“Dette burde skrives i nutid” af Helle Helle


“Dette burde skrives i nutid” af Helle Helle, fra forlaget Samleren, udgivet i 2011 (org. udgivet i 2011).

I slutfirserne bor Dorte til leje ved togstationen i Glumsø, hvor hun ofte kan mærket togenes gennemkørsel, standsning og igangsættelse. Hun rejser selv med dagligt til København, hvor hendes forældre tror, at hun passer sit studium på universitet, men det er længe siden, at hun har sat sine ben der. I stedet slentrer hun ned af gader og stræder og i Scala med Digter Hase. Selv er hn også papirromantiker, der klynger sig ihærdigt til sin blyant og sin munds mange ord, der sjældent kommer ud over tungespidsen. Hendes hverdag er fuld af forstyrrelse, ting som fortiden med Per Finland, forældrene i baghovedet og godstogene, der kommer buldrende natten igennem og tankerne.

Mit bekendskab med Helle Helle, startede som for mange andre i folkeskolen, hvor jeg ikke evnede at sætte pris på hendes minimalisktiske stil, hvis simple ord og sætningskonstruktioner fortæller en tavs historie, som kun kan læses mellem linjernes skygger. Siden folkeskolen dukkede forfatterens mange noveller også op i min gymnasiumtid, hvor interessen for litteratur blomstrede, men hvor jeg forsat fandt Helle Helle for nutidig og for dansk til, at jeg vidste, hvordan jeg skulle læse hende rigtigt. I år er min forståelse af hende en hel anden. Det har taget mig langt tid at forstå hendes simple historier og budskaber, og i dag læser jeg hende med noget større iver, end jeg tidligere har gjort; i dag læser jeg Helle Helle af hjertets lyst.

”I en af sækkene lå også mine såkaldte tekster. Engang forekom det mig umuligt at kassere en skriftlig formulering, nu var jeg kommet efter det. Jeg havde forsøgt ikke at læse i papirene undervejs, men enkelte stive sætning sprang mig i øjnene.”

Denne roman, “Dette burde skrives i nutid”, er en typisk Helle Helle historie, selvom alle hendes historier har en særpræget hovedperson i sit eget univers, dog er den typisk fordi den behandler rodløshed og flugten fra tilværelsen. Den handler om mennesker i bevægelse, og i bevægelse fra det kendte til det ukendte. Protagonisten Dorte er en typisk Helle Helle heltinde, der også forsøger at finde rodfæste i en kaosfyldt hverdag; hun er opkaldt efter sin faster, og ligesom hende kun flygtige forhold til mænd. De styres begge af tilfældet og af, hvad de burde gøre frem for at kunne mærke, hvad der er det rigtige for dem. Samtidig holdes facaden imens hverdagens trivialiteter passes, men bag dette bryder de gradvist men sikkert sammen.

Romanen behandler i høj grad også mødet mellem provinsen og storbyen, og hvordan man som menneske finder sig til rette i to så forskellige miljøer, hvad det gør ved os, og hvorvidt det overhovedet kan lade sig gøre. “Dette burde skrives i nutid” er en roman med noget på hjertet, der dog samtidig er et socialt eksperiment, en lille tikkende bombe af uvished, som jeg aldrig vidste ville gå af og i så fald hvornår. Forfatterens leg med mennesket og dets mangel på tilhørsforhold i tilværelsen gør også, at romanen er renset for adverbialer, der skaber sammenhæng og forklaring. I stedet for at forklare hvorfor en følelse er tilstede, eller hvordan tingene er, som de er, overlader hun det i stedet til læseren at besvare. deles fordi der ikke er noget endegyldigt svar, men også fordi det i grunden ikke er så vigtigt. Det, der derimod er vigtigt, er det faktum, at tilstanden, hvadend den er fysisk eller psykisk, er umulig at flygte fra; det ville svare til at flygte fra sin egen skygge. Denne bevidsthedstilstand kommer til orde i sproget.

”Ved skovbrynet lettede en musbåde fra en hegnspæl tæt på os, vi kunne ligefrem mærke suset, vi blev helt forskrækkede. Det hjalp, vi grinede. Lidt efter trak Per sin hånd til sig, så jeg gik med hans tomme vante i hånden. Jeg blev lige overrasket, hver gang han gjorde det, jeg blev aldrig klogere.”

Med sit sparsomme sprog, opholder læseren sig kun på toppen af romanens isbjerg; under overfladen er historien langt større men også ufortalt, og det må være op til læseren at fortælle den færdig for sig selv. Forfatteren portrættere oprigtigt det menneskelige sammenbrudstilstand lige før det indtræder, en tilstand der gør ondt helt ud igennem ordene og ind i finerspidserne. Jeg kunne mærke Dortes smerte, og jeg kunne føles hendes forsøg på at holde fokus på vanerne, og det er uden tvivl det, som Helle Helle kan; hun formår med meget få ord at få sin læser til at føle livets smertesider igennem sine velvalgte ord, som nogle gange gør så ondt, at de slet ikke er til at bære.

Reklamer

3 thoughts on ““Dette burde skrives i nutid” af Helle Helle

    1. Anne Nikoline

      Så håber jeg, at du bliver glad for bogen, når det bliver dens tur til at blive læst. Jeg nød den i hvert fald.

      1. PeacefulAngel

        Det skal jeg nok blive. Jeg har en ret bred smag i bøger :) Min smag ligger fra “Min Grønlandske ungdom” til “Fifty shades” :)

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s