“Hr. Penumbras døgnåbne bogbutik” af Robin Sloan


“Hr. Penumbras døgnåbne bogbutik” (org. titel “Mr. Penumbra’s 24-Hour Bookstore”) af Robin Sloan, fra forlaget Iris, udgivet i 2014 (org. udgivet i 2012) Læst på dansk – originalsproget er engelsk. Anmeldereksemplar fra forlaget Iris.

Clay Jannon har mistet sit arbejde, og leder ihærdigt efter et nyt; hans forventninger er gået fra at være tårnhøje til bitte små, og da falder han over annoncen “medhjælper søges” i Hr. Penumbras døgnåbne bogbutik. Da han træder ind og dørtærsklen til det, der bliver hans kommende arbejdsplads i det sene nattetimer, forandres hele hans verden. Ikke alene bliver han omgivet at stakkevis af bøger, men han forvilder sig også ind i en verden, hvor en hemmelig organisation søger at afkode grundlæggernes opskrift på det evige liv. Med hjælp fra et par venner, forsøger de sideløbende at knække denne mystiske kode ved hjælp af moderne teknologi.

“Hr. Penumbras døgnåbne bogbutik” er en bog, der har befundet sig på min læseliste igennem længere tid. Det er en bog, som jeg har higet efter at holde mellem mine hænder, og som mit læseglade hjerte længe har sukket efter. Da jeg omsider kom i besiddelse af bogen og fik den læst, var det ikke med et smil på læben. Det viste sig, at jeg havde misforstået bogens præmis, men samtidig også, at jeg ikke fandt den egentlige handling særligt tiltalende; ganske vist læse jeg den på én og samme eftermiddag, men den vækkede aldrig nogen egentlig interesse, og min umiddelbare begejstring lod sig hurtigt slukke. Bogens handling kredser i udgangspunktet om bøger og bogbutikker, men bliver hurtigt overskygget af dens kærlighed til teknologien, som ikke lader litteraturen komme retmæssigt til orde eller formår at kombinere begge elementer.

“Hylderne sad tæt, og det føltes, som om jeg stod ved et skovbryn – ikke ne lys og venlig skov i Californien, men en gammel transsylvansk skov fuld af ulve og hekse og banditter med dolke i bæltet, der ventede lige derinde, hvor måneskinnet ikke nåed ind.”

Protagonisten, Clay Jannon, forekom mig usympatisk i sin måde at fremstille sig selv som værende bedre end andre. Hans fortællerstemme er intetsigende og forudsigelig, og bevæger sig kun på overfladen af begivenhedernes gang, frem for at dykke ned i ordene og se ind ad i sjælen. I stedet er den meget berettende i forhold til handlingen, og det efterlader den en smule idéforladt omend plotdreven. Det samme gælder for persongalleriet, der alle fremstår som typer snarer end egentlige personer; alle mangler de originalitet og oprigtig dybde. Foruden deres mærkater, følte jeg ikke, at jeg lærte dem at kende. I stedet forblev de sløret skikkelser, der sluttede sig til bøgernes mange skygger i baggrunden af bogen.

Bogens behandlingen af teknologiens mange muligheder, samt menneske forestillingsevne, som værende determineret af i forvejen kendte ting fangede min opmærksomhed, men jeg følte samtidig også, at dette aspekt, fordi det ikke lod sig kombinere med bogens litterære rammer, fik bogen til at pege i et væld af uoverskueligt mange retninger, som gjorde mig svimmel og rundtosset. Der er ingen tvivl om, at Robin Sloan har haft høje ambitioner for sin fortælling, men det er også skæbnes ironi, at den selv samme drukner herigennem; romanen forsøger at opnå meget, men opnår i virkeligheden meget lidt, og selv som en allegori falmer den.

“Siden vil bogen fortone sig, som alle bøger fortoner sig i ens bevidsthed. Men jeg håber, at dette vil stå tilbage: en mand, der får hurtigt ned ad en mørk og øde gade. Lyden af fodtrin og forpustet åndedræt, hastværk og nysgerrighed. En klokke over en dør klemter, og derinde er der en butiksassistent, en stige og varmt gyldent lys Og den rigtige bog – den helt rigtige bog på det helt rigtige tidspunkt.”

Mysteriet forbliver også ved sin overflade, imens dens karakterer udforsker konflikten og overgangen fra bøger til e-læser, et tema der længe har skabt debat uden nogen endegyldig afrunding, og en debat jeg i høj grad værdsætter at tage del i. Handlingen fik luft under vingerne med ét enkelt vindpust, og mysteriet var løst inden vinden lagde sig; pludselig befandt jeg mig ved bogens epilog, som endegyldigt binder de løse ender sammen i en cirkulær bevægelse, der gør, at historien ender det eksakte sted, den begyndte; med en læser og en bog. Jeg holdt meget af denne struktur, men samtidig efterlod slutningen mig også rødglødende i mangel på det, som hele bogen tager afsæt i: bøgerne og kærligheden til dem. Ved bogens sidste ord er der er ingen tvivl om, hvilken type litteratur, som er Sloan kærkommen, et perspektiv jeg finder interessant, men som jeg samtidig gør, at jeg har svært ved at acceptere dens slutning, der ikke harmonerer med disse med resten af epilogen, og som i stedet virker todelt.

Jeg holdt af epilogen, men jeg kunne ikke forenige mig med optakten til den, som nærmest virkede en smule forræderisk over for bogens resterende handling. Mest af alt er jeg ærgerlig over, at jeg ikke fandt samme glæde i mellem bogens sider, som så mange andre har gjort det. Det er ikke usandsynligt, at jeg lod mig narre af egne forventninger, eller at jeg blev offer for manglende research, men uanset tilfældet, var det svært ikke at sidde med en nagende fornemmelse tilbage i maven, da jeg lukkede bogen mellem mine hænder uden et smil på læben.

Any Amount Of Books


Begiver man sig fra Piccadille Circus og op langs den meget lange Shaftesbury Ave, og drejer ned af Charing Cross Rd, kommer man forbi en lille falmet boghandler ved navn Any Amount Of Books. Any Amount Of Books er hverken specielt iøjefaldende hvad angår butikkens rummelighed eller udseende, men det er en boghandel fuld af kærlighed til læste bøger, som de forsøger at finde nye hjem til. Der er noget parisisk over butikkens grønne kasser, som står langs dens vinduer uden for, og bugner til bristepunktet af litterære skatte, der bare venter på at blive taget op, kærtegnet og købt.

Selvom jeg nær var gået forbi den flere gange, var jeg opsat på at besøge den lille genbrugsboghandel, og til sidste trådte jeg også over dørtærsklen og ind i dens herlighed. Fra gulv til loft tårner sig slidte bogreoler, fulde af titler, gamle såvel som nye i alskens udgaver, der strækker sig over enorm tidsperioder. Flere af titlerne var så højt oppe, at de var langt ude fra rækkevidde, og det samme var prisklassen, der ligger fra enkelte til mange tusinde pund alt efter bogens udgave og antikke værdi; de støvt og tunge læderindbudne bøger tårnede majestætisk op på de mange høje hylder, imens simple og lette paperbacks indbød med deres variation og venlige priser. Butikken var overfyldt, hvilket gjorde, at der blev hurtigt blev trængt i den ellers hyggelige lille butik. Jeg nåede dog rundt i butikkens mange kroge og hjørner, og faldt pladask for en lille reol ved butikkens indgang; på hylden fandt jeg titler, som jeg længe har ville forevige i min bogsamling, men som jeg eller havde forventet at finde og købe.

Jeg betalte £3 for “Rebecca of Sunnybrook Farm” af Kate Douglas Wiggin i den yndigste udgave med sirlige tegninger og pastelfarver. For “The Pickwick Papers” af Charles Dickens i en gammel Penguin-udgave med orange bogryg, som vandt mit hjerte øjeblikkeligt, betalte jeg samme beløb for. Begge bøger ser ganske ulæste ud, selvom Penguin-udgaven har gule og falmede sider, noget jeg dog finder særligt charmerende. Butikken kan findes på følgende adresse, og er uden tvivl et besøg hver, hvis man er i området, holder af genbrugsboghandlere med kvalitet og rimlighed eller leder efter sjældne udgaver, førstegangs udgivelser og enestående eksemplarer. 56 Charing Cross Rd, London WC2H 0QA. Jeg forlod butikken med et stort smil på læberne.

“Dette burde skrives i nutid” af Helle Helle


“Dette burde skrives i nutid” af Helle Helle, fra forlaget Samleren, udgivet i 2011 (org. udgivet i 2011).

I slutfirserne bor Dorte til leje ved togstationen i Glumsø, hvor hun ofte kan mærket togenes gennemkørsel, standsning og igangsættelse. Hun rejser selv med dagligt til København, hvor hendes forældre tror, at hun passer sit studium på universitet, men det er længe siden, at hun har sat sine ben der. I stedet slentrer hun ned af gader og stræder og i Scala med Digter Hase. Selv er hn også papirromantiker, der klynger sig ihærdigt til sin blyant og sin munds mange ord, der sjældent kommer ud over tungespidsen. Hendes hverdag er fuld af forstyrrelse, ting som fortiden med Per Finland, forældrene i baghovedet og godstogene, der kommer buldrende natten igennem og tankerne.

Mit bekendskab med Helle Helle, startede som for mange andre i folkeskolen, hvor jeg ikke evnede at sætte pris på hendes minimalisktiske stil, hvis simple ord og sætningskonstruktioner fortæller en tavs historie, som kun kan læses mellem linjernes skygger. Siden folkeskolen dukkede forfatterens mange noveller også op i min gymnasiumtid, hvor interessen for litteratur blomstrede, men hvor jeg forsat fandt Helle Helle for nutidig og for dansk til, at jeg vidste, hvordan jeg skulle læse hende rigtigt. I år er min forståelse af hende en hel anden. Det har taget mig langt tid at forstå hendes simple historier og budskaber, og i dag læser jeg hende med noget større iver, end jeg tidligere har gjort; i dag læser jeg Helle Helle af hjertets lyst.

”I en af sækkene lå også mine såkaldte tekster. Engang forekom det mig umuligt at kassere en skriftlig formulering, nu var jeg kommet efter det. Jeg havde forsøgt ikke at læse i papirene undervejs, men enkelte stive sætning sprang mig i øjnene.”

Denne roman, “Dette burde skrives i nutid”, er en typisk Helle Helle historie, selvom alle hendes historier har en særpræget hovedperson i sit eget univers, dog er den typisk fordi den behandler rodløshed og flugten fra tilværelsen. Den handler om mennesker i bevægelse, og i bevægelse fra det kendte til det ukendte. Protagonisten Dorte er en typisk Helle Helle heltinde, der også forsøger at finde rodfæste i en kaosfyldt hverdag; hun er opkaldt efter sin faster, og ligesom hende kun flygtige forhold til mænd. De styres begge af tilfældet og af, hvad de burde gøre frem for at kunne mærke, hvad der er det rigtige for dem. Samtidig holdes facaden imens hverdagens trivialiteter passes, men bag dette bryder de gradvist men sikkert sammen.

Romanen behandler i høj grad også mødet mellem provinsen og storbyen, og hvordan man som menneske finder sig til rette i to så forskellige miljøer, hvad det gør ved os, og hvorvidt det overhovedet kan lade sig gøre. “Dette burde skrives i nutid” er en roman med noget på hjertet, der dog samtidig er et socialt eksperiment, en lille tikkende bombe af uvished, som jeg aldrig vidste ville gå af og i så fald hvornår. Forfatterens leg med mennesket og dets mangel på tilhørsforhold i tilværelsen gør også, at romanen er renset for adverbialer, der skaber sammenhæng og forklaring. I stedet for at forklare hvorfor en følelse er tilstede, eller hvordan tingene er, som de er, overlader hun det i stedet til læseren at besvare. deles fordi der ikke er noget endegyldigt svar, men også fordi det i grunden ikke er så vigtigt. Det, der derimod er vigtigt, er det faktum, at tilstanden, hvadend den er fysisk eller psykisk, er umulig at flygte fra; det ville svare til at flygte fra sin egen skygge. Denne bevidsthedstilstand kommer til orde i sproget.

”Ved skovbrynet lettede en musbåde fra en hegnspæl tæt på os, vi kunne ligefrem mærke suset, vi blev helt forskrækkede. Det hjalp, vi grinede. Lidt efter trak Per sin hånd til sig, så jeg gik med hans tomme vante i hånden. Jeg blev lige overrasket, hver gang han gjorde det, jeg blev aldrig klogere.”

Med sit sparsomme sprog, opholder læseren sig kun på toppen af romanens isbjerg; under overfladen er historien langt større men også ufortalt, og det må være op til læseren at fortælle den færdig for sig selv. Forfatteren portrættere oprigtigt det menneskelige sammenbrudstilstand lige før det indtræder, en tilstand der gør ondt helt ud igennem ordene og ind i finerspidserne. Jeg kunne mærke Dortes smerte, og jeg kunne føles hendes forsøg på at holde fokus på vanerne, og det er uden tvivl det, som Helle Helle kan; hun formår med meget få ord at få sin læser til at føle livets smertesider igennem sine velvalgte ord, som nogle gange gør så ondt, at de slet ikke er til at bære.

“Rip Van Winkle, the Legend of Sleepy Hollow and Other Stories” af Washington Irving


“Rip Van Winkle, the Legend of Sleepy Hollow and Other Stories” af Washington Irving, fra forlaget Wordsworth, udgivet i 2009 (org. udgivet i 1819).

Washingtong Irving skrev nogle af Amerikas største fiktive fortællinger, der blev etableret med Rip Van Winkle, der vågner efter en tyveårig lang søvn, og finder verden forandret og fjendtlig, og Ichabod Crane, der forvilder sig ind i Sleepy Hollows mørke, hvor den hovedløse ridder hjemsøger. Fælles for de mange fortællinger er deres mystiske handling og mørke skygger, der strækker sig ud over bogens sider og griber om læseren med sin skepsis og dystre verdensanskuelse, der vækker overnaturlige elementer til live.

Legenden om Sleepy Hallow med den hovedløse ridders konstante hærgen hjemsøgte mig som barn, og indhyldede mine drømme i en mareridtståge af fortvielse og forvirring. Jeg drømte om græskar med skræmmene skåret grimasser, der fik farven til at forsvinde fra mit ansigt, og jeg hørte phantomske hestehorve ude foran mit vindue ved sengetid. Naturligvis er den sagnomspundle legende langt fra så skræmmende den da gi dag, som den var for mig som barn; men alligevel genfandt jeg noget nostalgisk i skyggerne fra dens ord, noget der fik mit hjerte til at slå lidt hurtigere, samtidig med at mit smil blev lidt bredere.

“There is in every true woman’s heart a spark of heavenly fire, which lies dormant in the broad daylight of prosperity; but which kindles up, and beams and blazes in the dark hour of adversity.”

At læse “Sleepy Hollow” var fornøjeligt, men ikke alle historierne var sådan. Mange af dem bærer præg af en moraliserende pegefinger, der løftes for læseren, og fik mig til at himle med øjnene, imens andre efterlod gåsehud på mine arme og en tankestrøm af spekulationer ved de bratte og forhastede slutninger. Irving skaber i sit billede karkateren Geoggrey Crayon, der kommenterer på og genfortæller sin historie fra det engelske i forhold til sin nyetablerede i Amerika. Bogen i sig selv er således en historie om historier, og afspejler den amerikanske renæssances identitetsproblemer i løsrivelsen fra Europa og den engelske stormagt. Forsøget på at finde den amerikanske stemme bliver derfor et ihærdigt projekt, som gør, at flere af historierne skrider i deres struktur.

Generelt for de tretten historier er, at på trods af boges udgivelsesår, formulerer Irving sig i et simpel og håndgribeligt sprog, der fanger essencen af hver en historie uden at svælge i detaljer eller manglen på samme. Mange af karaktererne er dog, modsat Irvings fortællende skrivestil, forvane at fortabe sig i egen passion, som gør, at de vedbliver ved enkelthederne snarer end at fokusere på sammenhængen. Handlingen er ofte simpel på samme måde som skrivestilen, selvom flere af de mange historier suppleres med overnaturlige elementer af mystisk oprindelse. De holder sig på vejen, selvom de unaturlige og fremmede konstant krydser den og hviler i vejkanten.

“Others may write from the head, but he writes from the heart, and the heart will always understand him.”

Ofte forsvandt mine tanker andetsteds hen, når ikke jeg læste bogens mest kendte historie, “The Legend of Sleepy Hollow”. Denne udgave er revideret til børn, men jeg følte aldrig denne omskrivnings gennemsalgskraft, fordi historiens kassesystem forekom mig for kompleks en struktur til at lade sig udgive i Wordsworths klassiker-serie for børn, selvom mange utvivlsomt, ligesom jeg selv, er vokset op med legeden om den hovedløse rytter. Det er en historie, der er udemærket læsning, og som gør sig glimrende til den årstid, hvor bladene farves gule og slipper trækronernes favntag, hvor aftenerne bliver mørke, og hvor den mystiske fortælling rigtig kan komme til orde. Jeg vil uden tvivl selv lade mine fingre kærtegne bogens ryg dette efterår, for at genlæse bogens primære historie, og lade resten forsvinde i det støv, de end måtte samle.