“Pesten” af Albert Camus


“Pesten” (org. titel “La Peste”) af Albert Camus, fra forlaget Gyldenda, udgivet i 2012 (org. udgivet i 1947). Læst på dansk — originalsproget er fransk. Anmeldereksemplar fra forlaget.

En ubetydelig rotte findes død på en trappesten i en ejendom i den algerisk havneby, Oran. I dagene efter følger flere, og da de første mennesker rammes, spredes panikken langsomt i byens befolkning. Da byen lukkes af, afskærmet fra resten af verdenene, går tilværelsen i stå, og livet bliver en ventesal, hvori byens befolkning afventer dødens kommen. En af indbygerne, en læge ved navn Rieux, forsøger med alle midler at komme sygdommen til livs, inden den efterlader byen øde og mennesketom.

“Pesten” af Albert Camus er en efterkrigsroman, som skildrer et civilisatoriske sammenbrud, samtidig med at han mesterligt maler et billede af en håbsløshed tilsvarende med den under krigen. Verdenene var en ufrivillig krigsmark, og tilværelsen blev en ventesal, hvor døden indfandt sig. Romanen er et levende dokument på krigsårenes mentale tilstand af indespærring, ødelæggelse og død, i samme grad, som den også er en skildring af den menneskelige værdighed og det liv, der må leves videre trods omstændighederne og på trods af det altomsluttende mørke. “Pesten” er af samme grund en allegori på de historiske begivenheder, som indfandt sig i og omkring perioden, hvori bogen udkom. Den altfortærrende pest er et billede på fascismens gradvise indtrængende i menneskenes hverdag, samtidig med at den er et billede på den tyske besættelse af Frankrig, noget forfatteren selv oplevede på nært hold.

“Jeg befinder mig i mørket og prøver at se klart.”

Albert Camus skriver om menneskehistoriens plettede historik, om en tid, hvor menneskeheden måtte gennemgå en nødvendig renselse efter mange år med sort samvittighed, men samtidig fortæller han også den simple historie om menneskets evige behov for at holde naturen i skak; “Pesten” behøver ikke læses ud fra sin historiske kontekst, selvom den åbner op for læsningen. Den kan sagtens læses for hvad den er: en historie om et sygdomsudbrud, som mennesket ihærdigt forsøger at sætte sig i autoritet overfor ved at finde en modgift. Det bliver en simpel fortælling om et videnskabeligt og teknologisk ønske om at råde over naturkræfter større end os selv.

Protagonisten er en utrættelig læge, der forsøger at sætte ind, hvor andre viger tilbage. Han bliver en direkte fremstilling af Sisyfos, en konge fra græsk mytologi, som guderne lod straffe for en ugerning i al evighed, ved at sætte ham til at skubbe sten op ad et bjerg, blot for at lade stenen trille ned, hver gang han var ved at nå toppen, og uden at råbe bogens slutning, er det præcis, hvad bogen morale vidner om. Mennesket har altid og vil altid forsøge at skabe kontrol over et ukontrollerbare, og det vil tilsvarende altid ulme under overfladende og slå til, når vi mindst venter det. Det ukontrollerbare er utilregnelig, en uforudsigelig metamorfose, der konstant ændrer udseende. Camus havde uden tvivl ramt en nerve i tiden og skrevet en af de vigtigste efterkrigsromaner, hvis dobbelte læsning er et virkeligheds mareridt.

“Det onde, der findes i verdenen, skyldes næsten altid uvidenhed og den gode vilje kan skade lige så meget som ondskabsfuldheden, hvis den ikke bygger på viden.”

Forfatterens refleksion over menneskelige reaktioner på vilkår udenfor menneskelig rækkevidde er dybt interessant, mørk og indsigtsfuld, og tager afsæt i et af eksistentialismens hovedspørgsmåls: Hvordan vi som mennesker forholder os til tilværelsens grundlæggende meningsløshed eller absurditet, og det er netop det som Camus forsøger at skildre: menneskets søgen på mening i en meningsløs tilværelse fuld af uretfærdighed og mangel på forstående, hvor selv de bedste intentioner kan fejle, hvis ikke de baserer sig på viden, og hvor ondskabsfuldhed i lige så høj grad baserer sig på netop manglende viden. Det bliver et ufuldkommende puslespil af det menneskelige sinds snoede og komplicerede gange, af fransk filosofi, som skrives med stor håndgribelighed, fastbundet og jordnær, et værk der gjorde mig rundtosset af egne tanker om eksistensspørgsmål, historiens plettede samvittighed og egen stillingstagen.

“A book is a door, you know. Always and forever. A book is a door into another place and another heart and another world.”


Marts forsvandt mellem hænderne på mig; kalenderbladene vendte sig hurtigere, end jeg kunne nå at følge med, og lige straks står en ny måned for døren. Min læsning er tynget af min bacheloropgave, og består væsentlig mere af non-fiktion bøger, end den ellers ville have gjort. Min forpligtende læsning er dog blevet afbrudt af dørklokken og et storsmilende postbud med armene fulde af firkantede pakker; pakker fulde af lykkelige påmindelser, som venter tålmodigt på mig. Bøger er pålidelige i deres tilstedeværelse, og tålmodige i deres afventning på at blive læst, og jeg glæder mig til det helt rigtige øjeblik melder sig, hvor jeg kan få læst dem alle sammen, om end nogle af dem må vente til efter mit semestersafslutning, imens andre vil blive læst øjeblikkeligt.

Hvad med jer? Hvilke bøger har I købt i marts? Har der været nogle særligt smukke udgaver imellem dem? I så fald, hvilke?

“Anne bliver lærer” (Anne fra Grønnebakken #2) af L.M. Montgomery


“Anne bliver lærer” (org. titel “Anne of Avonlea”) af L.M. Montgomery, fra forlaget Høst&Søn, udgivet i 2010 (org. udgivet i 1909). Læst på dansk — originalsproget er engelsk.

Anne Shirley er er blevet ældre siden hun første gang kom til Grønnebakken, snaksagelig og og højlydt, men selvom årene er føjet hende forbi, er hu stadig lige så temperamentsfuld og godhjertet. Hun er vendt tilbage til Avonlea for at undervise de lave klassetrin, og selvom det længe har været hendes drøm at undervise og give fra sig, er livet som lærerinde alt andet end det, hun troede det ville være. Anne konfronteres med forskellige former for børneopdragelse, og skal forsat forsøge at finde sig til rette i verdenens mange stemme og finde sin egen der, og det er svært. Samtidig kommer to forældreløse tvillinger til Grønnebakken, og tilværelsen vendes op og ned, da den jævnaldrende Gilbert Blythe begynder at opføre sig mærkeligt over for Anne.

Åh, Anne! Lige siden hun blev hentet på togstationens parron og hun trådte over dørtærsklen til Grønnebakken, har hun haft en særlig plads i mit hjerte. Jeg holder af hende for hendes iltre temperament, hendes evige godhed og hendes altoverskyggende klodsethed. Selvom Anne er blevet seksten, er tilværelsen ikke blevet lettere, og selvom hendes skarnsstreger er færre, så fremkaldte de alligevel adskillige smil på mine læber. Da hendes kære ko flere gange bevæger sig over til naboens ejendom og tramper hans afgrøder ned, vælger Anne til sidst at sælge koen, da hun en dag ser den på naboens mark, men da hun kommer hjem, står koen i stalden, og ulykken melder sig. Hun har solgt den forkerte ko! Episoden trække stadig i mine smilebånd.

>“Så snart jeg har skrevet ordene ned på papir, ser de helt forkerte ud. Tanker er ligesom skygger. Det er umuligt at indfange dem.”

De to tilkommende tvillinger er sjove størrelser; drengen ligner Anne af sind, som da hun kom til Grønnebakken. han er larmende, livsfuld og lattermild. Han er ikke bleg for at blotte sine tanker, og hans påfund gøres altid på grundlaget for underholdning. Selvom livet går sin gang på Grønnebakken, særligt efter tvillingernes ankomst, blegner Annes sprudlenede levende karakterer en smule; hendes lange monologer er dæmpet og hendes skøre påfund lige så. Selvom hun i “Anne fra Grønnebakken” kunne være trættende på grund af sit mundtøj, så er det netop det, som kendetegner hende, og jeg savnede det faktisk. L.M. Montgomery har i overgangen fra først bog til den næste ladet Anne blive langt mere voksen, uden at indvige sin læser i overgangsprocessen, og det ærgrer mig, fordi forvandlingen netop er så pludselig, selvom den ikke er fuldkommen, og det er i dens ufuldkommenhed, at Anne kommer til live.

Montgomery skriver med en simplicitet uden lige, samtidig med at hun ynder at bruge en næsten lyrisk prosa. Hun skriver ikke om storslåede eventyr i fjerne og fantasifulde lande, men snarer om simple og jordnære begivenheder i helt almindelige menneskers liv. Hun gør det gennemført, og det beundrer jeg hende for. “Anne bliver lærer” er derfor ikke en bog fyldt til randen med sværdkampe eller farfulde rejser, men derimod en historie om hendes begyndende skridt i retningen af det at blive voksen; hun træder ind i de voksnes verden, og den åbner sig for hende som uoverskuelig, men samtidig ønsker hun at gøre den verden til sin egen, frem for blot at følge dens retningslinjer til punkt og prikke. Montgomery skriver med denne bog endnu en sød historie om Anne.

“‘Hvis man kunne se et kys,’ sagde Priscilla. ‘Er jeg sikker på, at det ville ligne en viol.”

Derimod holder jeg af de gradvise skridt Anne tager ind i de voksnes verden; hun skal pludselig finde sin stemme som lærerinde blandt en masse børn, som hun kender på den ene eller anden måde, og det er langt fra nogen let opgave. Erfaringen koster hende mange tårer, for selvom hun er kendt for at være lydt, så er det ikke ensbetydende med at blive hørt og anerkendt. Det sagt er “Anne bliver lærer” en lige så hjertevarm fortælling som Anne selv og den forgående bog i serien. For hver side der vendes, bliver det tydeligere, at Anne har håb for fremtiden, drømme som hun strækker sig efter at realisere, og jeg glæder mig sådan til at følge hende på hendes rejse i livet.

“Alanna” (Løvindens sang #1) af Tamora Pierce


“Alanna” (org. titel “Alanna: The First Adventure”) af Tamora Pierce, fra forlaget Tellerup, udgivet i 2013 (org. udgivet i 1983). Læst på dansk — originalsproget er engelsk. Anmeldereksemplar fra forlaget.

Alanna og hendes tvillingbror har store magiske evner, men i modsætning til sin bror, der drømmer om at blive en legendarisk troldmand, drømmer Alanna om at blive ridder. Da tvillingerne skal sendes på hver sin uddannelsesinsitution, vælger de at bytte plads. I stedet for at skulle oplæreres til at være en fin dame, trækker hun i drengeklæder og bliver page hos kongen af Tortall. Med alle midler sætter hun ind for at hindre sin hemmelighed i at blive afsløret, men tiden modarbejder hendes krop, der langsomt udvikler former, og Alanna må være forsigtig. Selvom det er ridder, Alanna ønsker at blive, udvikles hendes magiske evner sideløbende med hendes oplæring i riddernes kodeks, våbenbrug og læsning om krigsførelse, og da hun drage til Den Sorte By på en ridderlig opgave, må hun sætte ind med mere end blot sit sværd for at overleve byen dæmoner og de potentielt farligt konspirerende på slottet.

Modsat mange andre, læste jeg ikke Tamora Pierce som barn; jeg voksede ikke op med fortællingerne om Løvindens Sang, og jeg drog ikke med Alanna til kongerigets midte for at lære at fægte med sværd. Min undværelse er ikke noget jeg var ked af, fordi bibliotekerne tilbød mig så mange andre læseeventyr, men jeg er dog ikke i tvivl om, at jeg ville have holdt betydeligt mere af Alannas færd, såfremt jeg havde læst hende langt tidligere. Og jeg holder meget af forfatteren for at inkorporer en fandenivoldsk pige som hovedperson, der rent faktisk er målrettet og bevidst, længe før det i senere udgivelser blev en trivialitet i mange litterære genre.

“Livet er egentlig enkelt, når først man kender reglerne.”

Bogens simple handling er så håndgribeligt som noget, selvom Tamora Pierce ihærdigt forsøger at igangsætte sin historie. Til at begynde med fandt jeg det dog problematisk, at Pierce helt undlader at introducere sit feudale kongeringe og dets samfundsorden. Jeg var ladt på bar bund hvad andgår menneskenes magiske evner, dæmoniske væsner i ødede byer og hvordan strukturen for universet var struktureret. Jeg snublede over mine egne fødder for at følge med forfatteren, der sætter bogens tempo højt, uden at den nødvendigvis er særligt handlingspræget. Handlingen kredser nødsaget om Alannas oplæring som page, og hendes drømme om eventyr og ridderlige færde må tilsidesættes for hård træning og kedelig undervisning. Heldigvis fortaber forfatteren sig ikke i sin spæde handling, og hun hæfter sig ikke unødvendigt ved detaljer.

Bogens tempo efterlod mig ofte åndeløs; ikke alene springer forfatteren over en introduktion af sit eget univers, men ligeledes føles største delen af persongalleriet som silhuetter af de personer, Pierce ønskede de skulle være. Jeg følte ikke, at jeg lærte andre end Alanna at kende, men jeg håber på at de efterfølgende tre bind vil blive væsentlig mere dybdegående både i handling og persongalleri end denne. Lige så hurtigt som bogen starter ud, midt i et feudalsamfund, der helt undlades at introduceres, lige så hurtig er bogens slutning. Det fungere dog væsentligt bedre her, eftersom at det sætter et højt tempo, der fik hjertet i mit bryst til at banke lige så hurtigt som handlingen forløb. Jeg lod mig gribe af Alannas pludselige omend forudsigelige prøvelse, og jeg knugede hårdere om bogen, da den bevægede sig mod sin slutning.

“Hun ville vise alle — herunder den lille del af sig selv, der stadig var i tvivl — at hun var så god som nogen dreng på slottet.”

Jeg beundrer Tamora Pierce for den rollemodel, hun har skabt med Alanna. Alanna er virkelighedstro, modig og målbevidst inden for sin alders tilladte grænser. Samtidig fortæller hun historien om, at hun ikke vil vige tilbage for sine drømme og håb, fordi det ikke forventes af hendes køn; frem for at vige tilbage for samfundets konventioner, bryder hun dets regelsæt i et forsøg på at realisere sig selv. Alanna bliver således en simpel historie om, at piger kan blive hvad som helst og opnå hvad som helst, så længe hjertet banker i brystet. Min læsning af “Alanna” var så medrivende, at jeg også var nødt til at læse det første kapitel af den efterfølgende bog i serien på trods af sin mangelfuldhed og andre bøgers, der ventede på min opmærksomhed.