt okay med.

Har I også bemærket tendensen på BookTube? Er fokus for jeres læsning også at nedbringe antallet af ulæste bøger, fordi de udgør en stress faktor for jeres læsning, eller giver det jer ro at vide, at der altid vil være bøger at læse, og at I aldrig løber tør?

“She was fascinated with words. To her, words were things of beauty, each like a magical powder or potion that could be combined with other words to create powerful spells.”


Mine dage er fulde af bøger, men største delen af dem er bøger til min bacheloropgaven, bøger om tungteori og tørvetrillende tekster, og det er med de bedste intentioner, at jeg har erhvervede mig nye bøger. Fordi bogindkøbene denne måned ikke har været så mange, har jeg også formået at finde tiden til at læse dem. Flere af bøgerne er så lokkende i deres udseende, at jeg ganske enkelt ikke kunne undgå at læse dem lige så snart, de ankom med posten. Nail Gaimans historie om drømmeguden Morpheus tryllebandt mig ved første øjekast med sine farvestrålende billeder og historie; en uvurderlig tilføjelse til mit hjemmebibliotek og en udvidelse af mine læsevaner. Min gamle og danske udgave af Mary Poppins er blevet udskiftet til fordel for en fin jubilæumsudgave, der indeholder fem af de velkendte historier, imens en signeret udgave af “Life of Pi”, som også er en af mine yndlingsbøger, fandt vej til min bogsamling. Selvom bøger er tålmodigheden selv, så kan jeg ganske enkelt ikke vente med at få dem læst, og derfor har jeg også læst flere af dem allerede eller fuld i gang.

I videoen nedenfor fremviser jeg de bøger, jeg har købt på i maj måned. Hvad med jer? Har I også tilføjet nye skatte til jeres samling på det seneste? I så fald hvilke?