“Perfume: The Story of a Murderer” af Patrick Süskind


“Perfume: The Story of a Murderer” (org. titel “Das Parfum: Die Geschichte eines Mörder”) af Patrick Süskind, fra forlaget Penguin, udgivet i 2010 (org. udgivet i 1985). Læst på engelsk – originalsproget er tysk.

I det 18. århundreds Paris føder en kvinde et barn på gaden, som hun efterfølgende overlader til skæbnen. Skæbnen vil det dog, at myndighederne får indblik i hendes forræderi af sit eget barn, og hun sendes i fængsel, imens barnet sættes i pleje. Jean-Baptiste Grenouille, som barnet hedder, er født med en særlig egenskab, som gør, at hans duftesans er særligt sensitiv, og i løbet af sin tidlige opvækst samler lagrer han så mange forskellige dufte i sin hukommelse, at han kan finde vej igennem Paris alene ved hjælp af sin næse. I sine tidlige voksen år støder han dog på en duft, som overgår dem alle: duften kommer fra en pige i modenhedsalderen. Duften overmander ham, og hans liv ændres for altid, for resten af sine dage forsøger han at indfange denne særlige duft i et parfumeri, men får at kunne indfange duften, må de der er kilden til den, lade livet…

“Perfume: The Story of a Murderer” er en af de mest perverse romaner, jeg endnu har læst. Jean-Baptistes naturstridige væsen er både fortryllende og frastødende; hans tilværelse er skabt på et fundament af kummerlige vilkår. Han er metodisk og følelsesforladt, når det kommer til drab. Han kaster ikke det mindste blik på sine ofres ansigter, fordi han er så forblændet er deres menneskelige duft, og de unge piger som er genstand for denne uigenkadelige duft bliver aldrig mere end simple ofre for ham; de er mange og navneløse med undtagelse af bare én pige, hvis historie bliver en kort, sideløbende fortælling. Fordi pigerne forbliver ansigtsløse og uden navn, uden den mindste viden om deres baggrund og personlighed, var jeg indefferent over for deres endelige, et bevidst greb fra forfatterens side, er jeg overbevidst om, i et forsøg på at skildre Jean-Baptistes egen indifference. Det virker, og det er uhyggeligt.

There was only one thing the perfume could not do. It could not turn him into a person who could love and be loved like everyone else.”

Selvom Patrick Süskind sætter stærkt forkus på lugtesansen, sprang tydelige billeder mig alligevel i øjnene. Det samme gjorde de mange dufte; jeg kunne ikke dufte dem selv, men igennem billedelige beskrivelser, fik jeg en svag fornemmelse af dem sanseligt. Jeg er dybt forundret og fascineret af forfatterens greb om lugtesansen, og hvordan han forsøger at vække den til live igennem ord, for ord i sig selv bærer ingen duft, men han dypper dem 18. hundredtallets ildelugt fra de parisiske gader, fra Seinen og fra katakomberne, som breder sig som en tyk tågen over enhver gade. Samtidig planter han blomster i dem, som den ordgartner han er, og pludselig er lugten anderledes; fra at være ildebefængt, fuld af død og mørke, spire pludselig en fremmed sødme, der både er forfriskende og faretruende.

Jean-Baptiste bliver igennem hele sit liv fornægtet af kvinder; hans mor fødte og forlod ham, hans pleje mødre og byens nonner, og at han i sine voksne år, hvor kvinderollen i romanen går fra at være en værge et objekt, noget som han føler et pludselig ejerskab over. Denne tematiske del af romanen holdt jeg meget af, fordi der bag ved hele denne perverse absurditet gemmer sig en masse psykologiske reaktionsmønstre og videnskabelige forklaringer. Jean-Baptiste fødes ikke sjofel, han bliver det fordi han igennem sin opvækst fornægte af enhver moderlig kærlighed. “Perfume: The Story of a Murderer” bliver derfor en historie, der handler om langt mere end en usædvanlig mand med en usædvanlig even, der leder ham til at begå en række usædelige handlinger, det bliver snarer en historie om en fornægtet mand, der forsøger at indfange det, som han altid er blevet fornægtet. En mand, som ikke er attraktiv men stadig fuld af lyster, og det er igennem lugtesansen at forfatteren forsøge at udforske lysten på metaforisk vis.

“For people could close their eyes to greatness, to horrors, to beauty, and their ears to melodies or deceiving words. But they couldn’t escape scent. For scent was a brother of breath. Together with breath it entered human beings, who couldn’t defend themselves against it, not if they wanted to live. And scent entered into their very core, went directly to their hearts, and decided for good and all between affection and contempt, disgust and lust, love and hate. He who ruled scent ruled the hearts of men.”

I min læsning blev jeg draget af protagonistens usædelige og sjofle væsen, men historien trak hurtigt i langdrag, begav sig ned af sidegader og blindgyder af overflødighed og ligegyldighed. Forfatteren fortabte sig løbende i sine egne beskrivelser, og fra at være en simpel og håndgribelig historie, skete der et stilistisk skift ved bogens slutning, der væltede mig bagover i en metaforisk eksplosion. Handlingen pakkes pludselig ind i symbolske billeder, der dog, hvis man har øje for det metaforiske skift, er lette at åbne. Til at begynde med, læste jeg historien for vad den var, jeg lod mig ikke lede af det stilistiske og underliggende i teksten, og derfor blev jeg ladt tilbage med min egen uafklarethed i forhold til min vurdering af bogen. Jeg lod den ligge længe, vendte og drejede den i mine tanker, og pludselig fik jeg øje på metaforikken, og historien åbnede sig for mig på et helt andet plan, hvor jeg langt bedre kunne værdsætte den, end da jeg lukkede den ved min læsnings ophør.

Advertisements

6 thoughts on ““Perfume: The Story of a Murderer” af Patrick Süskind

  1. Piskeriset

    Jeg kan ikke finde ud af, om jeg vil læse denne bog. Jeg så filmatiseringen for en række år siden og elskede den første del af filmen, men fandt slutningen mærkelig og malplaceret. Har du set filmen? Og hvis ja, minder slutningen så om bogen, eller er det pure opspind?

    Mvh.
    Den lille Bogblog

    1. Anne Nikoline

      Jeg har faktisk ikke set filmen – endnu! Jeg vil rigtig gerne. AF samme grund kan jeg ikke råde dig, selvom jeg gerne ville. Om ikke andet er bogen uvurderlig smuk i sit udtryk og pæn at have stående. Jeg er i hvert fald glad for, at jeg har læst den.

  2. Rikke

    Åh, den læste jeg, da jeg læste efter BBC-listen. Og det var sådan en pudsig og mærkelig oplevelse, for den var slet ikke lige, hvad jeg havde forventet. Men den ér god. Og makaber. Og mærkelig. Og så, så, så ond og deskriptiv.

    1. Anne Nikoline

      BBC-listen er virkelig også god inspiration til mange gode læsninger, og du har helt ret i at bogen er makaber og mærkelig. Har du set filmatiseringen af den?

  3. Sofie

    Rigtig fin blog du har dig.
    Blot til info er der mange af billederne som ikke kan vises. Det ville jeg få tjekket hvis jeg var dig :D
    Jeg kigger videre og lader mig inspirere :D

    1. Nikoline

      Hej Sofie. Tak for din besked. Jeg ved godt, at der er problemer med flere billeder på flere indlæg, men jeg her endnu ikke haft tid til at nå til bunds i problemet, fordi det er mere omfattende end blot at indsætte dem. Ellers havde jeg fået det klaret. Jeg frygter nemlig, at jeg har mistet den originale billedfil. Men kig endelig løs!

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s