Vi må snakke om Christian Grey


For nyligt læste jeg et fint indlæg hos Rikke fra Flyv med mig, hvor hun talte om det at læse med forskellige briller på, og siden da har jeg spekuleret meget over min egen læsning. Jeg tror på, at en bog bedst åbner sig for sin læser, hvis den mødes med åbenhed, noget mit studie i litteraturvidenskab er netop en øvelse i. Et fag kan kræve, at jeg læser bøger med en bestemt vinkel, og må tilsidesætte min egen mening, selvom jeg naturligvis ikke kan fraskrive mig den. Min tilgang til bøger er ofte også bestemt af en bogs genre; jeg forventer mig ikke det samme af en chick-lit roman, som jeg forventer mig af en bog, der er blevet kategoriseret som en klassiker, selvom jeg stiller krav til begge typer bøger. Min bachelor uddannelse på universitet er ved at nå til ende, og jeg må dog erkende, at jeg kun evner at læse med forskellige briller på til en hvis grænse, for samtidig handler mit studie også om at forholde sig kritisk til læsning. Mit indlæg er ikke tiltænkt som en fingerpegning af andres læsning andet end min egen.

Jeg har læst passager af ”Fifty Shades of Grey” af E L James, men jeg kan hverken overkomme eller magte den. Der er for meget i dens komposition, der skriger i mine øjne, og for meget på det indholdsmæssige plan, som strider imod flere af mine holdninger til at jeg kan forlig mig med den, læse den for hvad den af, og nyde den for sin historie. ”Fifty Shades of Grey” er ikke den eneste bog, hvor jeg har følt det sådan, men den udgør blot et eksempel for min tankestrøm. Jeg kan se igennem fingre med bogens sprog, med dens mangelfuldheder, og sågar det umulige faktum, at bogens hovedperson så absurd mener at kommunikere med sin underbevidsthed, en indlysende umulighed, som jeg ikke forstår at bogens redaktør ikke har valgt at irettesætte med et andet ordvalg. Selvom det skriger mig i øjnene, så kan jeg se igennem fingre med det. Noget som jeg ikke kan se bort fra er bogens romantisering af voldelige parforhold, noget som den norske forfatter Olaf Moriarty Solstrand så vigtigt problematiserer i sin artikel “Vi må snakke om Christian”, som også findes i en engelsk oversættelse. På trods af at bøgerne er skrevet som fiktion, bestræber Solstrands sig på at læse den første bogs handling ud fra et objektivt syn for at rationalisere dens handling. Hans læsning får mig til at krumme tæer, fordi den peger i retning af en irrationel idollisering af en mand med psykopatiske træk, og det er skræmmende.

Den manglende konsensus mellem Anastasia og Christian bortforklares med BDSM, en bred betegnelse for en type sex mellem to partnere, en dominerende og en underdanig, hvor sidstenævnte fylder akkurat lige så meget i akten som den dominerende part. Forholdet baserer på gensidig respekt og konsensus, og netop dette er fraværende i “Fifty Shades of Grey”. Ligeledes er jeg heller ikke stødt på et safeword, som kan afbryde akten, såfremt den ene part ønsker det, og i grunden tror jeg ikke at et ord ville være nogen betydningsmæssig hindring for Christian Grey. Der er heller ikke den vigtige aftercare. Jeg synes det er problematisk, tilsvarende med artiklens pointer, at bøgerne romantiserer et parforhold, som rigtig mange modvilligt befinder sig i med en type som som de ikke kan løsrive sig fra. Betyder det så, at det ikke er muligt at skrive om bøger, der handler om virkelighedens skyggesider? Det mener jeg bestemt, at det kan lade sig gøre. Et utal af bøger evner at behandle disse balancesvære emner med stor respekt uden at historierne mister deres glød. Jeg er enig med Solstrans, når han skriver i sin artikel: “Folk må sjølvsagt få lov til å lese kva dei vil” for det ser jeg som en enormt vigtig pointe, men en endnu vigtigere pointe er den, som han skriver efterfølgende som en afslutning på sin artikel: “Men når ein så psykopatisk karakter blir så idolisert som dette, er vi heilt nøydt til å snakke om det.” Jeg ville elske, hvis jeg ubetinget kunne læse en bog efter dens egne præmisser, men det kan jeg ganske enkelt ikke, og lige netop med “Fifty Shades og Grey” står jeg partout på bagben.

Hvad er jeres forhold til Fifty Shades-bøgerne? Og hvad tænker I om Olaf Moriarty Solstrands artikel? Tror I på, at man ubetinget kan læse bøgerne med forskellige syn, eller snubler i til tider også over egne intentioner, ligesom jeg?

Reklamer

21 thoughts on “Vi må snakke om Christian Grey

  1. Josefine

    Jeg finder din definition af BDSM problematisk, og jeg vil derfor tillade mig at uddybe en smule.
    Et sundt BDSM-forhold baserer sig nemlig ikke på hårdhed og dominans alene. Alle BDSM-forhold er meget forskellige, men fælles for de sunde forhold er, at det kræver en lige så høj grad af tillid og kærlighed, en villighed til at gå langt for at glæde sin partner, for slet ikke at tale om den meget vigtige aftercare, der altid bør finde sted efter en scene.
    Herudover er der den noget mere usexede planlægning, der går forud for scenen, hvor der aftales præcis, hvad der skal ske.
    Et sådant BDSM-forhold indeholder mindst to parter, en dominerende og en submissiv, og den submissive fylder akkurat lige så meget i legen, som den dominerende. Desværre er det ikke en lige så udtalt og omdiskuteret del af kulturen, og derfor ender folk, der dyrker BDSM ofte med at blive stemplet som voldelige, underkuede eller bare i det hele taget forkerte og perverse.
    Alt det her kan man læse sig frem til ved at læse de kritiske anmeldelser af Fifty Shades of Grey, der allerede findes, og selvom det ikke er din mission at afstigmatisere BDSM, syntes jeg alligevel lige, at jeg ville tilføje lidt ekstra information.
    Herudover er din kritik af fremstillingen af BDSM-akten selvfølgelig fuldstændig berettiget, og det er et rigtigt vigtigt emne at tage fat i. BDSM kan være fifty shades of farligt, hvis man tror, man kan gå i gang med det efter at have læst Fifty Shades of Grey.

    1. Anne Nikoline

      BDSM er er et kompleks begreb, og jeg forsøgte at gøre det meget kort – det er jeg ikke sikker på, kan lade sig gøre. Jeg er helt enig med det du skriver, og min meget korte forklaring af begrebet afspejler sig i lige præcis du skriver. Måske burde jeg tilføje noget af det du skriver – særligt det med aftercare, som også er manglende i Fifty Shades. Og igen synes jeg bare ikke at BDSM er en rigtig betegnelse for den form af sex, der udspiller sig i i bøgerne.

      Jeg læste også en artikel om problemet ved at tro, at man kan dyrke BDSM efter at have læst Fifty Shades. Der var også en kvinde, der skrev om problematiseringen af det mainstream forhold der bliver til BDSM – altså folks forhold til det er mangelfuldt rent informationsmæssigt.

  2. Regitze Xenia

    Spændende – og vigtigt indlæg! Jeg har ikke læst den artikel du refererer til, men den lyder til at være interessant.

    Jeg tror næsten ikke, at jeg kan være mere enig. Lige som dig har jeg kun læst få passager fra bogen, men af mange af de samme årsager som dig, vil jeg ikke læse den. Alt jeg har fundet, eller læst mig frem til, om at den skulle være dårligt skrevet og så videre, det ville været noget, man ville kunne komme over – der er mange andre bøger, hvor karakterene er flade, plottet er ikke-eksisterende og hvor flere ord eller sætninger bruges igen og igen. Mit problem er, ret lig det du skriver om, denne romantisering af hovedpersonernes voldelige forhold.
    Som du også selv skriver, så er det muligt at skrive gode og indsigtfulde bøger, som handler om de mere alvorlige skyggesider af livet, men problemet med 50SoG er at det voldelige forhold og Christian Greys psykopatiske personlighedstræk bliver kamufleret som det, forfatteren kalder BDSM. Jeg vælger at skrive det sådan, fordi, som det også nævnes i kommentaren ovenfor, så bliver det virkelig problematisk, hvis folk tror at BDSM er, som det er beskrevet i 50SoG bøgerne.

    Vi studerer det samme, så mantraet om at læse bøger fra forskellige indgangsvinkler og med forskellige briller på, er også noget jeg hører igen og igen. Men der er bare visse bøger, hvor jeg ikke tror på, at det er muligt at “tage andre briller på end ens egne”. Og jeg kommer derfor aldrig til at læse 50SoG.

    1. Anne Nikoline

      Jeg forventer på ingen måde, at læserne skal erklære sig ubetinget enig med mig i mine udsagn, men derfor holdt jeg nu alligevel vejret, da jeg udgav mit indlæg, og jeg er derfor glad for, at jeg ikke er ene om mit syn på Grey og Fifty Shades. Som du siger, findes der netop et hav af bøger, hvor sproget er dårligt, karaktererne flade og hvor gendrivelser er udgangspunktet, så det er ikke derfor, at Fifty ikke vinder indpas hos mig. Det er også en rigtig god pointe, ligesom Josefine kommer med, at BDSM er noget andet end det, som det introduceres som i bøgerne. Jeg skal ikke kunne gøre mig klog på eller forsøge at generalisere, hvad det er den moderne kvinde gerne vil have af en mand, men jeg har svært ved at forestille mig, at det er direkte farlige forhold, som de er interesseret i. Jeg tror snarer det er dominans, en mand der tør tage fat og irettesætte der, hvor det hører sig til, og det er det, som sælger Fifty Sades, tror jeg. Den handler om en smuk erfaren mand, og en ordinær kvinde (som gør at den almindelige kvinde kan sætte sig i hendes sted, når hun læser bogen, på samme måde som hun kan det med Bella Swan i “Twilight”). Problemet er bare, at bag det smukke ydre gemmer der sig en psykopat, en voldsmand, sådan læser jeg bogen i hvert fald.

    1. Anne Nikoline

      Der er heller ingen skam i at have læst bøgerne. Det synes jeg virkelig ikke. Bøgerne gjorde virkelig underværker for det engelske bogmarked og formåede at løfte det ud af en tørkeperiode af økonomiske problemer, så bøgerne har også bragt godt med sig. Tak for henvisningen til din side!

  3. PeacefulAngel

    Jeg har kun læst den aller første af dem og jeg brød mig så lidt om Greys måde at være på og Anastasias manglende evne til at lette røven og komme ud af det forhold. Jeg læste kun bogen færdig, fordi jeg blev nødt til at vide om hun kom ud af det forhold. Skrækkelig mange tæsk i den bog og det er bare på en ellee anden måde grostesk at folk hylde Grey så meget og nogen endda siger de er forelsket i ham.. Adrk

    1. Anne Nikoline

      Man er næppe et dårligt menneske, fordi man kan lide bøgerne. Det synes jeg ikke der er noget skammeligt i. Jeg synes dog derimod at man nødvendigvis må stille sig kritisk over for den bagvedliggende del, som er at finde i bøgerne. Jeg tror, uden at jeg ved det, at de der mener at være forelsket i Grey er forelsket i tanken om den velhavende mand, der tør tage fat og dominere. Grey er bare for meget over grænsen, og laver man en psykopati-test på ham, score han virkelig højt på den liste. Det er bare interessant…

      1. PeacefulAngel

        Nej man er skam slet ikke et dårligt menneske, hvis man læser dem. Jeg har jo også læst den første og det er da slet ikke dårligt skrevet, hvis du spørger mig :)

        Jeg tror du har ret i at han vil score højt på en psykopat test. Det skræmte mig lidt at han var alle vegne, sådan lidt stalker agtigt… puha

  4. Carina

    Jeg må indrømme, at jeg slet ikke er enig. Jeg kan virkelig ikke se problematikken i at skrive en bog, der handler om en mand, der tænder på at dominere – og en kvinde, der glædeligt tager i mod. Jeg forstår faktisk ikke hvad problemet er? Hvad er det man mener kan være konsekvensen af sådan en bog?

    Jeg er derimod helt enig med dig i, at kommunikationen mellem Anastasia og hendes ”inner goddess” er frygtelig. Men jeg synes bøgerne fungerer som de skal – altså erotisk litteratur, eller vel egentlig bare som porno.

    1. Anne Nikoline

      For mig at se, så er problematikken den, at Anastasia til at begynde med ikke ønsker at blive domineret, men hun lader sig overtale, fordi Grey er som han er: flot, rig, dominerende, en rigtig mand, vil nogen sikkert sige. Jeg synes det er et problem, hvis du læser artiklen, som forsøger at skildre handlingen objektivt for så til sidst at sige, at det er sådan Fifty Shades er struktureret. Den læsning vidner om, at Grey er manipulerende, en stalker og en række andre ting, som gør ham til en psykopatisk karakter, og det er hyldningen af denne, jeg ser som et problem.

      Inner goddess er frygteligt! Argh, jeg krummer helt tæer ved tanken!

      1. Carina

        Jeg synes ikke, at handlingen er så sort/hvid, som Lars beskriver det i sin artikel. Som jeg læste historien, så havde Anastasia da bestemt lyst. Hendes hjerne sagde nej, men hendes hjerte (og andet) sagde ja.

        Men hvis vi siger, at Lars’ opsummering af historien er korrekt, så synes jeg stadig ikke det er et problem. For jeg kan ikke se, hvordan historien kan have nogen negative konsekvenser for nogen? Jeg er ganske overbevist om, der ikke lige pludselig er tusindvis af kvinder, der falder i armene på psykopater, bare fordi de har læst bogen. Hvis de gør, er jeg ret overbevist om, at de ville have gjort det alligevel – bogen eller ej.

        Det er i min optik lidt samme debat mht. computerspil. Og der har jeg samme holdning: jeg tror overhovedet ikke på, at min mand bliver lejemorder af at spille ‘Hitman’. Jeg tror bestemt heller ikke, at han bliver hverken Bandidos eller HA’er, fordi han ser ‘Sons of anarchy’, der i den grad idoliserer rockermiljøet. Og derfor har jeg heller ingen problemer med ‘Fifty Shades of Grey’.- altså, udover hendes inner goddes! :)

      2. Anne Nikoline

        Det handler heller ikke om, at kvinder fremover falder i armene på psykopater, det handler om, at bogens egentlige psykopat bliver hyldet, og det er da bestemt noget, der er nødt til at blive talt om. Jeg synes også det er at værd at tale om, hvordan Christian ikke respekterer, når Anastasia siger nej. For mig at se, at et verbalt nej, som hun gentagende gange bruger over for Christan et nej – uanset hvad hendes hjerte ellers må sige. Han respekterer hende ikke, og selvom hun måske bagefter eller midt i akten synes, det hele sceancen egentlig er okay, så er nej altid et nej.

        Lad os antage at Lars’ læsning er i spil, så ser jeg et problem i, at den handler om stalking, om en kvinde, der langsomt pilles ned af et stort ego. Det er ofte sådan at voldsramte parforhold starter ud. Jeg har ikke selv været i et, men jeg har oplevet det på nært hold igennem noget familie, og det er virkelig skræmmende. Jeg tror heller ikke på, at man som mand bliver psykopat af at læse Fifty Shades, ligesåvel som mænd ikke bliver det af at læse American Psycho. Jeg synes bare det opritgit er problematisk, at man som mennesker hylder denne form for parforhold i forstillingen om noget helt andet. Hvis man fremstiller Lars’ læsning over for et andet menneske og spørger, om de kunne tænke sig sådan et forhold, så tror jeg oprigtigt, at de fleste vil svare nej, fordi det netop er sygeligt, grænsebrydende og individsreducerende. Men fordi det er pakket indi glansbilledet om en velhavende og smuk mand, så er det pludselig svært at se.

  5. Carina

    Jeg tror ærlig talt, der bliver lagt alt for meget mening i bogen, end hvad der nogensinde er blevet tiltænkt. Jeg synes virkelig, at Lars overanalyserer den. Er bogen i virkeligheden ikke bare en omgang porno? Og hvis vi skal til at analysere porno generelt, så ved jeg da virkelig ikke hvor vi vil ende!

    Der er bare så hulens langt fra fantasi til virkelighed. Så selvom man tænder på en mand, der i Lars’ optik er en voldsmand (og i min optik bare en dominerende mand), så er der da virkelig langt fra at fantasere om Christian Grey, til at havne i et voldsramt forhold. Som jeg ser det, kan det maks ende i noget seriøst akavet sex med sin mand/kæreste/kone, eller man kan være vældig heldig, at få lidt krydderi på tilværelsen. Præcis ligesom porno ellers bliver brugt.

    Om så Lars har ret i sin antagelse, at Fifty Shades idylliserer voldsramte forhold, så ser jeg det som et lige så lille problem, som at andre pornofilm idylliserer blikkenslagerjobbet. Jeg tror ikke, at der er kommet et boom i ansøgere som blikkenslagere, selvom de i mange film ser ud til at være yderst omsværmede. Og jeg tror heller ikke, at nogen kvinder ændrer syn på voldsramte forhold, af at læse Fifty Shades.

    1. Carina

      Hov, kunne ikke lige finde ud af at fortsætte tråden :)

      Men jeg glemte helt:
      Du skriver: ”det handler om, at bogens egentlige psykopat bliver hyldet, og det er da bestemt noget, der er nødt til at blive talt om” og ”Jeg synes bare det opritgit er problematisk, at man som mennesker hylder denne form for parforhold i forstillingen om noget helt andet.” Men hvorfor skal det snakkes om, og hvorfor er det problematisk? Det er virkelig ikke for at være provokerende, men simpelthen fordi jeg ikke forstår problematikken. For hvis vi begge er enige i, at der ikke er nogen kvinder, der kommer til at kaste sig i armene på en psykopat pga. bogen, hvad er det så problemet er? Hvis der ikke alligevel er nogen negative konsekvenser ved bogen, hvorfor skal vi så overhovedet have den her diskussion? (Og ikke fordi jeg ikke gerne vil diskutere, jeg synes det er frygtelig spændende :D)

      1. Frk. Hyms

        Undskyld jeg blander mig :)

        Men problemet for mig ligger i at hvis en kvinde ender i et sådan forhold, hvor hendes hjerne (og mund) siger nej, men hendes krop siger ja, så kan romantiseringen fra bøgerne eventuelt have indflydelse på hendes tanker og dermed sørge for at hun bliver hos klaphatten. Hvis en mand stalker dig, ignorerer dine ønsker og konsekvent er ligeglad med, hvad du siger, så kom væk fra ham med det samme – det burde være klart for enhver kvinde, men Anastacias syge forhold til Christian viser, at man jo selvfølgelig kan redde sådan en stakkels stakkels mand, så man skal da give ham en chance. Så det skal diskuteres netop for at sørge for at kvinder IKKE tror at sådan en mand er romantisk/charmerende/dejlig/kan reddes, men derimod skal det gøres helt klart at sådan en mand skal have professionelt hjælp og at man skal væk derfra så hurtigt så muligt! Fordi der kan være negative konsekvenser – måske sker det ikke, men præcis som med alt andet er oplysning vigtigt (og for lige at smide den over på porno-samtalen, så var en del af seksual-undervisningen i min folkeskole at gøre det klart hvor komplet urealistisk porno rent faktisk er. Og på seminariet har vi haft et to dages seksual-undervisnings-kursus der netop også gjorde det klart for os at vi skal hjælpe eleverne til at forstå at porno og sex i virkeligheden er to meget forskellige ting).

        Anne Nikoline – super godt indlæg og tak for henvisningen til artiklen :)
        Jeg håber virkelig, den her kommentar giver mening :)

      2. Anne Nikoline

        Du skal være så velkommen. Jeg synes dine pointer er rigtig fine. Jeg må dog påpege, at det ikke altid er helt så let at slippe af med en partner, som er så voldig – både fysisk ogpyskisk – som det måske kan synes. Processen starter ofte godt ud: partneren er spændende, sød og kærlighed, og ganske langsomt ændres det, og da er det allerede for sent, fordi han eller hun gradvist har ændret ens adfærd radikalt. Jeg tror dog, at rigtig mange, som er i sådan et forhold, er klar over, at de burde komme ud af et sådan forhold, men derfor til at gøre det er lang. Mennesker som, lad os tage Grey, formår at ændre tankemønstre i ens hoved, så man til sidst tror på, at man måske ikke fortjener bedre, at det er en selv, der er noget galt med osv. Det er noget så uhyggeligt. Virkelig god pointe du har med at Grey ikke skal reddes, og at kvinder ikke behøver se det nødvendigt at træde ind og muliggøre hans transformation. Desuden er jeg enig med dig i, at der er stor forskel på sex og porno, men også på sex og kærlighed.

    2. Anne Nikoline

      Men er det ikke ofte sådan med kritiske læsninger og læsninger i det hele taget? De læsende øjne ligger jo noget i den læsning han eller hun foretager sig, og selv hvis bøgerne i manges øjne skulle være underholdende – selv hvis de bare er pornografiske historier, som du selv foreslår, så bliver det bare endnu et ene, som jeg finder det nødvendigt at debattere. Hylder vi pludselig porno industrien for dens kunstighed og følelsesforladte væsen, hvor kvinden som oftest reduceres til nydelse uden at selv at være i centrum for denne? Hvis Fifty Shades er en ‘pornobog’ som er blevet en bestseller, så er vi virkelig også nødt til at tale om den tendens.

      Synspunkter er forskellige, og det er det, som gør denne debat spændende, men jeg må ærligt indrømme, at jeg ikke forstår, at du ikke kan følges artiklens objektive gennemgang. Se bort fra Grey. Det som bliver skildret er ikke mindre end sygeligt; en mand stalker en kvinde, invadere hendes liv, krænker hende og understreger hele tiden, hvordan hun må tilpasse sig hans temperament hans ønsker og hans vilje. Uanset hvor flot en mand der sidder i den anden ende af sådanne udtalelser, så er han syg – det samme vil gælde, hvis det var en kvinde. Jeg tror desværre heller ikke, at mange læser om de voldsramte forhold i Fifty Shades, men det tror jeg skyldes, at den bog ikke bliver læst kritisk, den læses som fornøjelseslæsning, og det er også okay. Vi kan læse lige hvad vi ønsker os, men derfor mener jeg stadig, at man som læser nødvendigvis må være kritisk i sin læsning – selv når det bare er for fornøjelsens skyld.

      1. Carina

        Jeg synes ikke, man nødvendigvis skal være kritisk i sin fornøjelseslæsning. Det er måske egentlig derfor, at vi er uenige. F.eks. vil jeg gerne læse Shopaholic, uden at være kritisk for hendes overforbrug. Jeg vil også meget gerne se Kill Bill, uden at være kritisk overfor mængden af blod, der åbenbart kan komme fra et snitsår. Og jeg vil også gerne læse Fifty Shades, uden at forholde mig kritisk til voldsramte forhold. Jeg synes det kommer helt, helt an på genren, før kritik er nødvendigt. Personligt vil meget af min fornøjelseslæsning miste noget af glansen, hvis jeg samtidig skal forholde mig kritisk til det ene og andet. Jeg vil egentlig bare fornøjes – hvor dumt/over-the-top/plat det egentlig er. Hvis det fornøjer mig, så fungerer det, og intet andet.

        Der skal ikke være nogen tvivl om, at jeg selvfølgelig ikke sympatiserer med psykopatiske mænd eller voldsramte forhold. Jeg vil meget gerne være med til at gøre noget forebyggende, så færre kvinder (og mænd) ender i et sådan forhold. Men jeg mener helt klart ikke, at en debat af Fifty Shades hjælper det på det problem – fordi det ikke er en bog, der på nogen måder er alvorlig. Den er skrevet kun med fornøjelse in mente, og lægger ikke op til hverken eftertanke eller fordybelse. Hele kulissen i bogen er jo utroværdig. Og når den er det, tror jeg heller ikke at mange, kan tage Anastasias og Greys forhold særlig seriøst (og dermed heller ikke debatten).

        Altså, jeg synes debatten om voldsramte parforhold er yderst relevant. Men jeg synes ikke, at man skaber en troværdig debat om emnet, når man tager udgangspunkt i en bog, der kun er skrevet til fornøjelseslæsning og intet andet. Jeg er i hvert fald overbevist om, at forfatteren ikke skrev den med voldsramte kvinder in mente, hvilket gør en meget stor forskel for mig.

        Ja, undskyld det er så rodet. Men jeg er syg, og har en smule svært ved at samle mig. Men jeg håber det er læseligt :)

      2. Anne Nikoline

        Jeg tror heller ikke at E L James skrev bogen for at skrive om moralske eller politiske emner. Jeg tror også, at hun skrev den af lyst. Derfor mener jeg nu alligevel, at det er nødvendigt at forholde sig kritisk til bogen på baggrund af det udslag den har gjort. Den er blevet en bestseller, så den skal tages alvorligt, og når en bestseller handler om en psykopatisk karakter, som kvinder verden over hylder, er det så ikke problematisk eller debatterbart? Jeg mener så langt fra at debatten mester sin relevans fordi bogen ikke nødvendigvis skal tages så højtideligt. Jeg skrev netop indlægget på baggrund af utallige indlæg om Grey, idolisering og misbrug i forhold, samt måden hvorpå den fejler i at beskrive BDSM. Det er en dabat som fylder rigtig meget, som har rigtig mange vinkler, og derfor tog jeg den op.

        Selvfølgelig skal man kunne læse bøger uden at tænke for meget – det er ofte derfor jeg læser chick-lit bøger, når jeg er i det humør. Selvom de underholder mig og er hurtigt læste, forholder jeg mig alligevel til dem, fordi det kommer helt naturligt. Jeg kan godt se det sjove i Shopaholic, og jeg har da også både grint af og med Rebecca, men derfor kan jeg alligevel godt tage stilling til bogen ud over den underholdningsværdig, som den har, fordi jeg også mener at dens underholdningsværdi ligger i en bogs sprog, struktur og emner – og ikke mindst behandlingen af selv samme. Det er der, de for mig går galt med Fifty Shades, selvom det næppe har været forfatterens intention at skrive voldsramte parforhold.

  6. Carina

    Frk. Hyms – jeg kan ikke finde ud af at svare dig direkte, så du får lige svar sådan her stedet :)

    Jeg havde ikke set, at du havde skrevet. Men du må selvfølgelig meget gerne blande dig :)

    I bund og grund går vores uenighed nok på, at du tror at Fifty Shades kan have en indflydelse på nogle kvinder: spore dem ind på et voldeligt parforhold (fordi det er blive idylliseret i bogen), tro at de kan redde den stakkels mand, osv.
    Det tror jeg simpelthen ikke, at bogen er i stand til. Det er den for useriøs til, efter min mening. Jeg synes, at debatten er vigtig – men ikke med Fifty Shades som fundament, for det får hele debatten til at være lige så useriøs som bogen. Hvis genren havde været en anden og meget mere alvorlig, havde denne debat helt sikkert været en anden.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s