“The Karamazov Brothers” af Fjodor Dostojevskij


“The Karamazov Brothers” af Fjodor Dostojevskij, fra forlaget Wordsworth Classics, udgivet i 2010 (org. udgivet i 1880).

Spændingerne er på bristepunktet i Karamazov-familien i Ryevsk, Rusland, 1870. Fyodor er en velhavende libertiner med tre sønner: Dmitri, den ældste, en elegant officer, der er trolovet med en velhavende pige, og som altid er på kanten med sin far. De andre brødre omfatter en æstetiker og en munk. Familie spændinger bryder ud, da Dmitri forelsker sig i en af ​​sin faders elskerinder, Coquette Grusjka. To af brødrene ser Dmitri jalousi til faderen som en mulighed for at arve hurtigere, og driver dem ned i afgrunden af utilgivelige handlinger.

Det er sjældent, at jeg lader mig skræmme af bøgers størrelse. Jeg har læst hver en side i “War and Peace” af Lev Tolstoj, fundet stor fornøjelse i “The Count of Monte Cristo” såvel som “The Three Musketeers” af Alexandre Dumas, og jeg færdiglæste også “The Fountainhead” af Ayn Rand. Jeg har læst utallige af Fjodor Dostojevskijs mesterværker, og jeg har holdt af hver og en af dem. Alligevel lod jeg mig længe kurer af tykkelsen på “The Karamazov Brothers”. Jeg kunne ganske enkelt ikke overskue dens mange sider og russiske udgangspunkt. Efter at have læst den, er meget lidt forandret på det punkt: romanen var udfordrende at komme igennem.

“Above all, don’t lie to yourself. The man who lies to himself and listens to his own lie comes to a point that he cannot distinguish the truth within him, or around him, and so loses all respect for himself and for others. And having no respect he ceases to love.”

Handlingsmæssigt er romanen simpel rolig i sin komposition, der tager udgangspunkt i familiært opbrud og psykologisk fordærv, men strukturen leder denne af snørklede stier, der forgrener sig ud i perspektiver og poetisk prosa, som forførte mine læsende øjne, men også gjorde mig svimmel og rundtosset med sine mange siders moralskfundering. Der hvor den bliver uhåndgribelig er i dens bagvedligende psykologi, som Dostojevskij ynder at gengive med stor præcision, men som også jeg følte løb mellem mine fingre som sand, hvor jeg desperat forsøgte at holde sammen på hvert et sandkorn. Det er en bog om verdenshistorie; en strøm af elendighed og visdom, og en repræsentation af den russiske sjæl; den overskrider enhver geografisk grænse og sin egen tidslighed. Det er en episk fortælling om det at være menneske, og som menneske havde jeg svært ved at holde sammen på den, selvom jeg ihærdigt forsøgte.

Russiske storromaner har for vane at være omfattende, og “The Karamazov Brothers” er ingen undtagelse: en stor del af bogen indledning før handlingens eskalering, virker som lange introduktioner til faderen og sønnerne, hvis liv og laden skal beskrives og udlægges for de læsende øjne, før historien rigtigt kan tage til. Romanens første side udspiller sig ikke i familieopgåret, men arbejder sig gradvist derhen efter, og det er en teknik, der tager tid, og som kan virke trættende, selvom alle sønnerne er vidt forskellige. Hver figur i romanen er ikke alene hele og selvstændige personer, sammensatte af mørke og lyse sider, der konstant udkæmper en indre kamp, kampe der forgrener sig til at være indbyrdes og særegen, til at handles om tematikker som religion og fornuft og de mange filosofiske spørgsmål derimellem.

“The awful thing is that beauty is mysterious as well as terrible. God and the devil are fighting there and the battlefield is the heart of man.”

Bogen er unødvendig lang, og det gjorde, at mine øjne gled let hen over flere passager, fordi mit hoved vejede tungt med de mange og lange beskrivelser, der nøje gengiver selv den mindste detalje. Jeg ville dog sådan ønske, at jeg havde haft tålmodigheden til disse minutiøse beskrivelser igennem de vældige kapitler. Jeg vil elske at læse bogen igen, men den tanke leder mig tilbage til mit udgangspunkt før jeg læste bogen: på forhånd lader jeg mig fortvivle over dens mange sider, der samlet føles tunge mellem mine hænder, men hvis enkelte ordrige sider føltes ligeså. Det skyldes, at mange af dem er fulde af filosofiske betragtninger, formuleret i et fortrinligt sprog, men som også hurtigt kan virke overvældende og uoverkommelige i forståelsen af dem.

Advertisements

2 thoughts on ““The Karamazov Brothers” af Fjodor Dostojevskij

  1. Ida Thordis

    Som helt ny til Dostojevskij kan jeg alligevel nikke genkendende, til alt du skriver. Jeg tror ikke vi er vant til at læse litteratur, skrevet på den måde Dostojevskij skriver – med de lange personbeskrivelser og detaljebeskrivelser, som vi måske ikke definerer som relevante. Alligevel tror jeg det er utrolig vigtigt at få det hele med, og selvom jeg var ved at gå ud af mit gode skind fra tid til anden, da jeg læste Forbrydelse og Straf, så er der virkelig meget at hente i detaljerne. Det er bare en helt anden form at skrive på – og læse på – end hvad jeg hvertfald er vant til :-)

    1. Anne Nikoline

      Jeg synes, at den var uhyre svær at læse, fordi den var så lang. Skrivestilen minder mig på en måde om Charles Dickens, fordi han på samme måde sætter en dyd i at dvæle ved detaljerne. Jeg er dog helt enig med dig i, at det er nødvendigt at få det hele med – særligt når Dostojevskij arbejder med den menneskelige psykologi.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s