“Emma” af Jane Austen


“Emma” af Jane Austen, fra forlaget Montlake Romance, udgivet i 2012 (org. udgivet i 1815).

“Emma” er på mange måder en typisk Jane Austen roman; den handler om ægteskaber, men også atypisk da Austens andre historier tager afsæt i piger fra lavere kår, hvor denne handler om den velhavende Emma Woodhouse, som lever et privilegeret liv i Englands overklasse. Hvor flere af Austens heltinder søger ægteskabet fra historiens begyndelse, søger Emma den for andre uden selv at ønske sig at blive gift. Hun sætter sig for at agere Kirsten Giftekniv for sin omgangskreds i den bedste overbevisning. Mod råd fra Mr. Knightley om sine foretagende, forsøger Emma at sammensmæde sin veninde med en mand, som hun finder passende, får det konsekvenser, der formørker Emmas gode intentioner, konsekvenser større end Emma kunne have forudset.

I et brev til sin søster Cassandra, fortalte Jane Austen, at hun havde skabt en heltinde, som hun frygtede, at kun un selv ville bryde sig om, og i mange år var Emma som person og roman den af Austens heltinder og bøger, som jeg brød mig mindst om. Som så mange andre af Austens heltinder er Emma mangelfuld og ufuldendt, og romanen danner rammerne for hendes dannelsesrejse; jeg fandt hendes bedrevidenhed trættende, og hendes stædighed lige så; hun er snæversynet og selvisk, men med årene er hun vokset hos mig. Jeg beundre hendes forhold til sin far, og hendes ihærdighed grunder i gode intentioner. Jeg holder af den simple morale, som hun er genstand for.

“You must be the best judge of your own happiness.”

Emma lader sine egne følelser løbe af med sig i sit påtaget erhverv som Kirsten Giftekniv, og bedst som hun mener, at have blik for rigtigheden af et par, må hun indse, at det ikke altid er tilfældet. Særligt da hendes egne og pludselige følelser kommer på tværs af ægteskablige planer. Austens portræt af Emma er en perfekt afbildning af et uperfekte menneske, og det er i Emmas fejl og mangler, at hun bliver til Emma. Emma er også afvigende fra Austens andre heltinder ved både at besidde rigdom og skønhed, for hun er således ikke afhængig af et fordelagtigt ægteskab for at sikre sin fremtid. Emma er også billedet på de overklassemennesker, som er genstand for mange af Austens andre værker. Ligesom Mr. Darcy indser Emma Woodhouse sine fejl og forsøger at rode bod på den og formilde udfaldet, og af samme grund fortjener hun sin lykkelige slutning, præcis som Mr. Darcy får den af samme grund.

Jane Austen var en knivskarp observatør af sine omgivelser og medmennesker, og hun gengiver dem med stor præcision og nøjagtighed uden at efterlade færdigmalede billeder på læserens nethinde. Hun fortæller tilpas meget til at stille rammerne for romanen og lede læseren igennem den, men det er også mellem linjerne, i det usagte og i hentydningen at Austen brillerer. Jeg holder af hendes evne til at indfange sine romaner på en komprimeret måde i dens første par linjer, og jeg holder af hendes satiriske tone og humoristiske gengivelser, der gang på gang overbeviser mig om, at de mennesker, som hun skrev om umuligt kunne være fiktive påfund.

“I may have lost my heart, but not my self-control.”

Hvor Austens bøger typisk tager afsæt i en social optimisme, om foreningen mellem lave og højtstående klasser, trækker “Emma” i den modsatte retning. Frem for at binde to socialt ulige klasser sammen, skrives der om et moraliserende kodeks, der ikke tillader at stræbe efter mere end det, man er socialt berettiget til, sådan som Emma opfordrer Harriet Smith til, da hun tager hende under sin vinger og ind i rigmandslivet. Romanen bliver en lektion om sociale spilleregler og hvem, der hører til hvor og hvorfor. På grund af romanens afsæt i den snæversynet overklasse, giver det meget lidt spil til dens karakterer at udfolde sig på, fordi moralkodeksen er så strengt.

Selvom Emma er vokset hos mig med årene, tog det hende længe at vinde min sympati og endnu længere at vinde min tålmodighed, men i sidste ende er jeg kommet til at holde af hende for hendes karikerede væsen; hendes ønske om at føre menneskene i landsbyen sammen har måske egoistiske motiver bag sig, der handler om det at have ret, men intention er stadig god. Hun lever et liv, som mange af Austens heltinder kun kan drømme om og håbe på at få, men det liv er ikke perfekt, fordi Emma ikke er det, ligesom resten af Austens heltinder. Jeg holder ikke ubetinget af Emma, men jeg holder ubetinget af det indblik, som Jane Austen skabte med romanen af samme navn, et lille glimt ind i 1800-tallets overklasse liv og leveregler.

2 thoughts on ““Emma” af Jane Austen

    1. I så fald vil jeg ikke råde dig til at starte med Austen der. Måske med Northanger Abbey eller en af hendes andre værker? “Emma” er anderledes, atypisk og svær at holde af, men når først hun vinder dit hjerte, så vinder hun det også med sikkerhed. For mig var den process dog lang.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.