“The Goldfinch” af Donna Tartt


“The Goldfinch” af Donna Tartt, fra forlaget Little, Brown and Company, udgivet i 2013.

“The Goldfinch” er et oliemaleri af en lille fugl, lænket til et foderbræt, der blev malet i 1654 af en af en hollandsk mand ved navn Carel Fabritius, der var elev hos Rembrandts. Det er et maleri, der er kendt for dets farveharmoni og simplicitet, og som igangsætter Donna Tartts kæmpemæssigeroman om drengen Theo Decker, der en dag opholder sig på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt. På et museum i New York, betragter Theo de mange malerier med sin mor, da bygningen eksploderer i røg og murbrokker. Forvirret våger Theo, adskilt fra sin mor, som han ikke kan finde mellem de lemlæstede lig. Midt i forvirringen kommer han i besiddelse af maleriet The Goldfinch, som han tager med fra museet, da han begiver sig hjem for at finde sin mor. Lejligheden er tom og ligeledes bliver hans liv det på et split sekund. Theo overbringes til myndighederne, der kommer på sporet af den alkoholiserede far, der i hans tidlige barndom skabte skår i hverdagen, og han skal nu bo hos ham. Med sig har en et enormt savn efter sin mor og maleriet fra museet, som får en ganske særlig betydning. I takt med at han vokser op balancerer han konstant på grænsen af livet, og han forvilder sig ind i mørke verdener som maleriet bliver genstand for.

Det tog Donna Tartt 50 sider at knuse mit hjerte; en brøkdel inde i bogen, kun i dens spæde begyndelse, sad jeg grådkvalt med hævede øjne og tårevædet kinder, og jeg har aldrig oplevet noget lignende. Tartts prosa er omhyggelig, struktureret om nøje veludvalgte ord og sætninger, som skaber en troværdig og gennemførlig atmosfære; jeg kunne se verdenen igennem Theos øjne allerede få sider inde i denne gigantroman, jeg kunne se gaderne for mig, selvom jeg aldrig har været i Holland, og jeg kunne mærke den gennemtrængende stilhed i museet kun afbrudt af føddernes gang hen over gulvet. Jeg følte mig derfor hurtigt knyttet til Theo og hans uheldige situation, men efter eksplosions sekvensen, rev hun nådesløst mig hjerte itu; jeg græd for Theo, jeg græd for den ulogisk, urimelige og ubarmhjertige situation som sådanne omstændigheder er, og jeg hviskede bønfaldende til Theo, om og om igen, at han ville komme til fornuft, erkende situationens udfald, og da han endelig gjorde det hulkede jeg.

“I had the epiphany that laughter was light, and light was laughter, and that this was the secret of the universe.”

Det tog forfatteren ti år at skrive “The Goldfinch”, den brød stilheden og ventetiden på den fineste vis og indfriede enhver forventning. En så gennemarbejdet roman ser sjældent dagens lys, og selvom jeg var opslugt af bogen til at begynde med, trak den til tider i langdrag, fordi Tartt er så omhyggelig og ikke undlader de mest simple deltajer. Det er også de detaljer som gør, at man som læser danner sig de klareste billeder af handlingen og dens aktører, og det harmonerer så smuk i en symbiose uden lige. Alligevel blev jeg svimmel af de mange ord, som gjorde at bogen på én gang både er et værk uden ende og alt, alt, alt for hurtigt forbi. Historien er foræres dog ikke; den har huller og er ufuldkommen, fordi Theo fortæller ikke alt, fordi han ikke ved alt, og der bliver på den måde noget human og virkelighedstro over romanen. Der fortælles ikke mere end det, der vides, eller det som der ønskes at videregive, men det, som fortælles er smukke, velvalgte og ikke mindst velovervejede ord som gør, at jeg forsat betragter Donna Tartt med stor ærefrygt for sin intelligens og beundring for sine ord.

På 800 sider, maler forfatteren Theo Deckers dannelsesrejse, som fører ham gennem en mangfoldighed af landskaber; hos sin far, der falder tilbage i fortidige vaner, hjemløs i New York strejfer han omkring, uden hjem finder han sig til rette hos en stofmisbrugere i en forstad til Las Vegas og senere hos i et baglokale hos en møbelsnedker, og til sidst i et snusket hotelværelse med stoffer pulserende gennem årerne, blændet af sorg og afsavn til sin mor. Selvom Theo ufrivilligt begiver sig ned af tilværelsens mørkelagte sidegader, så holdt jeg ubetinget af ham. Jeg holdt af ham, fordi jeg følte for ham; hele sit eksistensgrundlag er bygget på et fatalt mørke i hans hukommelse, på et maleri som han vogter og forbander. Det slår mørke rødder i hans tanker, skaber en sygelig besættelse for at besidde det og smatidig beskytte det, og det følger det ham overalt i hans tanker som en evig påmindelse om fortiden, som den sidste forbindelse til sin mor, en forbindelse som han ikke kan afbryde.

“But sometimes, unexpectedly, grief pounded over me in waves that left me gasping; and when the waves washed back, I found myself looking out over a brackish wreck which was illumined in a light so lucid, so heartsick and empty, that I could hardly remember that the world had ever been anything but dead.”

Intertekstualiteten vejer tungt i romanen, og afpejler en intelligent og levende baggrund fortællingen. Tartt begynder med Fabritius, og bevæger sig videre til Rembrandt, Manet, Proust og endda den bebrillede Harry Potter. Hun giver på ny liv til Nietzsche ord om at ”we have art in order not to die from the truth.” Navne af genkendelighed skaber en rød tråd i bogen, og Tartt diskuterer gerne kunstens vigtighed hvad end den kommer i form af penselstrøg eller blyantens formning af bogstaver og ord. De sidste 20 sider af romanen er noget af de smukkeste, mest tankevækkende og inspirerende jeg længe har læst; deres essens sad længe i mig, og jeg genlæste dem uophørligt for at memorere deres skønhed og pointer. Romanens tykkelse gjorde mig ofte ør og svimmel, på samme måde som jeg blev rundtosset af referencerne, men på samme måde føler jeg, at Donna Tartt har givet liv til noget levende, sådan som kunst bør være. “The Goldnich” vækker følelser og giver stof til eftertanke og fortæller en historie, hvor en stor del af den også er at finde mellem linjerne i det usagte.

Det forekommer mig umuligt at skrive et sammenhænge indlæg på en anstændig længde om en roman, der har så meget på spil, hvor så mange liv sammenflettes og miljøer mødes. Den er fyldt med smukke ord, som jeg inderligt ønsker at fremhæve, men samtidig var bogen i al sin glans også en smule tung at komme igennem, tung fordi jeg ikke kunne se, hvordan det nogensinde skulle ende godt for Theo, og selvom jeg stadig ikke er sikker på, at det nogensinde vil, så holder jeg virkelig af den menneskelighed, som ligger i bogen. Tartt gengiver et fiktivt liv som var det levet, og livet er ikke altid rimeligt, og tingene går ikke altid som planlagt, men det er det, som skaber os og gør, at vi forsøger igen i morgen i håbet om at slippe af med den håbløshed vi til tider føler, for at overkomme de fiaskoer, som vi oplever, for at vende dem til succes og erstatte tomheden i brystet med varme. “The Goldfinch” var virkelig vær at vente på.

“To understand the world at all, sometimes you could only focus on a tiny bit of it, look very hard at what was close to hand and make it stand in for the whole;”

Reklamer

5 thoughts on ““The Goldfinch” af Donna Tartt

  1. frkskou

    Hmm, har jeg fået noget helt galt fat i romanen – det er da på et museum i New York det hele sker, ligesom Theo og hans mor bor i byen. Theo er først i Holland senere i romanen.

    Anyway, det er en skøn roman – og jeg synes, det var frygtelig at læse de første sider – kombinationen af terror og at et barn mister sin mor er bare forfærdelig – og Tartt beskriver det så virkelighedstro, at det gør ondt!

    1. Anne Nikoline

      Hov, det er min fejl – museet som Theo besøger er Metropolitan Museum of Art, og det ligger ganske rigtig i New York. Det er en smutter fra min side.

      Det er en rigtig skøn roman, og de første sider er rædselsfulde på grund af handlingen. Åh, hvor gør de dog ondt at læse.

  2. Astrid

    Ak! Jeg vil SÅ gerne læse Stillidsen – det lyder som en helt enestående læseoplevelse! Skal lige have nydt min stak af ulæste bøger først;)

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s