Om relationen mellem anmelder og forfatter


Det er med varsomme skridt, at jeg skriver dette indlæg, og det har været længe undervejs, fordi det ordmæssigt er en svær balancegang, fordi sagen ikke er én men mange, og fordi de hver især er komplekse og mangesidige. Det er først på mit femte år som bogblogger, at jeg har måtte oprette en anmeldelsespolitik. Først og fremmest har jeg gjort det, fordi jeg i løbet af dette år har fået en række samarbejder med en række forlag, men også for at skåne mig selv for potentielle ubehageligheder. Jeg er en ordgartner, en papirromantiker, og bag min blog ligger en stor læselykke og kærlighed til det litterære. Jeg ynder ofte at bilde mig selv ind, at bøger og forfatterne bag dem er to vidt forskellige ting, og jeg forsøger altid at læse bogen, for hvad den er, og ikke tage højde for forfatterens etniske baggrund, religiøse eller politiske overbevisning eller hvorvidt vedkommende er en mand eller kvinde, såfremt det ikke fremgår af navnet. Jeg læser ikke biografisk, jeg læser for teksten alene i sådan en grad, som den nu tillader mig det. Det forekommer mig dog vanskeligt at separere forfatteren og værket, når grænserne overskrides af forfatteren, sådan som de blev det, da forfatteren Kathleen Hale ikke alene forfulgte en anmelder og forsøgte at forsvare sine handlinger i medierne som rationelle. Lignende skete sidste år, da Kiera Cass sendte en anmelder stødende mails, og valgte at omtale sagen offentligt i et tilsvarende sprog, som de mails hun skrev, på trods af at den pågældende anmelder langt fra var den eneste, der kritiserede bogen. Selvom jeg nødigt vil indrømme det, så påvirker sådan noget min læsning og mine betragtninger af en bog, det gør, at jeg automatisk ikke har lyst til at læse en forfatters bøger, når reaktionen er så unødvendig og højest upassende.

Hvad end en bog kommer direkte fra forfatterens hånd, som anmeldereksemplar fra et forlaget eller ved selvfinansiering, er en rosende anmeldelse aldrig en garanti; forfattere, eller forlag for den sags skyld, kan ikke forvente positiv omtale af deres bøger, det er ganske enkelt ikke realistisk eller troværdigt. Derimod kan man forvente ærlige ord og oprigtighed. Forholdet mellem forfatter og anmelder er heller ikke betinget af forretning, selvom mange boganmeldere tager deres beskæftigelse alvorligt, som var det vores levebrød. Boganmeldere bruger ofte mange timer på at læse, på at skabe debatindlæg, videofremvisninger af seneste bogindkøb og på at lave interviews med forfattere. Det er et omfangsrigt stykke arbejde, de færreste boganmeldere på de sociale medier modtager penge for, modsat forfatteren, der betales ved publiseringen af en bog. Da jeg oprettede mig som blogger, var det ikke for at være sparringspartner med forfattere, eller betalæser og det var heller ikke for at rose enhver bog fra forfattere eller forlag, for at de skulle synes om mig. Jeg oprettede min blog, fordi at jeg brændte inde med så mange ord om så mange bøger, fordi jeg havde et behov for at formidle og dele mine oplevelser, og fordi jeg ikke kunne lade vær.

Jeg bryder mig ikke om at såre nogen med mine ord, og det er har aldrig og vil aldrig blive intentionen, men sandheden er, at enhver bog, som jeg læser aldrig vil kunne blive min yndlingsbog. Det er hverken realistisk eller særlig troværdigt, og hvis ikke jeg var forbeholdt at fortælle min ærlige mening over for en læserskare, som forventer det af mig som det mindste, så ville jeg aldrig få skrevet noget som helst. Hvor banalt det end lyder, så synes jeg at kritik af forfatteren som person siger mere om anmelderen, end det gør om forfatteren, for det er en dimension, kun de færreste oprigtigt kan sige noget om, og i stedet sætter det anmelderen i et komisk lys, for en sådan anmeldelse i min optik ikke kan tages alvorlig. Disse anmeldelser findes, og jeg kan ikke andet end at ryste på hovedet af dem. Forfattere burde have det på samme måde. Jeg er blevet kritiseret for at have have fine fornemmelser, fordi min læsning er præget af støvet og gamle bøger snarere end bøger frisk fra trykken, og selvom jeg har rynket på næsen over det udsagn, retfærdiggøre det ikke en håndtering af sagen tilsvarende tilfældene med Kathleen Hale og Kiera Cass. Man behøver ikke være forfatter for at vide, at kritik kan være svært at modtage, hårdt endda, men som anmelder skylder jeg ikke nogen noget andet end min ærlige og oprigtige mening, hvad end den er god eller dårlig…

Forsøger I også at adskille forfatteren fra værket? Har I selv en anmeldelsespolitik? Og hvordan ser I jeres rolle i forhold til forfatteren?

Reklamer

4 thoughts on “Om relationen mellem anmelder og forfatter

  1. Karina Petersen

    Super godt indlæg, Nikoline! Jeg mener bestemt, at man bør adskille forfatter og værk med mindre at det er biografisk læsning, hvor det jo så vil være en umulighed :0). Hvis jeg har læst en bog jeg virkelig ikke syntes om vil jeg klart ytre min mening herom på en ordentlig måde, men det er ikke sikker at jeg kaster mig over andre værker af samme forfatter, da der er så mange andre skønne bøger jeg hellere vil læse. Jeg vil mene, at forfatterne er til for læserne, såvel som butikkerne er til for kunderne!

    1. Anne Nikoline

      Mange tak, Karina! Jeg synes det er en enormt vigtig debat. Biografisk læsning kan være nok så spændende, men det er sjældent min forudsætning for at læse en bog. Biografisk læsning kan også ende med en helt andet læsning, f.eks. som med H.C. Andersens eventyr. Selvom mange af dem er sørgelige, så blive de meget mere triste, når man læser hans liv ind i dem.
      Jeg er i øvrigt vild med din pointe og butikker og kunder. Spot on argument!

  2. Piskeriset

    Jeg forholder mig sjældent til forfatteren – ganske simpelt fordi det er de færreste forfattere, der interesserer mig (og det er nok en af grundene til, at jeg heller ikke interesserer mig for forfatterarrangementer og bogforum :)). Jeg læste ‘Ender’s Game’, inden jeg fandt ud af, at forfatteren er stærk modstander af homoseksualitet. Havde jeg vidst det inden, er jeg ikke sikker på, om jeg havde læst bogen. Men jeg er faktisk glad for, at jeg ikke kendte hans holdninger på dette område, for det er en af de bedste bøger, jeg har læst i år. Det er heller ikke særlig tit, at jeg tænker på forfatteren, mens jeg skriver en anmeldelse. Det er som regel kun, hvis det er en virkelig dårlig læseoplevelse og/eller forfatteren har foretaget nogle – efter min mening – virkelig underlige prioriteringer mht. historien. Jeg bryder mig heller ikke om at kritisere en bog, men jeg forsøger altid at være så ærlig og konstruktiv som mulig.

    Mvh.
    Den lille Bogblog

    1. Anne Nikoline

      For at kunne læse en forfatter ind i et værk, forudsætter det også, at man har et kendskab til den enkelte forfatter. Det er også synd, at forfatterens baggrund kan sætte en stopper for bogen. Jeg synes eksempelvis at “Sult” af Knut Hamsun er en rigtig god bog, men manden bag den viste sig at være nazist, noget jeg dog ikke synes kommer til udtryk i bogen, og derfor er den forsat en god bog i mine øjne, selvom jeg bestemt ser skævt til forfatteren. Jeg viste heller ikke at forfatteren til “Ender’s Game” var homofob.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s