“The English Patient” af Michael Ondaatje


“The English Patient” af Michael Ondaatje, fra forlaget Bloomsbury, udgivet i 2004 (org. udgivet i 1992).

Fire liv vikles nådesløst ind i hinanden ved udgangen af Anden Verdenskrig. Fire liv, der alle er mærket af krigen og personlige tragedier; sygeplejersken Hana, den hårdt kvæstede tyv, Caravaggio, den varsomme ingeniørsoldat, Kipler og den uigenkendelige engelske patient, der på grund af krigen har mistet sine erindringer, sit liv og sit navn. Under Hanas plejende omsorg, kommer de til kræfter, finder glæder og styrker ved hinanden og i sig selv, men fortiden er sortfarvet af intriger og krigens kalden.

Michael Ondaatje vandt The man Booker Prize i 1992 med denne særskilte historie om krigens begyndende rædsler efter sin afslutning, og jeg kan sagtens forstå, at romanen vandt den eftertragtede pris. Igennem fire liv skildre Ondaatje ikke kun en tramustisk nutid i form af den hærgende verdenskrig, men også i form af fortidens skygger, som strækker sig langt ind i nutiden som hjemsøgende spøgelser, der holder livet på afstand. For selvom krigens rædsler er inddiskutable, så forstærkes de yderligere af fortidens mørke, og det er sammenstødet mellem disse to skyggeverdener, som Ondaatje udforsker og undersøger igennem sit lyriske sprog, en komplet modsætning til bogens tematikker, en opstilling mellem lys og mørke, godt og ondt.

“Moments before sleep are when she feels most alive, leaping across fragments of the day, bringing each moment into the bed with her like a child with schoolbooks and pencils. The day seems to have no order until these times, which are like a ledger for her, her body full of stories and situations.”

Nøjsomt gennemgår Ondaatje de fire liv med simple bevægelser og i et roligt tempo, og langsomt tegner der sig et kalejdoskopisk billede af en enigmatisk verden befolket med farvestrålende personligheder. Romanens ledemotiv er spørgsmålet om hvem den engelske patient er, og selvom jeg fandt handlingen tøvende og tidsudtrækkende, ønskede jeg at finde svaret på det spørgsmål, som han udgør, ikke kun for mig som læser, men også for romanens øvrige personer. Til enhver personlighed knytter der sig en historie, der i patientens tilfælde er fyldt med løse ender og iturevet relationer, som han kun fragmentarisk genvinder. Puslespillet samles langsomt men sikkert, omend det er med frustration og utålmodighed, og i takt med at hver en brik lægges, bliver den engelske patient mere og mere menneskelig, mere og mere genkendelig.

Ondaatje er blevet beskrevet som en “novelist with the heart of a poet”, hvilket jeg finder meget sigende og rammende. Hans sprog er så levende og lysende, at bogstaverne hoppede og dansede for mine øjne, og jeg blev efterladt forvirret og døsig. Hvert et ord er en sanseeksplosion. “The English Patient” er en bog uden et plot, uden en tidslinje og uden en decideret retning at bevæge sig imod, og det prægede også min læsning, fordi jeg færdiglæste bogen uden den fjerneste idé om, hvad den egentligt handlede om. I stedet for at lede sine karakterer i nogen retning, spekulerer Ondaatje i stedet på hvor de er i nuet, og hvordan de er nået dertil, hvilket bringer de fire vidt forskellige individer sammen på tværs af alder og omstændigheder. Sammen fortæller de historien om det at være menneske på godt og ondt i skæret fra lyse og mørke tider.

“She entered the story knowing she would emerge from it feeling she had been immersed in the lives of others, in plots that stretched back twenty years, her body full of sentences and moments, as if awaking from sleep with a heaviness caused by unremembered dreams.”

Det bliver en velfortalt historie om, hvordan man som menneske holder sammen på sig selv, når uvirkelige omstændigheder sønderriver en, så man til sidst er uigenkendelig for sig selv. Det er en historie om identitet, om at søge tilbage, når nutiden sprænges, og om hvordan man ser sig selv, når ingen andre kan genkende en. Den er en sanseligt forførende rejse gennem tid og sted, et utrætteligt karakterstudie og kapitlerne indeholder så megen grusomhed, at mindet alene kan gøre mig helt svimmel med dens overdådigt smukke ord. Det er en god bog. Jeg lukkede den uden at fortrække en mine, men efterdønninger af de mange sanseindtryk gav ekko i mit indre og gav mig hjertebanken. Jeg vil ikke lade som om, jeg forstod den til fulde, for det gjorde jeg ikke, og det tror jeg heller ikke er bogens egentlige sigte, fordi dens mange karakterer heller ikke opnår forståelse. I stedet er bogen et øjebliksbillede fuld af farvestrålende ord, uigennemtrængelig skygger og sanseeksplosioner på livets slagmark.

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s