“Jacob de Zoets tusind efterår” af David Mitchell


“Jacob de Zoets tusind efterår” (org. titel “The Thousand Autumns of Jacob de Zoet”) af David Mitchell, fra forlaget People’s Press, udgivet i 2014 (org. udgivet i 2010). Læst på dansk – originalsproget er engelsk. Anmeldereksemplar fra People’s Press.

Året er 1799, da den unge hollandske embedsmand Jacob de Zoet går i land i Nagasaki havn, en havn der tiltrækker handlere fra nær og fjern. Jacobs grund til sin rejse er, at han som så mange andre, ønsker at forhøjne sin økonomiske kapital, så han kan gifte sig med pigen, som venter trofast på ham derhjemme. I mellemtiden går tingene ikke helt, som han havde planlagt, og hurtigt forsvinder billedet af pigen derhjemme til fordel for jordmoderen, Orito Aibagawa. Deres gradvise indtrædelse i hinandens liv forhindres, da hun en nat sælges til en hemmelig sekt som betaling for sin afdøde fars gæld. Jacob leder efter hende i menneskemasserne i det korrute samfund, fast besluttet på at finde hende, og lade kærligheden blomstre, noget der vil kræve al hans viljestyrke.

David Mitchell er et veletableret navn i moderne litteratur, han har igennem de senere år skrevet en række bøger, der har forgyldt sit navn på det litterære stjernehimmel, og jeg glædede mig meget til at tage hul på hans forfatterskab. Om “Jacob de Zoets tusind efterår” er en atypisk roman af forfatteren, skal jeg ikke kunne sige, eller om det var forkert af mig at starte med hans værker med denne, men jeg sad tilbage med en hul fornemmelse i maven og et intetsigende udtryk i ansigtet. To af forfatterens værker af overnaturlig og ekstravagant karakter har været shortlisted for the Man Booker Prize, og derfor ventede jeg mig også alverden af denne bog, forventninger der langt fra lod sig indfrie; David Mitchells historiske roman er bare historisk.

“Der findes kun ét mesterværk i verden, tænker han, og det er verden selv.”

Det er vigtigt for mig at understrege, at “Jacob de Zoets tusind efterår” ikke er en dårlig bog. Den er både velskrevet og velkomponeret hvad angår dens komposition og historiske baggrund som handlingen spejler sig i. Den åbnede en dør indtil, hvad der var for mig, en uudforsket tid, og allerede ved det indledende kapitel var jeg fanget af handlingen, der fulgte Orito Aibagawa. Det ændrede sig dog brat, da fokusset skiftede til Jacob de Zoet; ordene forsvandt for mine øjne i en tåge af ligegyldigheder og intetsigenhed. Mit forhold til Jacob var anstrengt, og blev det i det spontane øjeblik, hvor han over for sig selv erklære sin kærlighed til Orito, der kom som et lyn fra en klar himmel, selvom der mellem linjerne dog var varslet om storm. At de nødvendigvis måtte krydse veje, var et usagt faktum, som jeg var klar over det øjeblik jeg påbegyndte romanen, men fra Jacobs side kom hans erklæring så pludseligt, at jeg helt mistede pusten i forhold til handlingen og hovedpersonen selv.

Til gengæld lod jeg mig forsvinde i de detaljerede beskrivelser af Mitchells Japan, der er dragende atmosfæriske og frem for alt levende. De er lige så energiske som de er trættende; som læser blev jeg hurtigt mættet af indtryk fra en fjern verdenskrog, som jeg aldrig har betrådt, og alligevel blomstrede de mange og lange passager for øjne af mig som fuldkomne og færdige billeder, håndplukket fra virkeligheden, som var bogens ord vinduer hertil. Samtidig benytter Michell sig også af en skrivestil, der konstant afbryder hovedhandlingen med små unødvendigheder, men som også netop er at finde i storbyen og dens masser, men det gjorde også lingvistikken forplumret, fordi det var vanskeligt at adskille de fiktive stemmer fra hinanden; selvom der var helt klare stemmer i vrimlen, følte jeg aldrig at jeg lærte at kende personen bag stemmen.

“Oppe i en bjergask synger en sangdrossel om altings ende.”

Bogens er strukturet stramt: den første del af bogen følger hovedsageligt hvert eneste skridt, Jacob de Zoets tager, imens midten af bogen beskæftiger sig næsten udelukkende med Oritos afstumpede hverdag i det hemmelige broderskab, som hun er blevet solgt til. Det er også her, at Mitchell mister følingen med sin egen hovedperson, der forsvinder mellem sidernes mange ord til fordel for favoriseringen af Orito historie. Jacob forsvandt fra historien og min bevidsthed, og da han blev introduceret igen, var han forsat kun en svag erindring bagerst i mit hoved; jeg var ganske enkelt indifferent over for hans tilstedeværelse i bogen såvel som over for hans gøren og laden, selvom hans historie naturligvis flettes sammen med Oritos, hvis historie jeg nød at følge.

Hvor om alting er, så ventede jeg på den storslåethed, der knytter sig til Mitchells navn, jeg ventede på hans storslåede fortællinger med en tilsvarende skrivestil, og selv da min læsning var bragt til ende, ventede jeg stadig og ventede og ventede… Den ordsymfoni og de litterærestrømninger, som jeg havde forventet og vedblev at afvente, blev aldrig indfriet. I stedet oplevede jeg, hvordan forfatteren mistede føling med sin egen historie, og hvordan han ofte blev kort for hovedet i opsætningen af den. Jacob de Zoets tusind efterår” er en god historie, den var så fjern fra det, som jeg havde forventet.

Reklamer

Foyles


I år åbnede den nye og forbedrede Foyles, der flyttede fra én adresse til en anden. Jeg holdt meget af den gamle Foyles, der var så labyrintisk, at jeg for to år senere formåede at miste orienteringen mellem de endeløst mange bogreoler og titler. Foyles huser nemlig mere end 200.000 titler fordelt på 6.5 kilometer bogreoler, noget der er uforandret ved de nye lokaler på den nye adresse. Da jeg trådte ind i den nye og skinnende bogbutik, blev jeg ved første øjekast forblændet af dens minimalistiske skønhed fordelt på fire etager. Magien fortog sig hurtigt, og jeg endte med at tilbringe det meste af mit ophold i butikken siddende; den rustikke charme, katalogisering af bøgerne efter serie og labyrintlignende opstilling hvori charmen bestod, var sporløst forsvundet. I stedet sad jeg tilbage med en nagende følelse af, at Foyles nu til forveksling lignede en mere moderniseret udgave af gigantkæden, Waterstone’s, men som jeg langt hellere vil tilbringe timevis i end den nye og forbedrede Foyles.

Foyles er blevet en rigtig flot butik, bevares, jeg savner bare den karisma, som butikken havde før sin renovering; her ligner hver en krog hinanden, og der er slet ikke den samme særegenhed over indretningen, omend den tidligere var en kende rodet i sin svage belysning. Selvom titlerne var mange i smukke indbindinger, købte jeg ikke en eneste bog i butikken, og det tror jeg i grunden siger en hel del om min oplevelse af stedet. Jeg lod da mine fingre glide over adskillige hylder med deres farvestrålende bogrygge, men ingen af bøgerne talte til mig. Hvorvidt jeg vil genbesøge butikken, ved jeg ikke, men den kan findes på 107 Charing Cross Rd, London WC2H 0DT.

“Silkeorm” (Cormoran Strike #2) af Robert Galbraith


“Silkeorm” (org. titel “The Silkworm”) af Robert Galbraith, fra forlaget Gyldendal, udgivet i 2014 (org. udgivet i 2014). Læst på dansk – originalsproget er engelsk. Anmeldereksemplar fra Gyldendal.

Det er ikke så længe siden, at privatdetektiven, Cormoran Strike, opklarede mordet på Lula Landry. Sidenhen har det dog kun været småjobs, som han har måtte investere sin tid i, så da forfatter Owen Quine meldes savnet af sin kone, antager Strike, at der endnu en gang er tale om en mindre sag. Da Ouine findes myrdet i et forladt hus som en slagtegris med middagstallerkener dækket op rundt om hans lig, går alvoren op for Strike, da mordet med stor nøjagtighed ligner noget fra Quines seneste roman, som forlaget dog valgte ikke at udgive. Han sætter ind for at opklare mordet på forfatteren, som leder ham ind i forlagsbranchens mange støvede hemmeligheder.

Der er noget ved Robert Galbraiths krimier, eller J.K. Rowlings om man vil, som giver mig lystent il at tro på, at der er håb for krimigenren, en spirende fornemmelse i maven, der desperat søger efter lys i et altomsluttende mørke. Spændingsmæssigt er der ikke noget usædvanligt ved opbygningen af “Silkeorm”, da dens konstruktion er typisk for krimigenren, men det, som gør den så særegen er forfatterens evne til at puste liv i selv de mest ubetydelige karakterer, som gør, at de træder ud af bogens sider som helstøbte og fuldkomne personer. Som læser kunne jeg hurtigt navigere rundt mellem de fiktive personers stemmer, fordi deres klang var så egenartet, og selvom det er længe siden, at jeg læste forgængeren, “The Cuckoo’s Calling”, vågnede Cormoran Strike i min hukommelse efter kun få sider, og så klart som havde jeg lige sluppet ham.

“Trapperne ned til toiletterne i Ye Olde Cheshire Cheese var smilende stejle, og loftet så lov, at han slog hovedet imod, selvom han dukkede sig. Mens han gned sin tinding og bandede lavmælt, tankte Strike, at han netop havde fået en på bærret af de højere magter for at minde ham om, hvad der var, og hvad der ikke var en god idé.”

Hvor “The Cuckoo’s Calling” på mange måder er en simpel mordgåde i modemiljøet, er der noget langt mørkere over denne anden del i serien om detektiven Strike. Foruden at mordgåden er langt mere dyster og væmmelig i sin opbygning og beskrivelser, er det svært at sætte en finger på, hvad det helt præcis er, som gør det til en endnu bedre roman end sin forgænger (hvilken jeg dog også fandt nydelsesværdig). Det skyldes måske at forfatteren virker langt mere målbevidst uden at ty til forhastede konklusioner eller mærketypiske afslutninger, som jeg lidt følte at forrige romans slutning gjorde; den skuffede mig ikke, men jeg var heller ikke imponeret over sagens afrunding.

I hælene på Cormoran Strike, assisteret af hans sekretær, Robin Ellacot, løb jeg ihærdigt igennem Londons tågede gader, svingede ned af mørke sidegader og lod mig fuldkommen opsluge af byens storhed. Jeg gættede med på mordgåden med de mange ledetråde der langsomt og gradvist blev udlagt, og jeg forsvandt i min egen opklaring af sagen, kun for at få min komplette løsning revet itu ved bogens slutning. Jeg havde overvejet morderen, men jeg kunne ikke finde hverken ledetråde eller motiv. Slutningen tog fart og inden jeg fik set mig om var mordet løst, sådan som det nu en gang er med krimier. På trods af at jeg følte mig rundtosset og ærgerlig over, at min teorier ikke holdte stik, var jeg langt far skuffet over slutningen; faktisk var jeg en smule overrasket over Galbraiths snilde og teknik.

“Smerten og frygten gjorde ham bred: frygt for, at han ville blive nødt til at opgive protesen og vende tilbage til krykkerne igen, med buksebenet hæftet op, stirrende blikke, medlidenhed. Han hadede hårde plasticstole i desinficerede gange; hadede nr hans omfangsrige journal blev hentet frem og studeret, mumlen om tilpasninger af protesen, gode råd fra rolige lægere om at hville og pylre om sit knæ, som om det var et sygt barn, han måtte bære rundt på. I hans drømme var han ikke etbenet; i hans drømme var han hel.”

Det er sjældent, at jeg lader mig rive med af krimier, end ikke af de klassiske; ofte lader jeg handlingne suse forbi mine læsegærige øjne, men med “Silkeorm” var det dog anderledes, og det var på mange måder forfriskende at lege med. Bogens begyndelse er dog en kende lang og fuld unødig handling, men når først den eftersøgte bliver fundet myrdet tager handlingen fart, dog ikke i en sådan grad, at man som læser ikke kan følge med; opklaringen af mordet på foregik et et behersket tempo, der først eksploderede ved sin slutning, og som læser havde jeg hele tiden føling med handlingen, selvom den fra tid til anden førte mig af løsningsmæssige blindgyder.

Selvom jeg holder meget af forfatterens evne til at opbygge et solidt persongalleri baseret på virkelighedstro karakterer med bene plantet på jorden, selv for de, der har skyhøje tanker om sig selv, så bliver jeg ladt tilbage med en nagende tvivl i maven på samme måde, som jeg gjorde med denne bogs forgænger: er det her en bog, som jeg har lyst til at læse igen? Jeg kender mordet, og jeg kender dens løsning, selvom jeg med tiden vil glemme dens mange deltajer, ved jeg ganske enkelt ikke, om jeg vil finde det lige så nydelisesværdigt at genlæse bogen. Jeg genlæser ofte bøger, men med krimier er det alligevel anderledes; den baserer sig på tiltagende spænding og et endegyldigt klimaks, noget jeg allerede er på forkant med, og jeg ved derfor ikke, om jeg vil læse Robert Galbraiths bøger igen, selvom jeg uden tvivl vil læse den næste i rækken.

“Berlinerpoplerne” af Anne B. Ragde


“Berlinerpoplerne” (org. titel “Berlin Poplars”) af Anne B. Ragde, fra forlaget Rosinante, udgivet i 2010 (org. udgivet i 2004). Læst på dansk — originalsproget er norsk.

I Norge tvinges tre vidt forskellige brødre sammen, da deres mor i julen rammes af et slagtilfælde. Den mellemste bror, Magido Neshov er ungkarl, midt i halvtredserne og bedemand i Trondheim. Storebroren, Tor, bor på familiens forfaldne slægtsgård uden for byen og opdrætter svin. I København bor den yngste bror, Erlend, som stak af som ung og sprang ud som bøsse. De tre brødre har udadtil intet tilfælles, men bindes sammen ved morens dødsleje, viser det sig, at de rødder, som de alle tre har forsøgt at rive over, stikker dybere, end de troede. Det bliver en jul, de sent vil glemme…

Det er ubegrundet, hvorfor jeg ikke tidligere har læst noget af Anne B. Ragdes omfangsrige forfatterskab; jeg havde måske stemplet hendes romaner som fløjlsbløde fortællinger om kærlighed og lykkelige slutninger, imens hendes forfatterskab er alt andet end det. Den norske forfatterindes romaner har det tilfælles, at de alle handler om familier, som alle hævder at være ganske ordinære, men som langt fra er det. Den normale familie er et illusorisk glansbillede, et blændværk af et luftkastel, som hun sprænger og hvori hun finder den gode fortælling blandt de ødelagte stumper. Hun fortæller sin skyggefulde fortælling med en ligefrem prosa, der fremkalder følelserne i de læsende øjne uden at man nødvendigvis bliver sentimental.

“Morgen og aften, hver evig eneste dag, både hverdag og helligdag, syttende maj eller juleaften, dyrene stod der, og stod der uanset hvad der sete på kloden som drejede, uanset om det menneske de var prisgivet, egentlig ikke orkede at komme til dem, men alligevel skulle. De stod der og ventede.”

På mange måder er de tre brødre i romanen typiske karikerede typer, som alligevel er udskilte i deres færdige billede. På trods af deres stereotype træk, som gjorde, at jeg på forhånd følte, at jeg kendte dem, hviler der også en menneskelighed i dem alle, fordi forfatteren spejler sine fiktive karakterer i virkelighedens troværdige billede. Den enkeltes menneskelighed var jeg ikke bekendt med på forhånd, og jeg overlod det derfor til forfatteren at lære mig dem at kende igennem sine ord. Et bekendtskab der berørte mig uden at det efterlod større indtryk på mig efter bogens afsluttende sætning.

Som læser kan man lugte og smage forfaldet der hviler over gården såvel som over familien, et forfald der gradvist tager til, og som eskalerer da moderen ligger for døden. Det er dog ikke udelukket er forfald, der ender i et bundløst mærke, men afbrydes af enkelte handlingsmæssige sekvenser, som kaster lys over den enkeltes elendighed og får håbet til at spire i hjertet. Ragde portrættere nøjsomt tre vidt forskellige liv, der peger væk fra hinanden som tre verdenshjørner, og det er præcis, hvad hun formår; at binde mennesker sammen, som ikke ønsker det, men som nødvendigvis må det, og deri befinder sig en skrøbelig historie, der fortjener at blive fortalt.

“Stakkels pige, han burde skræmme hende sydpå igen, få hende væk fra den her virkelighed hun garanteret ikke ville have godt af. ”

I mange henseender virker det som om, at forfatteren har sat sig ned og lyttet til livet; hun har observeret situationer, smagt dem på tungespidsen og indsnuset deres dufte. Bogens handling er ikke usædvanlig, men forfatterens evner til at beskrive livet på mest oprigtigevis er usædvanlig. Hendes forarbejde er gjort til punkt og prikke. Når det så er sagt, er “Berlinerpoplerne” af Anne B. Ragde en simpel roman med en simpel handling, og derfor også en simpel morale. Det er der ikke noget i vejen for, men det betyder også, at bogen ikke vedblev i mine erindringer længe efter sin slutning.

Min egen koncentration fejlede indimellem og vanskeliggjorde det at holde rede i de tre brødres stemmer; en sammenblanding der forkludrede handlingen og forvirrede mig ganske unødvendigt, men som, når jeg formåede at gøre mig den ulejlighed at læse Anne B. Ragdes fine fortælling, holdt af at følge og fordybe mig i. Hver en stemme fortæller en historie præget af tilværelsens melankoli, men hvor den enkelte vedbliver at holde sig gående med håb i hjertet, og det er betagende at være vidende til, hvor meget et menneske kan udholde. Det første bind i Berlinertrilogien er ikke en bog, der forandrede mit liv, men som fortæller en fintfølende historie om adskillige liv, der bliver forandret; historier, der hver for sig og sammen er værd at lytte til.