Om mit forhold til young adult-bøger


Jeg kan ikke sige mig fri for at læse young adult-bøger, og det ønsker jeg ikke. For blot fem år siden læste jeg udelukket ungdomsbøger, og det har resulteret i, at der på loftet hjemme hos min mor står to fyldte flyttekasser med letsindige bøger i den kategori. I de år, hvor YA bøgerne udgjorde majoriteten i min spæde bogsamling, fandt jeg dog en gennemgående rød tråd i mange af bøgerne, som gjorde, at jeg pludselig lagde genren på hylden; fra den ene dag til den anden ændrede mine læseaner sig markant. Da størstedelen af mine læste bøger var YA-bøger, var jeg et sted i mit liv, hvor jeg behøvede svar, og selvom jeg læste den ene ungdomsbog efter den anden, fandt jeg aldrig de svar, jeg behøvede, fordi bøgerne ikke var relaterbare, og fordi jeg ikke følte mig repræsenteret. Mange af bøgerne har en lignende plotstruktur, eller forgiver at handle om paranomalitet, som snarer virker som et dække for en pludselig og intens kærlighed. Repræsentativt er der behov for den uerfarende dreng eller pige, er der tilsvarende behov for dennes modsætning. Samtidig romantiserede mange af de bøger, som jeg læst, det at være teenager. Jeg oplevede aldrig at være omsværmet af pludselig interesserede drenge, og jeg læste mest af alt bøger med denne tendens, fordi en lille del af mig ønskede at opleve det, og det kunne jeg igennem bøgernes afstumpede typer, fordi de rent teknisk tillader læseren at sætte sig i protagonistens sted. Trekantsdramaer og insta-love blev mere reglen end undtagelsen, og det kunne jeg ikke forlig mig med.

Bøgerne var som oftest lige så letlæselige som de hurtigt blev glemt, meget tilsvarende måden jeg har det med chick-lit på, og det er noget, som jeg anerkender genren for, og en umiddelbar indstilling, som jeg går ind til den slags bøger med, fordi det netop er det, det letlæslige, det hurtigt glemte og det simple, som jeg har behov for at læse. Derimod er der mange andre træk og tendenser ved YA-genren, som jeg ikke kan forevige mig med. Selvom handlingen var simpel var protagonisten altid dens overmand, og reflektereede i langt højere grad en type snarer end en person. Ofte handlede det om den generte og seksuelt uerfarne pige, der var helt og aldeles normal, men som ikke følte sig sådan. Jeg fandt denne type meget snæver og ekskluderende, mest fordi mange af denne type hovedperson ofte gjorde sin modsætning til genstand for slut-shaming, noget der udsprang af egen bitre misundelse. Slut-shaming betyder, at en persons seksuelle aktivitet er direkte forbundet med personens værdi, og jeg finder det forkasteligt, at man som forfatter forsøger at fremstille en sådan behandling af andre mennesker som rationel. Tilsvarende romantisere mange af de ungdomsbøger, som jeg har læst, voldelige og usunde forhold, som tilsvarende bliver forklaret med kærlighed og stormende forelskelse som et uintentionelt dække, jeg ikke længe kan se bort fra. Lignende ville jeg finde tilsvarende problematisk i diverse voksenbøger uanset genre.

Jeg forsøger ikke at fraskrive mig det faktum, at jeg har læst meget young adult, og at jeg forsat gør det i langt mindre grad på grund af mine generelt vage oplevelser, hvor enkelte perler har vist sig. Jeg forsøger ikke at skære enhver ungdomsbog over samme kam. Jeg har mener selv, at jeg har læst tilstrækkeligt meget ungdomslitteratur til, at jeg kan have en holdning til det, det er præcis hvad mit indlæg er genstand for. En afspejling af selv samme, der tager afsæt i mig selv som læser og mine egne erfaringer. Jeg forsøger derfor heller ikke at pegefingre af de, der sværger til YA, fordi litteraturen netop muliggøre at favne mangfoldigheden på en særegen måde.

Hvad er jeres forhold til young adult-genren? Finder i lignende problemstillinger, der tegner sig som en rød tråd, eller ser I på genren med et helt andet blik?

Advertisements

15 thoughts on “Om mit forhold til young adult-bøger

  1. Regitze Xenia

    Jeg har også i mange år læst nærmest udelukkende ungdomsbøger, og gør det stadig. Dog vil jeg sige, at jeg lige som dig er blevet noget mere kritisk over for dem, jeg vælger at læse. Af samme årsag er jeg også begyndt at gøre mit bedste for at undgå at lave de samme “fejl” i det jeg selv skriver, nemlig sådan noget som en historie, der pludselig skifter over til at handle om den eneste, store kærlighed (i en alder af 16/17 år???) eller det evindelige, og forhadte, “trekantsdrama” med en pige, der absolut skal vælge mellem to fyre SAMTIDIG med at skulle redde verden, gøre op med et totalitært og korrupt regeringssystem og så videre.

    Nu læser jeg dog noget mere varieret end jeg gjorde især i mine teenageår, hvilket jeg tror i høj grad at er jeg staret på uni og er blevet “tvunget” igennem flere forløb med mere klassiske værker. Men et eller andet sted har det bare fået mig til at indse, at jeg længe gerne har villet udvide min læsehorisont, selvom YA eller ungdomsbøger stadig står mig nært og fylder meget af min læsning. :)

    1. Anne Nikoline

      Men har mange af os ikke også prøvet at være 16-17 år og måske yngre og følt, at én person var den største kærlighed nogensinde, og at vi ikke ville kun leve uden? Den del forstår jeg godt, selvom man mange år efter kan sidde og ryste på hovedet over den tankegang. Jeg kan absolut ikke fordrage bøger, hvor én pige, som du selv skriver, skal vælge mellem to fyrer. Det sker alt for ofte – i litteraturen, that is – og jeg synes simpelthen det er ulideligt at læse om.

      Det er heller ikke fordi alt YA er dårligt. Jeg har bare læst så, så mange dårlige bøger i den genre og dens subgenrer, at jeg helt at mistet modet. Så er det nemmere at læse en børnebog, en voksenbog eller en klassiker. Eller noget helt andet. Men jeg er glad for at høre, at du ikke helt at mistet modet.

  2. lisbethvestergard

    Jeg er meget enig i mange af dine tanker. God YA adskiller sig netop fra den dårlige i hvor overdreven den obligatoriske love story er – i hvert fald i mine øjne. Jeg læste en gang en serie, med den mest urealistiske og overdrevne kærlighedshistorie, og fordi den del var så skidt, kunne resten af historien på ingen måde redes. På den anden side findes der dog også elegant udførte romancer, og det kan virkelig løfte historien uendeligt meget. Netop fordi YA skal have lov til at være så let og uskyldigt (:

    http://www.moonlitmadness.dk

    1. Anne Nikoline

      Det er jeg glad for at høre. At jeg ikke er alene om tankerne, altså. Jeg synes desværre også bare, at jeg har læst YA inden for for eksempel fantasy, hvor kærligheden alligevel sniger sig ind uden at være i spotlight, og det bliver den samme kedelige og flade kærlighed som når den er i spotlight.

  3. Nadia

    Det er ret interessant, jeg har aldrig tænkt over, at hovedpersoner i YA-genren gør deres modsætning til genstand for slut-shaming. Gad vide, hvilke bøger du specifikt tænker på i den sammenhæng?

    Derudover er jeg enig med dig i, at trekantsdramaet og inta-love er meget i fokus. Jeg finder det heller ikke længere lige så tiltalende som jeg måske har gjort førhen og foretrækker mere historier, hvor romancen ikke er det, der er afgørende for historien.

    1. Anne Nikoline

      Jeg har haft en del bøger i tankerne… Og jeg har hørt om endnu flere bøger fra diverse booktubers. Det er forfærdeligt.

  4. Piskeriset

    Der er meget af de nyere bøger inden for YA-genren, der er præget af klicheer og gentagelser, og personligt er jeg pænt træt af trekantsdramer og instalove. Men der er heldigvis også en del gode bøger i den genre – f.eks. Harry Potter, The Hunger Games, ‘Gone’-serien… osv. osv.

    Jeg plejer ofte at fravælge de bøger/serier, hvor der er fokus på kærlighed – det sikrer mig som regel mod de værste stereotyper og trekantsdramaer. Jeg mindes dog ikke at være stødt på slut-shaming, men det findes sikkert i de bøger, jeg allerede fra start har fravalgt, fordi jeg kategoriserede det som en bog med kærlighedsdrama i.

    Mvh.
    Den lille Bogblog

    1. Anne Nikoline

      Jeg føler med dig! Jeg tænkte måske mere på realistisk YA, da jeg skrev indlægget, for jeg har også læst subgenrer, hvor YA forgrener sig over i fantasy og dets lignende, selvom jeg også har læst mange problematiske bøger i de genrer også.

      Måske er du bare bedre til at vælge bøgerne, end jeg er? Jeg prøver nemlig også at undgå kærlighedsfokusset, men af en eller anden grund formår den altid at snige sig ind i historien uden at bidrage med noget – tvært imod!

      1. Piskeriset

        Sådan lidt mere over i contemporary? Det er en genre, jeg stort set ikke bevæger mig ud i. Oplæggene fænger meget sjældent.

  5. Irene

    Jeg læser meget YA, men synes egentlig det sidste stykke tid, at trekanterne og insta-loven er blevet mindre – eller også er jeg bare blevet bedre til at vælge. Der kan i hvert fald være rigtig langt imellem de gode bøger. Det meste er bare sådan lidt fladt, synes jeg. Og det på trods af, jeg primært læser i den målgruppe…

    1. Anne Nikoline

      Hvis der er så langt mellem de gode bøger, hvorfor læser du så primært den genre? Jeg spørger bare, fordi jeg er nysgerig. Jeg var selv i samme situation som du, da jeg primært læste YA, og til sidst var der bare for langt mellem de gode bøger til, at jeg kunne blive ved. Genren mistede lidt sin magi, hvis det giver mening? Ikke at hver bog eller hveranden skal være en favourit, for sådan har jeg det heller ikke med børnelitteratur, voksenlitteratur eller klassikere.

      1. Irene

        Jamen jeg undgår da bare de dårlige ;) Det er jo tit en fornemmelse, og ofte holder den stik. Og som jeg startede med at sige, så synes jeg der er blevet længere mellem trekanterne og insta-loven – som for mig ofte er med til at gøre en bog dårlig – men det kan jo lige så godt være mig selv, der er heldig i mine til- og fravalg.

        Der er flere bøger, jeg bevidst har fravalgt på trods af en hype, fordi jeg “ved” de ikke vil være noget for mig. Lige så vel, som jeg alligevel af og til kan få fat på en dårlig bog, så går jeg stensikkert også glip af en bog, jeg ville have elsket, men sådan er det jo bare, man kan ikke være over det hele, uanset hvad og hvordan. :)

  6. A+K/VenterPaaVin

    Åh, det er min favoritgenre – selvom jeg er 24, både fordi jeg eeeeeeelsker fantasy og derudover kan lide ungdommelig chicklit. Men ok, jeg læser også rak væk De 5, Det lille hus på Prærien og al’ Astrid Lindgren, Ole Lund Kierkegaard og Bjarne Reuter jævnligt – jeg kører vist antivoksen stilen ;)

    – Anne

    1. Anne Nikoline

      Fordi man læser fantsy eller YA som voksen, er man ikke mindre voksen af den grund. Det mener jeg i hvert fald ikke.
      Hvad er det ved genren YA, som du holder så meget af? Jeg synes det er så spændende, når jeg selv er lidt i den anden grøft.

  7. Sussi

    Nu er det jo ikke et helt nyt indlæg, men er først lige faldet over din blog i dag. Jeg synes, du får hevet nogle rigtige gode pointer frem, som jeg ikke selv havde tænkt over irriterede mig ved YA. Nu har jeg heller ikke læst så vanvittigt meget, men tænker en del af pointerne faktisk også kan være gældende for chick lit, som jeg har læst lidt mere af. Den totale selvopofrelse for en skiderik, selvhad, jobhad, veninder der kun kan tale om mænd. Men når det er godt, kan det jo være skidegodt, som at spise regnbueis med hjernen.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s