“The Return of the Soldier” af Rebecca West


“The Return of the Soldier” af Rebecca West, fra forlaget Virago Modern Classics, udgivet i 1994 (org. udgivet i 1918).

Soldaten, Chris Baldry, vender hjem fra første verdenskrig med granatchok til tre kvinder, der alle elsker ham: hans kone, Kitty, med sin colde, måneskins skønhed, hans hengivne kusine, Jenny, i Harrow-Weald, og hans første store kærlighed, Margaret. Det eneste, som han kan huske er sin gamle gamle kærlighed femten år tidligere til Margaret, da han var en ung mand og hun en kroejers datter. Kusinen husker han svagt som en legekammerat fra barndommen, og konen husker han slet ikke. Kvinderne står tilbage med en række spørgsmål, om hvorvidt de skal lade soldaten forblive i den verden, som han husker, eller om de skal forsøge at tvinge hans hukommelse tilbage, så hverdage atter kan blive den samme. Uanset valget er konsekvenserne uundgåelige…

Det var med jordbundne forventninger, at jeg satte mig til rette med min første Rebecca West-bog, noget jeg var sikker på ville blive et langt og lykkeligt bekendtskab af gode fortællinger. Jeg synes godt om historiens præmis, men jeg er ikke sikker på, hvad jeg synes om dens udførelse. Romanen er relativt kort, og det gør også, at jeg ret hurtigt følte en distancering til personerne enkeltvis og indbyrdes; jeg lærte dem aldrig at kende ud over deres stereotype skikkelser, og det gjorde også, at de sammen med historien hurtigt forsvandt fra mine tanker kort tid efter, at jeg havde lukket bogen.

“Embraces do not matter; they merely indicate the will to love and may as well be followed by defeat as victory. But disregard means that now there needs to be no straining of the eyes, no stretching forth of the hands, no pressing of the lips, because theirs is such a union that they are no longer aware of the division of their flesh.”

Jeg beundrer bogen for at have været den først af sin slags, til at lade en kvinde komme til orde om første verdenskrig, og ikke mindst forfatteren, der skrev den i en alder af blot 24 år, hvor krigen stadig var frisk i hendes erindringer. West skriver med prægtige ordblomster, men hun vedbliver ved disse, og det kan mærkes på handlingen, der er simpel i sin konstruktion, og hvis slutning er meget abrupt. Det er en sart lille roman, som jeg ønskede mig så meget mere af; jeg ønskede at se den udfolde sig i bredte og dybte, fortælle mere om kvindernes oplevelse af krigen på afstand, afventende i skræk på at få deres mænd hjem igen; jeg ønskede at opleve soldatens tilstand i langt højere grad, end West tillod. Der var ting, som jeg ventede mig, og som jeg aldrig fik.

Kitty, Jenny og Margaret er tre vidt forskellige kvinder. Imens fokus i høj grad er på hvorvidt soldaten ender med sin kone eller sin ungdomskærlighed, og dermed vedbliver i sin choktilstand, fandt jeg Jenny langt mere interessant. Hun henfalder i skyggerne af historien i sin placering mellem Ketty og Margaret som stedbundet kvinde med store længsler, der række ud fra stedet, og så er hun hverken kone eller elskerinde. Hun er drømmende og misundelig, og knap så stereotyp som de to andre karakterer. I begyndelsen af romanen, er Jenny overbevidst om, at Chris havde alt, hvad han kunne ønske sig hos Kitty med hendes kolde skønhed, indtil Margarets kærlighed viste hende, at tilværelsen med Kitty ikke var lykkelig. Jenny sander dog, at den gamle kærlighed fra en svunden tid er dog lige så stor en illusion, som den, der er at finde i ægteskabet, og i sidste ende braser begge som skrøbelige sæbebobler.

“Indeed, grief is not the clear melancholy the young believe it. It is like a siege in a tropical city. The skin dries and the throat parches as though one were living in the heat of the desert; water and wine taste warm in the mouth, and food is of the substance of the sand; one snarls at one’s company; thoughts prick one through sleep like mosquitoes.”

Jenny er på mange måder en karakter, hvis videre udvikling, jeg ville elske at følge, fordi hun besidder så stor en menneskelighed og potentiale, som hun aldrig rigtig får lov at udfolde. Mange bøger overskrider deres levetid, fordi de indeholder noget for læsere langt senere, og selvom jeg oprigtigt forsøgte at ligge øre til “The Return of the Soldier”, som fortælles fra Jennys perspektiv, kunnejeg knap høre, hvad den havde på hjerte. I stedet synes jeg snarer, at dens baggrundshistorie er langt mere fængslende, end dens egentlige handling. Jeg har ikke mistet troen på Rebecca West, men jeg har heller ikke samme behov for at hengive mig til resten af hendes forfatterskab øjeblikkeligt.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.