“Den Flammende Verden” af Siri Hustvedt


“Den flammende verden” (org. titel “The Blazing World”) af Siri Hustvedt, fra forlaget Lindhardt og Ringhof, udgivet i 2014. Læst på dansk – originalsproget er engelsk.

Har­riet Bur­den er en indebrændt kvinde og kunstner, hvis udstillinger aldrig har fået den mindste smule anerkendelse eller opmærksomhed i New Yorks kunstnermiljø. For at påpege kønsproblematikken i kunstmiljøet, opstiller hun et eksperiment, hvor hun lader mænd tage æren for sine kunstværker. Da tæppet endeligt falder og Harriet træder frem, lammes kunstverdenen af mistro, særligt da hun forrådes af sin samarbejdspartner, Rune, som glødende benægter Harriets rolle i udstillingen, som han lagde navn til. Efter Harriets død forsøger en kritiker at stykke hendes historie sammen igennem fragmenterede dagbogsoptegnelser, brudstykker fra kritikere, imens fans og familiemedlemmer også er indarbejdet i denne antologiske fortælling som modstridende synspunkter på Harriet Burdens komplicerede liv og levn.

Siri Hustvedt er knivskarp. Det erfarede jeg, da jeg begav mig i Politikens Boghal for at lægge øre til det interview hun medvirkede i. Min beundring blomstrede på stedet, og hvor der før sad en spinkel og skrøbelig kvinde af udseende, sad der pludselig et inspirerende ikon. Siri Hustvedts feministiske betragtninger gav ikke kun genlyd i boghallen, men gør det ligeledes i hendes roman, der har hjertet på rette sted. Hustved søger ikke at nedkæmpe de mandlige kunstner i sin roman, og selvom Harriet Burden er indebrændt, og denne vrede er rettet mod en stribe af mænd, så hendes vrede ikke ubegrundet. mit kendskab til kunstnermiljøet er ikkeeksisterende, jeg ved ganske enkelt ikke, om det er en gængs problematik, som forfatteren tager udgangspunkt i, men for mig at se er det en gennemgående tendens, som hun har valgt af eksemplificere.

“Det er som om, alle verdenerne i mit hoved er døende, mine flammende verdener, som jeg har klynget mig til med alt hvad jeg har, er langsomt ved at slukkes.”

“Den Flammende Verden” af Siri Hustvedt er en lige så kompliceret bog, som Harriet Burdens liv fortælles; den er ikke kronologisk fortalt, den er fragmenteret og farvet af de mange stemmer, som udgør den. Det er en roman, der kræver nærvær; bogen er fyldt til renden med filosofiske betragtninger fra fortiden og litteraturhistoriske sammensletninger, hvor nogen er mere iøjefaldende dvæler andre under ordenes overfladen og venter på at blive opdaget og forstået. Små brudstykker af en større historie, der er omhyggeligt udvalgt af en forsker, der fandt interesse i Harriets historie udgør bogens kapitler, som består af vidnesudsagn, artikler, samtaler om Harriet Burdens liv samt lejlighedsvise uddrag af hendes dagbøger. Det er svært at sige, hvad forskerens motiv er, og hvorfor nogle historier er udvalgt, imens andre måske helt er undladt. Er det i virkeligheden Harriets historie, vi læser i “Den flammende verden” eller er det forskerens subjektive rolle som redaktør, der tegner en subjektiv gengivelse?

Som sagt er det en vanskelig bog at læse, fordi dens vigtigste ord altid står mellem dens linjer, samtidig med at den er præget af intellektualitet og metafiktion. Det er ikke en bog, som forsvinder på en eftermiddag, og det samme gælder for det indtryk, den efterlod hos mig; jeg læste bogen i efteråret, hvor bladene på træerne komplimenterede bogens forsidefarver, og store dele af handlingen står stadig som tydelige erindringer i min hukommelse. Det samme gælder for Harriet. Hendes vrede er mærkbar og giver genlyd igennem talrige ords dybe klang, som runger indtrængende i mit hoved. Hun er en protagonist, der forlanger at blive husket, som ikke vil glemmes, og jeg kom til at holde meget af hendes benhårde arbejde, feministiske synspunkter og gennemtrængende vrede. Alle karakterne i denne bog har deres egne motiver; og selv de ord, der er skrevet af Harriet selv, er kun en brøkdel af sandheden, et simpelt krads i overfladen. Og der er så mange sandheder at holde styr på.

“Alle intellektuelle produkter, alle kunstværker, selv vittigheder, satirer og parodier får en bedre modtagelse hos publikum, hvis publikum – et eller andet sted bag værket eller nummeret – kan finde en pik og et par nosser.”

Bogen er et eksperimentelt mesterværk – noget man skal læse med tungen lige i munden, øjnene vidtåbne; man skal give bogen det nærvær, som den kræver af sin læser, og lade det tage den tid, som det tager at vende siderne. Dette er ikke bare en simpel fortælling om en kvindes manglende anerkendelse i det amerikanske kunstnermiljø og den vrede, det affødte. Dette er en rammefortælling af liv, om måder at opfatte og forstå mennesker og køn på; et studie i liv. Hustvedt fortæller med smukke og velvalgte ord, der brænder romanen op indefra sammen med Harriets vrede; hvert et ord er rødglødende, som et altfortærende flammehav, og brændte mine fingrespidser. Den er så intellektuelt og overlegen fortalt, fyldt med så mange detaljer, at man ikke kan undgå følelsen af at have overset noget. Det er en bog, der brændte sig ind i mit hjerte, og efterlod mig åndeløs, imens min beundring forsat vokser sig større og større.

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s