“Dombey and Son” af Charles Dickens


“Dombey and Son” af Charles Dickens, fra forlaget Penguin Books, udgivet i 2012 (org. udgivet i 1848).

Dombey and Son er både et firma og en familie, en tvetydig forbindelse mellem det offentlige og det private liv, som ligger til grund for Dickens massive roman. Paul Dombey er en stædig mand, der brændende ønsker sig en søn, til at videreføre sit firma, og da hans første kone føder ham en søn, bliver glæden kortvarig; konen dyr i fødselssengen, og ulykken rammer også den lille dreng kort inde i hans leve tid. På sidelinjen er Dombeys datter, Florence, som han ikke skænker en tanke. Gradvist rammer ulykken også den stolte Dombey og hele hans livsgrundlag synker i grus, og er det da for sent at glæde sig over livets små lykkestunder?

“Dombey and Son” er en vaskeægte Dickens roman; de mange deskriptive sider er fulde af eventyr, både inden for hverdagens realistiske grænser, men også i form af storslåede skibbrud, kidnapning af børn og samfundsmæssig korruption. Handlingens lår knuder på sig selv, bindes op af inkorporeret sidehistorier, og bevæger sig ned af snoede gange af gætværk og ønsketænkning. Romanen er så veludført, at jeg kun kan forestille mig, at Dickens selv har været godt til freds med udfaldet. Samtidig fandt jeg den også overraskende såvel som overvældende; dens frygtindgydende størrelse er ikke ligefrem indbydende eller imødekommende, selvom omsalget er det, og fordi Dickens er kendt for at dvæle ved detaljen, føltes bogen også længere og langsommere.

“Strange study for a child,the road to a cold parents heart.”

Charles Dickens forsøger godhjertet at afdække enhver krog af sin egen roman, dens fiktive persongalleri og hele det univers, som han har skabt, og det bliver en smule anstrengt, hvis ikke man er overbærende med hans ihærdighed. Mange af karaktererne er typisk Dickens; de er klare typer, der sættes moralsk på plads ved bogens slutning. Dombey er så opsat på at få sig en arvetager, at han overser potentialet i sin egen datter i sådan en grad, at han dårligt ænser hendes blotte tilstedeværelse. I stedet er hun overladt til sig selv og den skæbne, der ubarmhjertigt griber om hende, men lykken tilser hende også, fordi hun har lidt, på samme måde som himlen åbner sig for Dombey ved bogens slutning. Min sympati var også at finde hos den stakkels Florence, der beskrives som en afpillet og visen blomst, der endnu ikke nåede at blomstre og udfolde sig, men som et andres varme favntag endelig begynder at komme til sin ret.

Handlingen udspiller sig over to årtier og er derfor omfattende i sin enkelthed. Persongalleriet er overdådigt, og selvom det kan være svært at holde de mange karakterer adskilt, så gemmer der sig også her en række mindeværdige skikkelser, blandt andet i Mr. Toots humor og person. Fordi romanen er så omfattende i sin længde, formår Dickens at lade hver en karakter komme til sin ret i en stor menneskemosaik af personligheder. Det er et fantastisk syn på godt og ondt. Disse mange personligheder er heller ikke ufejlbarlig i deres struktur. Florences godhed grænser sig til det indblinske og naive, og man kan diskuterer om hun blot lader sig føre af andre passivt, imens Dombeys tilsidesættelse af hende ikke udelukket gør ham til et gennemsyret dårligt menneske. Karaktererne er ikke endimensionelle, men snarer små komplicerede mesterværker gengivet realistisk, som var de sande mennesker.

“If I dropped a tear upon your hand, may it wither it up! If I spoke a gentle word in your hearing, may it deafen you! If I touched you with my lips, may the touch be poison to you! A curse upon this roof that gave me shelter! Sorrow and shame upon your head! Ruin upon all belonging to you!”

Ligesom persongalleriet er overdådigt er skrivestilen det også. Dickens folder sig ud i fuld flor i “Dombey and Son” med store armbevægelser, og forsøger at få det hele med. Værket er stort og ambitiøst, selvom det fortæller historien om simple grundvilkår og moraler. Dickens formår altid at kritiserer de forskellige samfundsklasser, men hans tilgang til denne kritik er altid med brug af en overflod af ord. Han er ikke en forfatter, der lod sig begrænse særligt ofte, og det er tydeligt, at han lod sige rive med af egne fortællinger, selvom der uden tvivl også ligger et økonomisk motiv bag hvert et ord, der skulle sikre ham en indtjening. “Dombey and Son” er en langt mere politiskorienteret roman end mange af hans andre værker, selvom de også alle rummer en hvis grad af samfundskritik, men fordi Dickens skriver i så fint og pompøst et sprog, blev min læsning aldrig tynget af de politiske emner.

2 thoughts on ““Dombey and Son” af Charles Dickens

  1. Åh, den står så fint på min reol og venter. Jeg glæder mig altid til at læse Dickens, selvom mange af hans bøger netop er så “Dickens-agtige” med så meget karakterfyld og ordfyld. Men han er en mester til det han kan, uanset hvor ofte han gjorde det.

    Jeg glæder mig til at læse ‘Dombey and Son’, især når du nævner, hvor fint den er formuleret. For er det ikke det, man elsker Dickens for? Hans formuleringer. Uanset hvor mange af dem, der så er :p

    1. Det er sådan en fin, fin bog. Lige nu læser jeg hans “Our Mutual Friend” og det er uden tvivl den mest Dickens-agtige bog, jeg endnu har læst – det er lige før, at det er for meget, selvom han er mesterlig i sin udførelse og flotte sprog.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.