“Wide Sargasso Sea” af Jean Rhys


“Wide Sargasso Sea” af Jean Rhys, fra forlaget Penguin Books, udgivet i 2006 (org. udgivet i 1966).

Jean Rhys giver med sin roman “Wide Sargasso Sea” en stemme til den forsømte kvinde, der i Charlotte Brontës “Jane Eyre” holdes indespærret, som en skygge i Mr. Rochester liv. Rhys fortæller hendes historie, forsøger at give hende en stemme, og lade hende komme til orde; hun er ikke bare den gale kvinde bag lås og slå, hendes situation er kompleks. Antoinette Cosway vokser op i Caribien i en lille by, hvor hun og sin familie befinder sig i en gråzone, der skaber røre i byen; familien er af hvid afstamning, men de er også fattige, og de caribiske indfødte, der også lever side om side med rige vesterlændinge, føler sig hævet over Cosway-familien, som udgør deres daglige sladder og hadske bemærkninger. Antoinettes liv braser gradvist, og hun tvinges ind i et ægteskab med den stolte Mr. Rochester, der drives af begær. Han trælbinder hende som en fange i sit dystre engelsk hjem, og langsomt drives hun ind i vanviddet.

Det er sjældent, at historie, som praktisk talt kan betegnes som fanfiction, går hen og bliver storsælgende – særligt i forhold til det tidspunkt, hvor “Wide Sargasso Sea” er skrevet. Jean Rhys ry blev grundlagt med denne, der siden sin udgivelse er blevet udråbt til en moderne klassiker til en af tidens allerstørste. “Jane Eyre” er en af mine absolutte yndlingsromaner, og den gale kvinde deri har altid draget mig til sig; hun er en skygge på historiens væg og en genstridig plet på Mr. Rochesters samvittighed, og selvom hendes tilstedeværelse er sporadisk, er den alligevel fuld af konsekvenser af afgørende betydning, og alligevel forties hendes fortælling. Jeg har altid undret mig over, hvad der helt præcis lå til grund for hendes hysteri, og det har Jean Rhys også; hun har derfor forsøgt at give stemme til den kvinde, der blev fortiet af sit eget vanvid.

“You can pretend for a long time, but one day it all falls away and you are alone. We are alone in the most beautiful place in the world.”

Antoinette Cosway er til at begynde med et ordinært barn, der forsøger at tilpasse sig livets vilkår, der sommetider er uforståelige. Hun forstår sig ikke på det samfundsmæssige hierarki, hun og sin familie er blevet placeret nederst i alene fordi de er vesterlændinge uden økonomisk kapital, og hun forstår sig heller ikke på det had, som driver samfundet. Hun er en skrøbelig sjæl med et åbent sind, og forsøger at blive venner med de børn, der afskyr hende, og hun finder alligevel overskuddet til at tilgive dem. De bebrejdende blikke og det åbenlyse had stopper dog ikke af den grund, men manifesterer sig i andre former, andre mennesker og med andre ord; hvor end livet tager hende, uanset hvilke stier hun begiver sig ned af, føler livets uretfærdighed hende, en familiemæssig fortid, som hun ikke kan undslippe, og som hun må betale for.

Samfundet er ikke alene drevet af had, men også seksuelle motiver, der ikke muliggøre det for kvinden at trække vejret; ganske langsomt kvæles hun af had og begær, og det er det, der til sidst driver Antoinette ud over kanten i et forsøg på at lette sit hjerte og gøre sig fri. Hele sit liv har hun været bundet og ejet, fordømt og været forhadt på bekostninger, der ikke er hendes egne. Det er særligt i disse dele af bogen, hvor Mr. Rochester bliver genstand for hendes lidelser. Mr. Rochester er i sin oprindelse i “Jane Eyre” en umiddelbar følelseskold og stolt mand, der ikke har meget tilovers for andre end sig selv. Det samme kan han siges at være i “Wide Sargasso Sea”, men samtidig fordrejer forfatteren ham til ukendelighed og får ham til at virke fjendsk og fremmed. Jeg kunne ikke genkende ham på noget tidspunkt, og hans tilstedeværelse plagede mig i samme grad, som det plagede Antoinette; jeg brød mig ikke om ham, og jeg ønskede at han måtte rammes af alverdens ulykker, hvilket han kan siges at blive i “Jane Eyre”.

“I hated the mountains and the hills, the rivers and the rain. I hated the sunsets of whatever colour, I hated its beauty and its magic and the secret I would never know. I hated its indifference and the cruelty which was part of its loveliness. Above all I hated her. For she belonged to the magic and the loveliness. She had left me thirsty and all my life would be thirst and longing for what I had lost before I found it.”

Selvom bogen hurtigt var læst, og historien bragt til ende, havde jeg svært ved at sætte den sammen med den storslåede handling i “Jane Eyre”. Jeg holder af Rhys fortolkning af og stemmegivelse til Antoinette, men jeg kunne ikke forevige mig med hendes skildring af Edward Rochester. Han bliver et forsøg på at skabe et samfundskritisk billede på fortidens koloniejere, hvor Antoinette er den koloni, han råder over med sin patriarkalske ret. Rhys fortælling bliver derfor langt mere kompleks end som så; hun forsøger ikke alene at fortælle den gale kvindes histories i “Jane Eyre”, men hun forsøger samtidig at fortælle en historie om et kulturelt sammenstød mellem det kolde Europa og de eksotiske tropelande. Jeg følte med bogens protagonist, følte hendes gradvise vanvid blive antændt i hende og brede sig til resten af hendes væsen som en ustoppelig løbeild, en skæbnemæssig brand, der umuligt kunne forhindres. “Wide Sargasso Sea” bliver en fortælling om flammer og raseri, der brænder inde fra, en bog der endnu efterlader mig i vildrede i min egen vurdering af den.

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s