“Ulysses” af James Joyce


“Ulysses” af James Joyce, fra forlaget Rosinante, udgivet i 2014 (org. udgivet i 1922). Læst på dansk, originalsproget er engelsk.

En dag i juni finder Leopold Bloom ud af, at hans kone Molly er ham utro. I et forsøg på at samle sine tanker, flakker han om i Dublins gader i håb om en åbenbaring. På sin vej møde han et væld af bemærkelsesværdige karakterer, der alle har det tilfælles at være simple mennesker med simple liv. Et af de liv, som han krydser veje med er den unge Stephen Dedalus, som han tager under sin vinge med faderlige følelser, efter at have mistet sin egen søn, og Dedalus har mistet sine forældre. Deres vandring gennem Dublin er en odyssé, en rejse fyldt med erklæringer og selvovervejelser. De foretager sig intet ekstraordinært. De spiser, drikker, går på toilettet, deltager i en begravelse, forsøger at tjene til dagen og vejen, og glor lystigt på kvindekønnet. Selvom deres liv ikke er ekstraordinært, så er det bestemt en fortællesværdig historie.

“Ulysses” er en simpel historie om simple liv med sin historie om antihelten Leopold og hans hustru Molly, som blev til en fortælling om os alle. Dens struktur derimod er en evig leg med form og farver, og James Joyce formår udnytte ethvert potentiale, der ligger ham for. Det gør også, at Joyce er lige så fornøjelig, som han er mættende; hans kæmpeklassiker er vidtomstpændende, omfattende og flygtig. I lige så høj grad, som han leger med dens genre, må der ligge en enorm stor erfaring og sprogbevidsthed bag oversættelsen af Karsten Sand Iversen i hans leg med det engelske sprog. Det er aldrig lykkedes mig at læse længere end de første hundred sider på originalsproget, men den nye oversættelse er så helhjertet og vellykket i sin udformning, at den ikke kun er oversat ord for ord, men også i bogens ånd på så håndgribelig en måde, som Joyce nu kan være det. Bogens spidsfindigheder kan synes overvældende, imens de i virkeligheden handler om det grundliggende i mennesket.

“I en drøm, tavst, var hun kommet til ham, hendes tærede legeme i de løse ligklæder der udsendte en lugt af voks og rosentræ, hendes ånde, bøjet over ham med stumme hemmelige ord, en svag lugt af vædet aske. Hendes bristende øjne, stirrende ud fra døden, for at ryste og bøje min sjæl. På mig alene. Åndekerten til at lyse over hendes dødkamp Åndeagtigt lys på det martrede ansigt. Hendes hæse højlydt åndedræt rallende af rædsel mens alle bad på knæ. Hendes øjne på mig for at fælde mig.”

Mine oplevelser med den frygtindgydende og kæmpetunge “Ulysses” begyndte bagfra; i min gymnasietid nærlæste vi Molly Blooms famøse monolog, og jeg forelskede mig i hendes så kendte ja-svaren til sig selv, til sin mand og til livet. Joyce skriver i sansernes vold, som et oprørsk hav, hvorpå han forsøger at få sin vision i hav. Hvor romangenren typisk var ledt af en alvidende fortæller, var denne ikke at finde i Joyces roman, og det samme gælder den klassiske konvention om, at stilen i et værk skal være gennemført konsekvent, og at sætningskompositionen følger regler som stort begyndelsesbogstav og et afsluttende punktum. “Ulysses” bryder med den traditionelle roman, og giver luft til kunstnerisk selvudfoldelse, uden at have en episk fortælling i fokus. Enhver litterære etikette blæser han på i sin søgen efter det sprog, der kommer mennesket nærmerest.

Historien handler om en helt almindelig utro mand med en helt almindelig utro kone på en helt almindelig dag, og derfor handler den om ingenting såvel som alting. Joyce har mennesket og dets umiddelbar simplicitet for øje, der følges af en favnende tankegang. Bogen er ikke blot åben, men også åbnende; der er intet endegyldigt punktum, og det er heller ikke at forvente af forfatteren. Sproget åbner for en parallel verden fuld af fornøjelige og spidsfindige påfund. Den er et sprogligt overflødighedshorn, og det er overvældende på godt og ondt. Sproget er et stykke musik, der driver sin læser mod sidste kapitels afsluttende og afventende punktum. Selvom jeg er dybt betaget af Molly Blooms berømte monolog, med sit lige så berømte ja, gjorde bogen ikke det indtryk på mig, som jeg havde forventet. Jeg synes om den, og jeg vil sikkert læse den igen en dag, men den vendte ikke min selvforståelse på hovedet, og den gav mig ikke fluks lyst til at begynde forfra. Derimod overraskede forfatterens vittige sind mig; han er nådesløs, og flere gange trak jeg på smilebåndet over hans sjofelheder, der aldrig rigtig bliver upassende, alene fordi det er Joyce.

“ja og alle de sære små gader og de lyserøde og blå og gule huse og rosenhaverne og jasminer og pelargonier og kaktusser og Gilbraltar som pige hvor jeg var en Bjergblomst ja da stak jeg rosen i mit hår ligesom de andalusiske piger gjorde eller skal jeg bære en rød ja og hvordan han kyssede mig under en Maruske mur og jeg tænkte nå ja ham så godt som enhver anden og så bag jeg ham med øjnene spørger igen ja og så bad han mig ville jeg ja sige ja min bjergblomst og først lagde jeg armene om ham ja og trak ham ned til mig så han kunne mærke mine bryster dugtende ja og hans hjerte hamrede vildt og vanvittigt og ja sagde jeg ja jeg vil Ja.”

I sin umiddelbarhed er forsiden hverken prangende eller fængende, særligt dragende eller tiltalende, men fordi det blåfarvet smudsomslag ligger tæt op ad den originale udgave af fra 1922, blev betydningen en hel anden. Karsten Sand Iversen har givet bogen nyt liv i dens gamle udformning, og det harmonerer. Joyce excellerer i forskellige stilarter, en opvisning af et sprogligt overskud og viden, som forgriber en langt større dybde i mennesket på en måde, som rækker udover hverdagens sprog. Den har en encyklopædisk værdi som gør, at ingen kan følge og favne den helt. De lærde referencer åbner for flere læsninger, der blandt andet trækker tråde til Homers “Odysseen”, men denne er ikke en nødvendig forhåndslæsning. “Ulysses” er så særegen, at den kan skabe selvstændige indtryk på sin læser, selvom den er et intellektuelt puslespil. Det kan være svært at føle sig værdig til et mesterværk som “Ulysses”, men jeg tror af hjertet på, at det er en bog, der kan læses om alle, fordi den handler om alle.

Reklamer

Read-a-Thon: En minutiøs opdatering (#5)

Et kryds i kalenderen har længe markeret denne dato som en dag for læselykke og dedikation, og omsider er den kommet. Min lørdag er tom og min bogreol fyldt med ulæste bøger og det er helt perfekt, for i dag er dagen for det halvårlige Dewey’s Read-a-Thon, der klokken 14:00 får læseglæde sjæle på hele kloden til at åbnes deres første bog i en stak og hengive sig uafbrudt til læsningen i 24 timer. Læseglæder og litterære stunder vil blive delt og diskuteret med andre deltagere. Jeg deltager nu for femte gang; og jeg har glædet mig længe og ventetiden er altid lige lang.


13:51. Jeg har brugt hele morgenen på at trippe og vente. Jeg har sat vand over til te, hvis damp vidner om, at den lige straks er færdig; lige i rette tid til læsemarathonnets begyndelse. Afventende betragter jeg urets visere, der langsomt nærmere sig begyndelsestidspunktet. Jeg venter på dette øjeblik, hvor jeg kan påbegynde et døgns læsning, hvor den bliver noget ud over det sædvanlige og hverdagslige.

14:00. Minutviserne har ramt det magiske klokkeslet, klokken er to, og det er nu officielt læsetid. Bogen øverst i min stak er “Mariana” af Monica Dickens, som jeg vil fælleslæse i traditionens tro med Rikke. Jeg har nu lagt mig midt i sengen iført dyne og afslappende tøj, og bevæbnet med en stor kop te. Lad læsningen begynde!

17:19. Jeg har netop færdiglæst den første bog i stakken, “Mariana” af Monica Dickens, hvis sider jeg slet ikke kan forstå, forsvandt så hurtigt mellem hænderne på mig, og den var intet mindre end vidunderlig med sin smukke ord og skrøbelige virkning. Jeg er ikke sikker på, at jeg er klar til den næste læseoplevelse lige med det samme, så jeg har hængt vasketøj op sat vand over til min tredje kop te. Efter flere overvejelser har jeg valgt at give mig i kast med “A Tale For the Time Being” af Ruth Ozeki.

19:56. Ozekis roman er overvældende, et portræt af tilværelsens mægtigste skyggesider. Den griber om mig med hvert et ord i sådan en grad, at jeg kun har læst de første 100 sider siden jeg åbnede den. Imellemtiden har jeg også spist aftensmad og drukket endnu en kop dampendevarm te. Med fornyet energi er jeg omsider parat til at lade “A Tale For the Time Being” opsluge mig i sit altomsluttende mørke.

22:07. Den sidste side i “A Tale For the Time Being” er vendt, endnu en bog er færdiglæst og min sjæl føles itu revet; Ozekis roman gjorde et eller andet ved mig med en brutalitet og ærlighed. Den fik mig til at holde vejret og først ånde rigtigt ud ved sin slutning. Jeg vil nu tage hul på min tredje bog, “The Doll. Short Stories” af Daphne du Maurier, efterfulgt af et par timers nødvendig søvn, inden jeg skal i GO’ Morgen Danmark for at tale om John Green klokken 08:30 i morgen tidlig.

23:47. Daphne du Maurier har med “The Doll: Short Stories” skabt en mørk og atmosfærisk novellesamling. Den efterlod mig åndeløs. Dens slutning markerer enden på i dag; jeg vil nu kravle under dynen og forsvinde ind i søvnens riget et par timer, inden mit tv-indslag i morgen, samt nye læse-eventyr.

04:01. Lyden er en fjern hvisken fra en anden verden, der nådesløs river mig ud af en drømmeløs søvn. Øjenlågene er tunge og trætte, og jeg bliver liggende lidt endnu under den endnu varme dyne. Inden så længe skal jeg med toget til hovedbanegården. Heldigvis er jeg så bedøvet af træthed, at jeg endnu ikke mærker nervøsitetens faste greb. På min togtur frem og tilbage vil jeg læse E. Nesbits “The Five Children and It”.

11:24 Min læsning blev kortvarigt afbrudt af min medvirken i et interview i fjernsynet. Jeg har netop vendt den sidste side i Nesbits forunderlige børneeventyr med den ønskeopfyldende sandfe. Den sidste bog i min stak er en, jeg har set særligt frem til. Lige straks vil jeg fylde mit krus med te, finde en frugttallerken frem og læse den sidste bog i min planlagte stak, “The Pearl” af John Steinbeck.

14:01 Det sidste frugt er spist, kruset tomt for te og den sidst planlagte bog læst til ende; Read-a-Thon er bragt til ende. Jeg fik læst “The Pearl” færdig, og en bedre slutning kunne jeg ikke have forestillet mig til dette readathon. Jeg har på 24 timer læst fem bøger på 1334 sider i alt. Selvom jeg har deltaget fem gange i Dewey’s Read-A-Thon bliver jeg altid overvældet af glæden ved at dedikere et døgn til det samme formål med så mange mennesker, hvor en stor del af glæden er at følge andres læsedøgn. Jeg kan slet ikke vente til efterårets læsemarathon, men indtil da vil jeg sove et par timer.

“Books are delightful society. If you go into a room and find it full of books — even without taking them from the shelves they seem to speak to you, to bid you welcome.”


Min aprilmåned har været fuld af flotte forsider og dragende titler, og når jeg kigger på min tårnhøje bogstak af bibliotekstilføjelser, flyder mit hjerte over af glæde; glæden ved tanken om de mange eventyr, der venter forude, men også i høj grad på grund af bøgernes skinnende udseende. De stråler på min bogreol og i mit hjerte. Hvor nogle bøger er købt til et specifikt formål, er andre resultatet af min egen evne til at begrænse mig og tilbageholde mig selv, de har dog alle det tilfælles, at jeg elsker dem hver og én. Jeg købte i forbindelse med weekendens readathon en stak bøger hjem, fordi mit hjerte bankede for deres skønne forsider, og mit ønske om at læse dem var overvældende. Andre bøger har jeg bestilt fra fjerne landegrænser, hvor én bog var særligt svær at opstøve, men som efter længere tids rejse omsider er blevet en del af min samling. Andre er opgraderinger fra slidte paperbacks til nye og flotte. Flere af bøgerne havde jeg længe planlagt at købe, men inden jeg fik set mig om, var de pakker, som jeg modtog med posten vokset betydeligt i forhold til det planlagte, men hver en tilføjelse er en udvidelse af min litterære skattekiste, og glæder mig til at læse dem alle.

I videoen nedenfor fremviser jeg de bøger, jeg har købt på det seneste. Måske har I også udvidet jeres bogsamling med en titel eller to? I så fald, med hvilke? Er der nogen bøger, som I håber på at kunne tilføje til samlingen snarest?

Dewey’s Read-a-Thon: et læsedøgn


Det er det samme hver gang; måneder forinden sætter jeg et stort kryds i min kalender, og tæller dagene utålmodigt. Jeg planlægger en stor stak bøger taktisk og efter lyst, og jeg udser mig det helt rigtige stemningsfyldte krus til at drikke te af. På lørdag løber Dewey’s Read-a-Thon atter af stablen, en litterære beginvehed, som finder sted to gange om året bestående af 24 timer dedikeret til læsningen. Selvom jeg holder meget af tanken om at vælge efter spontan lyst, holdes jeg sammen af forbredelse, listeskrivning og planlægning, og for at undgå panik har jeg nøje udvalgt en stak bøger, som vil danne rammerne for mit læsedøgn. Min stak er fem bøger høj og varierer i længde såvel som genre. I de sidste to år, har den kære Rikke i traditionens tro startet læsemarathonsdøgnet ud med den samme bog, og denne gang er ingen undtagelse. Valget er faldet på “Mariana” af Monica Dickens; en overset klassiker om en piges liv i Paris og de medfølgende kærlighedskvaler. Det er så fin en bog, at jeg har haft svært ved ikke bare at læse den, da jeg modtog den med posten.

Dernæst vil jeg læse “A Tale For the Time Being”, som var blandt finale titlerne til 2013 Man Booker Price. Det er en romanen der spænder bredt over tid og generationer, om en piges vision om at nedfælde sin bedstemors livshistorie før hun tager sit eget liv, og hvordan denne historie skyller op på stranden til en forfatter. Når bogen er læst og teen drukket, forventer jeg, at ørket er faldet på. Jeg vil derfor læste “The Five Children and It” af E Nesbitt, en himmelfin fortælling om fem børn, der møder en sandde, som indhylder deres hverdag i magi og eventyr. Børneklassikere er for mig altid et sikkert hit på grund af deres sødme og rolige tempo, og det samme forventer jeg mig af denne. Når øjnene bliver trætte og søvnen begynder at melde sig, vil jeg læse Daphne du Mauriers “The Doll: Short Stories” som skulle være fulde af mørke skygger, som forhåbentlig kan holde mig vågen det meste af natten. Sidst i min læsestak har jeg “The Pearl” af John Steinbeck, hvis handling jeg ikke er bekendt med, men historien er så kort, at jeg selv vil lade den røbe sig for mig, når tid er. Som altid planlægger jeg også en backup-bog i det tilfælde, at jeg skulle nå i bund med min læsning. Jeg har gjort mig nogle overvejelser om bogen, men jeg tror, at jeg vil udvælge bogen på baggrund af døgnets resterende timer, så jeg bedst muligt kan nå at læse den færdig.

Jeg håber dog, at kunne nå i bund med alle bøgerne, men eftersom at jeg skal i GO’ Morgen Danmark søndag morgen for at tale litterært, vil jeg blive frarøvet er par timers læsning, men kun for at tale om en helt særlig læseglæde, men mere om det senere. Det er dog ikke kun de mange bøger, som jeg glæder mig til, men også den sprudlende glæde, der er ved at dedikere et helt døgn til læsningen med så mange andre på verdensplan. Jeg vil dele mine læseglæder under hashtagget #readathon, samt på min Twitter, Instagram, Goodreads og blog med løbende stemningsbilleder, og jeg vil også glæde mig til at heppe på andre læsere af hjertets lyst, når læsningen er lang og øjenlågene tunge. Dewey’s Read-a-Thon er magisk, fordi det forener læsere på kryds og tværs af internettet; og på den måde deler ordenes magi.

Hvad med jer? Skal I også læse natten bort? I så fald, hvordan ser jeres bogstak ud? Ligger der en bestemt strategi bag jeres valg af bøger? Hvordan forbereder I jer? Og hvor kan jeg følge jeres læsedøgn? Jeg håber, at vi læses ved!