Forfatterinterview med Diane Setterfield

© forfatterens hjemmeside

Hvor langt tid tog det dig at skrive “The Thirteenth Tale”? Vil du fortælle en om denne process i forhold til hvor du for det meste skrev den, hvor langt tid det tog, og hvordan du håndterede eventuelle skriveblokader?
Det tog sammenlagt fem år med et års pause midt i det hele. Jeg havde skrevet et udkast, som jeg var utilfreds med, så jeg besluttede mig for at lægge det væk og glemme alt om det. Men mange måneder senere, fandtes de fiktive karakterer stadig i mine tanker, særligt Aurelius, som plejede at vække mig tidligt om morgenen, med et ønske om at jeg skulle forsætte med at skrive på udkastet. En morgen fandt jeg det frem og genlæste det, og på grund af pausen, kunne jeg se, at det var værd at genoptage. Hvor skrev jeg? Alle steder, men for det meste hjemme. I sengen eller i sofaen. Jeg havde et skrivebord, men jeg brugte det sjældent fordi jeg får ondt i nakken, når jeg arbejder der. Jeg foretrækker at skrive med en bærbar på mine knæ – det muliggøre komfortable stillinger hvad andgår min nakke og skuldre.

Hvad ønsker du at fortælle med din roman, “The Thirteenth Tale”?
Alt for meget til at kunne udtrykke mig i en eneste paragraf, og i alle tilfælde er svaret bogen selv. Jeg har ikke fastsat nogen bestemt eller specifik budskab, jeg ønskede at formidle. Jeg vil blot inspirere den samme læsneglæde i andre mennesker, som mine yndlingsbøger gav til mig. En anden måde at besvare dette spørgsmål, er ved at forklare, at det, som jeg ønskede at fortælle, var en historie. Da jeg havde skrevet historien, opdagede jeg, hvordan den fortalte alle mulige ting (om sorg, læsning og hemmeligheder), men jeg opdagede af omveje, som jeg fastlagde historien omkring.

Din roman er fuldt med kærlighed til bøger og læsningen. Afspejler disse dine egen kærlighed til bøger og læsningen, eller er det udelukket forbeholdt Margaret Lea?
I det store hele er Margarets kærlig til bøger og læsning min egen, og jeg var nysgerrig omkring det at skulle trække på så dybt et autobigrafisk materiale, da jeg skrev de passager. Men min læsning er bredder end Margarets og hendes fars forekærlighed for det tyvende århundredes romaner – de dæmpede afslutninger og tvetydigheder, som man nogle gange kan finde der, afspejler dog også mine egne læsning valg. Jeg er ikke ukritisk over for Margarets læsning – i begyndelsen af bogen læser hun på bekostning af sit eget liv, og selvom læseren kan identificere sig med hendes nydelse ved læsningen, håber jeg dog, at de føler sig – som hendes far og jeg gør – at hun er alt for tilbagetrukket, og at hendes liv er faretruende snævert. Som “The Thriteenth Tale” skrider frem, begynde rhun forsigtigt at åbne sig for livet; først bliver hun venner med en kat, så Aurelius og sidenhen også selveste Miss Winter, og ved udgangen af historien virker hun klar til at omfavne livet for første gang. En litterærnysgerrighed har ført hende ud af biblioteket og ind i verden. Det er sandt, at bøger gør sådan. Måske mister vi os selv i læsningen, men i sidste ende leder en god bog os altid tilbage til os selv.

Adskillige klassiske fortællinger gør sig gældende i din roman, romaner som “Jane Eyre” og “The Woman in White”. Hvad er din relation til disse romaner?
Jeg læste for første gang “Jane Eyre” i en alder, hvor jeg var alt for ung til det. Jeg husker, at jeg elskede de tidlige passager om Janes barndom; hendes frygtelige familie og hendes rædseler i skolen rørte mig dybt. Resten af romanen om forelskelsen, forekom mig intetsigende, og jeg mistede derfor interessen for bogen. Det er sjovt, at selvom jeg har genlæst det (hele vejen igennem) flere gange siden, er det den oprindelige og ufuldstændig læsning, der står klarest i mine tanker. Hvad angår “The Woman in White”, læste min søster den før mig. Hun tog den med hjem en påskeferie fra skolens bibliotek, og jeg måtte se hende vende siderne i to dage, før jeg selv kunne få fat i den. Jeg kunne se hendes fjerne blik i øjenen, du ved, som når nogen er helt tabt for verden, fordi de bliver transporteret til magiske steder. Så mit ønske om at læse bogen blev forstærket af jalousi, og da det blev min tur til at læse bogen, blev jeg ikke skuffet. Jeg elsker Wilkie Collins for sine forvaltning af spænding og sine fabelagtige kvindelige karakterer.

Vida Winter spørger Margaret Lea i roman, om hun tror på spøgelser, et spørgsmål, som hun ikke er sikker i sin besvarelse af. Tror du på spøgelser?
Jeg tror ikke på spøgelser, men jeg tror på, at mennesker bliver hjemsøgt – af fortidens tab og oplevelser, af uopfyldte drømme, og håb for fremtiden. Spøgelseshistorier er den ideelle genre til at undersøge disse emotionelle og psykologiske emner.

“The Thirteenth Tale” er blevet lavet som en film af BBC. Spillede du nogen rolle i de mange processer omkring denne, og er du tilfreds med resultatet?
Jeg læste manuskriptet på forhånd og blev opfordret til at give feedback (selvom Christopher Hampton skrev det, var der lidt jeg kunne gøre for at forbedre hans udgave). Og jeg deltog på sættet til den sidste dag af optagelserne. Det er en fantastisk film – Vanessa Redgrave gør en fremragende Miss Winter, Olivia Colman er en meget rørende Margaret, og de geografiske ​​steder er aldeles storslået.

Planlægger du at skrive ligende romaner, eller vil du prøve helt nye genrer?
Efter “The Thirteenth Tale” skrev jeg “Bellman Black”. Den har en hel del tilfælles med min første roman (begge handler om hjemsøgte mennesker), men de er også meget forskellige. Hovedpersonen er en mand, og fortællevinklen er meget lineær, noget der var særligt forfriskende efter at have skrevet en kvindelig duet af stemmer i “The Thirteenth Tale” og de mange forskellige fortælleperspektiver. Den bog, som jeg arbejder på nu, er helt andetledes. Jeg har erfaret som forfatter, at jeg holder af at veksle mellem tone, stil og stemme, selvom temaerne måske er familiære.

Hvilke bøger er for tiden at finde på dit natbord, stuebord eller andre steder, hvor du har din nuværende læsning læggende?
Jeg er et par kapitler inde i en thriller af Yrsa Sigurdardottir. Det ser ud til at den blander overnaturlige elementer med krimigenren – spændende, og jeg ser frem til at se, om det lykkes. Jeg genlæser Peter Ackroyds “Thames: Sacred River” som research til den roman, som jeg arbejder på nu. Og jeg har lige færdiglæst Jhumpa Lahiris “Unaccustomed Earth”, som er en novellesamling. Ofte bliver jeg irritabel, når jeg læser novellesamlinger (jeg er mere dedikeret til romaner), men denne var lutter glæde, og mindede mig at holde et åbent sind for læsningen af noveller.

Reklamer

2 thoughts on “Forfatterinterview med Diane Setterfield

  1. Rikke

    Jeg elsker dine forfatterinterviews – og at du har valgt Diane Setterfield gør det hele lidt mere fantastisk! Åh, hvor er det dog spændende at læse om!

    1. Anne Nikoline

      Det er jeg rigtig glad for, fine du. Det var virkelig også lidt stort, at Setterfield sagde ja til min foresprøgelse.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s