“The Mysteries of Udolpho” af Ann Radcliffe


“The Mysteries of Udolpho” af Ann Radcliffe, fra forlaget Penguin Classics, udgivet i 2001 (org. udgivet i 1794).

Emily St. Aubert lever en fredsommelig tilværelse med sine forældre, da pludselige omstændigheder river dem bort fra hendes liv; overvældet af sin sorg ser Emily sig nødsaget til at flytte ind hos sin nye værge, grev Montoni og hans hustru på et middelalderligt slot af skygger og spøgelser, hvor hun indespærres. Slottets lange korridorer og mørke kældre vanskeliggøre det for hende at skelne mellem fantasi og virkelighed; et slør kastes over hendes verden, og da greven kaster hemmelighedsfulde skygger af sig, og gådefulde begivenheder finder sted, følger Emily sporene igennem slottets på grænselandet mellem drøm og mareridt.

Det skyldes min uddødelig kærlighed til Jane Austen, at “The Mysteries of Udolpho” af Ann Radcliffe fandt vej til min bogsamling. Ikke alene var den på sin samtid en storsælgende litteraturskat, der sidenhen danne grobund for Austens parodisering, “Northanger Abbey”. Selvom jeg holder himmelhøjt af denne, fandt jeg det også nødvendigt, at forstå værket til fulde, ved netop at læse Radcliffes gotiske storroman.

“He loved the soothing hour, when the last tints of light die away; when the stars, one by one, tremble through æther, and are reflected on the dark mirror of the waters; that hour, which, of all others, inspires the mind with pensive tenderness, and often elevates it to sublime contemplation.”

Emily St. Aubert er en typisk karakter for sin sin samtid og eftertidens litterære heltinder; hun er styret af sin følelser, der leder hende ad mørke gange i et forsøg på at komme til bunds i mystiske omstændigheder. Selvom hun ofte lader sine følelser løbe af med sig, svækkede det ikke hendes værdi som heltinde, tværtimod fandt jeg hende meget menneskelig på grund af sin sentimentalitet og dybtfølte væsen. Hendes sentiment er overvældende og er lige så omskifteligt som det brusende hav: det ene øjeblik blikstille, det næste stormfuldt, og det kan med lethed komme til at virke voldsomt hos læseren. Alligevel lod jeg hende komme til orde igennem sine tårervæddede øjne, og affandt mig hurtigt med hendes person, der trods alt efterlod mig med kalre og tydelige billeder. Emily er næppe en heltinde, som jeg vil gelmme lige foreløbelig, selvom hendes heltedåd er bestemt af hendes naivitet, overfølsomme væsen og barnlige nysgerighed.

Ann Radcliffe veksler mellem perspektiver og geografiske placeringer, og vedbliver gerne ved enkelte detaljer, som tegner hele og fuldkomne billeder i læserens erdringer. Hendes beskrivelser af Italien og Frankrig er lysende og levende, og fik mit hejrte til at længes efter at rejse dertil og genopleve dem igennem forfatterens ord. Beskrivelserne er ofte lange og svælgende, og selvom det resulterer i rigtig mange sider, der med lethed kunne have været langt færre, så er det også en af bogens mange kvaliteter, der dog hele tiden balancerer på grænsen mellem en tilpas finesse og for megen usigenhed. Denne balance, som forfatteren balancerer på, balancerede jeg også på lige fra romanens begyndelse og til dens slutning; det er en bog, der bærer sine følelser udenpå omslaget.

“She had passed the spring of youth, but her wit prolonged the triumph of its reign, and they mutually assisted the fame of each other; for those, who were charmed by her loveliness, spoke with enthusiasm of her talents; and others, who admired her playful imagination, declared, that her personal graces were unrivalled.”

Bogens bagsidetekst rejser en række spændingsspørgsmål om hvorvidt heltinten genforenes med sin store kærlighed, om hun undslipper sin værges mørke slot, og om hun formår finde fodfæste i en vildfarende euofori af fantasi og virkelighed. Spørgsmål, der på romanens samtid var nervepirrende, men som i dag ikke vækker samme bemærkelsesværdige opsigt som tidligere. I stedet virker romanens præmis en smule forudsigelig, særligt hvis man tager dens tidsalder i betragtning, og alligevel fandt jeg den nydelsværdig med sine smukke ord og vældige personligheder. Radcliffe har skrevvet en roman, der opholder sig på grænselandet mellem drøm og opvågning, hvor billederne forekommer særlig virkelige, og hvor forstrækkelse eller forbløffelse ofte sætter ind ved søvnens afbrydelse netop på grund af drømmens virkelighedsfølelse.

“The Mysteries of Udolpho” er en roman, som jeg nød på mange niveau. Først og fremmest i forhold til min forståelse og beundring af Jane Austens “Northanger Abbey”, som formår at indfange essensen af Radcliffes roman og udvinde dens komiske potentiale, men også i forhold til bogens egen værdi. Det er en solid fortælling om kærlighed og forfald, om solbeskinnede dage set fra mørket af lange korridorer. Bogens sentiment er overvældende og gør, at jeg næppe vil genfinde dens tyngde mellem mine hænder foreløbeligt, men på langt sigt er det ikke noget, jeg kan udelukke. En god fortælling, uanset hvor tungt den måtte føles, har ofte for vane at genkalde læserens begejstring og dermed finde vej til de kærtegnende hænder, der atter lader den tale.

4 thoughts on ““The Mysteries of Udolpho” af Ann Radcliffe

    1. I så fald må du endelig fortælle, hvad du synes om den, når du har læst den.

  1. Ej hvor lyder den bare spændende! Tænkte også straks på lidt Austen inspiration – inden jeg nåde at læse lidt længere nede:)

    1. Det er i hvert fald åbenlyst og sjovt at se, hvordan Austen bevidst har vendt historien på hovedet.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.