“Our Mutual Friend” af Charles Dickens


“Our Mutual Friend” af Charles Dickens, fra forlaget Wordsworth Classics, udgivet i 1997 (org. udgivet i 1864).

Da en rig misantrop, der har levet tilbagetrukket fra alt og alle, dør, arvegørs sønnen, John Harmon, på betingelse af, at han gifter sig med en kvinde, han dårligt nok kender. Da et lig findes i Themsen, og identificeres som John Harmon, formodes han druknet. Omstændighederne er dog mystiske og uforklarlige; efter den druknede identificeres igangsættes en handling fyldt med korruption og bedrag, om mord og mordforsøg. Folk forsvinder ind i skyggerne af Londons midte, imens andre helt forsvinder fra livet og tanken om at komme i besiddelse af den store pengesum korrumpere selv den, med det reneste sind. Med sin sidste færdigskrevet roman “Our Mutual Friend” skaber Charles Dickens et portræt af en by og en civilisation og dens forfald.

Det forekommer mig altid vanskeligt at skulle gengive handlingen af en Charles Dickens roman, fordi der altid er så meget på spil; handlingen er sjældent lige til, og hvis den er, ledes den af omveje, snoet stier og ned af blindgyder, før den når sit slutpunkt. I “Our Mutual Friend” peges der fingre af en mulig morder, og hurtig bliver sagen omfattende med dens mange aktører, hvis ansigter forsvinder i mængden, når Dickens tager sin læser på en sidste vandring gennem Londons mørklagte gader. Det er Dickens styrke såvel som svaghed; hans studie af menneskeliv er så levende med de mange indtryk den efterlader hos sin læser, enhver karakter er enestående, men samtidig er studiet så omfattende et evighedsprojekt, at man som læser let kan miste pusten.

“And O there are days in this life, worth life and worth death.”

Dickens kan skrive endeløse sider, der alene beskriver omgivelser. Det første kapitel er en dyb indånding af det mørke London, de tågede gader og månens opstand på nattehimlen, vinden hyler i hver en krog, og fejer hen over de brostensbelagte gader. Dickens romaner er rig på ord; hver en detalje gengives med stor nøjagtigthed, sådan at den beskrevne vind kan mærkes mod huden og føles i håret, og den uigennemtrængelige tåge bliver synlig og altomsluttende. Dickens leder sin læser ned ad krogede gader, havnegange og hen ad stræder. Det bliver aldrig hans vision at lede sin læser i retning af en løsning eller at pege fingre af en mulig skurk, men derimod at fremvise en verden af liv. Det er både fascinerende og frustrerende; at læse Dickens kan være tidskrævende, og det skyldes ikke kun det omfattende sideantal, men også hans famøse skrivestil.

Romanens mysterium vedrørende omstændighederne ved John Harmons død afsløre sig selv ved romanens egen struktur. Ved at skabe så omfattende en menneske mosaik, blotlægger Dickens ethvert tænkeligt motiv, uden at bogen bliver et spørgsmål om at finde og udpege den mulige morder, selvom omstændighederne bindes endegyldigt sammen i romanens slutning. I stedet tegnes et stort portræt af en civilisation, som Dickens satirer igennem sine observerende studier. En scene, som jeg fandt særlig morsom, er kapitlet, hvor han franskmand forsøges at lære engelsk til en social begivenhed, og hans udtale er så elendig, at det grænser sig til at komiske. Det er alt, hvad der sker i kapitlet, og det er meget typisk Dickens.

“No one who can read, ever looks at a book, even unopened on a shelf, like one who cannot.”

Det er tredje gang, at jeg forsøger at læse “Our Mutual Friend”, og omsider lykkedes det, selvom bogen trag i langdrag, eller måske skyldes det tonen i bogen, som er langt mørkere og mere dyster end hvad Dickens tidligere har formået at skrive. Ikke alene forsøger han at skrive endnu et studie om klasseskellet i det Victorianske England, det er snarer at understrege de samfundsmæssige uretfæridghed. Selvom Dickens altid er noget af en mundfuld, er hans karakterer er altid mindeværdige, selvom mange af dem siden min læsning er forsvundet i mængden som slørede skikkelser, lidt som bogen selv, da jeg langt om længe lukkede den mellem mine hænder.

2 thoughts on ““Our Mutual Friend” af Charles Dickens

  1. Dette er ei av mine favorittbøker, men det er og mykje på grunn av BBC-filmatiseringa. Nydeleg framstilt, og boka er magisk (syns eg).

    Ha ein fin onsdagskveld!

    1. Måske læste jeg den på et forkert tidspunkt. Jeg har forsøgt flere gange, men det er først nu at jeg fik læst den færdig. Den har dog mange kvaliteter, så jeg kan sagtens forstå, at det er en af dine yndlingsbøger. BBC-udgaven må jeg tage et nærmere kig på.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.