“Perfume: The Story of a Murderer” af Patrick Süskind


“Perfume: The Story of a Murderer” (org. titel “Das Parfum: Die Geschichte eines Mörder”) af Patrick Süskind, fra forlaget Penguin, udgivet i 2010 (org. udgivet i 1985). Læst på engelsk – originalsproget er tysk.

I det 18. århundreds Paris føder en kvinde et barn på gaden, som hun efterfølgende overlader til skæbnen. Skæbnen vil det dog, at myndighederne får indblik i hendes forræderi af sit eget barn, og hun sendes i fængsel, imens barnet sættes i pleje. Jean-Baptiste Grenouille, som barnet hedder, er født med en særlig egenskab, som gør, at hans duftesans er særligt sensitiv, og i løbet af sin tidlige opvækst samler lagrer han så mange forskellige dufte i sin hukommelse, at han kan finde vej igennem Paris alene ved hjælp af sin næse. I sine tidlige voksen år støder han dog på en duft, som overgår dem alle: duften kommer fra en pige i modenhedsalderen. Duften overmander ham, og hans liv ændres for altid, for resten af sine dage forsøger han at indfange denne særlige duft i et parfumeri, men får at kunne indfange duften, må de der er kilden til den, lade livet…

“Perfume: The Story of a Murderer” er en af de mest perverse romaner, jeg endnu har læst. Jean-Baptistes naturstridige væsen er både fortryllende og frastødende; hans tilværelse er skabt på et fundament af kummerlige vilkår. Han er metodisk og følelsesforladt, når det kommer til drab. Han kaster ikke det mindste blik på sine ofres ansigter, fordi han er så forblændet er deres menneskelige duft, og de unge piger som er genstand for denne uigenkadelige duft bliver aldrig mere end simple ofre for ham; de er mange og navneløse med undtagelse af bare én pige, hvis historie bliver en kort, sideløbende fortælling. Fordi pigerne forbliver ansigtsløse og uden navn, uden den mindste viden om deres baggrund og personlighed, var jeg indefferent over for deres endelige, et bevidst greb fra forfatterens side, er jeg overbevidst om, i et forsøg på at skildre Jean-Baptistes egen indifference. Det virker, og det er uhyggeligt.

There was only one thing the perfume could not do. It could not turn him into a person who could love and be loved like everyone else.”

Selvom Patrick Süskind sætter stærkt forkus på lugtesansen, sprang tydelige billeder mig alligevel i øjnene. Det samme gjorde de mange dufte; jeg kunne ikke dufte dem selv, men igennem billedelige beskrivelser, fik jeg en svag fornemmelse af dem sanseligt. Jeg er dybt forundret og fascineret af forfatterens greb om lugtesansen, og hvordan han forsøger at vække den til live igennem ord, for ord i sig selv bærer ingen duft, men han dypper dem 18. hundredtallets ildelugt fra de parisiske gader, fra Seinen og fra katakomberne, som breder sig som en tyk tågen over enhver gade. Samtidig planter han blomster i dem, som den ordgartner han er, og pludselig er lugten anderledes; fra at være ildebefængt, fuld af død og mørke, spire pludselig en fremmed sødme, der både er forfriskende og faretruende.

Jean-Baptiste bliver igennem hele sit liv fornægtet af kvinder; hans mor fødte og forlod ham, hans pleje mødre og byens nonner, og at han i sine voksne år, hvor kvinderollen i romanen går fra at være en værge et objekt, noget som han føler et pludselig ejerskab over. Denne tematiske del af romanen holdt jeg meget af, fordi der bag ved hele denne perverse absurditet gemmer sig en masse psykologiske reaktionsmønstre og videnskabelige forklaringer. Jean-Baptiste fødes ikke sjofel, han bliver det fordi han igennem sin opvækst fornægte af enhver moderlig kærlighed. “Perfume: The Story of a Murderer” bliver derfor en historie, der handler om langt mere end en usædvanlig mand med en usædvanlig even, der leder ham til at begå en række usædelige handlinger, det bliver snarer en historie om en fornægtet mand, der forsøger at indfange det, som han altid er blevet fornægtet. En mand, som ikke er attraktiv men stadig fuld af lyster, og det er igennem lugtesansen at forfatteren forsøge at udforske lysten på metaforisk vis.

“For people could close their eyes to greatness, to horrors, to beauty, and their ears to melodies or deceiving words. But they couldn’t escape scent. For scent was a brother of breath. Together with breath it entered human beings, who couldn’t defend themselves against it, not if they wanted to live. And scent entered into their very core, went directly to their hearts, and decided for good and all between affection and contempt, disgust and lust, love and hate. He who ruled scent ruled the hearts of men.”

I min læsning blev jeg draget af protagonistens usædelige og sjofle væsen, men historien trak hurtigt i langdrag, begav sig ned af sidegader og blindgyder af overflødighed og ligegyldighed. Forfatteren fortabte sig løbende i sine egne beskrivelser, og fra at være en simpel og håndgribelig historie, skete der et stilistisk skift ved bogens slutning, der væltede mig bagover i en metaforisk eksplosion. Handlingen pakkes pludselig ind i symbolske billeder, der dog, hvis man har øje for det metaforiske skift, er lette at åbne. Til at begynde med, læste jeg historien for vad den var, jeg lod mig ikke lede af det stilistiske og underliggende i teksten, og derfor blev jeg ladt tilbage med min egen uafklarethed i forhold til min vurdering af bogen. Jeg lod den ligge længe, vendte og drejede den i mine tanker, og pludselig fik jeg øje på metaforikken, og historien åbnede sig for mig på et helt andet plan, hvor jeg langt bedre kunne værdsætte den, end da jeg lukkede den ved min læsnings ophør.

Om Zoe Sugg-problematikken


Før en bog kan blive til, skal dens manuskript godkendes. Når det er sket, står en redaktør og måske en hel redaktion bag udgivelse. Deres opgave er at rette bogen til før den udgives. Det har der uden tvivl også været ved ”Girl Online” af Zoe Sugg, der kalder sig Zoella på YouTube, og at en redaktør korregere sin forfatter konstruktivt er ikke usædvanlig. Hvad der derimod er usædvanligt er, når en anden person, en ghostwriter, hyres til at skrive større dele af en bog, hvis ikke det hele, for det er ikke korregering af bogen, det gør vedkommende til medforfatter. Som udgangspunkt har jeg ikke et problem med medforfattere, så længe de krediteres, for det de er, hvilket ungdomsforfatteren Siobhan Curham ikke er. Zoella står alene som forfatter til bogen, og det får mig til at rynke på næsen. Hun har uden tvivl haft højtflyvende idéer, som hun har sukket efter at se trykt på papir, men udførelsen er amoralsk; med 7.432.031 subcribers har Zoella etableret sig en fanscare, der følger hende for hendes ord og hendes oprigtighed, noget som jeg mener, at hun har brudt ved udgivelsen af sin bog.

Siobhan Curhams navn står intet sted på bogens omslag, end ikke gengivet med en mindre skrifttype, som vil fremhæve Zoellas storsælgende navn, og det finder jeg problematisk. Det er uklart hvordan arbejdsfordelingen på bogen mellem forfatteren og ghostwriteren ser ud, men når forlaget Penguin finder det nødvendigt at udtale til pressen, at Zoella ikke har skrevet bogen på egen hånd, så ringer det alarmerende for mine ører. Efter mit praktikforløb i forlagsbranchen, har jeg fået stor indsigt i mange af forlagslivets aspekter, herunder udgivelsesprocessen. Enhver forfatter, hvad end de har et rigt forfatterskab bag sig eller er debutanter, får sit manuskript redigeret. En ghostwriters opgave er at sætte sig ind i forfatterens idéer og hjælpe til i et mindre omfang med at nedskrevet dem på papir. Brugen af ghostwriters er ikke usædvanligt — Alexandre Dumas menes at have brugt ghostwritters flittigt! Problemet med “Girl Online” er, at den solgte ved sin udgivelse mere end 80.000 eksemplarer, hvilket er meget usædvanligt for en debutroman. Zoe har modtaget stor succes for den, men hun har ikke selv skrevet den, og det synes jeg ikke er hverken etisk kommercielt rigtigt. På samme måde som “Fifty Shades” har været med til at fremmesalget af bøger på det engelske og amerikanske bogmarked, så afspejler salget af ”Girl Online” uden tvivl også en fremmening af unges lyst til at læse. ”Alle har brug for hjælp, når de skal prøve noget nyt,” udtalte Zoella på sin twitter efter forlaget bekendte, at hun var ene om at skrive bogen. Spørgsmål er nu bare, hvor meget er tilladt og hvor går grænsen?

Hvad mener I om Zoe Suggs-problematikken og måden hvorpå “Girl Online” blev solgt som hendes eget arbejde? Og hvad med brugen af ghostwriters?

“The Goldfinch” af Donna Tartt


“The Goldfinch” af Donna Tartt, fra forlaget Little, Brown and Company, udgivet i 2013.

“The Goldfinch” er et oliemaleri af en lille fugl, lænket til et foderbræt, der blev malet i 1654 af en af en hollandsk mand ved navn Carel Fabritius, der var elev hos Rembrandts. Det er et maleri, der er kendt for dets farveharmoni og simplicitet, og som igangsætter Donna Tartts kæmpemæssigeroman om drengen Theo Decker, der en dag opholder sig på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt. På et museum i New York, betragter Theo de mange malerier med sin mor, da bygningen eksploderer i røg og murbrokker. Forvirret våger Theo, adskilt fra sin mor, som han ikke kan finde mellem de lemlæstede lig. Midt i forvirringen kommer han i besiddelse af maleriet The Goldfinch, som han tager med fra museet, da han begiver sig hjem for at finde sin mor. Lejligheden er tom og ligeledes bliver hans liv det på et split sekund. Theo overbringes til myndighederne, der kommer på sporet af den alkoholiserede far, der i hans tidlige barndom skabte skår i hverdagen, og han skal nu bo hos ham. Med sig har en et enormt savn efter sin mor og maleriet fra museet, som får en ganske særlig betydning. I takt med at han vokser op balancerer han konstant på grænsen af livet, og han forvilder sig ind i mørke verdener som maleriet bliver genstand for.

Det tog Donna Tartt 50 sider at knuse mit hjerte; en brøkdel inde i bogen, kun i dens spæde begyndelse, sad jeg grådkvalt med hævede øjne og tårevædet kinder, og jeg har aldrig oplevet noget lignende. Tartts prosa er omhyggelig, struktureret om nøje veludvalgte ord og sætninger, som skaber en troværdig og gennemførlig atmosfære; jeg kunne se verdenen igennem Theos øjne allerede få sider inde i denne gigantroman, jeg kunne se gaderne for mig, selvom jeg aldrig har været i Holland, og jeg kunne mærke den gennemtrængende stilhed i museet kun afbrudt af føddernes gang hen over gulvet. Jeg følte mig derfor hurtigt knyttet til Theo og hans uheldige situation, men efter eksplosions sekvensen, rev hun nådesløst mig hjerte itu; jeg græd for Theo, jeg græd for den ulogisk, urimelige og ubarmhjertige situation som sådanne omstændigheder er, og jeg hviskede bønfaldende til Theo, om og om igen, at han ville komme til fornuft, erkende situationens udfald, og da han endelig gjorde det hulkede jeg.

“I had the epiphany that laughter was light, and light was laughter, and that this was the secret of the universe.”

Det tog forfatteren ti år at skrive “The Goldfinch”, den brød stilheden og ventetiden på den fineste vis og indfriede enhver forventning. En så gennemarbejdet roman ser sjældent dagens lys, og selvom jeg var opslugt af bogen til at begynde med, trak den til tider i langdrag, fordi Tartt er så omhyggelig og ikke undlader de mest simple deltajer. Det er også de detaljer som gør, at man som læser danner sig de klareste billeder af handlingen og dens aktører, og det harmonerer så smuk i en symbiose uden lige. Alligevel blev jeg svimmel af de mange ord, som gjorde at bogen på én gang både er et værk uden ende og alt, alt, alt for hurtigt forbi. Historien er foræres dog ikke; den har huller og er ufuldkommen, fordi Theo fortæller ikke alt, fordi han ikke ved alt, og der bliver på den måde noget human og virkelighedstro over romanen. Der fortælles ikke mere end det, der vides, eller det som der ønskes at videregive, men det, som fortælles er smukke, velvalgte og ikke mindst velovervejede ord som gør, at jeg forsat betragter Donna Tartt med stor ærefrygt for sin intelligens og beundring for sine ord.

På 800 sider, maler forfatteren Theo Deckers dannelsesrejse, som fører ham gennem en mangfoldighed af landskaber; hos sin far, der falder tilbage i fortidige vaner, hjemløs i New York strejfer han omkring, uden hjem finder han sig til rette hos en stofmisbrugere i en forstad til Las Vegas og senere hos i et baglokale hos en møbelsnedker, og til sidst i et snusket hotelværelse med stoffer pulserende gennem årerne, blændet af sorg og afsavn til sin mor. Selvom Theo ufrivilligt begiver sig ned af tilværelsens mørkelagte sidegader, så holdt jeg ubetinget af ham. Jeg holdt af ham, fordi jeg følte for ham; hele sit eksistensgrundlag er bygget på et fatalt mørke i hans hukommelse, på et maleri som han vogter og forbander. Det slår mørke rødder i hans tanker, skaber en sygelig besættelse for at besidde det og smatidig beskytte det, og det følger det ham overalt i hans tanker som en evig påmindelse om fortiden, som den sidste forbindelse til sin mor, en forbindelse som han ikke kan afbryde.

“But sometimes, unexpectedly, grief pounded over me in waves that left me gasping; and when the waves washed back, I found myself looking out over a brackish wreck which was illumined in a light so lucid, so heartsick and empty, that I could hardly remember that the world had ever been anything but dead.”

Intertekstualiteten vejer tungt i romanen, og afpejler en intelligent og levende baggrund fortællingen. Tartt begynder med Fabritius, og bevæger sig videre til Rembrandt, Manet, Proust og endda den bebrillede Harry Potter. Hun giver på ny liv til Nietzsche ord om at ”we have art in order not to die from the truth.” Navne af genkendelighed skaber en rød tråd i bogen, og Tartt diskuterer gerne kunstens vigtighed hvad end den kommer i form af penselstrøg eller blyantens formning af bogstaver og ord. De sidste 20 sider af romanen er noget af de smukkeste, mest tankevækkende og inspirerende jeg længe har læst; deres essens sad længe i mig, og jeg genlæste dem uophørligt for at memorere deres skønhed og pointer. Romanens tykkelse gjorde mig ofte ør og svimmel, på samme måde som jeg blev rundtosset af referencerne, men på samme måde føler jeg, at Donna Tartt har givet liv til noget levende, sådan som kunst bør være. “The Goldnich” vækker følelser og giver stof til eftertanke og fortæller en historie, hvor en stor del af den også er at finde mellem linjerne i det usagte.

Det forekommer mig umuligt at skrive et sammenhænge indlæg på en anstændig længde om en roman, der har så meget på spil, hvor så mange liv sammenflettes og miljøer mødes. Den er fyldt med smukke ord, som jeg inderligt ønsker at fremhæve, men samtidig var bogen i al sin glans også en smule tung at komme igennem, tung fordi jeg ikke kunne se, hvordan det nogensinde skulle ende godt for Theo, og selvom jeg stadig ikke er sikker på, at det nogensinde vil, så holder jeg virkelig af den menneskelighed, som ligger i bogen. Tartt gengiver et fiktivt liv som var det levet, og livet er ikke altid rimeligt, og tingene går ikke altid som planlagt, men det er det, som skaber os og gør, at vi forsøger igen i morgen i håbet om at slippe af med den håbløshed vi til tider føler, for at overkomme de fiaskoer, som vi oplever, for at vende dem til succes og erstatte tomheden i brystet med varme. “The Goldfinch” var virkelig vær at vente på.

“To understand the world at all, sometimes you could only focus on a tiny bit of it, look very hard at what was close to hand and make it stand in for the whole;”

“Vi burde alle være feminister” af Chimamanda Ngozi Adichie


“Vi burde alle være feminister” (org. titel “We Should All Be Feminists”) af Chimamanda Ngozi Adichie, fra forlaget Gyldendal, udgivet i 2014. Læst på dansk – originalsproget er engelsk. Anmeldereksemplar fra Gyldendal.

I begyndelsen af 2014 holdt afrikansk-amerikanske Chimamanda Ngozi Adichie, der er feminist og forkæmper for kvinders rettigheder, en tale om selv samme emne. Dette essay er den tale, som hun holdt i TEDTalks, hvori hun præsenterer en definition af feminisme i det 21. århundrede, hvor hun trækker på egne oplevelser af sit køns begrænsninger, og hendes forståelse for kønspolitikken og den ofte tilsørede virkelighed er stor og indsigtsfuld. Samtidig opfordrer hun til, at vi alle burde være feminister.

Det er betagende, hvordan en lille bog indholdende et lige så lille essay på blot 64 sider kan rumme så store menneskelig værdisæt, men det gør “Vi burde alle være feminister” af Chimamanda Ngozi Adichie. Jeg har siden jeg så hendes tale i begyndelsen af sidste år beundret hende meget; hun emner at få feminismen til at handle mere om hvide middelklasse kvinder, sådan som den snævre feministiske møde er netop nu. Hun formår at påpege, at kvinderettigheder ikke alene handler om retten til at bestemme over sin egen krop, men om hvordan menneskets opfattelse, der både gælder for mænd og kvinder, ikke har udviklet sig betydeligt, og deri består problemet.

“Nogle spørger mig: ‘Hvorfordet ord, feminist? Hvorfor ikke bare sige, at du går ind for menneskerettigheder eller noget i den stil?’ Fordi det vil være uærlig. Feminisme er, selvfølgelig, en del af de generelle menneskerettigheder – men at vælge det vage udtryk menneskerettigheder, er at fornægte eksistens af specifikke kønsproblematikker. Det vil være en måde, hvorpå vi kunne lade, som det ikke var kvinder, der i århundrede har været ekskluderet. Det ville være en måde, hvorpå man ville lade som om problemerne ved køn ikke specifikt handlede om kvinder. At problemet ikke handlede om at være menneske, men specifikt om at være et kvindeligt menneske. ”

Adichie tager afsæt i sin veninde Louis, der ikke kan forstå, hvorfor tilværelsen skulle være anderledes for kvinder, og hendes synspunkter skar mig i ørerne, fordi jeg selv har venner og bekendte, der har tilsvarende synspunkter. Alene det at kvinder kan stemme, få uddannelse og tjene egne penge betyder ikke, at opfattelsen af kvinder har ændret sig tilsvarende. Fordi feminister, og her taler jeg også om mandlige feminister, har kæmpet for kvinderettigheder og fået dem gennemtrumfet, så har det resterende samfund ikke nødvendigvis ændret mening om kvinder. Desuden er uddannelse og retten til at tjene og eje ikke universel; rundt om i verden er kvinder stadig afhængige af at blive gift for at blive forsørget, og mange nægtes uddannelse forsat.

Det er ikke Adichies agenda at nedsættende skældsord om mænd, afbrænde sine trusser eller tale om rettigheden til kønsbehåring, hun taler fundementalt om almene rettigheder, som mange kvinder forsat nægtes. Hun taler om vigtigheden af selvstændighed hvad end man er mand eller kvinde, og hun taler om at feminisme ikke handler om at dele kønnet traditionelt op, men at den opdeling, som der har været siden tidernes morgen altid har forsømt kvinden. Han taler om hvordan kvinden er skabt i mandens billede, præcis som da hun som barn blev bedt om at lade Indomie-nudler til sin bror, fordi det at lave mad indiskutabelt var en kvindes opgave. Adichie taler også om det at nedbryde synet på manden som et væsen uden følelser, samtidig med at hun opfordrer til, at enhver forældre bør lære deres børn selvstændighed uanset køn: melder sulten sig, så sørger man selv for at stille den, det er ikke et kønsdefineret arbejde.

“En nigeriansk bekendt spurgte mig engang, om jeg ikke var bekymret for, om mænd ville blive bange for mig. Jeg var overhovedet ikke bekymret – det var ikke engang faldt mig ind at være bekymret, for en mand, der ville blive bangefor mig, er præcis den slags mand, jeg ikke ville være interesseret i.”

“Vi burde alle være feminister” tager hånd om etnicitet, med særligt henblik på det at være afrikaner, fordi der forsat er mange kønsmæssige problemstillinger, som ikke i samme grad er at finde i den vestlige verden. Jeg holder af hendes fremgangsmåde som er personlig berettende, ærlig og oprigtigt, og hendes måde at udtrykkeliggøre sig på er beslutsom uden at være fingerpegende. Adichie peger ikke fingre af mændenes dominans, men hun irettesætter heller ikke kvinder for ikke selv at tage roret. I stedet opfordret hun til noget så simpelt som at være bedre mennesker. Bare en lille smule.