“Doktor Faustus” af Thomas Mann


“Doktor Faustus” af Thomas Mann, fra forlaget Gyldendal, udgivet i 2014 (org. udgivet i 1947). Læst på dansk – originalsproget er tysk. Anmeldereksemplar fra Gyldendal.

“Doktor Faustus” er en storslået fortælling om den fiktive tyske komponist Adrian Leverkühns liv og musikalske værker, som fortælles af vennen Serenus Zeitblom. Som ung starter Leverkühn på teologistudiet, men beslutter sig for at lægge den hellige skrift bag sig til fordel for musikken. Han rejser til Leipzig og kommer i lære hos musikmesteren Kretzschmar, og selvom han som komponist opnår stor anerkendelse i komponeringen af imponerende stykker musik, sander Leverkühn, at det kun efterligninger af det allerede eksisterende. Da Leverkühn smittes med syfilis, indgår han i en galskabsagtig febertilstand en pagt med djævelen, hvor han får overmenneskelige kunstneriske evner i bytte for et liv uden kærlighed, og resultatet bliver fatalt.

Denne romaner er en vanskelig simpel historie om en komponist, der sælger sin sjælen til djævelen i bytte for længere levetid og musikalsk genialitet. Hvor handlingenstråden er lige til, er læsningen af den en helt anden; den forekom mig langt mere udfordrende og vanskelig at læse, end jeg havde forventet. Thomas Mann baserer sig historie på den klassiske fortælling af Christopher Marlowe, som handler om Faust, der sælger sin sjælden til djævelen i bytte for en smule dæmonisk magi, og han bruger denne tidsløse historie som skabelon for en dybtgående og skarp kritik af det tyske nationalsocialistiske samfund, hvilket gør handlingen langt mere kompleks i dens umiddelbarhed.

“Du vil lede, du vil slå an til fremtidens march, drengene vil sværge ved dit navn – de, der takket være dit vanvid ikke længere behøver at være vanvittige. Af dit vanvid vil de nære sig i sundhed, og i dem vil du være rask. Forstår du – ikke nok med, at du vil gennembryde tidens lammende vanskeligheder! – Selve tiden, kulturepoken, kulturens epoke og dens kultus vil du gennembryde og driste dig til barbariet, som dobbelt barbari, fordi det kommer efter humaniteten, efter al optænkelig rodbehandling og borgerlig forfinelse.”

Med mange svære referencer til både Nietzsche, Goethe, Kierkegaard og Shakespeare, kompliceres handlingen yderligere og tyngdes af det ophøjet filosofiske niveau, teksten nu befinder sig på. Det forlanges ikke at læseren er bekendt med disse store tænkere, men det er klart, at et kendskab til dem, selv hvis det er sparsomt, giver en langt dybere forståelse af det fundament, som Mann skriver sin historie på. Historien er også fyldt med allusioner og allegorier, som netop gør, at denne moderne genfortælling om Doktor Faustus, ikke bare er en simpel modernisering, i stedet er den en historie om noget ganske andet, om fortidens tyske samfund, som Mann stærkt peger fingrer af.

Romanens struktur er bygget op dens protagonistens nære ven, der biografisk forsøger at gengive hans tragiske liv. Enhver handling er derfor en andenhåndskilde, et udefrakommende blik og tolkning på tingenes forløb, og de fortælles med stor sympati. Vennen Serenus Zeitblom begynder med Adrian Leverkühns livsbegyndelse og svælger i nøjsomme gengivelser af hans enkeltestående familiemedlemmer og familiære bånd. I stedet går der faretruende længe for den bagvedliggende klassiske fortællingen kan mærkes, og lige så hurtigt som den bliver mærkbar, lige så hurtigt forsvinder den igen. Kun i fragmenteret glimt kan den anes bag de mange og tunge ord. Djævelen gør sin entré kort, men dette splitsekund bliver katastrofalt for resten af handlingen. Mit umiddelbare problem med fortælleren, er hans tendens til at undskylde det, som han nu vil berette om, at han nok ikke er den rigtige til at gengive sin vens fortælling og yde den retfærdig, og det er meget trættende i længden, når bogen spænder over 711 sider.

“Ak, jeg skriver dårligt” Mit hede ønske om at sige alting på én gang får mine sætninger til at flyde over, driver dem bort fra den tanke, som de ville give udtryk i ord, og bevirker, at de svæver videre og synes at tabe den af syne.”

Mit kendskab til musikken og den vældige teori og historie, som ligger bag den, blev også en modsand i min læsning af “Doktor Faustus”. Musikken er bogens evige knudepunkt, som genlyder af undergangstoner hele romanen igennem. Adskillige kapitler orienterer sig derfor om drøje gengivelser af teologiske og musikteoretiske spekulationer og med elitære diskussionsklubber i bourgeoisiet, hvor tyskkulturelle tendenser og frihedsbegreber udforskes. Det er kapitler, der gjorde min øjenlåg tunge, og fik mine tanker til at døse andetstedshen. Med romanen forsøger forfatteren at spørge, hvordan tingene kunne gå så vidt, hvor den storslåede tyske kultur kunne miste sit fodfæste og ende i totalt barbari med verdenskrigene, et spørgsmål som han overlader til sin læser at besvare. Jeg er ikke sikker på, at jeg er den rigtige til at besvare så eksistentielt og moralsk et spørgsmål, og det påvirkede min læsning med sin store intimidering, og efterlod mig med store ærefrygt for dette kæmpemæssige tyske mesterværk, som jeg ikke helt kunne forlig mig med.

Advertisements

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s