Forfatterinterview med Jojo Moyes

Foto: Nikoline Rasmussen

Mange af dine læsere har grædt, når de har læst dine bøger. Har du på noget tidspunkt grædt, imens du skrev dem?
Hver gang! Hvis ikke jeg græder, så vil læseren heller ikke græde. Det ved jeg ny. Det kan være en smule mærkeligt, som da jeg skrev det sidste kapitel til “Mig før dig” (Moyes udtalte titlen på dansk!) græd jeg så meget, at den mand, som arbejder på kontoret ved siden af mit, kom ind for at se, om jeg var okay. Og jeg sagde “Jeg har det fint. Jeg har bare en virkelig god skrivedag!” (siger hun med grædestemme). Og jeg kan se, at han tænker, at jeg er fuldkommen skør. Men nej, hvis ikke jeg griner, eller hvis ikke jeg græder, så vil læseren heller ikke gøre det, så det er en test til mig selv.

Hvilken af dine fiktive karakterer minder du mest om?
Jeg tror, at de alle har dele af mig i sig, men min bedsteven, som har kendt mig siden jeg var 16, har sagt, at Jess i “One Plus One” ligner mig mest. Men jeg tror, at hun så det fra en mors perspektiv, men jeg tror, at Jess er mere optimistisk, end jeg er.

De fleste af dine bøger handler om kærlighed. Tror du på kærligheden?
Ja, så absolut! Jeg er dog ikke sikker på, at jeg tror på denne ‘en person i verden’ tankegang. Jeg tror, at der sikkert er fem eller ti, hvis du er heldig at møde dem. Jeg tror, at der er mennesker, som man møder og ved anerkendelse fra begges sider siger “okay, jeg tror du kunne være noget”, og jeg har haft det sådan med en, der ikke er min mand, hvor vi talte om det bagefter, og denne mand sagde, at han virkelig forstod mig, og vi var begge i andre forhold. Ofte tror jeg, at det handler om at være det rigtige sted på det rigtige tidspunkt, men jeg har været gift i 15 år, og jeg tror, at det handler lige så meget om, hvad man vælger at ligge i det, som det er at finde sin soul mate. Det er ikke særligt romantisk, er det vel?

I den roman “The Last Letter from Your Lover” er der en del kærlighedsbreve. Har du på noget tidspunkt modtaget sådan et?
Ja, det har jeg! Og faktisk har jeg en hel kasse fyldt fra da jeg var i mine sene teenageår og tidligere tyver.Vi havde ikke internettet dengang. Det må lyde mærkeligt for dig. Grunden til at skrev bogen, var fordi min kusine, som er ti år yngre end mig og jeg talte om kærlighedsbreve, og hun sagde, at hun aldrig havde fået et. Og jeg spurgte “hvordan kan du aldrig have fået et?” hvortil hun svarede “det gør vi ikke i. Vi skriver smser eller på Facebook”. Og det gjorde mig virkelig ked af det, fordi jeg fik dem med små røde bånd. Der er nu ikke noget som at få en andens ord nedskrevet på papir, se det blive leveret til postkassen og vide, at de sad ved et bord og brugte tid på at skrive det.

Hvis du kunne have skrevet en hvilken som helst bog, der allerede er blevet skrevet. Hvilken ville du så vælge?
Godt spørgsmål! Åh, så mange… Kan jeg vælge en karakter i stedet? Jeg ville virkelig ønkse, at jeg havde skrevet Boris i “The Goldfinch”. Jeg synes, at han er en af de mest interessante og dragende karakterer i fiktionens verden, og som jeg har læst i det sidste 15 år, og jeg er så misundelig over, at Donna Tartt skrev ham først.

Hvad var den sidste bog, du læste?
Har I Marian Keyes her? Jeg har lige læst hendes sidste, “The Woman Who Stole My Life”, og jeg elsker hende. Jeg mødte hende i virkeligheden i sidste uge eller ugen før den, og det var virkelig en oplevelse for mig, for jeg har altid synes godt om hendes bøger. Hun er god til at skrive sex, faktisk. Hun får mig virkelig til at krumme tæer, og ikke på samme måde, som “Fifty Shades” gør det, men troværdig, sjov og normal parforholds sex. Jeg tænker, at det er en sjælden egenskab at kunne uden at få dine læsere til at krympe sig.

Hvad er dine tre yndlings bøger, der handler om kærlighed?
Åh! I guder, der må jeg være virkelig kedelige og svare “Pride and Prejudice”, fordi det som den handler om, det som den lærer sig, er, at når du skriver om kærlighed, så skriver du i virkeligheden om de forhindringer, der modsætter sig kærligheden, og det er det, som skaber en god kærlighedshistorie. Så den [Pride and Prejudice] bliver aldrig kedeligt. Jeg elsker “The English Patient”. Den får mig altid til at græde. “Could Mountain”, har du læst den? Den er vidunderlig! Je ghar hørt Charles Frazier [forfatteren] tale, og han har den mest fantstiske stemme, hans stemme er som om den er blevet dyppet i olie, og han talte om sin bog i til et publikum, der alle sukkede længselsfuldt. Han taler som han skriver. Det er bare vidunderligt, men den [Could Mountain] handler om hvordan geografisk adspredelse og krig afholder to mennesker fra hinanden, og det skaber en god kærlighedshistorie.

“Kantslag” af Dorthe Nors


“Kantslag” af Dorthe Nors, fra forlaget Samleren, udgivet i 2014 (org. udgivet i 2008).

“Kantslag” er en novellesamling bestående af femten længselsfulde fortællinger om en række ordinære mennesker, der kæmper for at blive i deres liv, mennesker, der lader sig forføre af andres liv, moderne tematikker og tiltag, og som gør, at de mister fodfæstet i deres liv. Novellernes ledes ned af atypiske stier, ledt af almindelige mennesker, der fordrejes af deres egen efterladelse eller forladthed, og som læseren også vil svigte og efterlade et sted ad de labyrintiserede stier, som historierne begiver sig ned af.

Danske Dorthe Nors’ novellesamling er på mange måder bemærkelsesværdig, for ikke alene er indholdet en afspejling af dens titel med sine korte, konsekvente og hårdtslående historier, men det er også en novellesamling, der har opnået internationalt berømmelse, da den blev anmeldt i The New York Times og Publishers Weekly, og som Oprah Winfrey roste til skyerne ved at sammenlignede den med dansk møbeldesign som sublim og enkel. Forfatteren er den første dansker, der har fået trykt en litterær tekst i det legendariske mastodont-tidsskrift The New Yorkerm og publiseringen er bestemt heller ikke ubegrundet, for hun formår ikke alene at skabe opsigtsvækkende titler på sine noveller, men hun følger op på dem med sine skrivekunstskaber.

“Hun stod med lukkede øjne og håret slået ud. Så pegede hun på tågen. Hun pegede på den, som om det var et stykke psykologi. Hun sagde, at Vadehavet var et sindsbillede, og at hun var glad for, at jeg ville få med hende ind i det.”

En af novellerne handler om en mand, der googler seriemoder en aften, hvilket kastes ind i en dybere eksistentiel krise, hvor lejlighedsvise erindringsglimt dukker op. I blandt disse horrible historier, genkender han sig selv, og selvom han ikke kender disse mennesker, føles de alligevel velkendte. I sin søgning forsvinder han ind i interessante spørgsmål i sin forståelse af de mange morders drab. Han vedkender, at der er ting i ham selv, samfundets natur har tabuiseret og lagt låg på. For hvem har ikke tænkt på at dræbe en anden, bare for et vredesøjeblik? Det bliver pludselig en erkendelse for ham, at der findes en grænse, som kan overskride når som helst. Og hvor stor forskel er der egentlig på den prostituerede drabskvinde Aileen Dagmar, barnemorderen Dagmar og os andre? De har overskredet grænsen, noget vi andre også kan.

Det er historier som denne, der er grotæsk i sin umiddelbarhed, men som samtidig har noget på hjerte, og som er potentiale til at skabe eksistentielle debatter, uden at de på noget tidspunkt er endegyldigt svargivende. Fælles for alle personerne i “Kantslag” er, at det fiktive persongaller udsættes for en potentielset livsforandrende begivenhed, som de i højere eller mindre grad forsøger at tage stilling ting, og deres håndtering af disse forandringer er ligeså forskellige, som personerne selv. I stedet er de små, tavse og præcist beskrevne tilløb. I en anden novelle er handlingen en helt andet; end kvinde rammes som af et lyn fra en klar himmel, længe efter at hun og kæresten gik fra hinanden. Indtil da lever hun i fornægtelse, imens hendes omgangskreds ihærdigt forsøger at trøste en kvinde, der ikke er ked af det.

“Jeg træk nøglen ud af tændingen og lagde nakken mod nakkestøtten. Jeg lovede mig selv, at jeg ville gøre det. Jeg blev siddende og kiggede i sidespejlet, mens jeg lovede mig selv ikke at holde op med at overveje det.”

Novellerne deler samme fornemmelse for en grænse, og overskridelsen af denne, hvorimellem karakterne ikke synes at have en egentlig forståelse af verdenen eller sig selv i verdenen, som de befinder sig i. De begynder så pludseligt og ender ligeså, og på samme måde forsvandt de for mig i et miskmask af beundring, betagelse og gennemgående forvirring. deres virkning på mig var ligeså umiddelbar, som historierne selv, og det var først længe efter, at jeg havde lukket bogen, at de begyndte at hobe sig op i mit hoved med deres bagvedliggende alsidighed. Forfatteren fortæller sine realistiske fortællinger med stor kløgt og intellekt, som hun tilbageholder med huller og tomrum, som henleder læseren til at selv at udfylde dem. Og jeg nød det.

“Far from the Madding Crowd” af Thomas Hardy


“Far from the Madding Crowd” af Thomas Hardy, fra forlaget Penguin Books, udgivet i 2012 (org. udgivet i 1874).

Den unge Bathsheba Everdene rejser til et lille landsbysamfund for at bo hos sin tante. Hun er en stolt, hårdtarbejdende kvinde, hvis liv kompliceres af tre vidt forskellige mænd. Den respektable landmand Boldwood, den forførende sergeant Troy, og den hengivne Gabriel. Hver forsøger de at vinde hendes acceptering af deres hver især ægteskabeli erklæring, imens Bathsheba med legende lethed spinder de forhåbningsfulde mænd om sin lillefinger i et spil om socialstatus og oprigtig kærlighed, som gør dem til offer for forførelse og forræderi, imens hun er genstand for deres begær.

Jeg holder af Thomas Hardy for hans munter toner, lige såvel, som jeg holder af ham for hans dybtfølte melankoli. “Far from the Madding Crowd” placerere sig et sted herimellem med sin saristiske undertoner og udforskning af kønsrollerne i det britiske landskabs samtid. Min vurdering af bogen er også et sted midt imellem stor begejstring og manglen på selv samme; jeg beundre Hardy for det mod, det må have taget, at fortælle en historie om kønsroller i 1800-tallet, med en kvinde frigjort af traditionelle konventioner, og som er omgivet af en adskillige beundrer. Jeg holder af idéen, men jeg er ikke sikker på, at jeg holder lige så højt af dens udførelse.

“Love is a possible strength in an actual weakness.”

Den kærlighed, som Bathsheba søger, følte jeg aldrig, ligesom jeg aldrig rigtigt følte hende; Bathsheba Everdene er på mange måder en lige så beundringsværdig kvindeskikkelse i litteraturen, som det faktum, at forfatteren debatterede sin sammentids kønsroller set ud fra en kvindes synspunkt i den forstand, at det er efter hende, mændene kaster beundrende og begærlige blikke. Hun er et feministisk forbillede i litteraturen, og alligevel følte jeg hende aldrig række ud over de ord, som hun er gjort af; jeg fulgte hendes færd ivrigt, men hun vedblev som en skygge af ordene. Hun er på mange måder en tåbelig og naiv pige, der ser sig blind på kærligheden, som så mange andre før sig, men som samtidig ikke ønsker at binde sig endegyldigt, men i stedet danse under solen stråler og lade sig omfavne imens. Samtidig havde jeg håbet for en hel anden slutning, end den jeg måtte stille mig tilfreds med; en anstændig slutning, som lidt modsiger de værdier, som den kvindelige protagonist repræsenterer.

Bogen er fyldt til bristepunktet med landligebeskrivelser og den dertilhørende idyl, som ikke er at finde i storbyerne. Hardy maler mesterlige billeder af det landlige liv og dets simplicitet, samt hvordan det kompliceres af sentiment, når hjertet får frit spil. Det alene er grund nok til at læse bogen, men når det så er sagt, er det også en bog, der er alt for langt i forhold til sin sparsomme og simple handling, og det gjorde, at jeg ofte lod mig opsluge af egne tanker snarer end bogens ord. Med sin tunge vægt mellem minde hænder forsvandt koncentrationen langsomt, og jeg fandt det nødvendig at lægge bogen fra mig oftere end jeg brød mig om at indrømme. Hardys ordforråd er rigt, men gjorde også, at jeg druknede i hans mange ord, ord, ord. Han maler behændigt side efter side med lange beskrivelser og enkelte deltajer, og det blev for meget i længden.

“Those who have the power of reproaching in silence may find it a means more effective than words. There are accents in the eye which are not on the tongue, and more tales come from pale lips than can enter an ear.”

På mange måder er “Far from the Madding Crowd” en voldsom roman i sin længde og følelsesmæssige handling; som et brusende hav i oprør, er læseren overladt til sig selv, imens Hardy får vinden til at blæse bølgerne højere med sin overflod af ord og beskrivelser af livet på landet.Det er næsten som om han mister overblikket over sit motiv for handlingen ved i stedet at lade sig optage af detaljernes signifikante enkeltheder, og det trækker bogen i langdrag allerede fra dens begyndelse. Wessex, hvor historien tager sig ud, var uden tvivl et smukt sted i 1800-tallet, men det er samtidig et sted, hvis landidyl, frodige grønne marker og bittesmå samfund jeg er mættet af uden at have været der, takket være Thomas Hardys mange beskrivelser.

Om at læse bøger efter sæson


De vindblæste dage og kolde aftentimer, hvor vinden slår mod ruden og blæsten ligeså indbyder til læsning i lyset fra sterinlys, under et varmt tæppe og med en skoldhed kop te ved hånden. Det er dog ikke bare den sædvanlige lyst til læsningen, som præger min læsning i disse dage. I stedet læner jeg mig tilbage i min højryggede lænestol med titler, der afspejler efterårets mørke. Det er i dage som disse, i overgangen fra sommer til vinter, at jeg har brug for noget, der er tilsvarende transformerende selv, noget med stemning og en afspejling af samme i bøgers indhold. Derfor er der et udsnit af min bogreol, som je gkun læser lejlighedsvis, men disse ljeligheder er også fastlagte på forhånd. Jeg læser dem i denne tid fordi mit humør er derefter, og fordi bøgernes indhold spejler sig i årstiden uden for; dens altomsluttende mørke, hvori mystik og magi holder til. På denne tid læser jeg mine kendinge med så stor ihærdighed, at jeg ikke ved, om det er mig, der forsvinder ned mellem siderne, eller om det blot er siderne, der forsvinder mellem mine hænder.

Jeg læser kun “Wuthering Heights” af Emily Brontë i efterårsmånederne, fordi dens vindblæste ord og gotiske historie for mig kun kan læses der. Det samme gælder for “Dracula” af Bram Stoker og “Dr. Jekyll og Mr. Hyde” af Robert Louis Stevenson, fordi jeg forbinder dem med spøgelseslignende træer i mørket og nedfaldsblade, hurtige vindstød mod ruden og sagte regndryp. Samtidig er det helt utænkelige for mig at læse bøger som “Jane Eyre” af Charlotte Brontë eller “Coraline” af Neil Gaiman på andet tidspunkter end om efteråret. Solens stråler og hengivende varme får ikke den rette stemning frem i sig selv eller i mig, sådan som deres mørke og mystiske indhold gør det når bladene falder af træerne og svæver mod den frostkolde jord. Et af mine læsemål for i år, er at læse Edgar Allan Poes samlede værker, en kæmpemæssig roman, som jeg med vilje har gemt til efterårets korte dage og tidlige aftentimer. Jeg ved ikke, om det skyldes mørket og kulden, at jeg forsvandt imellem bogens mange sider eller om siderne blot forsvandt mellem mine hænder, men inden jeg fik set mig om, sad jeg med et færdiglæst forfatterskab i mine hænder. Efteråret fortryllende; min yndlings årstid af alle, og derfor genlæser jeg mange af mine yndlingsbøger i disse måneder.

Hvad med jer? Er i sæsonlæsere, der hengiver jer til bestemte bøger på bestemte tidspunkter af året? Eller er i helt upåvirket af omskifteligheden i vejr og sind?