“Da Duerne Forsvandt” af Sofi Oksanen


“Da Duerne Forsvandt” (org. titel “Kun kyyhkyset katosivat”) af Sofi Oksanen, fra forlaget Rosinante, udgivet i 2013 (org. udgivet i 2012). Læst på dansk – originalsproget er finsk.

Edgar Meos er en opportunist i forklædning. Under og efter 2. Verdenskrig arbejede han for fem forskellige efterretningstjenester under forskellige dæknavne med lige så forskellige motiver. Efter krigen vender Edgar ikke tilbage til Estland og til sin kone Juudit, der forsøger at få en tilværelse etableret i ruinerne fra krigen og den selvstændighed, esterne skal favne. Modsat mange andre estiske kvinder, er Juudit næsten glad for, at hendes mand ikke er vent tilbage fra fronten, for deres forhold er fyldt med løgne og hemmelighed, som har skubbet kærligheden langt i baggrunden.

I “Da duerne forsvandt” præsenterer Sofi Oksanen et stort persongalleri, men med Edgar Meos som omdrejningspunkt. Uden de større etiske og moralske problemer, fraskriver han sig sovjetsiden under krigen, da nazisterne bestæter Estland, fordi de nu er den førende besættelesmagt, men da nazisterne slås tilbage, skifter han atter ubesværet side og slutter sig den sovjetiske ledelse. Ikke alene er Edgar en samvittighedstynget hykler, han er også en virkelig person, som forfatteren har skrevet sin romans rammer om. Han danner modsætningspar med sin fætter, Roland, der er gennemført idealist, imens Edgar er en skruppelløs opportunist. Imellem dem står Juudit, forvirret og fortørnet over krigen og den ødelæggelse, den har bragt med sig, og romanens psykologiske spændingsfelt når nærmest uanede højder, og den destruktive skæbnesammenfiltring af Edgar, Juudit og Roland er både tragisk og uundgåelig.

“Natten var fuld af kvidren om bregneblomster, de lyse triller parrede sig med tvetydige, henførte smil, og Juudits ugifte veninder fniste og rystede udfordrende deres korte hår, de havde endnu det hele foran sig, og skærsommernattens magi kunne få alle deres drømme til at gå i opfyldelse.”

Romanens handlinger følger skiftevis de tre hovedpersoner, hvor Juudit appellerede mest til mig på trods af det virkelighedaspekt, der er at finde i Edgars kapitler. Selvom Edgars karakter udgør en sælsom form for fascination med hans utilregnelige identitetsskift og omhyggeligt overvejede spekulationer, føles det som om han har svært ved at bære romanens tyngende morale. Han er en ekstremitet, en slags menneskelig kariktur, og det samme gælder for Roland; begge er de ekstreme med hver deres ideologier. Hvor forunderligt det end måtte lyde, forekom Juudit mig mest levende af alle de fiktive karakterer; hendes snæversynethed og egoisme gjorde hende menneskelig og langt fra ufejlbarlig. Hun lever isoleret i et kærlighedsløst ægteskab, hvor hun længes som så mange andre heltinder i litteraturen efter kærligheden, og da hun møder den, tøver hun ikke med at række ud efter den.

Der er noget fængslende i måden hvorpå Sofi Oksanen skriver; hun er både deskriptiv og billedrig. Ethvert ord der flyder fra hendes hånd, afleder en helt særlig stemning. Den tyngende samvittighed kan mærkes helt ind i sjælen, og krigen på slagmærken spreder sin rædsel, og efterlader gåsehud over hele kroppen. Med genialt udtænkte metaforer danner hendes sprog en flydende og overbevisende fortælling præget af tætte handlingslabyrinter, der sammenfiltes i en endegyldig og uundgåelig knude. Historien favner bredt i sit forsøg på at forholde sig til Estlands turbulente fortid, sådan som Oksanen også har gjort det i sine forrige romaner. Ved at forholde sig til en fortiet fortid, river hun op i gamle og betændte sår, som aldrig rigtig har helet. Med “Da Duerne Forsvandt” giver hun dem en muglighed for endelige at læges rigtigt.

“Hun ville gerne have haft en elsker, men hvor skulle hun have fået sådan en fra? Til og med tanken var aldeles upassende. Hun havde læst både Madame Bovary og Anna Karenina op til flere gange, og selvom romanernes heltinder ikke led under helt samme form for ægteskabelige tilstand, følte hun et stort slægtskab med disse kvinder, for hun kendte også til afsavn.

Forfateren skifter mellem tider og fortællere med stor lethed i fortællingen om Estlands turbulente fortid, og den struktur og sammenhæng påvirkede også min læsning; hvor jeg vendte første halvdel af bogen med legende lethed, fandt jeg dens sidste halvdel betydeligt tungere, selvom jeg i det store hele nød bogen for dens høje kompleksitet og sammensathed. Det er svært ikke at føle sig en smule læsemæssigt forslået, når én historie handler om mennesker, der lever fra dag til dag, med frygt for hvem de kan stole på. Det er en fortælling om mennesker, der i nattens mulm og mørke slæbes bort og aldrig vender tilbage med den gryende sol, og det er en fortælling om familier og nærtbeslægtede bånd, som rives over i en ideologisk kamp, en kamp for fædreland og frihed, i en kamp for kærlighed, hvor de alle er villige til at forråde hinanden for at redde deres eget skin, for som ordsproget lyder, gælder alle kneb i krig og kærlighed.

Advertisements

2 thoughts on ““Da Duerne Forsvandt” af Sofi Oksanen

    1. Anne Nikoline

      Tusind tak, Karina! Jeg synes virkelig også, at det er en god bog. Rigtig, rigtig god endda.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s