“We Have Always Lived in the Castle” af Shirley Jackson


“We Have Always Lived in the Castle” af Shirley Jackson, fra forlaget Penguin Modern Classics, udgivet i 2009 (org. udgivet i 1962).

Merricat Blackwood lever i skyggerne af sin families omdømme med sin søster og onkel på familiens ejendom. Før i tiden var der syv medlemmer af Blackwood familie, men en en fatal ombytning af arsenik og sukker i sukkerskålen ændrede dette for altid. Rundt om i byen, i supermarkederne og på det lokale bibliotek, tager byens indbyggere afstand fra den tilbagelevende Blackwood-familie; Merricat bliver ladt alene, imens rygterne følger hende over alt som en sart hvisken. En dag kommer en fjern slægtning, som hun mener udgør en fare for sin og sin søsters tilværelse på ejendommen, og Merricat lader sig opsluge af sine familieskygger i forsøget på at skærme sin søster fra denne.

Shirley Jackson er en enestående historiefortæller, der overlader det til læseren at tolke sig til svar, frem for at give dem. Romanen er en besynderligt størrelse, der tager sig ud som en simpel fortælling om rygtesprædning efter tragiske omstændigheder, men langsomt viser det sig, at historien rummer et langt større mørke, som kommer inde fra Blackwood familien selv, snarere end i den sladder, der florerer i byen ved den blotte nævnelse af familien. Størstedelen af dens svar er derfor ikke at finde i romanens ord, men snarere i skyggerne af disse. Intet virker overladt til tilfældighederne; Merricat, bogens hovedperson, er ikke bare et mærkeligt pigebarn, der har en sær forekærlighed for at begrave ting rundt om på ejendommens græsarealer, selvom det fremstilles uskyldigt. Hendes sind åbner sig side for side for læseren, og afsløre en sort og bundløs afgrund af onde tanker om mord og hævn, uden at det forekommer hende forkert.

“A pretty sight, a lady with a book.”

Fundamentalt minder bogen i høj grad om Dodie Smiths “I Capture the Castle”; den handler om piges tilværelse på et faldefærdigt slot, hendes forhold til sin søster og hendes møde med drenge, men “We Have Always Lived in the Castle” adskiller sig i sin tone, der emmer af en ondskabsfuld humor, der tager sig ud fra en uskyldig piges livelige tankegang. Merricat holder af de simple ting i tilværelse; hendes kærlighed til bøger, sin kat og sin søster synes endeløs, og hun holder af te og stilfærdige middage i familiens skød, og alligevel trak jeg nervøst på smilebåndet, når hendes tanker flød strømme af ord, jeg grinte stilfærdigt og så mig anspændt over skulderen, som om jeg frygtede hendes tilstedeværelse; den blotte tanke giver mig gåsehud.

Merricat er excentrisk og optaget af solipsisme, en isme om at selvet er det eneste, der kan være, en isme som resten af handlingen udspringer fra. Desperat klynger hun sig til hverdagens trivialiteter, hvor bestemte dage er til rengøring, indkøb og biblioteksbesøg, for at holde fast på denne filosofi, og en ukendt fætter ankommer og kaster sin kærlighed på Constance, der blomstre i hans hænder, forstyrre det hverdagen, og får den til at ryste faretruende under hendes fødder på kanten til at kollapse. Merricats sind er så højråbende og øredøvende, uden at hun nødvendigvis gør alvor af sine dystre tanker, og jeg følte hver en tanke sitre rystende igennem siderne og helt ud i mine fingerspidser.

“I remember that I stood on the library steps holding my books and looking for a minute at the soft hinted green in the branches against the sky and wishing, as I always did, that I could walk home across the sky instead of through the village.”

Et interessant aspekt af bogen, er dens fortællervinkel. Merricat er en upålidelig fortæller, det er sløret for enhver rationel handling og tanke, der bliver endnu voldsommere i sin fulde størrelse, når den sammenlignes med landsbybeboernes opfattelse af Blackwood familien. Problemet er, at landsbyboerne, i modsætning til læseren, ikke kender til omfanget af pigernes fremmedhed; de handler på deres mistro og eget initiativ, ledet af deres egne fordomme og snæversynet forfølgelse. Det er en anden rædsel end den, der er at finde bag slottes døre og Merricats sind. Herigennem spinder forfatteren et spind af surrealistisk forvirring, mørke løgne og gotik stemning. Shirley Jackson var en enestående forfatter og historiefortæller, hvis simple ord af mørke og dobbelttydigheder, jeg gladeligt vil vende tilbage til.

4 thoughts on ““We Have Always Lived in the Castle” af Shirley Jackson

  1. Åh, jeg elskede “We have always lived in the Castle” og Jackson generelt – hun kan bare noget helt specielt med ord og portrætter af samfund, som aldrig er helt som man havde regnet med.

    Har du læst hendes novelle “The Lottery”? Den er så skræmmende, og fin, og voldsom på samme tid :)

    1. Jeg holder virkelig meget af Jackson. “The Lottery” er sådan en god novelle. Hvad har du ellers læst af hende?

    1. Jeg har største delen af Jacksons bøger stående, men lige netop den bog mangler jeg at forevige i min samling – jeg glæder mig dog til at sætte mig til rette med den, når den endelig bliver min.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.