“Pride and Prejudice” af Jane Austen


“Pride and Prejudice” af Jane Austen, fra forlaget Montlake Romance, udgivet i 2012 (org. udgivet i 1813).

Da Mrs. Bennet bliver informeret om, at en ung og ugift mand flytter til byen, igangsætter hun straks en ægteskabligprocess mellem sin ældste datter, Jane, og den velhavende tilflytter, Mr. Bingley, hvis øje falder på hende til et bal. Sideløbende slår det gnister mellem hans bedste ven, Mr. Darcy og Janes søster, Elizabeth, der indleder en forpint relation, de begge helst var foruden. Forsøger at finde fodfæste i en tid, hvor ægteskabet var en nødvendig sikring af fremtiden, da ingen af de fem Bennet-piger er udset til at arve familiens ejendom, men samtidig forsøger Elizabeth at bevare sin selvstændighed; hun afviser derfor sin fætter, da han slår sig til tåls med hende som potentil ægtefælle frem for hendes ældste søster, og da en uforudset skandale rammer familien, bringes den i orden af den mand, hun allermindst ventede det af.

Med ordene “It is a truth universally acknowledged, that a single man in possession of a good fortune, must be in want of a wife.” slår Jane Austen tonen og temaet an for sin uforglemmelige roman, og hele dens handling afspejler sig i denne ene og famøse sætning. For mig slår den også tonen an til en så velkendt historie, som jeg altid finder stor glæde i at genlæse, en historie jeg har læst i så mange år, at dens handling konstant hviler på min tungespidse, og venter på at blive genfortalt med den kærlighed, der ligger bag den. Jane Austen havde øje for deltaljen i sine observationer af mennesket; ethvert karaktertræk forekommer så livagtigt, at det er svært at forstå, at den ikke handler om virkelige mennesker. Hun evner med sine velvalgte ord at gengive mennesket i alt dets simpelhed, og på en måde, som gør, at hun forsat læse i dag.

“We are all fools in love.”

Austen vittige sind er gennemtrængende og mærkbart; som en bagvedliggende skygge til ethvert af romanens ord, er der en satirisk bemærkning at spore. Det er i måden hvorpå han humoriser sine karakterer, som eksempelvis den ekcentriske Mrs. Bennet, der bærer sine følelser uden på tøjet, og som altid tripper på tåspidserne i en ekstatisk følelse. Selvom hendes motiver om at bortgifte sine døtre er forståeligt, eftersom at ingen af dem kan arve efter deres far på grund af samfundsmæssigekonventioner, er hun nødsaget til at finde dem en passende ægtemand, men i den forbindelse fremstilles hun samtidig hysterisk. Austen formår at gengive med stor nøjagtighed det maskebal, som fandt sted på hendes samtid, hvor alle er underlagt et social hierarki og samfundsmæssige konventioner, der ikke står til at bryde.

Romanens handling kan på mange måder synes snorlige og forudsigelig, men den er præget af sidehistorier, der spænder ben for en lineær handling, og som gør den langt mere kompleks og fuldendt i sin helhed. Med velvalgte ord fortæller Austen deskriptivt og fløjlsblødt med satiriske undertoner, der får handlingen til at bølge fremad. Jeg drages gang på gang af hendes mesterlige skrivekunstskaber og hendes evne til at gengive virkeligheden igennem sin pen til papiret. Ikke alene fortæller hun det, der sidenhen er blevet en klassisk kærlighedshistorie, men også om relationen mellem mænd og kvinder, som strækker sig ud over ægteskabet. Der er så meget virkelighed at hente i Austens fiktive univers, der er så levende, at jeg dårligt kan tro andet. Hendes skarpe tunge er vittig, og hendes egenskab til at observere menneskene omkring sig er enestående, særligt når hun evner at gengive det med så stor præcision.

“A lady’s imagination is very rapid; it jumps from admiration to love, from love to matrimony in a moment.”

Der findes utallige måder, at læse Austens romaner på, og “Pride and Prejudice” er ingen undtagelse. Jeg startede med at knuselske den for dens yndige kærlighedshistorie om at balancere på kanten mellem had og kærlighed, med årene læste jeg den for dens satiriske udspil, dens forløbende feministiske tanker om, at kvinden som person er essentiel og ikke kun i form af sin rolle, og jeg har også læst den darwinistisk, hvor karaktererne er drevet af kønsmæssige motiver, der skal sikre slægtens overlevelse. Den dag i dag læser jeg bogen som en blanding af alle disse, og det vidner om hvor bredt Austen favner med sin roman. Det er ikke alene en kærlighedshistorie, men en observation af menneskelige handlings- og tankemønstre begrænset af samfundsmæssige overenskomster baseret på traditioner og normer ud fra, hvad der er velanset.

“Pride and Prejudice” af Jane Austen er en bog, som jeg har læst flere gange, end jeg kan tælle til; det er en bog, som jeg ofte finder frem, fordi jeg finder en stor glæde i Austens velskrevne ord, men også fordi jeg hver gang falder over noget nyt, en evigfin detaljer, som stod i skyggen af noget andet, og som jeg først nu tilskriver min opmærksomhed. Det er en af den slags romaner, som jeg for altid vil bære med mig i hjertet, og som jeg altid vil vende tilbage til for et gladeligt gensyn.

“Equal Rites” af Terry Pratchett (Discworld #3)


“Equal Rites” af Terry Pratchett, fra forlaget Orion Publishing, udgivet i 2014 (org. udgivet i 1987).

Der findes hekse og så findes der troldmænd, ligesom der findes kvinder og mænd. I Diskverdenen er der stor forskel; en mand kan ikke være en kvinde, og en kvinde kan ikke være en mand og slet ikke en troldmand. En dag kommer en troldmand dog forbi en gård, og i sin døende stund videregiver han sin magi til den ottende søns ottende søn, sådan som det er blevet forskrevet. Problemet er dog bare, at den bonden, den ottende søn, ikke selv fik en ottende søn, men derimod en pige, og magien videregives fejlagtigt til hende, men piger kan ikke være troldmænd, eller kan de?

Der er en uforlignelig lethed i den atmosfære, som hviler i Terry Prachetts forunderlige verden, en tryghed i at vende tilbage til Diskverdenen på ryggen af to elefanter, der står oven på universets skildpadde. Det er dog en forudsætning, at læseren har en grundlæggende forståelse af Diskverdenen, da det ellers vil efterlade tomrum hos de, der ikke er bekendt med verdenens opbygning, men selv den mindste forståelse er nok til at handlingen holder sit tempo uden at den efterlader sig for mange indforståetheder. Dog fandt jeg dens tempo en smule for stilfærdigt; det er kendetegnet for bøgerne om Diskverdenen, at de har en hurtig begyndelse, der tryllerbinder, og “Equal Rites” er ingen undtagelse. Derimod blegner det høje tempo hurtigt, og det samme gjorde min ihærdighed for at vende bogens sider.

“She was also, by the standards of other people, lost. She would not see it like that. She knew where she was, it was just that everywhere else didn’t.”

I sin kerne er “Equal Rites” en historie om rettigheder og retfærdighed, om hvordan kvinder kan være lige så gode troldmænd, som mænd kan være det, og Prachett udforsker sin tematik som frembragte stor resonans hos mig. Han er på ingen måde kvælende i måden, hvorpå han behandler temaet, men indhyller det derimod i humor og eventyr, som gør, at det ikke overskygger for selve historien. Lige så meget som jeg holder af handlingens budskab, holder jeg af genrens budskab, som Prachett så fint understreger i samme forbindelse. Han påviser med bløde bevægelser, hvordan en genre som fantasy i lige så høj grad kan tage transendente tematikker op, som ofte er at forbinde med helt andre genre. Selvom gennemslagskraften ikke er lige så hårdtslående som dens potentiale, leverer Prachett en solid historie med vigtige handlingsmæssige og genremæssige budskaber, noget som fik min beundring for ham til at vokse yderligere.

Hvor handlingen er rolig og sagte, er tempoet højt for de mange karakterer og deres individuelle træk. Særligt kom jeg til at holde af Granny Weatherwax med sin visdom og kløgt. Det er også hos hende, store dele af romanens britiske humor er at spore; karakterernes interaktion er bogens styrke, og dialogen er ofte skarp såvel som vittig, præget af drillerier og visdomsord, der får historien til at flyde, og læseren til at stoppe op og tænke. Flere gange måtte jeg genlæse sætninger, ikke fordi jeg ikke forstod dem, men fordi der var en langt større mening at hente i dem, som jeg først så i det øjeblik, hvor jeg havde læst dem til ende. Selvom Prachetts univers er skør og kringlet, så er der noget grundlæggende virkelighedstro i måden hvorpå karaktererne tænker og handler.

“Granny sighed. ‘You have learned something,’ she said, and thought it safe to insert a touch of sternness into her voice. ‘They say a little knowledge is a dangerous thing, but it is not one half so bad as a lot of ignorance.'”

Jeg holder meget af måden, hvorpå Terry Prachett forsøger at bryde med samfunds konventioner, der stadig er aktuelle i dag, hvordan han formår at behandle dem igennem fantasygenren med stor og indsigende humor. Samtidig føler jeg dog, at “Equal Rites” kunne have været et uforligneligt mesterværk med sit store potentiale, men det får aldrig rigtig lov at folde sig helt ud i sin fulde størrelse, og det er en skam. Historien tog mig længere tid at læse på grund af dens rolige tempo og begrænset handling, og jeg følte mig langt mere mættet, da jeg endelig nåede dens slutning. Det var dog med stadig med et smil, at jeg lukkede bogen.

Fælleslæsning: Én for alle og alle for én!


I næste weekend samles en masse mennesker på smukkestevis, kendte såvel som fuldkommen fremmede, for at dedikere ét døgn til læsningen, bøgerne og den glæde, som binder os sammen. Det mest sørgelige ved et readathon er dens afslutning; bøgerne læses ikke længere med sammen ihærdige intensitet, og det fra at læse alene med i fællesskab med så mange, bliver læsningen igen en stille aktivitet. Af samme grund vil Rikke og jeg gerne invitere jer til at fælleslæse “The Three Musketeers” af Alexandre Dumas med os i majmåned under #DumasLæsning på henholdvis Twitter og Instagram, hvor vi kan dele vores læsestunder og litterære glædesøjeblikke med hinanden, tale om bogen og være en del af et fælles læseforløb.

Første gang jeg læste Dumas famøse fortælling, havde jeg ingen at dele mine læse-eventyr med, fordi læsningen ofte indbyder til stille stunder i eget selskab, da jeg forslog Rikke at læse bogen sammen blomstrede idéen til også at læse den med jer andre. Vi påbegynder de tre musketers mange bedrifter den første dag i maj og måneden ud, og vi håber af hjertet, at I vil tage andel i vores lille uforpligtigende læsefællesskab og krydse en klassiker af læselisten. Lad os læse sammen — én for alle og alle for én!

Om læsetørke


Det er en sjældenhed, at der går mere end et par dage mellem at jeg rykker mit bogmærke længere ind mellem siderne i en bog, og at den når at samle støv i mit fravær. Rundt om mig tårne der sig store, indbydende bogstakke, der hober sig op i enhver ledig krog sg mit hjem. Mine hylder er fyldt til bristepunktet, og alligevel har jeg ikke læst en bog i adskillige dage. Jeg befinder mig midt i en læsetørke, en tid hvor tanken om bøger hverken er tiltalende eller lokkende. Jeg samler bog efter bog op, vender og bladrer dens sider, kun for at sætte den tilbage på sin vante plads. Det er ikke fordi, at jeg ikke kan bestemme mig for en bog, men nok nærmere fordi jeg ikke har lyst til at læse. Jeg bruger tid på at planlægge hvilke bøger, jeg gerne vil læse og i hvilken rækkefølge, jeg vil læse dem i. Jeg har stirret mig blind på mine bøger, kærtegnet de samme bogrykke igen og igen og sukkert over min manglende lyst. Jeg ved, at det er helt okay, og at det går over igen, men læsningen er blevet så vant en kilde til glæde, at jeg har svært ved at undvære den. Også bare for en stund.

Mine perioder med læsetørke er heldigvis sjældne; jeg har altid været i stand til at veksle mellem eksamenslæsnng og fornøjelseslæsning, og det er i perioder som disse, at jeg faktisk bevidst vælger at vægte min hyggelæsning højt, som en drivkraft og nødvendigt afbræk fra tunge teoretiske tekster. Bogstavsverdener bliver min tilflugt. Lyset for enden er af enhver eksamensperiode er altid det øjeblik, hvor læsningen ændrer sig fra pligt til fornøjelse igen, hvor mit hjerte atter banker for bøgerne i min bogreol og lysten til at læse hver og en. Mine læsevaner er af samme grund tynget af et tungt semester med bachelorskrivning og den dertilhørende læseforpligtelse. Jeg føler mig mættet og deraf kommer min nuværende og nagende læsetørke.

Første gang jeg mørkede den tomme følelse, som en læsetørke er resultatet er, var da jeg færdiglæste den syvende og sidste bog om den bebrillet dreng med magiske evner. Igen og igen startede jeg forfra med bøgerne om Harry Potter, og igen og igen sad jeg tilbage med en følelse af tab; jeg var sikker på, at jeg aldrig igen vil læse noget lignende, og alt hvad jeg læste derefter blegnede i sammenligning med J.K. Rowlings magiske univers. En lignende læsetørke finder jeg stadig ved seriens sidste punktum, og selv den dag i dag kan jeg starte forfra i det øjeblik, den sidste side i den sidste bog er vendt. Af samme grund griber jeg ikke tilbage til bøger, der har berørt mig så dybt, når læsetørken rammer. Sommetider hjælper det, at læse korte og overskuelige bøger, hvis længde er præcis, hvad mit eget underskud kan magte, hvor jeg andre gange helt måde lade enhver bog ligge uanset dens længde. Læsetørker er for mig en nødvendig konsekvens snarer end et egentligt valg. Et nødvendigt onde som giver mig tid til at bearbejde det læste, så jeg igen kan vælge en bog uden at sætte den ulæst tilbage.

Oplever I også perioder, hvor I intet får læst, såkaldt læsetørke? Hvordan håndterer I den, når den rammer? Griber I tilbage til gamle kendinge, læser I korte og overskuelige bøger for at genstarte læselysten, eller gør I måske noget helt tredje?