“Dræb ikke en sangfugl” af Harper Lee


“Dræb ikke en sangfugl” (org. titel “To Kill A Mockingbird” af Harper Lee, fra forlaget Lindhardt og Ringhof, udgivet i 2015 (org. udgivet i 1960). Læst på dansk – orginalsproget er engelsk. Anmeldereksemplar fra forlaget.

I den lille sydstatsby Maycomb, bor Jean Louise “Scout” Finch med sin bror Jem og sin far, byens respekterede sagfører, Atticus. Scout er ikke klar over de sociale moralkodekser, der er i byen, men hen ad vejen lærer hun dem at kende, og hendes verden formørkes. En dag anklages en sort mand for at have forgrebet sig på en hvid kvinde, og da Atticus påtager sig at forsvare den sorte mand, får det konsekvenser for hele byen. Scout Finch udforsker de voksnes irrationelle holdning til race og samfundsklasse i 1930’ernes Alabama, en snæversynethed, som hun ikke forstår sig på.

Jean Louise “Scout” Finch har i mange år været en af mine foretrukne fortællere i litteraturen; hendes hjertevarme barnesind er endnu ikke berørt af samfundsmæssige filter eller voksnes snæversynethed, der opdeler verden i rangorden efter hudfarve. I stedet er hendes verden kun let rørt af slægsnavnes hierarkiske inddeling, selvom hun ikke nødvendigvis forstår sig på denne forskelsbehandling. Det er noget, hun er vokset op med, og som altid har været, og selvom det er hende uforstået, er det sådan verdensorden er. Scout Finchs fortællerstemme er også begrænset er hendes egen uvidendehed, men den forhindrer ikke læseren i at forstå konteksten. Hendes stemme er blid og behagelig, selv når hun bander og svovler som en sømand, og hendes forståelse af verden er farvet af sin egen uvidenhed, som ofte spiller hende barnlige puds.

“Indtil jeg frygtede, at det ville blive taget fra mig, havde jeg aldrig elsket at læse. Man elsker ikke at trække vejret.”

Samtidig er Arthur “Boo” Radley en af mine absolutte yndlings karakterer i litteraturen. Han er genstand for Scout, Jem og deres fælles ven Dills forestillinger og fantasier om, hvorfor han aldrig bevæger sig uden for sit hus, og samtidig er han genstand for det kollektive samfunds mareridt. Han er en af samfundets sandfugle, en god mand, der har ladet sig mørke af menneskelig ondskab, men det gør ham samtidig også misforstået af alle. Handlingen udspiller sig under The Great Depression i det sydlige Amerika med det altomfattende børskrak, som også er mærkbart i det lille hjem hos Finch-familien. Alligevel er Scouts tilværelse overvældende simpelt; en stor del af romanen handler om hendes begyndende uddannelse, om hvordan hun laver spilopmager og spiller Boo Radley et puds. Børskrakket og og sydens intolerante menneskesyn vinder kun gradvist indpas i hendes hverdag, og fylder hende med eksistentielle spørgsmål.

Jeg holder af bogen for den måde, forfatteren langsomt men sikkert fletter Scouts historie sammen med den kollektive, og for måden hvorpå udfaldet af romanen gang på gang overvælder mig og fylder mig så mange følelser, at jeg helt har svært ved at være i mig selv. Det er en roman, hvis pludselige drejning, man forventer sig det bedste udkom af, men som i stedet for at give en eventyrlig slutning, er udfaldet langt mere virkelighedstro og realistisk, fordi romanen til en hvis grad er historisk fiktion, en svag gengivelse af en tidligere historik. Scouts barnevæsen har svært ved at favne begrebet om racisme, ikke fordi hun ikke forstår det, men fordi det ikke giver mening, og at et barn kan nå til den konklusion, imens en gruppe voksne mennesker tager sig til tåls med indbidt intolerancer, er noget af det, der gør denne roman så vigtig. Det samme gælder for Atticus Finch, der ikke kun er romanens helt, fordi han tager en sort mand i forsvar, men fordi hans generelle syn på mennesket er beundringsværdigt, og fordi han forsøger at videregive den opfattelse til sine børn, på trods af at omverdenen omarbejder ham.

“Skyd alle de skovskader, I vil, hvis I kan reamme dem, men husk at det er en synd at dræbe en sangfugl.”

Harper Lee har skabt et amerikansk mesterværk, der har givet genklang igennem hele det 20. århundred. Romanen har aldrig været mere aktuel, og det skyldes ikke alene det faktum, at forfatteren efter 55 år har skrevet en forsættelse til sin famøse roman, men også på grund af de mange optøjer, der særligt har fundet sted i USA igennem de sidste måneder; optøjer der bunder i forskelsbehandling efter hudfarve. Denne roman foregår i en tid, der forlængst burde været et overstået kapitel i historiebøgerne, men skyggerne har bredt sig fra dengang og ind i vores nudtid, og det er et sørgeligt syn, at handlingsmæssigespor fra romanen udspiller sig mellem mennesker, som om fortiden intet har lært os, som om “Dræb ikke en sangfugl” aldrig var skrevet. Den er ganske vidst skrevet i 1960’erne, men dens teamtikker er stadig lige så vigtige den dag i dag.

Reklamer

One thought on ““Dræb ikke en sangfugl” af Harper Lee

  1. Piskeriset

    Det er klart en af de bedste klassikere, jeg har læst – og det er samtidig en bog, hvor jeg har svært ved at forklare, hvad der gør den så fantastisk. Skrivestilen er ligetil og ukompliceret, tempoet er roligt, og selvom der bestemt er konflikter i historien, så bliver de ikke overgearede eller ‘hysterisk voldsomme’. Der er på mange måder en tryg følelse ved at læse bogen – på trods af de alvorlige emner, den behandler.

    Mvh.
    Den lille Bogblog

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s