“Mig Før Dig” (Mig Før Dig #1) af Jojo Moyes


“Mig Før Dig” (org. titel “Me Before You”) af Jojo Moyes, fra forlaget Cicero, udgivet i 2012 (org. udgivet i 2012) Læst på dansk – originalsproget er engelsk.

Lou Clark står på tærsklen til sit livs vendepunkt. Det samme gør Will Traynor; Lous hverdag bliver vendt på hovedet, da hun mister sit arbejde, og må se sig nødsaget til at arbejde som hjemmehjælper. Hun føler sig samtidig klaustrofobisk i forholdet til sin løbetrængende kæreste, hvis skygge hun kan se langt borte i horisonten, imens hun selv står stille. Forandring er også at finde hos den bitre Will, der er blevet lam efter en skæbnesvanger ulykke, da han modstridende må tage imod hjælp fra sin nye hjemmehjælper, selvom hans øjne søger en fred uden for sin tilværelses sorte rammer. Mødet mellem Lou og Will efterlader blødende hjerter og tårevædet kinder hos dem begge, imens isen mellem dem langsomt smelter, og foråret blomstrer.

Med Jojo Moyes tredje roman i hænderne, der dog er min første, forventede jeg en hjertevarm kærlighedshistorie om to modstridende typers gradvise tiltrækning af hinanden og deres sluttelig eftergivenhed og stormefulde følelsers frigørelse; en sød og simpel forventning, som ofte melder sig ved læsningen af chick-lit bøger, og som størstedelen af denne bog også understøtter, for så pludselig at vende, og gribe om læserens hjerte for at knuse det i tusinde stumper. “Mig Før Dig” er i høj grad en fortælling om en smeltende kærlighed mellem to mennesker, men den er langt mere dybsindig end dens simple skrivestil og tematikker antyder. Det er en bog, der mest af alt handler om at give slip på andre såvel som sine egne lænker, der holder livet på afstand.

“Omme bag mig var solen ved at gå ned bad Stortfold Castle. Slottets mørke skygge gled langsomt ned ad bakken som smeltet voks for at overhalte mig. Da jeg var barn, lod vi tit vores lange skygger udkæmpe pistoldueller, og så lå vores vej pludselig et sted i det vilde vesten.”

“Mig Før Dig” er på mange måder en forudsigelig fortælling med sin klichéprægede handling, og alligevel formåde den pludselig at vende op og ned på min læsning af den; hvor den startede ud som en simpel og ligetil fortælling om kærlighedens mange vanskeligheder og det at overkomme disse, forvandlede den sig gradvist til et samfundskritisk spørgsmålstegn, som efterlod mine tanker i en kaotisk og ideologisk debat om moral og etik, om balancen mellem retten til at råde over sit eget liv og retten til medbestemmelse i andres liv. Jeg kom virkelig til at holde af den pudselig dybde, som Moyes formåede at inddrage i chick-lit genren, der utvivlsomt gav den et løft.

Selvom jeg morede mig over Lou og Wills indbyrdes magtkampe, hvor Lou konstant forsøger at gøre, hvad hun tænker er bedst for ham, ønsker Will i stedet at blive ladt alene. Kombinationen af deres begges ønsker gør, at resultatet er langt mere givende for dem begge. At lade Will sidde hengemt i sit eget mørke er utvivlsomt det rigtige for ham, men det er det heller ikke at behandle ham ud fra Lous subjektive opfattelse af, hvad hun synes er givende. I stedet formår de at give noget langt større til hinanden, selvom de hver især i sidste ende råder over deres egen tilværelse. Deres modvillige samarbejde maler et fjerlet billede af kærlighedens mange kompleksiteter, men selve deres væsen forblev silhuetter for mine øjne. Forfatteren forsøger ihærdigt at klæde dem på som selvstændige og klare typer ved at give dem mindeværdige historier at fortælle eller bemærkelsesværdige karaktertræk. På trods af sit oprigtige forsøg, forbliver de stereotyper og halvfærdige karikaturer, hvis minde hurtigt blegner i hukommelsen.

“Jeg lod ham vide, at et sår var helet på en måde, han ikke ville kunne forstå, og alene for det ville jeg altid stå i gæld til ham”

Selvom jeg måtte bide mig selv i læben for ikke at lade den første dyrebare tåre trille nede af kinden ved bogens slutning, så var det ikke en bog, der slog benene væk under mig i sin helhed; dens pludselig skift i tone og tematik talte virkelig til mig, og var det, der formåede at sætte gang i de mange stilfærdig tårer, der fandt vej til mine øjne og kyssede mine kinder. En sådan reaktion forudsætter også et solidt stykke forarbejde i handlingen, hvor læseren når at indfinde sig med dens karakterer og deres langsomt spirende relationer, og det føler jeg tildeles også, at forfatteren formår at levere, og alligevel vedbliver jeg eftertænktsom i min vurdering heraf.

At læse “Mig Før Dig” er alt, hvad man kan forvente af en chick-lit bog, der dog i sin slutning kaster dybe skygger af sig om livets mørke, noget der var berigende at opleve i netop den genre, som jeg ofter finder for forudsigelig, selvom den med garanti er underholdende. Moyes romaner er også underholdende fra start til slut med den klodsede Lou og hendes flyvske tanker, samt gnavpotten Will, der alligevel har et glimt i øjet. Romanen forsvandt samme dag, som jeg påbegyndte den, og selvom jeg blev berørt af dens slutning, så forsvandt den også hurtigt fra mine erindringer igen, hvor hun den hule følelse i maven, der hurtigt blev erstattet af en påmindelse om vigtigheden ved at tage styringen over sit eget liv, og som vedblev som en varme i mit hjerte.

Reklamer

2 thoughts on ““Mig Før Dig” (Mig Før Dig #1) af Jojo Moyes

    1. Anne Nikoline

      Det er en arbejdsskade som litteraturstuderende, tror jeg. Jeg har forvane at dykke ned i tekster og se på enkelte dele frem for at tage bogen for, hvad den er. Det sagt, så synes jeg virkelig at “Mig før Dig” er en god chick-lit bog. Jeg forstår godt, at den betyder meget for dig.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s