“Rebecca of Sunnybrook Farm” af Kate Douglas Wiggin


“Rebecca of Sunnybrook Farm” af Kate Douglas Wiggin, fra forlaget Hesperus Press, udgivet i 2014 (org. udgivet i 1903).

I en familie med syv børn og en mor, der er enlig forsøger, ser Mrs. Randall sig nødsaget til at bede nogle familiemedlemmer om hjælp, ved at lade dem tage sig af en af hendes døtre. Vemodigt rejser Rebecca Randall til Sunnybrook gården for at bo hos sine to tanter; den strenge Miranda, og den mere blødsødne Jane. Livet på gården vendes op og ned ved Rebeccas ankomst, og hurtigt bliver hun en byrde snarere end en glæde for de to tanter, og hun må derfor bruge sit blide væsen til at overvinde dem, så solen atter kan skinne på Sunnybrook gården og tilværelsen der.

Der er en ufejlbarlig genkendelighed over bogens indhold, hvis man læser ordene på dens bagside; det er en fortælling om en piges rejse til nogle slægtningen, den modgang hun møder hos dem, og de hverdagsforhindringer, som hun må forsøge at overkomme. Bogens simple handling giver et klart ekko L.M. Montgomerys “Anne of Green Gables”.Ganske vist er Rebecca ikke forældreløs på samme måde, som Anne Shirley er det, men begge er det uheldige udfald af en adoption, og af sind er de også en klar spejling af hinanden; de to tanter havde håbet på at få Rebeccas ældre søster boende, og er ikke sønderlig imponeret over hendes flyvske og lidt ubehjælsomme sindslag, på samme måde som Anne Shirley er en skuffelse, ved ikke at være en dreng. Begge piger er livlige i deres sprogbrug og romantiske forestillinger, der ofte får deres ben til at lette fra jorden i omtåget dagdrømmeri, og det var med forbløffende øjne, at jeg opdagede, hvor meget de to historier var inspireret af hinanden.

“‘It’s coming, Emmie,’ she said presently; ‘do you remember in THe Mil on the Floss, when Maggie Tulliver closed the golden dates of childhood behind her? I can almost see them swin; almost hear them clang; and I can’t tell wheter I am glad of sorry.'”

Til Kate Douglas Wiggins forsvar, udkom “Rebecca of Sunnybrook Farm” dog længere før “Anne of Green Gables” så dagens lys, selvom jeg var overbevidst om, at det forholdt sig den anden vej rundt. Historien om Rebecca er den originale inspirationskilde til en hel perlerække af børnelitteratur om adopterede piger, og at dykke ned i den originale fortælling, der ligger til grund for så megen skøn børnelitteratur er betagende. Problemet med Wiggins børnebog er imidlertid fortællerstemmen, der ofte grænser til decideret moralprædiken og løftede pegefingre om at være god, ydmyg og uselvisk, noget der naturligvis var særlig udbredt i børnelitteratur på udgivelsestidspunktet, men som også blegner i sin helhed i sammenligning med sine mange efterfølgere.

Fordi jeg selv har læst om Anne Shirley længe før jeg overhovedet kendte til Rebecca Randalls eksistens, er det svært ikke at sætte dem i forhold til hinanden og føle, at Anne i langt højere grad overskygger Rebecca, selvom hun er en tydelig inspiration af hende. Rebecca er en forunderlig størrelse, fuld af mangler og mest af alt udvikling. Hun forbliver den samme sirlige pige, som hun er i bogens begyndelse, og er i stedet katalysator for sine tanters udvikling, selvom hun naturligvis lærer om takt og tone.

“The soul grows into lovely habits as easily as into ugly ones, and the moment a life begins to blossom into beautiful words and deeds, that moment a new standard of conduct is established, and your eager neighbors look to you for a continuous manifestation of the good cheer, the sympathy, the ready wit, the comradeship, or the inspiration, you once showed yourself capable of. Bear figs for a season or two, and the world outside the orchard is very unwilling you should bear thistles.”

Rebecca overvinder med lethed de mest hårdføre og stædige hjerter, og det samme var gældende for mit; ikke at hun er vanskelig at holde af, for idéen om hendes væsen danser med lethed ind i hjerte på sin læser, men samtidig forbliver hun kun en silhuet og en skitse, som Wiggin aldrig færdiggøre; hun opholder sig i skyggen af sig selv, og formår aldrig rigtigt at træde ud af denne skyggeverden, som udgør hende. Endvidere dvæler forfatteren ved at beskrive sin protagonist som konsekvent bedre på alle områder, frem for at illustrere hvorfor læseren bør fatte sympati med hende. I stedet efterlader Wiggins Rebecca i en fortælletørke, hvis handling er forudsigelig, flad og formløs.

“Rebecca of Sunnybrook Farm” er en fortælling, der besidder enhver af de kvaliteter, der skal til, for at skabe en sødmefuldt børnebog, men fordi forfatteren dvæler ved lektioner og takt og tone, efterlod bogen med med en klar forståelse af, hvorfor de mange genfortolkninger af bogens handling er langt mere kendte end originalen. Det forekom mig vanskeligt lade handlingens begivenheder røre mit hjerte, måske fordi jeg følte, at jeg allerede kendte den så godt, eller måske fordi den var så mangelfuld og flad.

Advertisements

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s