“Dubliners” af James Joyce


“Dubliners” af James Joyce, fra forlaget Wordsworth, udgivet i 1993 (org. udgivet i 1914)

Femten noveller om mennesket og dets kvaler i Dublin, om det at være menneske. Handlingen kredser om døden og livet i den forbindelse, om det at miste, og miste sig selv. “Dubliners” afspejler livet i Irland i begyndelsen af det 20. århundred, og ved sin bortkastning af eufemisme, bliver virkeligheden fremtrædende, uromantisk som den er. HVer af de femten historier er et glimt ind i livet hos en almindelige dubliner, mens disse sammen tegner et portræt af nationen.

Hvor både “Ulysses” og “Finnegan’s Wake” er to af de mest komplicerede romaner i litteraturhistorien, er “Dubliners” langt mere tilgængelig sprogligt og håndgribelig i sin handling. Det grænser sig til mistro på, om James Joyce er den samme forfatter bag alle tre værk, selvom det er tilfældet. Joyce er i sin skurktur og handling langt mere umoden og ungdommelig, end den mand, der skrev to af verdenslitteraturens største titler. Hans tilgang er i denne novellesamling er dog fundamentet for den litterære retning, som han i de efterfølgende år skabte. Det viser også et helhjertet billede af, at selv ikke en af de mest omdiskuterede og gennemarbejdede forfattere som Joyce startede ud på toppen, men snarere arbejdede med sit talent, som gradvist belønnede sig. Han lærte af sin fejl og udviddede sine skrivekunstskaber, blev stærkere og mere sikker i sin stemme.

“Yes, the newspapers were right: snow was general all over Ireland. It was falling on every part of the dark central plain, on the treeless hills, falling softly upon the Bog of Allen and, farther westward, softly falling into the dark mutinous Shannon waves. It was falling, too, upon every part of the lonely churchyard on the hill where Michael Furey lay buried. It lay thickly drifted on the crooked crosses and headstones, on the spears of the little gate, on the barren thorns. His soul swooned slowly as he heard the snow falling faintly through the universe and faintly falling, like the descent of their last end, upon all the living and the dead.”

Som det oftest er med novellesamlinger, var der historier, som jeg elskede, andre jeg holdt af, og nogen jeg følte mig neutral omkring. Novellesamlingen er i sin umiddelbarhed kort og simpel, men under overfladen er den langt mere kompleks og dybtfølt; det er ikke bare forfatterens vision at gengive forskellige liv i hans nostalgiske Dublin, det er snarer hans ønske at gengive menneskeligheden i os selv, den ensomhed vi alle føler fra tid til anden, følelse af at være lille i en grænseløs stor verden, og den kulde, der sommetider sætter sig i hjertet på os. At læse “Dubliners” fra ende til anden er overvældende, og ved denne genlæsning tog jeg mig tid til at læse hver enkelte novelle, for efterfølgende at ligge bogen fra mig, før jeg læste den næste i rækken.

Historierne er som en kalejdoskop, hvorigennem jeg fik et smugkig på et tidligt 1900-tals Dublin, men dette kalejdoskop viser også Joyces oplevelse af stedet, der er så farvet, at det er helt utænkeligt, selv at danne sig en opfattelse af byens gader og liv. Forfatteren svælger dog ikke i sin hengivenhed til byen i sådan en grad, at han ikke kan sætte en finger på livets uundgåelige tristhed, der henligger byen i skygger og grå farvenuancer. Dublin er ikke et eventyrligt sted af farver, men snarere et udsnit af livet, som det er for os alle med sine mange uundgåeligheder og konsekvenser, som farver os som mennesker og præger vores hverdag og liv.

“I wanted real adventures to happen to myself. But real adventures, I reflected, do not happen to people who remain at home: they must be sought abroad.”

Dublin er et tynget sted i sådan en grad, at byen næsten ønsker, at undslippe sig selv, uden at have dette som mulighed, og jeg ser en del af Joyce i dette. Joyce forlod Dublin, men Dublin forlad aldrig ham; byen vedblev i hans erindringer og i hans hjerte, og flød som en nostalgisk strøm igennem ham, til det til sidst lod sig nedskrive som en stor del af hans forfatterskab. Der er noget smukt og tragisk i det, som jeg ikke kan lade vær med at beundre, og “Dubliners” har kun været med til at forstærke min langsomme dragning mod James Joyces som menneske og forfatter.

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s