“Silkeorm” (Cormoran Strike #2) af Robert Galbraith


“Silkeorm” (org. titel “The Silkworm”) af Robert Galbraith, fra forlaget Gyldendal, udgivet i 2014 (org. udgivet i 2014). Læst på dansk – originalsproget er engelsk. Anmeldereksemplar fra Gyldendal.

Det er ikke så længe siden, at privatdetektiven, Cormoran Strike, opklarede mordet på Lula Landry. Sidenhen har det dog kun været småjobs, som han har måtte investere sin tid i, så da forfatter Owen Quine meldes savnet af sin kone, antager Strike, at der endnu en gang er tale om en mindre sag. Da Ouine findes myrdet i et forladt hus som en slagtegris med middagstallerkener dækket op rundt om hans lig, går alvoren op for Strike, da mordet med stor nøjagtighed ligner noget fra Quines seneste roman, som forlaget dog valgte ikke at udgive. Han sætter ind for at opklare mordet på forfatteren, som leder ham ind i forlagsbranchens mange støvede hemmeligheder.

Der er noget ved Robert Galbraiths krimier, eller J.K. Rowlings om man vil, som giver mig lystent il at tro på, at der er håb for krimigenren, en spirende fornemmelse i maven, der desperat søger efter lys i et altomsluttende mørke. Spændingsmæssigt er der ikke noget usædvanligt ved opbygningen af “Silkeorm”, da dens konstruktion er typisk for krimigenren, men det, som gør den så særegen er forfatterens evne til at puste liv i selv de mest ubetydelige karakterer, som gør, at de træder ud af bogens sider som helstøbte og fuldkomne personer. Som læser kunne jeg hurtigt navigere rundt mellem de fiktive personers stemmer, fordi deres klang var så egenartet, og selvom det er længe siden, at jeg læste forgængeren, “The Cuckoo’s Calling”, vågnede Cormoran Strike i min hukommelse efter kun få sider, og så klart som havde jeg lige sluppet ham.

“Trapperne ned til toiletterne i Ye Olde Cheshire Cheese var smilende stejle, og loftet så lov, at han slog hovedet imod, selvom han dukkede sig. Mens han gned sin tinding og bandede lavmælt, tankte Strike, at han netop havde fået en på bærret af de højere magter for at minde ham om, hvad der var, og hvad der ikke var en god idé.”

Hvor “The Cuckoo’s Calling” på mange måder er en simpel mordgåde i modemiljøet, er der noget langt mørkere over denne anden del i serien om detektiven Strike. Foruden at mordgåden er langt mere dyster og væmmelig i sin opbygning og beskrivelser, er det svært at sætte en finger på, hvad det helt præcis er, som gør det til en endnu bedre roman end sin forgænger (hvilken jeg dog også fandt nydelsesværdig). Det skyldes måske at forfatteren virker langt mere målbevidst uden at ty til forhastede konklusioner eller mærketypiske afslutninger, som jeg lidt følte at forrige romans slutning gjorde; den skuffede mig ikke, men jeg var heller ikke imponeret over sagens afrunding.

I hælene på Cormoran Strike, assisteret af hans sekretær, Robin Ellacot, løb jeg ihærdigt igennem Londons tågede gader, svingede ned af mørke sidegader og lod mig fuldkommen opsluge af byens storhed. Jeg gættede med på mordgåden med de mange ledetråde der langsomt og gradvist blev udlagt, og jeg forsvandt i min egen opklaring af sagen, kun for at få min komplette løsning revet itu ved bogens slutning. Jeg havde overvejet morderen, men jeg kunne ikke finde hverken ledetråde eller motiv. Slutningen tog fart og inden jeg fik set mig om var mordet løst, sådan som det nu en gang er med krimier. På trods af at jeg følte mig rundtosset og ærgerlig over, at min teorier ikke holdte stik, var jeg langt far skuffet over slutningen; faktisk var jeg en smule overrasket over Galbraiths snilde og teknik.

“Smerten og frygten gjorde ham bred: frygt for, at han ville blive nødt til at opgive protesen og vende tilbage til krykkerne igen, med buksebenet hæftet op, stirrende blikke, medlidenhed. Han hadede hårde plasticstole i desinficerede gange; hadede nr hans omfangsrige journal blev hentet frem og studeret, mumlen om tilpasninger af protesen, gode råd fra rolige lægere om at hville og pylre om sit knæ, som om det var et sygt barn, han måtte bære rundt på. I hans drømme var han ikke etbenet; i hans drømme var han hel.”

Det er sjældent, at jeg lader mig rive med af krimier, end ikke af de klassiske; ofte lader jeg handlingne suse forbi mine læsegærige øjne, men med “Silkeorm” var det dog anderledes, og det var på mange måder forfriskende at lege med. Bogens begyndelse er dog en kende lang og fuld unødig handling, men når først den eftersøgte bliver fundet myrdet tager handlingen fart, dog ikke i en sådan grad, at man som læser ikke kan følge med; opklaringen af mordet på foregik et et behersket tempo, der først eksploderede ved sin slutning, og som læser havde jeg hele tiden føling med handlingen, selvom den fra tid til anden førte mig af løsningsmæssige blindgyder.

Selvom jeg holder meget af forfatterens evne til at opbygge et solidt persongalleri baseret på virkelighedstro karakterer med bene plantet på jorden, selv for de, der har skyhøje tanker om sig selv, så bliver jeg ladt tilbage med en nagende tvivl i maven på samme måde, som jeg gjorde med denne bogs forgænger: er det her en bog, som jeg har lyst til at læse igen? Jeg kender mordet, og jeg kender dens løsning, selvom jeg med tiden vil glemme dens mange deltajer, ved jeg ganske enkelt ikke, om jeg vil finde det lige så nydelisesværdigt at genlæse bogen. Jeg genlæser ofte bøger, men med krimier er det alligevel anderledes; den baserer sig på tiltagende spænding og et endegyldigt klimaks, noget jeg allerede er på forkant med, og jeg ved derfor ikke, om jeg vil læse Robert Galbraiths bøger igen, selvom jeg uden tvivl vil læse den næste i rækken.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.