“The Vet’s Daughter” af Barbara Comyns


“The Vet’s Daughter” af Barbara Comyns, fra forlaget Virago Press Ltd, udgivet i 2013 (org. udgivet i 1959)

I det sydlige London i den edwardianske tidsalder, længes Alice Rowlands efter romantik og spænding, som så mange piger før hende. Hun sukker efter et liv fjernt fra sit eget, der er kedeliget, restriktivt og ensomt. Hendes far er dyrelæge, hård og herskersyg, og da hans hustrus sygdom tager til. For at holde det gradvise tab af sin mor og sin fars tyrrani ud, søger Alice tilflugt i erindringer og fantasier i sin længsel efter Nicholas, en smuk ung sømand, og i opblomstringen af​​, hvad hun opfatter som hendes okkulte kræfter. En række mærkelige hændelser udfolder sig løbende, og vender op og ned på hendes hverdag, til hun til sidst står klædt som hvid brud, og jorden under hende forsvinder og skævler under folkemængderne på Clapham Common.

Det var forsiden der gjorde det; lokkede mig til at tage den op i mine hænder og elske den på forhånd. Dernæst gjorde jeg bagside til forside og forelskede mig en smule i de beskrivende ord om, hvad jeg troede ville blive en mageløs fortælling at varme mig på i det begyndende efterår. Min egen historie med bogen fik dog en noget anderledes slutning. “The Vet’s Daughter” af Barbara Comyns viste sig at være langt mere besynderlig, end jeg havde forstået ud fra bogens beskrivelse, men samtidig er det også herigennem at dens styrke er at finde, selvom jeg ikke er sikker på, at jeg kunne forenige mig med den. Forfatteren blandt realisme med eventyr, to genre der umiddelbart modarbejder hinanden i det, at realistisk fiktion søger at forklare hændelser og personer, imens eventyr ikke gør, og jeg har aldrig været særlig god til favne magisk realisme.

“In the early morning, when I looked out of my bedroom window, the trees and fields were white with hoar frost and the glass in the window was beautifully patterned with it. I’d never loved the frost before but now it enchanted me. Besides the beauty, there were the sounds : the snap of a stick, the hard rustle of a frozen leaf, the crack of breaking ice — even the birds winter cries seemed to be sharp, and intensified…”

Alice er en ordinær men elskværdig protagonist, der leder læseren igennem sin stormfulde hverdag. Hun drømmer sig ikke alene væk til verdener langt fra sin egen, fordi hun finder sin egen livløs og kedsommelig, men fordi hun som en lille blomst forsøger at strække sig fra skyggerne og op mod solens varme. Det er et spørgsmål om overlevelse for hende; en daglig kamp for at undslippe de altomsluttende skygger, og lade sig varme et splitsekund. Alices fortællerstemme vindblæser hvert et ord; intet an undlades fra hendes perspektiv, der manifestere dig i poetisk prosa, og som får bogen til at slippe sit fodfæste på den trygge jord og svæve mod friheden.

Magisk realisme tillader overnaturlige ting at finde sted i en virkelighedstro verden, og selvom jeg altid har fundet det vanskeligt at greje lige netop den genre, forekom det mig endnu mere uhåndgribeligt at læse “The Vet’s Daughter”. Ikke på grund af dens magiske tiltag i handlingen, men fordi der hviler en irrationalitet og uforståelse over flere af personernes gøren og laden, som jeg ikke kunne finde svar til mellem linjerne. Der er derfor ingen tvivl om, at romanens handling har en symbolsk skyggeside, som jeg ikke formåde at træde ind i og favne. Skuffelsen mærkedes derfor hurtigt i mine fingerspidser, når jeg ikke forstod den egentlige betydning af bogens fine ord — ikke at bogen er svær at læse, for det er den ikke, men den var for mig svær at forstå.

“The day was nearly over and it was like most of the days I could remember: all overshadowed by my father and cleaning the cats’ cages and the smell of cabbages, escaping gas and my father’s scent. There were moments of peace, and sometimes sunlight outside. It was like that all of the time.”

Handlingen forløber i et stilfærdigt tempo, som giver læseren mulighed for at træde ind i familiens skyggefulde hverdag, og hvor intet udsædvanlige forekommer. Det er også her forfatteren udfolder sig i smukke og beundringsværdige vendinger, hvor hun indfanger solglimt i en overskyet hverdag, og som lyser teksten op. Det er disse små hverdagsglimt af lys, der muliggør Alice og sin mors overlevelse i en monotom hverdag, der kun afbrydes af farens arrige temperament og spydige bemærkninger. Slutningen, derimod, virker forhastet i forhold til det rolige tempo, bogen ellers har ladet sig føre af. Dens pludselige endeligt får det til at virke som om, forfatteren ikke selv var afklaret med, hvordan historien skulle slutte, men at en slutning var nødvendig og uundgåelig.

Barbara Comyns har med “The Vet’s Daughter” skabt et ulykkeligt eventyr i en realistisk verdensorden, hvor det eneste hovedpersonen kan gøre for at udholde sine pinsler, er at fortælle om dem til læseren i smukke vendinder, selvom det sjældent er smukke begivenheder, hun beskriver. Det var disse aspekter af romanen, som jeg hurtigt kom til at holde af, imens jeg i stedet måtte kæmpe mig igennem dens bratte slutning, der er gennemsyret af magisk symbolik, at jeg helt mistede pusten, og af samme grund er det heller ikke en bog, jeg vil tage ned af reolen og genlæse lige foreløblig. I stedet må jeg nøjes med at nydes dens yndige omslag og fine farver.

Reklamer

2 thoughts on ““The Vet’s Daughter” af Barbara Comyns

    1. Anne Nikoline

      Det var også det, der i første omgang fangede mig ved bogen. Den er simpelthen så pæn.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s