“I Hunter Killers” (Jasper Dent #1) af Barry Lyga


“I Hunt Killers” af Barry Lyga, fra forlaget Høst & Søn, udgivet i 2014 (org. udgivet i 2012) Læst på dansk – originalsproget er engelsk. Anmeldereksemplar fra Rosinante&co.

Jasper “Jazz” Dent lever i skyggerne fra sin fars omdømme som seriemorder, og det har gjort, at han for enhver pris må komme til bunds i de drab, der finder sted i den lille by, Lobo’s Nod, som et forsøg på at friføre sig fra sin forhistorie. Jasper kæmper ikke alene mod voldsomme hændelser, som han forsøger at fortrænge en underliggende frygt for at blive som sin far. En dag finder lokalpolitiet liget af en kvinde på en eng, og omstændighederne springer i øjnene på Jasper; mordet ligner med stor præcision sin fars første mord, og gradvist bliver et mord til mange. Problemet er dog, at hans far opholder sig bag lås og slå, selvom hans mord gentager sig…

Da jeg fik denne bog i hænderne, var jeg ikke sikker på hvilken grimasse, jeg skulle reagere med; mit forhold til ungdomsbøger og krimibøger er anstrengt, og skulle det i brøkdelen af et sekund falde mig ind at kaste mig over en af disse, når jeg ofte at spænde ben for tanken før den rigtig manifesteres. Min usikkerhed omkring min egen reaktion vedrørende denne bog skyldes, at “I Hunter Killers” af Barry Lyga kombinerer begge disse genrer. På trods af bange anelser, slog jeg med åbensindet op på dens første side og læste, og alligevel gik der ikke længe, før de første problemer med bogen meldte sig. Det forekom mig fuldstændigt utænkeligt, at politiet gang på gang lader en sytten årig dreng tage andel i opklaringen af diverse kriminelleanliggender, selv ikke når man er vokset op med en berygtet seriemorder. Det gjorde ret hurtigt, at jeg tog afstand fra handlingens troværdighed, og ordene fløj forbi mine øjne, uden at jeg altid jeg ænsede dem.

“Seriemorderens fornemste evne er at kunne passe ind hvor som helst.”

Selvom bogen er fuld af fejl og mangler, skal den roses for sin undladelse af det næsten obligatoriske trekantsdrama, som virkelig fylder i ungdomsbøger i dag, selvom forholdet mellem Jasper og Connie mest af alt virkede som en rekvisit i styrkelsen af Jaspers menneskeliggørelse som et sympatisk og socialt menneske. Det er forfriskende at opleve, at ungdomslitteratur sagtens kan fungere uden sine evige kærlighedsintrigerer. Alligevel kommer forfatteren på glat is, da han i denne forbindelse, vælger at berøre et forsat skrøbeligt emne om kulturer, der tager tilløb til et dybere handlingsforløb, men som i stedet virker som pludselig sidebemærkninger, og hænger som ufuldstændige sætninger i luften. Forfatterens udlægning af handlingsmæssige tråde, fører ned at unødvendigt blinde veje; der er mange elementer, som Lyga forsøger at flette ind i sin roman, for at skabe et større helhedsbillede, noget der aldrig rigtig underbygges.

På trods af alt dette, elementer som jeg oprigtigt forsøgte at se igennem fingre med, er mit største problem med bogen at finde i dens hovedperson. Jasper Dent er uden tvivl blandt de mest utålelige protagonister, hvis fodspor jeg endnu har måtte følge i. Han er usympatisk og selvforherligende; allerede fra romanens begyndelse og til dens slutning, beretter han ihærdigt om sine evners endeløse grænser og storhed, hans overlegenhed og respektable ydre. Selvom han ofte kommer i kombolage med sin frygt for at ende ud som sin far, vedbliver han at ophøje sig selv; gang på gang påpeger han, hvordan han formår at læse sine medmennesker, og alligevel forekommer det ham fuldstændig uforståeligt, hvorfor hans bedsteven ikke lege detektiv med ham, efter at de én gang er blevet taget på fersk gering af politiet, som et eksempel af mange. Det sagt, er Jasper en bemærkelsesværdig hovedperson, på godt og ondt, som er spændende at følge, når han følger i en moderes fodspor, og samtidig forsøger at undslippe at gå i sin fars.

“Vi er alle dukker i dukkeførerens hånd. “

De fleste bipersoner virker som ufuldstændige karikaturer; Connie er er den godtroende og let tilgivende kæreste, imens Howie er det typiske sidekick fuld af spilopmager og spøgefulde kommentarer. Begge formår Jasper med lethed at sno om sin lillefinger. I takt med at mysteriet udfoldede sig og lod sig opklare, efterlod romanens slutning et virvar af usammenhængende tanker, der fløj gennem hoved på mig med øredøvende fart. Jeg kunne pludselig ikke holde rede i historiens mange tråde og simplicitet, og inden jeg fik set mig om, havde opklaringen af mordet fundet sted, og det sidste punktum sat. Min kritik af bogen er møntet på bogens enkelte dele, for overordnet er den underholdende.

Barry Lyga skal roses for sit sine ambitioner om at forene to meget store genrer med hinanden og skabe en stor blandingsroman. Selvom jeg læste bogen på en og samme eftermiddag, så virker udførelsen en smule prætentiøs og patetisk, hvis man ser nærmere på romanens enkeltheder, der er hullet som et edderkoppespind; på afstand er det iøjefaldende, men rives en tråd over braser hele nettet, og det var lidt den følelse, jeg var ladt tilbage med; på den anden side yder jeg heller ikke bogen den retfærdighed, som de rigtige interesserede vil kunne give den. Jeg valgte måske instinktivt at kappe en tråd i det store spind for at se fortællingen falde sammen for øjnene af mig, kun for at forfatteren atter må genopbygge det i sin næste roman i serien.

Advertisements

2 thoughts on ““I Hunter Killers” (Jasper Dent #1) af Barry Lyga

    1. Anne Nikoline

      Jeg tror virkelig, at han er en smagssag; enten kan man lide ham, eller også kan man ikke fordrage ham. Alligevel var det nu ret spædende at følge ham, selvom han er noget af en mundfuld. Så kunne jeg bedre lide Howie.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s