“The Pearl” af John Steinbeck


“The Pearl” af John Steinbeck, fra forlaget Penguin, udgivet i 2014 (org. udgivet i 1947).

På bunden af Den mexicanske golf venter en perle på at blive fundet og hentet op til overfladen. Den ligger mellem læberne på en østers og fløjter en lokkende sang om rigdom, om forandring og om magt. Perledykkeren Kino og hans kone er i vanskeligheder, da deres spæde søn svæver i livsfare efter et skorpionbid, og de ikke kan betale lægen for at behandle. Den skinnende perle forandrer det hele; i skæret fra den perlemorsfarvet overflade, ser Kino sin fremtid stråle; perlen skal betale for en riffel, lægeregningen og sønnens uddannelse, men det er ikke kun Kino, der ser sine drømme reflekteret i perlens klarhed.

På lignende fod med Kinos forblændelse af kæmpe perlens skær, lod jeg mig lokke af denne smukke udgave af John Steinbecks “The Pearl alene på grund af dens ydre, de rosende ord som har anbefalet den, men uden at jeg kendte spor til dens indhold. Mine forventninger var få, men min oplevelse kunne ingen uvurderlig perle overgå. Jeg har med tiden læst de mest essentielle af Steinbecks værker, som jeg fandt velskrevne men lidt tunge med deres udforskning af den amerikanske socialrealisme. På blot 90 sider, lader Steinbeck en fabellignende historie udfolde sig langsomt men sikkert, og bogens sparsomme sider fortæller historien om menneskets evige begær og blindhed over for det materielle. For Kino bliver hans drømme mulige, men ganske langsomt overtages hans godhed af en altædende grådighed. Han vil ikke sælge perlen, og han mister enhver for at ville stjæle den fra ham. Han stirre sig blind på genskæret fra månelyset i perlen, og han bliver blind over for sin kone og over for sig selv.

“It is not good to want a thing too much. It sometimes drives the luck away. You must want it just enough, and you must be very tactful with Gods or the gods.”

Der hviler noget mytisk over Steinbecks fabellignende fortælling, noget der forgriber sig på virkeligheden som en mundtlig overlevering gennem hundredevis af år. Myten om en kæmpe perle under vandets overflade, hvilende i havbundens favn, omgivet af talrige østers og farvefulde fisk, en perle af så stor værdi, at enhver forblændes af dens potentiale. Det er en historie, som vækker fjerne erindringer i min bevidsthed om en historie, hvis oprindelse jeg ikke kender, men som alligevel virkede bekendt. Uden den mindste antydning af magi, genfortæller han historien om en kæmpemæssig perle.

Steinbecks ord er melodiøse som strømmen i havbugten. Sagte, sparsomt men også nøjsomt og præcist synger de en sang om menneskeligt forfald ledt på afveje af mennesket selv. Det bliver en sang om drømme og håb, der knuses af hovmod. I sin introduktion til bogen forklares der, hvordan historien kan læses som en parabel, en allegori over hverdagens moralske sandheder. Ondskaben er ikke at finde under perlens marmorskinnende overflade, den fungerer snarer som en udløser for den onskab, der er at finde i menneskes dybeste afkrog af en skyggeverden.

“For it is said that humans are never satisfied, that you give them one thing and they want something more. And this is said in disparagement, whereas it is one of the greatest talents the species has and one that has made it superior to animals that are satisfied with what they have.”

Mine forventninger var som sagt få; jeg forventede mig langt fra det allegoriske eventyr, som lod sig udfolde for øjnene af mig. Steinbeck fortæller en historie, der er blevet fortalt utallige gange før, men på grund af hans rytmiske sprog, bliver historien helt hans egen; den forførte mig med sin sang, som perlen på bunden af bugten forførte Kino, jeg lod mig forblænde af bogens fine forside, tilsvarende måden hvorpå Kino lod sig lede af perlens skær, og jeg da mit eventyr med bogen sluttede, var udkommet et helt andet, end jeg havde forventet, præcis på samme måde som Kino havde det med sin perles potentiale. Jeg fulgte i fodsporene af hans forfaldsproces, og jeg elskede det.

Reklamer

4 thoughts on ““The Pearl” af John Steinbeck

  1. Bach

    Jeg kan huske vi læste den på engelsk i folkeskolen og det er en af de historier, som satte sig fast i min hukommelse, fordi den på trods af at være så kort, gjorde et kæmpe indtryk. Det er en smuk udgave du har :)

    1. Anne Nikoline

      Sikke heldig du var at få lov til at læse den så tidligt. Penguin Clothbound udgaven er himmelfin, og jeg holder så meget af den – både hvad angår udseende og indhold.

    1. Anne Nikoline

      Det har du helt ret i. Det er så fin en historie, så velfortalt og skrevet.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s