“The Boy Who Lost Fairyland” (Fairyland #4) af Catherynne M. Valente


“The Boy Who Lost Fairyland” af Catherynne M. Valente, fra forlaget Feiwel & Friends, udgivet i 2015

En dag i Fairyland er The Red Wind ude på ballade; hun lokker med sin uimodstålige, strålende farve den lille troldedreng, Hawthorn, til at rejse til menneskenes verden i en anden drengs sted, som changeling. Sendt som pakkepost, lander Hawthorn på dørtrinnet til en familie i Chicago, der straks tror, at han er deres forsvundne søn, men Hawthorn er anderledes; hans fantasi er grænseløs, og hans påfund lige så, og hverdagen bliver en daglig kamp med sine nye forældre. Da han begynder i skolen ajourføre han sig enhver regel, for at holde trit med verdenene, og da møder han en pige, der også er anderledes, noget særligt, noget genkendeligt. Et venskab formes, og inden de får set sig om, er de tilbage i Fairyland, der vakler under en revolution.

Min glæde ville ingen ende tage, da nyheden om at Catherynne M. Valente ville skrive to bøger til i Fairyland-serien, men da handlingen lod sig afsløre og vidnede at Septembers historie var bragt til ende, og nu ville følge troldedrengen Hawthorn, blev jeg nervøs. Jeg var ikke klar over, at September, en pige hvis rejse jeg fulgte igennem tre bøger af fascineret undren pludselig var brag til ende, og at en ny historie vil tage sin begyndelse. Jeg åbnede bogen tøvende, og blev atter suget ind i Valentes pragtfulde univers. Handlingen er modsat bøgerne om September, der starter i den menneskelige verden og går over i Fairyland, og jeg var bange for, at Valente ikke kunne skabe samme fantasi uden for Fairlands grænser, men det gjorde hun.

“If you have ever seen a falling star, you have seen a Changeling arriving.”

Ved at vende sit skarpe blik mod verdenen, som vi kender de, formår hun at forvandle den til en fortryllet verden set med Hawthorns intetanede øjne. For ham er skolen et slags kongerige, imens legepladsen er en anden og hjemmet et tredje, og han forsøger ihærdigt at navigere korrekt rundt i dem alle og mellem dem. Han er en fantasiful fortæller med stor sympati og godhjertethed, og selvom han er er anderledes fra September, og jeg kom hurtigt til at holde af ham. Med en så koldset protagonist, er “The Boy Who Lost Fairyland” en en larmende og triumferende tilbagevenden fra forfatterens side, en simpel bro der forsøger at give indblik den verden, verdenen som vi kender den, hvorfra September kom, og det giver mere form og fylde til helhedsindtrykket af Valentes mageløse eventyrsverden.

Selvom Valente yndefuldt påpeger at når “a thing too familiar becomes invisible. It is time for us to Go Out”, smeltede hun alligevel mit hjerte ved gensynet af hjertevarme venskaber med September, Saturday og A-Through-L, men også nye og ukendte karakterer vandt mit hjerte. Særligt den krigeriske vombat, Blunderbuss. Fairyland er aldrig det samme sted efter en rejse derfra, og i “The Boy Who Lost Fairyland” er det ingen undtagelse. Det samme gælder for de velkendte karakterer, der heller ikke er præcist, som de blev forladt. Det sagt, så holder jeg ikke ubetinget af Valentes fine forsættelse, for selvom jeg nødt hvert et ord af hendes eventyr, så forekom slutningen mig pludselig og ganske uventet; tiden løb som sand gennem mine fingre, og inden jeg fik set mig om, hvad jeg læst det sidste punktum.

“Sometimes, magic is like that. It lands on your head like a piano, a stupid, ancient, unfunny joke, and you spend the rest of your life picking sharps and flats out of your hair.”

Jeg holder ikke lige så højt af “The Boy Who Lost Fairyland” som af bøgerne om September, men jeg holder af dem på en anden måde, på samme måde som jeg holder af September på en anden måde end Hawthorn, selvom de begge er enestående hovedpersoner. Bogen bliver hurtigt blæst i gang, læses med hastighden fra en orkan, og slutter lige så brat som en pludselig hvirvelvind. Valente skriver forsat dragende og fortryllende med ord fulde af magi. Hun fortæller samtidig også noget så smukt, som at den menneskelige verden også er fuld af magi, men at menneskene blot har glemt det. Igennem Hawthorn skaber hun et eventyrland inden for virkelighedens grænser, som en påmindelse om at huske på, at magien og eventyrene ikke kun er at finde i fjerne eventyrslande, men også i vores egen genkendelige og trivielle hverdag.

Reklamer

2 thoughts on ““The Boy Who Lost Fairyland” (Fairyland #4) af Catherynne M. Valente

  1. Mette

    Den seneste måneds tid har jeg været ved at læse Fairyland-serien, og i går færdiggjorde jeg så den fjerde bog, som jeg endte med at forelske mig lige så meget i som de forrige bøger. Jeg havde også frygtet, at bogen ikke ville blive lige så magisk som de forrige bøger, især fordi Valtente havde udvalgt en ny hovedperson, men der tog jeg heldigvis fejl – jeg elskede at følge Hawthorn og hans venner! Jeg er enig med dig i, at den har sine skønhedsfejl, men Fairyland-historierne er så fantastisk finurlige og så hyggelige at læse, at det ikke betød noget for mig, at slutningen var sluppet op, før den var kommet ordentligt i gang.
    Skøn, skøn anmeldelse – jeg elsker, at det netop er illustrationen af Tamburlaine, du har valgt at tage et billede af; den er så fin! Men hov, udkommer der ikke blot én enkelt bog mere i denne serie? Eller er det mig, der tager fejl? (Vær sød at sige, at det er mig, der tager fejl.)

    1. Anne Nikoline

      Jo, det er rigtigt der kun kommer (på nuværende tidspunkt) én bog mere i serien. Jeg må have bildt mig noget andet ind, da jeg skrev anmeldelsen. Ellers også talte jeg The Boy Who… med.
      Hawthorn er en skøn skøn skøn hovedperson og hans venner er lige så. Hvor skæg er Blunderbuss ikke lige?

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s