“Martin Chuzzlewit” af Charles Dickens


“Martin Chuzzlewit” af Charles Dickens, fra forlaget Penguin English Library, udgivet i 2012 (org. udgivet i 1844).

Den gamle Martin Chuzzlewit har taget sig af sit barnebarn af samme navn, samt en forældreløs pige, som han håber at kunne beholde hos sig i sine sidste dage. Den resterende familie er kun intersseret i at arve. Da Martin erklærer sin kærlighed til hende, gør bedstefaren ham arveløs, hvorefter han møder den grådige og snylteirske Seth Pecksniff, der efter Martin er rejst til Amerika, vinder gamle Chuzzlewit over med et spind af løgne. I Amerika forsøger den unge Martin at finde lykken, men efter talrige forsøg på at etablere end tilværelse der, rejser han tilbage til England, for at opsøge sin bedstefar, der stadig lader sig føre af Pecksniff, hvis intentioner er økonomiskbetinget.

“Martin Chuzzlewit” er på mange måder en overset juvel i Charles Dickens famøse forfatterskab – en usleben juvel. Det er samtidig en roman, der er så genkendelig i dens struktur, fordi den er så typisk Dickens med sin handling og karaktertyper, og alligevel er den noget helt for sig selv. En typsik Dickens roman tager afsæt i en protagonist, der kommer fra kommerlige vilkår som i “Great Expectations” eller “Oliver Twist” og som gennemgår en dannelsesrejse og sidenhen finder lykken efter at have arbejdet hårdt og velfortjent for den. “Martin Chuzzlewit” har lignende træk, men adskiller sig også markant ved at lade miraklerne råbe og fornuften tilkomme de, der er blind for den. Havde den været en typisk Dickens roman, ville Martin havde skabt en tilværelse i Amerika, vendt tilbage med lommerne fulde af guld og vundet sin piges hjerte, men sådan forløber det sig ikke, og det er på mange måder forfriskende.

“The privileges of the side-table included the small prerogatives of sitting next to the toast, and taking two cups of tea to other people’s one.”

En stor del af romanen udspiller sig i Amerika, hvor Dickens romaner ellers foregår i det regnvådt England. Dickens gengivelser af Amerika er satiriske på grænsen til det skamløse, men samtidig også kritisk i sin stillingtagen til blandt andet sydstaternes slaveri, som han heller ikke har mange rosende ord tilovers for. Selvom Amerika gengives igennem Martin, så er det tydeligt, at forfatterens eget ideologiske syn er bagvedliggende, og det gør Martins rejse endnu mere spændende at følge. Selvom der er genkendelighed i bogens struktur, er karaktererne som altid noget for sig. Der er de uundgåelige arketyper, men samtidig har de også særpræg, der gør dem unikke. Gamle Martin Chuzzlewit er den typisk grådige onkel, der ikke vil se fornuft, men hans motiv er samtidig forståelig: han gruer for sin familie, der kun er interesseret i hans formue.

Den unge Martin Chuzzlewit er derimod optimisktisk og med stort gåpåmod forsøger han at favne det liv, som hans onkel har forvist ham til, en arbejderes liv. Arbejderlivet bliver en usædvanlig rejse, hvor Martin forsøger at realisere sin økonomiske drøm, men som modarbejdes af naturen, følgesygdomme og dømmende blikke fra omverdenen. Det var dog aldrig Martin, der gjorde det helt store indtryk på mig, sådan som jeg sjældent føler, at det er med Dickens romaner. I stedet er det i skæve bipersoner, med deres krumryggede personlighed og atypiske sind, som fanger min opmærksomhed og bliver hos mig længe efter historien er bragt til ende. I stedet var det den grådige Seth Pecksniff, der fangede min interesse med sine lede motiver og retmæssige straf.

“That whiff of russia leather, too, and all those rows on rows of volumes, neatly ranged within — what happiness did they suggest! And in the window were the spick-and-span new works from London, with the title-pages, and sometimes even the first page of the first chapter, laid wide open: tempting unwary men to begin to read the book, and then, in the impossibility of turning over, to rush blindly in, and buy it!”

Romanens anden halvdel er også dens svageste punkt; da Martin vender tilbage fra Amerika med en større ballast end den, han rejste ud med, tager historien en så markant drejning, at jeg blev i tvivl om det var en fejltrykning i bogen. Familiedramaet om penge og kærlighed samt de satiriske beskrivelser af Amerika blev nu ledt over i et mordmysterium. Det er ikke atypisk forfatteren at tage en sådan drejning, og fordi romanen er udkommet som et føljeton, har han uden tvivl set det nødvendigt for at opretholde den gode historie, men samtidig føles det også som om romanen er blevet syet sammen med en helt anden roman. Dickens er dog dygtig til at binde sine tråde sammen, selvom de ofte bindes i lette og mirakuløse sløjfer.

Bogen er skrevet med stor hengivendehed for sproget, og det er tydeligt at mærke igennem de mange ord, at Dickens brændte inde med så mange smukke sætninger, som han ihærdigt forsøgte at give ordelyd. Det er samtidig også en tung bog med et bredt og farveridt persongalleri, som gør at læseren må anstrenge sig ens mule for at holde styr på de mange navne og deres indbyrdes relationer. Forfatteren er omhyggelig med at lade handlingen udfolde sig langsomt men sikkert, og det satte min tålmodighed gevaldigt på prøve, og alligevel bladrede jeg igennem bogen hurtigt og nød dens mange humoristiske passager, dens vittige undertone og dens ideologibeskrivende Amerika.

Reklamer

Om at læse af forfængelighed


Kæmpemæssige bøger med lige så store titler, får de fleste til at vige tilbage for den famøsetit, som de afspejler. Det er ofte den type bøger, som mit blik falder, når jeg skimter min bogreol efter ny læsning, både fordi de størrelsesmæssigt er dominerende på mine hylder, men også fordi de fylder i min samvittighed. Jeg vil jo gerne læse de store værker, men hvorfor egentlig? Før jeg læste første bind af “In Search of Lost Time” af Marcel Proust, havde jeg kun smålæst det afsnit, som de fleste kender; det om madeleinekagen, som sender fortælleren på en sansemættet tidsrejse tilbage til barndommen. Jeg læste første bind Marcel Proust lange serie i 2013, og den dag i dag husker jeg dårligt andet fra bogen, end det erindringsglimt, som jeg kendte på forhånd og som så mange også kender. Alligevel er dét, at kunne svare ja på spørgsmålet om jeg har læst Proust og andre store forfatter, at kunne modtage et særligt et anerkendende nik, en særlig lykke, der bunder i mine egen litterære forfængelighed.

I grunden handler det nok ikke så meget om, at jeg knytter et særligt bånd til et givent værks indhold, men snarer det, atajeg pludselig er én af de få, der har læst dele af den utilgængelige litteratur. Mine tanker om det at læse sværttilgængelig litteratur er rene luftspejlinger, for jeg ser mig selv i lyset fra værket; dets kvaliteter bliver mine, en forfængelig følelse uden indhold og kvalitet, som forstærkes af min egen stolthed og eget omdømme. Jeg er ikke et bedre menneske fordi jeg har læst første bind i “In Search of Lost Time” af Marcel Proust, og det er jeg heller ikke, når jeg får læst de resterende bind i det storslåede mesterværk. Jeg læser heller ikke bøger som disse for få ordelyd og anerkendelse, men jeg holder af den anerkendelse, som oftest følger med.

Jeg tror på dog, at man sætter sig til rette med en bog, fordi man inderst inde har lysten til at læse den, eller blive en bog som “Ulysses” et nærmest umuligt og halvhjertet læseprojekt, men jeg tror samtidig også at min egen forfængelighed motiverer mig til at samle disse kæmpestore og murstenstunge romaner op og fordybe mig i dem. Jeg tror på, at så store værker i litteraturhistorien er med til at sprænge egne referencerammer og udvide dem markant, selvom det ikke behøver at være tilfældet. Værker som “In Search of Lost Time” af Marcel Proust, “War and Peace” af Lev Tolstoj, “Ulysses” af James Joyce og “De Sataniske Vers” af Salman Rushdie er bøger, som kan spores i rigtig manges sorte litterære samvittighed, min egen inklusiv, som mange har stående ulæst, købt blot for at eje dem, fordi vores egen indre forfængelighed sikrerede det. Jeg tror dog på, at hvis man tager fra deres støvede plads og påbegynder at læse dem, kommer man til at eje dem på en helt anden måde, en blot ved at have dem stående.

Hvad mener I? Har I også bøger stående, som I har købt på grund af forfængelighed, bøger I oprigtige havde tænkt jer at læse, men som nu står og samler støv? Har I oplevet euforien ved at læs et omfattende værk og modtaget anerkendelse fra andre?

“Second-hand books are wild books, homeless books.”


Jeg aflægger ofte besøg i genbrugsbutikker, hvis udvalg af bøger, jeg ved er stort, antikvariater, der sælger bøger, der forlængst er udgået, i udgaver, der heller ikke er at finde. Jeg frekventerer dem ofte, fordi jeg ikke kan stå imod. De letstøvede hylder emmer af forsømte titler, som jeg ikke kan lade vær med at køre hånden hen over i en kærlig gæstus, og i et split sekund længes jeg efter at tage alle de hjemløse bøger med mig hjem. Bøger som er blevet læst med kærlighed, men som nu er givet videre til andre. Mange af mine indkøb i antikvariater og ved bogudsalg er ofte impulskøb, og flere af dem får jeg slet og ret ikke åbnet, efter at jeg har købt og betalt for dem. I stedet står blot et andet sted og samler støv, end der hvor jeg købte dem fra.

I løbet af januar har jeg dog opstøvet en række bøger, som jeg længe har ville eje, og de er derfor ikke helt så impulsive køb, som mine købsvaner i antikvariater og ved bogudsalg ellers kan være. Tanken var at købe dem på engelsk og fra ny, men da jeg på strøget i København fandt vej ind kirke, hvis bagerste kammer er fyldt med bøger til ingen penge og i Vangsgaards bogudsalg, hvor prisen var lige så, kunne jeg ikke lade vær. Jeg gik derfra med knitrende poser, og det første jeg gjorde, da jeg kom hjem, var at stable dem, og sætte mig til rette med den første. Fordi mine januar køb har været så mange, har jeg måtte dele min video op i to dele. Nedenfor fremviser jeg mine genbrugsfund for denne måned. Fremvisningen af de nyindkøbte bøger følger.

Har I læst nogle af bøgerne, som jeg har købt, eller planlægger I at læse nogle af dem? Foretrækker at købe jeres bøger genbrugte, fra ny eller finder i en charme ved begge?

Booktubers #1

Bogvurderinger, overfyldte bogreoler og nyindkøbte litteraturskatte er noget af det, der optager mest plads i min daglige YouTube-feed. De såkaldte booktubers; videobloggere der uploader videoer i et spirende net af rendyrket læselykke. Det er ofte her, at jeg henter stor inspiration til min egen læsning spejlet i deres. Nedenfor at jeg udvalgt tre af dem, hvis videoer jeg ofte drages mod, de er alle vidt forskellige, men fælles for dem alle er deres kærlighed til det litterære, hvad end de kommer i hardback eller paperback.

Ron Lit. Canadiske Veronica fortæller vidt og bredt om forfattere, tidsperioder og specifikke titler og temaer. Jeg stødte på hendes youtubekanal af omveje, omveje der gjorde, at jeg siden da har fulgt hendes læseoplevelesr, debatterende indlæg og boglige fremhævelser med stor fornøjelse. Hendes tilgang til litteraturen bunder ofte i et feministisk syn, som jeg beundre meget. Jeg stoler på hendes vurdering, og flere af hendes fremhævelser har sidenhen afspejlet sig i mine egne læsevaner.

Irske Berry Pierce er veltalende, belæst og dramatisk, og jeg nyder hvert sekund af hans videoer, der med stor indlevelse gengivelser hans læseoplevelser. Han ikke er bleg for blotlægge sin første indskydelse og umiddelbare mening om en bog eller en bagsidetekst; hans bedømmelse er ofte kynisk, men sjældent over grænsen, og jeg elsker det. Den første video, jeg så med ham, præsenterer han en bog med følgende indledning: “Then I read one of the best children’s book every. I mean, if I ever have a child I’ll be reading him this every fucking night. It’s the Communist manifesto!” Vi deler en lignende forkærlighed for klassisk litteratur, både af nyere og ældre dato.

Bag Bookish Thoughts er skoske Jean, hvis videoer ofte afspejler hendes studie og helt store forkærlighed: kærligheden til det litterære af ældre oprindelse. Hun studerer klassiske studier, og jeg føler mig virkelig draget til hendes antikke læsevaner. Fordi hendes læsning spejler sig i ældgammel litteratur og de dertilhørende menneskesyn, er hendes referencerammer stor, og det gør hende enormt belæst. Hun formår at puste liv i støvede værker, som tænder en gnist i min læselyst. Hendes læsevaner begrænser sig ikke kun til den antikke litteratur, hun er også storforbruger af grafiske romaner og fantasybøger, og hun er ganske enkel bedårende at lytte til med sin tunge accent.

Hvilke typer videoer optager mest plads i jeres YouTube-feed? Er det også bøgerne? Hvad er jeres forhold til booktuberverdenen, og har I nogen i foretrækker at følge?