“Vi burde alle være feminister” af Chimamanda Ngozi Adichie


“Vi burde alle være feminister” (org. titel “We Should All Be Feminists”) af Chimamanda Ngozi Adichie, fra forlaget Gyldendal, udgivet i 2014. Læst på dansk – originalsproget er engelsk. Anmeldereksemplar fra Gyldendal.

I begyndelsen af 2014 holdt afrikansk-amerikanske Chimamanda Ngozi Adichie, der er feminist og forkæmper for kvinders rettigheder, en tale om selv samme emne. Dette essay er den tale, som hun holdt i TEDTalks, hvori hun præsenterer en definition af feminisme i det 21. århundrede, hvor hun trækker på egne oplevelser af sit køns begrænsninger, og hendes forståelse for kønspolitikken og den ofte tilsørede virkelighed er stor og indsigtsfuld. Samtidig opfordrer hun til, at vi alle burde være feminister.

Det er betagende, hvordan en lille bog indholdende et lige så lille essay på blot 64 sider kan rumme så store menneskelig værdisæt, men det gør “Vi burde alle være feminister” af Chimamanda Ngozi Adichie. Jeg har siden jeg så hendes tale i begyndelsen af sidste år beundret hende meget; hun emner at få feminismen til at handle mere om hvide middelklasse kvinder, sådan som den snævre feministiske møde er netop nu. Hun formår at påpege, at kvinderettigheder ikke alene handler om retten til at bestemme over sin egen krop, men om hvordan menneskets opfattelse, der både gælder for mænd og kvinder, ikke har udviklet sig betydeligt, og deri består problemet.

“Nogle spørger mig: ‘Hvorfordet ord, feminist? Hvorfor ikke bare sige, at du går ind for menneskerettigheder eller noget i den stil?’ Fordi det vil være uærlig. Feminisme er, selvfølgelig, en del af de generelle menneskerettigheder – men at vælge det vage udtryk menneskerettigheder, er at fornægte eksistens af specifikke kønsproblematikker. Det vil være en måde, hvorpå vi kunne lade, som det ikke var kvinder, der i århundrede har været ekskluderet. Det ville være en måde, hvorpå man ville lade som om problemerne ved køn ikke specifikt handlede om kvinder. At problemet ikke handlede om at være menneske, men specifikt om at være et kvindeligt menneske. ”

Adichie tager afsæt i sin veninde Louis, der ikke kan forstå, hvorfor tilværelsen skulle være anderledes for kvinder, og hendes synspunkter skar mig i ørerne, fordi jeg selv har venner og bekendte, der har tilsvarende synspunkter. Alene det at kvinder kan stemme, få uddannelse og tjene egne penge betyder ikke, at opfattelsen af kvinder har ændret sig tilsvarende. Fordi feminister, og her taler jeg også om mandlige feminister, har kæmpet for kvinderettigheder og fået dem gennemtrumfet, så har det resterende samfund ikke nødvendigvis ændret mening om kvinder. Desuden er uddannelse og retten til at tjene og eje ikke universel; rundt om i verden er kvinder stadig afhængige af at blive gift for at blive forsørget, og mange nægtes uddannelse forsat.

Det er ikke Adichies agenda at nedsættende skældsord om mænd, afbrænde sine trusser eller tale om rettigheden til kønsbehåring, hun taler fundementalt om almene rettigheder, som mange kvinder forsat nægtes. Hun taler om vigtigheden af selvstændighed hvad end man er mand eller kvinde, og hun taler om at feminisme ikke handler om at dele kønnet traditionelt op, men at den opdeling, som der har været siden tidernes morgen altid har forsømt kvinden. Han taler om hvordan kvinden er skabt i mandens billede, præcis som da hun som barn blev bedt om at lade Indomie-nudler til sin bror, fordi det at lave mad indiskutabelt var en kvindes opgave. Adichie taler også om det at nedbryde synet på manden som et væsen uden følelser, samtidig med at hun opfordrer til, at enhver forældre bør lære deres børn selvstændighed uanset køn: melder sulten sig, så sørger man selv for at stille den, det er ikke et kønsdefineret arbejde.

“En nigeriansk bekendt spurgte mig engang, om jeg ikke var bekymret for, om mænd ville blive bange for mig. Jeg var overhovedet ikke bekymret – det var ikke engang faldt mig ind at være bekymret, for en mand, der ville blive bangefor mig, er præcis den slags mand, jeg ikke ville være interesseret i.”

“Vi burde alle være feminister” tager hånd om etnicitet, med særligt henblik på det at være afrikaner, fordi der forsat er mange kønsmæssige problemstillinger, som ikke i samme grad er at finde i den vestlige verden. Jeg holder af hendes fremgangsmåde som er personlig berettende, ærlig og oprigtigt, og hendes måde at udtrykkeliggøre sig på er beslutsom uden at være fingerpegende. Adichie peger ikke fingre af mændenes dominans, men hun irettesætter heller ikke kvinder for ikke selv at tage roret. I stedet opfordret hun til noget så simpelt som at være bedre mennesker. Bare en lille smule.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.