“Hende du forlod” af Jojo Moyes


“Hende du forlod” (org. titel “The Girl You Left Behind”) af Jojo Moyes, fra forlaget Cicero, udgivet i 2015 (org. udgivet i 2012). Læst på dansk – originalsproget er engelsk.

“Hende du forlod” handler om to kvinder, der begge er blevet ufriviligt efterladte. Under Første Verdenskrig i Frankrig, må den spirende kunstmaler Édouard Lefèvre forlade sin konge, Sophie, da han udsende som soldat. Hun lades tilbage på familiens hotel, hvor hun dagligt betragter det maleri, som han malede af hende, da de var unge og nyforelskede. Halvfems år senere sidder Olivia Halston og betragter samme billede. Hun er også blevet uintentinelt forladt af sin afdøde mand, og forsøger nu at udfylde dagen med gøremål, så hun ikke skal tænke formeget på sorgen. Maleriet er en gave fra sin afdøde mand, og bag på det står der nedkradset en titel: “Hende du forlod”, og langsomt, ganske langsomt træder forladte sjæle ud af skyggerne og forsegler de to historier endegyldigt, da Olivia står til at miste det forevigt.

Den har stået på min bogreol længe før dens udgivelse; en bog jeg ofte kærtegnede ryggen på, velvidende at den ville indeholde en helt enestående fortælling, sådan som Jojo Moyes evner at skrive dem. Da jeg endelig tog den ned fra sin plads og åbnede den, åbnede der sig noget i mig. Mit hjerte gav sig til at banke hastigt for den unge Sophie Lefèvre, og jeg forsvandt ned i ordene så de forsvandt og klare skikkelser kun stod tilbage. Støvet i gaderne kløede i øjnene, krigstemningen og hadet mod de udefrakommende soldater satte sig i brystet på mig, og mit hjerte bankede patriotisk for det franske fædreland. Jeg levede mig så langt ind i Sophies verden, at jeg fandt det svært at finde vej ud af den igen. Olivia Halstons historie derimod vækkede aldrig den samme kærlighed hos mig. Selvom jeg følte med hendes tab og den sorg, som var så mærkbar tyngende hos hende, så krummede jeg tæer hver gang hun foretog sig noget; jeg måtte bide mig i læben for ikke at lade min skarpe tunge løbe af med mig, og jeg måtte tage mig selv i flere gange ikke at kaste bogen fra mig i frustation.

“Jeg kendte ikke lykken, før jeg mødte dig.”

Jeg er ikke god til splittede tidslinjer og skiftende perspektiver, og det bekræfter bogen endnu en gang; lynhurtigt følte jeg en langt større sympati for den ene, imens den anden forekom mig at være dens første bratte modsætning. Noget andet jeg fandt betagende er forfatterens evne til at skrive historisk fiktion. Flere gange måtte jeg stoppe min læsning, kun for at beundre Moyes fantastiske forarbejde, som er så vellykket, at jeg følte hvert aspekt af disse kapitler, og selvom jeg fandt bogens anden protagonist intetsigende, så kom jeg hurtigt til at holde af bogen for dens kvaliteter, for dens påvisning af Moyes skrivekunstskaber, som er langt større, end jeg havde anset dem for at være. “Hende du forlod” er en skrøbelig kærlighedshistorie, der illustrerer så mange nuancer i menneskets natur fordelt i to tidsaldre, der på fineste vis afdækker mennesket; ingen er entydigt gode eller onde, og ingen forhold er er tilsvarende harmoniske.

Fordi bogens struktur er en nøjagtigt gengivelse af strukturen i “Det sidste brev fra din elsker”. Begge handler de om to kærlighed, begge handler de om to kvinder på tværs af tidsaldre, der forenes; bundet sammen på grund af deres tragiske fortid, der strækker sig ind i en kaotisk nutid, og som kræver et mysterium løst, før de igen kan ånde lettet op. Den skjulte tragedie og misforståede kærlighed vejer tungt i begge romaner. Ironisk nok følte jeg mig også selv splittet i min læsning af “Hende du forlod”. Hvor jeg lod mig fortrylle af kapitlerne om Sophies længselsfyldte år, blev min læseglæde afløst af en intolerant frustration over Olivias håndtering af sin sorg og genopdagelse af kærligheden, en kærlighed som jeg aldrig rigtig mærkede. Til gengæld er begge kvinder hjemsøgt af spørgsmål, som de aldrig vil finde svarene på, og jeg nød trods min præference, at følge deres individuelle såvel som sammenflettede skæbne.

“Hun har dermed styret sig selv væk fra det tidspunkt på dagen, hun stadig frygter: de første minutter, nrå hun lige er vågnet, og hu er så sårbar, at tabet stadig rammer hende, pludselig og altovervældende, og sender hendes tanker ind i en giftig sort tåge. ”

Jojo Moyes formår at skabe en paradoksal handling med sine tro kvindelige synsvinkler, en handling der er vellykket uden at være perfekt, og som afspejler menneskets natur på fineste vis. Sophies nærmeste vender hende ryggen, da hun involverer sig med de tyske soldater, selvom denne involvering er hende påtvunget, imens oplever Olivia det paradoksale i en retssag om et kunstmaleri, der både er stjålet og købt, sammen med en uerstattelig sentimentalværdi. Der var dog noget i Olivias fortælling, som jeg følte forhastet, og selvom hendes hjerte forsøger at komme sig over tabet af sin ægtemand, så var hendes iltre temperament en evig benspænder for hende selv, der fik hende til at virke frembrusende som en pludselig storm, som jeg ikke kunne blive ved med at se igennem fingrene med uanset hvor meget jeg end prøvede.

“Hende du forlod” er på trods af mine egen splittelse, den bog af Jojo Moyes, som jeg holder mest af. Stærkt efterfulgt af “Det sidste brev fra din elsker”, selvom de til dels ligner hinanden strukturelt. Jeg holder af den måde, som Jojo Moyes evner at skrive sine bøger på; fjerlet og fløjlsblødt uden at sværge til klichée fyldte slutninger. I stedet fortæller hun simple historier, der efterlader sig mange tanker hos sin læser. Sophie og Oliva blev hos mig længe efter min læsning, og affødte en spirende have af tanker og spekulationer. Jeg holde rmeget af kunst, og hendes beskrivelser om, hvordan der i fremtiden vil dukke ukendte malerier op med smukke og gådefulde mennesker på, rørte noget i mig, præcis som resten af bogen også gjorde det.

Reklamer

2 thoughts on ““Hende du forlod” af Jojo Moyes

  1. Louise H.

    Ligesom hos dig, så var Sophies del af bogen den del jeg knyttede mig mest til. Jeg levede mig helt og aldeles ind i hendes fortælling, og Moyes formåede at give mig en klump i halsen lige fra starten. Da synsvinklen så skiftede til Liv, blev jeg nærmest helt vred og irriteret.
    Det er svært at forklare helt præcist hvorfor, men jeg sad og tænkte hvordan Liv kunne være så overfladisk med hendes smarte tøj og fancy lejlighed, nu når Sophie slet ingen ting havde. Jeg ved godt at de to kvinder var adskilt af mere end bare tid, men jeg kunne bare ikke forlig mig med Liv efter at have læst om Sophie, hvis det giver nogen mening?

    1. Anne Nikoline

      Hvor er jeg dog glad for at høre, at jeg ikke var ene om mit anstrengte forhold til Liv. Hun var ganske enkelt…. anstrengt. Og jeg kan sagtens følge dig i din logistik, for jeg havde det selv på samme måde.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s