Interview med forfatteren Stine Pilgaard

© Rasmus Palle Jepsen

Hvad ligger til grund for din debut roman “Min mor siger” og i særdeleshed titlen? Hvad er det du gerne vil fortælle med den?
Egentlig er Min mor siger en slags sammenstrik af nogle forskellige skitser til romaner og det var først i gennemskrivningen at den endelige roman voksede frem. Når jeg sætter mig ned og skriver er det ikke med en forestilling om et specielt projekt eller en særlig historie. Jeg skriver ofte et par sider, meget hurtigt om det der optager mig og som regel er det om morgenen, hvor min hjerne endnu ikke er alt for påvirket af dagen. Min oplevelse er, at jo bedre jeg ved hvad der skal stå, jo sværere er det at skrive. Det er som om naturligheden i skriften forsvinder og tonen kan meget nemt blive forceret. Når jeg skriver opstår teksterne altid i den særlige situation jeg skriver i, den stemning jeg selv befinder mig i påvirker teksten, det musik jeg hører, de bøger jeg har læst, de udstillinger jeg har set, de mennesker jeg har talt med. De ting jeg husker, alt det man bærer med sig af følelser og skuffelser og vrede og fortvivlelse og glæde. Det kan være ting jeg har oplevet både dagen i forvejen og år forinden. Jeg tror at ens tekster i høj grad er et produkt af det menneske man er, de mennesker der elsker én og selvfølgelig i høj grad af de skriftmæssige valg man foretager i forhold til teksternes form og genre.

Da jeg blev færdig på Forfatterskolen ville jeg meget gerne have udgivet en bog. I de år jeg havde været under uddannelse var det svært at tænke i større projekter fordi der var et stadigt bombardement af forskellige indtryk. I den periode skete der rigtig meget med min skrift. På Forfatterskolen bliver man præsenteret for en masse spændende litteratur og man konfronteres dagligt med de andre elever og læreres litteratursyn og det gør at man er i en konstant bevægelse, det var i hvert fald min oplevelse af de år. Da jeg blev færdig i sommeren 2010 var det ligesom at puste ud og det blev tid til at finde ud af hvor jeg selv var i det kor af forskellige stemmer, der fulgte mig når jeg skrev. Jeg fandt alle de tekster jeg havde skrevet de seneste par år og der var op til flere romanbegyndelser, der var blevet kasseret omkring side 30 fordi min rastløshed hele tiden var større end trangen til at færdiggøre et værk. De fleste tekster var dialoger eller små scener, forskellige fragmenter af situationer der som regel kredsede omkring de menneskelige relationer. Det gik op for mig at de undersøgte de samme temaer og havde en gennemgående tone og at de sagtens ville kunne rummes i et værk. Så begyndte det systematiske arbejde med at finde en ramme for fortællingen og en passende rækkefølge for hvordan teksterne skulle falde hvis det skulle give mening for en udenforstående læser. Dette mere håndværksmæssige arbejde synes jeg oftere er sværere end selve skrivefasen.

Jeg har haft mange forskellige titler i spil fordi de fire fem tekstbunker som Min mor siger er skabt af havde forskellige arbejdstitler. Eksempler er Er der en læge til stede, Udbrud, Klik-Bang, Vin og skrig, Monologer fra en søhest. En dag jeg skulle gemme et dokument havde jeg glemt at nanvgive det og computeren foreslog selv de tre første ord i dokumentet som var: Min mor siger. Da jeg så de tre ord isoleret og foreslået som dokumenttitel tænkte jeg, at det egentlig fungerede godt som titel og at det ville være med til at give bogen en form for fokus. Efter at have valgt denne nye titel blev det lettere at strukturere bogen fordi mor-scenerne blev styrende for hele romanens struktur og udformning, som jeg en overgang havde meget svært ved at overskue. Min mor siger er ikke en særlig plotbåret roman, det er ikke selve handlingen der er vigtigt, men snarere talehandlingerne og samtalerne. Efter at have valgt Min mor siger som titel struktererede jeg teksterne sådan at de kredsede umærkeligt omkring morens 60-års-fødselsdag. Som begivenhed introduceres fødselsdagsprojektet i romanens begyndelse (et lille år før romanen slutter) og afrundes på bogens sidste side hvor fortælleren og moren sidder og laver blomsterdekorationer dagen før den store dag. Selv om det er et spinkelt plotskelet, tror jeg alligevel at det er med til at skabe en kronologi og umærkelig sammenhæng i romanens univers.

Jeg har ikke noget specifikt budskab med Min mor siger. Den har været utrolig sjov og til tider vemodig at skrive og det har været vigtigt for mig at få taget afsked med en række mennesker i mit liv gennem de tolv små indbrud der hedder Monologer fra en søhest. Det er mit indtryk at de fleste læsere forstår bøger ud fra deres egne erfaringer og deres opfattelse af bogens kvalitet og budskab afhænger i høj grad af hvilket menneske læseren selv er og hvilke erfaringer det bærer rundt på. Derfor er det umuligt at regne ud hvad læsere gerne vil have eller hvordan man skal videreformidle et særligt budskab. Når det er sagt så håber jeg altid at mine tekster får læseren til at tænke over den måde mennesker agerer overfor hinanden, både med sproget og med kroppen og giver dem lyst til at tage kærligheden alvorligt, men det er ikke noget jeg forventer.

Kærestesorger er noget, der er skrevet utallige bøger om. Hvordan er din roman anderledes fra så mange andre historier om knuste hjerter eller er den netop ikke det fordi kærligheden er uforanderlig uanset tid og sted?
Jeg synes egentlig at de fleste fortællinger om kærlighed handler om mennesker der mødes eller folk der forelsker sig i hinanden, jeg synes ikke at der findes så mange historier om opbrud. Så slutter de i hvert fald ofte ganske hurtigt efter bruddet hvis ikke der er chance for at de to karakterer skal finde sammen igen. Min mor siger handler ikke specielt meget om kærlighedsbruddet mellem de to kvinder, men snarere om det store virvar af følelser der følger med et opbrud. Indeni bruddet findes der tusindvis af andre brud og det kan føles som om de aktiverer hinanden, som om enhver afsked prikker til alle andre afskeder man tidligere har oplevet. Som om ens personlige fiaskoer og sorger er filtret sammen eller er underlagt en form for dominoeffekt. På den måde kan man sige at kærligheden er uforanderlig uanset tid og sted, men samtidig tror jeg også at man håndterer den meget forskelligt i forhold til hvor man er i sit liv. Kærligheden kan måske føles skæbnesvanger på en anden måde når man er sidst i tyverne end når man er 14, fordi man måske har et håb om at finde den kæreste man gerne vil leve resten af sit liv med. Og så alligevel. Det er også en voldsom kraft at møde når man ikke har så mange tidligere erfaringer med kærlighed.

En stor del af din debutroman handler om en helt særlig intimitet som ofte kommer til udtryk igennem menneskekroppen. Hvilken rolle spiller denne?
Som jeg ser det har vi som mennesker to forskellige muligheder for at nærme os hinanden og det er gennem sproget og kroppen. Vi kan udvise kærlighed både gennem et udsagn, en sætning, vi kan sende et brev, vi kan formulere et digt, vi kan begynde en samtale. Vi forsøger at formidle vores tanker til andre mennesker og det kan kun lade sig gøre hvis de lytter. Med kroppen kan vi derimod berøre hinanden, holde et andet menneske tæt ind til os, vi kan have sex og forsøge at trænge så langt ind i hinandens kroppe som det er muligt. Både sprog og sex fylder rigtig meget i samfundet, i reklameverdenen, i lovgivningen og i de intime relationer vi har. Jeg har stor tiltro til sproget, men jeg kan også undertiden komme i tvivl om hvorvidt det egentlig virker. Sproget kan lokke med en intimitet, fordi der er en vilje til at formidle, men ofte hører folk kun det de tror den anden siger og så bliver det svært at nærme sig hinanden. Det ser man flere eksempler på i Min mor siger. Jeg synes at det er interessant at det ofte er sådan, at jo bedre man kender hinanden jo lettere er det tilsyneladende at tale forbi hinanden, sikkert fordi meddelelserne ofte er både meget komplekse og betydningsfulde. Kroppen har sit eget sprog og det har altid været mit indtryk at man husker med kroppen, at det blandt andet er kroppens erfaringer der gør os til de mennesker vi er. Det var den fornemmelse der gav mig idéen til den logik, der ligger bag søhestemonologerne. En forestilling om at kroppen er en form for erindringspallads hvor vi gemmer vores minder og at de kan røre på sig når vi oplever noget der minder os om disse opsparede erindringer.

Du er lige straks aktuel med den anden roman “Lejlighedssange”, som handler om en række skæbner, der er bundet sammen af det lejlighedskompleks de bor i. Hvilken historie håber du at kunne fortælle med denne?
I modsætning til Min mor siger er der et langt større persongalleri i Lejlighedssange, idet man følger en række mennesker der bor i en andelsforening. Jeg har altid haft en stor forkærlighed for bipersoner, fordi det tit er dem der reelt set skaber en fortælling. En romans stemning og farver er ofte påvirket af alt det udenom hovedpersonen, de begivenheder der antydes men ikke udfoldes hundrede procent. Man kommer tættest på bogens fortæller i Lejlighedssange, en kvinde sidst i tyverne der flytter ind i en andelsforening med sin kæreste. Det er med hendes øjne man ser de andre beboere, men jeg har håbet at de som karakterer alligevel vil forekomme levende og som brudstykker af mennesker, på samme måde som man både kender og ikke kender sine naboer og venner. Jeg håber at kunne fortælle nogle forskellige beretninger om kærlighed, om en længsel efter et fællesskab, der kan være svært at etablere mellem mennesker der er forskellige og har modsatrettede dagsordner. Jeg håber, at der er nogle læsere som vil have lyst til at lære mine karakterer at kende, at de vil holde af dem og investere noget tid i at forsøge at forstå dem og tilgive dem når de laver ulykker, på samme måde som jeg synes at man skal møde mennesker i verden hinsides fiktionen.

Hvad er den sidste bog du læste og hvilke indtryk efterlod den dig med?
Den sidste bog jeg læste var Celestine af Olga Ravn. Det er en fantastisk roman, der behandler nogle vigtige temaer på en nyskabende og meget rørende måde. Sammenstillingen af spøgelset og skilsmissebarnet er rammende, synes jeg, erkendelsen af at den genkommende afsked er et vilkår man må forholde sig til som skilsmissebarn, fornemmelsen af at mennesker går igennem én og at man hjemsøges af fortidens forsøgsvise familiemedlemmer. Som jeg læser teksterne flyder de næsten over af en sær blanding af både sorg og livsglæde, vildskab, desperation og kærlighed.

Hvis du kunne invitere tre forfattere til middag, hvilke ville du så invitere, og hvad ville du tale med dem om? Hvad er det bedst råd du selv har fået af andre i din rejse til at blive forfatter?
Apropos spøgelser, så ville jeg invitere Tove Ditlevsen, Thomasine Gyllembourg og Leonora Christina Ulfeldt. Vi skulle tale om kærlighed og drikke rødvin og ryge smøger. Det er usandsynligt vigtigt at læse hvis man gerne vil skrive. På den måde bliver man hele tiden konfronteret med sproget og er i en position hvor man konstant kan få nye idéer og være i kontakt med ordene. Derudover er det vigtigt at skrive. Det lyder som et underligt råd, husk at skrive hvis du gerne vil skrive, men det er mit indtryk at mange forfattere faktisk synes det er svært at sætte sig ned og skrive. Man kan have så mange smukke forestillinger, så mange spændende idéer og det smertefulde ved at forsøge at føre dem ud i livet er at man bliver konfronteres med sine egne begrænsninger. Så selv om det kan være svært og ubehageligt skal man blive ved med at skrive og ikke give op, men blive ved og ved indtil man nærmer sig noget der kan blive den tekst man drømmer om eller måske en uventet tekst man slet ikke havde turdet at drømme om.

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s