Konkurrence #7: Første adventssøndag


Endnu et kalender år er ved at være bragt til ende, men først skal det fejres med gode bekendskaber under varme tæpper, med dalende sne ude, hvor det er koldt, og med knitrende indpakkede gader valgt med hjertet. Mit år i blogland har atter været eventyrlig, og jeg sammen med Rosinante&co. vil jeg hver adventssøndag give jer én af jer læsere muligheden for en ekstra firkantet pakke.

For at deltage i konkurrencen om den firkantede pakkede, skal I blot fortælle mig, hvilken julebog, der er jeres absolutte yndlings. Husk også at skrive jeres e-mail, så jeg kan komme i kontakt med vinderen. I kan deltage i konkurrencen til og med næste søndag, hvor en ny konkurrence vil finde sted, samtidig med at jeg trækker en vinder.

“There are too many books in the world to read in a single lifetime; you have to draw the line somewhere”


Der er nogle bøger, som jeg gang på gang bliver ved med at udsætte, bøger som jeg tilføjer til min samling, selvom jeg ikke har umiddelbare intentioner om at læse dem snarest, og som hurtigt samler sig et slør af støv på bogreolen. Det er ikke fordi, at jeg købte bogen grundet dens udseende, eller fordi dens litterære ry løfter min samling, for jeg har oprigtige intentioner om at få alle mine bøger, selvom jeg vedbliver at udvide min samling solidt, der strækker sig fra gulv til loft. Tiden er mig dog imod, og med genklangen af Frank Zappas berømte ord i mine ører, “so many books, so little time”, må jeg modvilligt indse det indenlyse: det er ganske enkelt for mange bøger til et liv. Noget der fik mig til at krumme tæer, da jeg læste “The Yellow-Lighted Bookshop” af Lewis Buzbee. “If you read one book a week, starting at the age of 5, and live to be 80, you will have read a grand total of 3,900 books, a little over one-tenth of 1 percent of the books currently in print.” En udregning, der udelukker kommende udgivelser, fremtidige titler, og som kun omfatter de bøger, der kan købes i dette splitsekund.

Det er heller ikke sigte at læse enhver udgivet bog, jeg kan opstøve. Meningen med galskaben er enkel: i hjertet bærer jeg et brændende ønske om konstant at udvide min referencehorisont, og at svælge i fortidige historier fra svundne tider. Hvor frustrerende det end er at indrømme, er det også en universel sandhed: selv hvis man udelukket satte mig for kun at læse én genre eller én tidsalder, vil det ønske forsat være en fjern stjerne på natte himlen, langt fra fingers favntag. På trods af denne frustrerende erkendelse, er der et spørgsmål som vedbliver at give genlyd i mit hoved: når der er for mange bøger at læse, hvor bær grænsen så gå? I grunden tror jeg, at svaret er at finde i spørgsmålet om litterære kvaliteter, en ubestemmelig størrelse, som ikke lader sig definerer udfra massen, men snarere retter sig efter den enkeltes subjektive fortolkning af begrebet. Jeg tror derfor, at det handler om at gøre op med sig selv, hvilke bøger den enkelte finder prisværdige og ønsker at fylde sine dage med, fremfor den tyngende fornemmelse af hvilke bøger, man burde læse. Selv har jeg svært ved at fralægge mig en bog, længe før den er ovre, mest fordi jeg efterfølgende har svært ved at give slip den den; dens minde vedbliver i mine erindringer og præger min efterfølgende læseoplevelse, selvom den ikke burde. Der er ingen skam i at sætte punktum for en bog, hvis ikke den er tiden værd, og alligevel har jeg svært ved at trække lige netop den grænse for mig selv.

Hvad synes I? Har I det okay med at opgive bøger til fordel for andre og muligt bedre læseoplevelser, eller har I det ligesom jeg, at I balancerer på grænselandet mellem lysten til at lukke bogen før sidste punktum og færdiggøre den af princip?

“The Return of the Soldier” af Rebecca West


“The Return of the Soldier” af Rebecca West, fra forlaget Virago Modern Classics, udgivet i 1994 (org. udgivet i 1918).

Soldaten, Chris Baldry, vender hjem fra første verdenskrig med granatchok til tre kvinder, der alle elsker ham: hans kone, Kitty, med sin colde, måneskins skønhed, hans hengivne kusine, Jenny, i Harrow-Weald, og hans første store kærlighed, Margaret. Det eneste, som han kan huske er sin gamle gamle kærlighed femten år tidligere til Margaret, da han var en ung mand og hun en kroejers datter. Kusinen husker han svagt som en legekammerat fra barndommen, og konen husker han slet ikke. Kvinderne står tilbage med en række spørgsmål, om hvorvidt de skal lade soldaten forblive i den verden, som han husker, eller om de skal forsøge at tvinge hans hukommelse tilbage, så hverdage atter kan blive den samme. Uanset valget er konsekvenserne uundgåelige…

Det var med jordbundne forventninger, at jeg satte mig til rette med min første Rebecca West-bog, noget jeg var sikker på ville blive et langt og lykkeligt bekendtskab af gode fortællinger. Jeg synes godt om historiens præmis, men jeg er ikke sikker på, hvad jeg synes om dens udførelse. Romanen er relativt kort, og det gør også, at jeg ret hurtigt følte en distancering til personerne enkeltvis og indbyrdes; jeg lærte dem aldrig at kende ud over deres stereotype skikkelser, og det gjorde også, at de sammen med historien hurtigt forsvandt fra mine tanker kort tid efter, at jeg havde lukket bogen.

“Embraces do not matter; they merely indicate the will to love and may as well be followed by defeat as victory. But disregard means that now there needs to be no straining of the eyes, no stretching forth of the hands, no pressing of the lips, because theirs is such a union that they are no longer aware of the division of their flesh.”

Jeg beundrer bogen for at have været den først af sin slags, til at lade en kvinde komme til orde om første verdenskrig, og ikke mindst forfatteren, der skrev den i en alder af blot 24 år, hvor krigen stadig var frisk i hendes erindringer. West skriver med prægtige ordblomster, men hun vedbliver ved disse, og det kan mærkes på handlingen, der er simpel i sin konstruktion, og hvis slutning er meget abrupt. Det er en sart lille roman, som jeg ønskede mig så meget mere af; jeg ønskede at se den udfolde sig i bredte og dybte, fortælle mere om kvindernes oplevelse af krigen på afstand, afventende i skræk på at få deres mænd hjem igen; jeg ønskede at opleve soldatens tilstand i langt højere grad, end West tillod. Der var ting, som jeg ventede mig, og som jeg aldrig fik.

Kitty, Jenny og Margaret er tre vidt forskellige kvinder. Imens fokus i høj grad er på hvorvidt soldaten ender med sin kone eller sin ungdomskærlighed, og dermed vedbliver i sin choktilstand, fandt jeg Jenny langt mere interessant. Hun henfalder i skyggerne af historien i sin placering mellem Ketty og Margaret som stedbundet kvinde med store længsler, der række ud fra stedet, og så er hun hverken kone eller elskerinde. Hun er drømmende og misundelig, og knap så stereotyp som de to andre karakterer. I begyndelsen af romanen, er Jenny overbevidst om, at Chris havde alt, hvad han kunne ønske sig hos Kitty med hendes kolde skønhed, indtil Margarets kærlighed viste hende, at tilværelsen med Kitty ikke var lykkelig. Jenny sander dog, at den gamle kærlighed fra en svunden tid er dog lige så stor en illusion, som den, der er at finde i ægteskabet, og i sidste ende braser begge som skrøbelige sæbebobler.

“Indeed, grief is not the clear melancholy the young believe it. It is like a siege in a tropical city. The skin dries and the throat parches as though one were living in the heat of the desert; water and wine taste warm in the mouth, and food is of the substance of the sand; one snarls at one’s company; thoughts prick one through sleep like mosquitoes.”

Jenny er på mange måder en karakter, hvis videre udvikling, jeg ville elske at følge, fordi hun besidder så stor en menneskelighed og potentiale, som hun aldrig rigtig får lov at udfolde. Mange bøger overskrider deres levetid, fordi de indeholder noget for læsere langt senere, og selvom jeg oprigtigt forsøgte at ligge øre til “The Return of the Soldier”, som fortælles fra Jennys perspektiv, kunnejeg knap høre, hvad den havde på hjerte. I stedet synes jeg snarer, at dens baggrundshistorie er langt mere fængslende, end dens egentlige handling. Jeg har ikke mistet troen på Rebecca West, men jeg har heller ikke samme behov for at hengive mig til resten af hendes forfatterskab øjeblikkeligt.

“Dubliners” af James Joyce


“Dubliners” af James Joyce, fra forlaget Wordsworth, udgivet i 1993 (org. udgivet i 1914)

Femten noveller om mennesket og dets kvaler i Dublin, om det at være menneske. Handlingen kredser om døden og livet i den forbindelse, om det at miste, og miste sig selv. “Dubliners” afspejler livet i Irland i begyndelsen af det 20. århundred, og ved sin bortkastning af eufemisme, bliver virkeligheden fremtrædende, uromantisk som den er. HVer af de femten historier er et glimt ind i livet hos en almindelige dubliner, mens disse sammen tegner et portræt af nationen.

Hvor både “Ulysses” og “Finnegan’s Wake” er to af de mest komplicerede romaner i litteraturhistorien, er “Dubliners” langt mere tilgængelig sprogligt og håndgribelig i sin handling. Det grænser sig til mistro på, om James Joyce er den samme forfatter bag alle tre værk, selvom det er tilfældet. Joyce er i sin skurktur og handling langt mere umoden og ungdommelig, end den mand, der skrev to af verdenslitteraturens største titler. Hans tilgang er i denne novellesamling er dog fundamentet for den litterære retning, som han i de efterfølgende år skabte. Det viser også et helhjertet billede af, at selv ikke en af de mest omdiskuterede og gennemarbejdede forfattere som Joyce startede ud på toppen, men snarere arbejdede med sit talent, som gradvist belønnede sig. Han lærte af sin fejl og udviddede sine skrivekunstskaber, blev stærkere og mere sikker i sin stemme.

“Yes, the newspapers were right: snow was general all over Ireland. It was falling on every part of the dark central plain, on the treeless hills, falling softly upon the Bog of Allen and, farther westward, softly falling into the dark mutinous Shannon waves. It was falling, too, upon every part of the lonely churchyard on the hill where Michael Furey lay buried. It lay thickly drifted on the crooked crosses and headstones, on the spears of the little gate, on the barren thorns. His soul swooned slowly as he heard the snow falling faintly through the universe and faintly falling, like the descent of their last end, upon all the living and the dead.”

Som det oftest er med novellesamlinger, var der historier, som jeg elskede, andre jeg holdt af, og nogen jeg følte mig neutral omkring. Novellesamlingen er i sin umiddelbarhed kort og simpel, men under overfladen er den langt mere kompleks og dybtfølt; det er ikke bare forfatterens vision at gengive forskellige liv i hans nostalgiske Dublin, det er snarer hans ønske at gengive menneskeligheden i os selv, den ensomhed vi alle føler fra tid til anden, følelse af at være lille i en grænseløs stor verden, og den kulde, der sommetider sætter sig i hjertet på os. At læse “Dubliners” fra ende til anden er overvældende, og ved denne genlæsning tog jeg mig tid til at læse hver enkelte novelle, for efterfølgende at ligge bogen fra mig, før jeg læste den næste i rækken.

Historierne er som en kalejdoskop, hvorigennem jeg fik et smugkig på et tidligt 1900-tals Dublin, men dette kalejdoskop viser også Joyces oplevelse af stedet, der er så farvet, at det er helt utænkeligt, selv at danne sig en opfattelse af byens gader og liv. Forfatteren svælger dog ikke i sin hengivenhed til byen i sådan en grad, at han ikke kan sætte en finger på livets uundgåelige tristhed, der henligger byen i skygger og grå farvenuancer. Dublin er ikke et eventyrligt sted af farver, men snarere et udsnit af livet, som det er for os alle med sine mange uundgåeligheder og konsekvenser, som farver os som mennesker og præger vores hverdag og liv.

“I wanted real adventures to happen to myself. But real adventures, I reflected, do not happen to people who remain at home: they must be sought abroad.”

Dublin er et tynget sted i sådan en grad, at byen næsten ønsker, at undslippe sig selv, uden at have dette som mulighed, og jeg ser en del af Joyce i dette. Joyce forlod Dublin, men Dublin forlad aldrig ham; byen vedblev i hans erindringer og i hans hjerte, og flød som en nostalgisk strøm igennem ham, til det til sidst lod sig nedskrive som en stor del af hans forfatterskab. Der er noget smukt og tragisk i det, som jeg ikke kan lade vær med at beundre, og “Dubliners” har kun været med til at forstærke min langsomme dragning mod James Joyces som menneske og forfatter.