Om udgivelsen af fanfiktion


Der findes mange måder at skrive en bog på. Hvor nogle vælger at skrive om personlige erfaringer, trækker andre på historisk kontekst fjernt fra egen virkelighed, og så er der Anna Todd, der har skrevet fire romaner baseret på den britiske sanger fra One Direction, Harry Styles. Hvad der startede som uskyldig fanfiktion for forfatterens egen fornøjelse, blev sidenhen købt og udgivet af forlaget Simon and Schuster efter en milliard læsninger på Wattpad. Bogen er solgt til udgivelse i 26 forskellige lande og filmrettighederne er for længst solgt. Fanfiktion er en voksende genre i litteraturen, og er en fiktionsgenre, der skrevet af fans til et eksisterende franchise, der i dette tilfælde er Harry Styles. I mange år handlede fanfiktion om et fiktivt franchise. Harry Potter er populært, og det er okay fordi det handler om en videreførelse eller en omskrivning af fiktive karakterer fra J.K. Rowlings univers. Sidenhen er historie om virkelige person begyndt at indtage fanfiktionens verden, noget jeg ikke kan lade vær med at rynke på næsen over – særligt når det bliver udgivet! Et er at skrive om fiktive karakterer, noget andet er at skrive om virkelige personer, fordi der i den proces følger en række etiske og moralske spørgsmål, som man som forfatter nødvendigvis må tage stilling til, og disse problemstillinger mener jeg ikke at forfatter og forlag formår at håndtere.

Selvom Anna Todd har udtalt, at “Hardin Scott is only based on Harry’s looks and name”, fremstiller hun ham som en intimiderende, egoistisk og manipulerende casanova der er helt og aldeles følelsesforladt, fordi hun vedbliver at fremhæve Styles som grundlag for hendes romaner. Hendes intentioner har næppe været at sætte ham i et dårligt lys, fordi hun er erklæret fan. At Harry Styles muligvis er gestand for Anna Todds fantasier er en ting, men derfra og til at lade disse udgive hos et stort forlag, der tydeligvis kun er interesseret i det økonomiske potentiale, som bøgerne besidder, er noget andet. Og at forlaget har interesse i sådanne bøger er en helt anden snak. Selv krummede jeg tæer igennem de første mange kapitler af “After”, hvorefter jeg helt og aldeles opgav at læse den til ende. At fanfiktion bliver udgivet hos forlagene er ikke noget nyt. Det skete også med E.L. James’ “Fifty Shades of Grey”, der baserer sig på Stephenie Meyers “Twilight” og “Pride and Prejudice and Zombies” af Seth Grahame-Smith, der baserer sig på Jane Austens “Pride and Prejudice”, og tilsvarende “After” har de også fået stor succes. Dog vil jeg mene, at der er stor forskel mellem de tre eksempler, fordi to af dem baserer sig på fiktion, imens den tredje er skrevet over en virkelig og populær person, og bogen gøres ikke mere fiktiv ved en navneændring.

At Harry blev til Hardin er for mig at se underordnet, fordi Todds fanskare før navneændring allerede var ubegribelig stor. En navneændring gør ingen forskel, fordi Anna Todd har udtalt, at hun ville bevare begyndelsesbogstavet for på den måde at bevare historiens essens. Selv hvis man ser bort fra den rolle som Harry Styles spiller i Anna Todds erotiske roman, er bogen forsat problematisk. Bogen markedsføres som en kærlighedshistorie, men den handler ikke om kærlighed. Den handler om begær, og det er ikke nødvendigvis to sider af samme sag, og at sælge det budskab, finder jeg meget problematisk, når nogen henvender sig til unge læsere, der endnu vakler med at finde sig selv i en kaotisk verden af ulighed. Endvidere er kapitlernes struktur gentagelser af sig selv, der er hverken dybde eller sjæl i Todds ord, og med “After” tilkendegiver hun rigtigheden af slut-shaming og romantiseringen af voldelige forhold. Jeg forstår ikke bogens popularitet, lige så lidt som jeg forstår populariteten af “Fifty Shades of Grey”. Jeg forstår ikke, at bogen er medrivende, når sproget ikke er dens drivkraft og den monotome handling heller ikke er det. Jeg ser derimod en bog med mange faldgruber og kritikpunkter, som jeg finder nødvendigt at diskutere, særligt fordi bøger der romantisere voldelige forhold en årrække har haft en tendens til at blive bestsellere.

Har I også bemærket tendensen? Mener I, at der forskel på at skrive om fiktive karakterer og virkelige personer? Følger der med udgivelsen af en fanfiktion baseret på virkelige mennesker en række problemstillinger, som forfatter og forlag nødvendigvis må tage stilling til, og hvad mener i om håndtering af “After” og dens markedsføring?

“Our Mutual Friend” af Charles Dickens


“Our Mutual Friend” af Charles Dickens, fra forlaget Wordsworth Classics, udgivet i 1997 (org. udgivet i 1864).

Da en rig misantrop, der har levet tilbagetrukket fra alt og alle, dør, arvegørs sønnen, John Harmon, på betingelse af, at han gifter sig med en kvinde, han dårligt nok kender. Da et lig findes i Themsen, og identificeres som John Harmon, formodes han druknet. Omstændighederne er dog mystiske og uforklarlige; efter den druknede identificeres igangsættes en handling fyldt med korruption og bedrag, om mord og mordforsøg. Folk forsvinder ind i skyggerne af Londons midte, imens andre helt forsvinder fra livet og tanken om at komme i besiddelse af den store pengesum korrumpere selv den, med det reneste sind. Med sin sidste færdigskrevet roman “Our Mutual Friend” skaber Charles Dickens et portræt af en by og en civilisation og dens forfald.

Det forekommer mig altid vanskeligt at skulle gengive handlingen af en Charles Dickens roman, fordi der altid er så meget på spil; handlingen er sjældent lige til, og hvis den er, ledes den af omveje, snoet stier og ned af blindgyder, før den når sit slutpunkt. I “Our Mutual Friend” peges der fingre af en mulig morder, og hurtig bliver sagen omfattende med dens mange aktører, hvis ansigter forsvinder i mængden, når Dickens tager sin læser på en sidste vandring gennem Londons mørklagte gader. Det er Dickens styrke såvel som svaghed; hans studie af menneskeliv er så levende med de mange indtryk den efterlader hos sin læser, enhver karakter er enestående, men samtidig er studiet så omfattende et evighedsprojekt, at man som læser let kan miste pusten.

“And O there are days in this life, worth life and worth death.”

Dickens kan skrive endeløse sider, der alene beskriver omgivelser. Det første kapitel er en dyb indånding af det mørke London, de tågede gader og månens opstand på nattehimlen, vinden hyler i hver en krog, og fejer hen over de brostensbelagte gader. Dickens romaner er rig på ord; hver en detalje gengives med stor nøjagtigthed, sådan at den beskrevne vind kan mærkes mod huden og føles i håret, og den uigennemtrængelige tåge bliver synlig og altomsluttende. Dickens leder sin læser ned ad krogede gader, havnegange og hen ad stræder. Det bliver aldrig hans vision at lede sin læser i retning af en løsning eller at pege fingre af en mulig skurk, men derimod at fremvise en verden af liv. Det er både fascinerende og frustrerende; at læse Dickens kan være tidskrævende, og det skyldes ikke kun det omfattende sideantal, men også hans famøse skrivestil.

Romanens mysterium vedrørende omstændighederne ved John Harmons død afsløre sig selv ved romanens egen struktur. Ved at skabe så omfattende en menneske mosaik, blotlægger Dickens ethvert tænkeligt motiv, uden at bogen bliver et spørgsmål om at finde og udpege den mulige morder, selvom omstændighederne bindes endegyldigt sammen i romanens slutning. I stedet tegnes et stort portræt af en civilisation, som Dickens satirer igennem sine observerende studier. En scene, som jeg fandt særlig morsom, er kapitlet, hvor han franskmand forsøges at lære engelsk til en social begivenhed, og hans udtale er så elendig, at det grænser sig til at komiske. Det er alt, hvad der sker i kapitlet, og det er meget typisk Dickens.

“No one who can read, ever looks at a book, even unopened on a shelf, like one who cannot.”

Det er tredje gang, at jeg forsøger at læse “Our Mutual Friend”, og omsider lykkedes det, selvom bogen trag i langdrag, eller måske skyldes det tonen i bogen, som er langt mørkere og mere dyster end hvad Dickens tidligere har formået at skrive. Ikke alene forsøger han at skrive endnu et studie om klasseskellet i det Victorianske England, det er snarer at understrege de samfundsmæssige uretfæridghed. Selvom Dickens altid er noget af en mundfuld, er hans karakterer er altid mindeværdige, selvom mange af dem siden min læsning er forsvundet i mængden som slørede skikkelser, lidt som bogen selv, da jeg langt om længe lukkede den mellem mine hænder.

“This is a Love Story” af Jessica Thompson


“This is a Love Story” af Jessica Thompson, fra forlaget Coronet, udgivet i 2012.

Da Sienna sidder i metroen på vej på arbejde, falder hendes blik på Nick, der sidder over for hende. De læser begge den samme komiske artikel om et egern, der står på vandski, og da deres blikke mødes slår det gnister. Da Sienna går fra stationen er det med med en smule vemod over, at hun aldrig fik talt med fyren i metroen, men da hun møder på sit arbejde, er Nick der også – fyren fra metroen! Hvad Sienna ikke ved, er at Nick havde lige så meget lyst til at tale med hende, men på grund af et tidligere forhold til en ansat, som endte hjerteskærende, har Nick svoret, at han aldrig vil indlede sig med en kollega igen. Deres kærlighed er umuligt. I stedet forsøger de at holde et soberts venskab medhinanden, selvom deres fortielse af deres følelser indleder en lang og kompliceret periode af gensidig tavshed af ulmende kærlighed.

Jeg har længe gerne ville læse Jessica Thompsons bøger, og jeg ville lyve, hvis jeg ikke jeg sagde, at det til dels skyldes deres yndige pastelfarvet omslag. Jeg læser chicklitbøger med forbehold, og jeg håbede fra det inderste i mit hjerte, at Thomsons sødsupperomaner ville være enestående, hvilket “This is a Love Story” var og så alligevel ikke. Alene bogens titel råber dens åbenlyse handling, og som læser ved man, hvad man går ind til, i samme øjeblik man samler bogen op, og alligevel håbede jeg på en særskilt kærlighedshistorie, en historie jeg aldrig rigtig fik, på grund af dens spinkle handlingsforløb, der dog besad et vis potentiale, som dog aldrig rigtigt blev udnyttet.

“’It must be difficult loving someone that much and having to pack it away into a little box and pretend it isn’t there.'”

Sienna og Nick forelsker sig usandsynligt ved første øjekast og i sådan en grad, at de begge vandre hvileløst rundt i dagene efter, begge med bankende hjerte og et smil på læben. Thompson forsøger ihærdigt at gøre situationen enestående ved at lade dem falde for hinanden over et blik, et fnis, og en indforstået joke, men fejler med sin fjerlette tiltag, der i stedet fik mig til at rulle let med øjnene. Jeg brokkede mig gentagende gange højlydt om, hvorfor de ikke bare kunne finde sammen, og jeg læste videre i håbet om, at deres egen blindhed ville forsvinde. Thompson strækker historien til det sidste, og binder sin historie sammen i en fløjlsblød sløjfe af forløsning. Hvor håbet forsvandt, åndede jeg til sidst lettet op. Ikke alene strækker hun sin handling, men den trækkes også i langdrag. Hver gang det hjertet endeligt kom til orde, afbrød livet og lod det henfalde i den vante fortielse. Det var både forventet og frustrerende.

Hvor jeg havde håbet, at Thompsons historie ville fylde mig med varmen fra sine karakterers kærlighed, blev jeg opfyldt af bogens mange kritikpunkter og problemer. Selvom jeg himlede med øjnene og brokkede mig gevaldigt over Nick og Siennas tåbelige valg, så reagerede jeg kun sådan, fordi jeg følelesmæssigt investerede i deres relation; jeg ønskede, at de skulle finde sammen, men i stedet forsvandt der år mellem dem på grund af deres egen fortielse. Jeg fnyste hver gang muligheden for finde sammen meldte sig og faldt til jorden, og jeg sad med øjnene klistret til siderne i tiden op til. Andre gange vendte jeg ubemærket bogens sider, uden at vide om jeg overhovedet læste dem. Jessica Thompson lokkede mig ind i sin simple fortælling om tabet af kærligheden, om det at finde den og stå tilbage med uforløste følelser, selvom historien forblev ved sin overflade og lod sit potentiale i dybe forblive berørt.

“But if it is love, real love, then I want them to find each other. Because I believe that love is an overwhelming, all-consuming force, and when it’s genuine you can’t really ignore it. No matter how long it takes. It knocks down your door by force. It keeps you awake at night. It plagues your thoughts and burn your soul.”

Jeg fandt det dog forfriskende at følge historien fra skiftende perspektiver fordelt mellem Nick og Sienna. Det muliggjorde et større perspektiv på historien, og en større forståelse af deres handlinger. Deres tonefald er vidt forskellige, selvom jeg fandt deres følelser for den anden alt for ens i beskrivelserne af den, og jeg blev ofte i tvivl om hvilket perspektiv jeg læste fra. Historien er et produkt af sin egen fortielse; Nick og Sienna bevæger sig på tåspidser hele bogen igennem, samtidig med at de går som katten om den varme grød. Ved bogens begyndelse er de begge selvsikre skikkelser, der pludselig overmandes af en usikkerhed, når det kommer til kærligheden, som får dem til at virke langt yngre, end de reelt er. Deres beslutninger er sjældent velovervejet eller sammenhængende, og begge har en dårlig selvforståelse, som netop gør, at de romanen igennem spænder ben for sig selv og hinanden. Det er uden tvivl en bog, som kræver alverdens tålmodighed af sin læser, en tålmodighed, jeg ikke altid kunne give fra mig, men tilgengæld var belønningen en komplet indlevelse i bogen og dens handling.

Om at være bogblogger #1: billederedigering

Der findes ikke én korrekt måde at være blogger på, og det tror jeg heller ikke på, at der skal. Jeg tror derimod på, at man som blogger skal have et særligt fokus på konceptudvikling og helhedsfornemmelse, som nødvendigvis ikke er noget, der findes frem til samme dag, som en blog oprettes. Når jeg skriver om det at være bogblogger, så skriver jeg ud fra egne erfaringer og måderne, som jeg har grebet det an på, netop fordi jeg ikke tror på universeltgældende regler for blogføring og billedetagning så længe, det man lægger op stemmer overens med det, man har på hjerte. Det hænder, at jeg får spørgende mails eller undrende bemærkninger med på vejen i forhold til mine billeder, og derfor har jeg nu samlet dem under ét indlæg med en nøje gennemgang.

Fordi billeder er blikfang, er det noget jeg bruger meget tid på, i den forstand at opsættet kan være tidskrævende, imens redigeringen altid er hurtigt overstået. Fordi min blog har givet mig mange erhvervsmæssige kontakter, bruger jeg enormt langt tid på billederedigering og tekstproduktion. Jeg fik ikke praktikpladsen i forlagsbranchen på grund af tidligere erhvervserfaring, men på grund af mit blogmæssige bagland og de erfaringer, som jeg har gjort mig der. Af samme grund ligger jeg aldrig et billede op, som jeg ikke er tilfreds med — også selvom det kan betyde, at jeg må vente på at lyset igen er på sit højeste, før jeg kan starte processen forfra. Det samme gælder for min tilfredshed med den tekst, som jeg skriver. Jeg bruger ikke nogen form for kunstig belysning, end ikke i form af loftslampen. Det betyder også, at vintermåneder er udfordrede på grund af den manglende belysning, hvor lyset kun er på sit højeste få timer af dagen. Derfor tager jeg i sådanne perioder mine billeder i god tid og mange af gangen. Om sommeren er friheden større og næsten ubegrænset; jeg tager billeder klokken otte om morgenen såvel som klokken fire om eftermiddagen.

Billederedigering er en smagssag, men jeg bliver ofte komplimenteret for mine billeders klarhed, og i min billederedigering leger jeg også meget med lys og kontraster. Til at finjustere billeder benytter jeg Adobe Photoshop CS5 Extended. Billederedigeringen er for mig en meget stor del af mine billeder, for selvom jeg har et Canon EOS 600D, bringer det mig kun halvdelen af vejen, og det er ovenstående før/efter billeder gode eksempler på. Dertil anvender jeg flittigt min 50mm linse, som sløre baggrunden og bringer et objekt i skarpt fokus. I grunden kan et simpel telfonkamera bringe en lang så længe lyset er godt, og dyrt kamera udstyr er derfor ingen betingelse for at være blogger i min optik. Jeg er bestemt ingen ekspert på området, men hen ad vejen har jeg tillært mig små genveje, som betyder alverden for resultatet af mine billeder. Det mest essentielle for min billederedigering er lysning, og sommetider bruger jeg filtre til at neutralisere et farvet skær i mine billeder. Til trods for at ovenstående redigering er tydelig, er selve redigeringen det, som jeg bruger mindst tid på. Selve det at tage billederne er derimod tidstagende, og tekstproduktionen lige så, så når det kan være svært at finde de helt rigtige ord til at beskrive en læseoplevelse, bruger jeg billeders opsæt til at komplimentere læseoplevelsen, som en slags spejling af min læsning.

Hvordan griber I det an at være blogger i forhold til billeder? Bruger I særligt udstyr til eller programmer til at genskabe jer selv i jeres billeder? Tillægger jeg billedernes rolle for stor betydning, eller kan I nikke genkendende til min argumentation?