“The Good Soldier” af Ford Madox Ford


“The Good Soldier” af Ford Madox Ford, fra forlaget Wordsworth, udgivet i 2010 (org. udgivet i 1915).

I tiden op til første verdenskrig, i en niårig periode, mødes et amerikansk og engelsk ægtepar mødes på et tysk kursted. Udadtil er alt i orden, begge ægtepar evner at opretholde facaden og følge tidens konventioner og etiketter, men under overfladen hersker en altfortærende råddenskab, der langsomt bringer historien mod dens endelige i et følelesmæssigt forfald. Det her er en bog om følelserne og deres frie løb; et hjerteskærende billede af fire menneskers gradvise forfald på grund af deres egen sentimentale eftergivenheden, og som tager sin konkluderende begyndelse med ordene: “This is the saddest story I have ever heard.”

John Dowell er en mærkværdig fortællertype, fordi hans barnlige naivitet ofte løber af med ham og samtidig gør ham upålidelig; alligevel formår han at fortælle sin historie med selv samme sentiment, så det er svært som læser ikke at lade sig rive med. Hans upålidelighed er at finde i måden, hvorpå han nonchalant springer mellem begivenhedernes tidslighed. Han udtrykker sig klart om personer, steder og hændelser, men tilføjer sidenhen detaljer eller ændre udsagn længe efter at den pågældende episode er endt. Det gør samtidig også fortællingen fortællende; det føles næsten som at sidde over for Dowell, imens han lystigt fortæller sin historie, og det gør historien dybtfølt og levende, selvom den også er tvetydig i sin pålidelighed.

“I know nothing – nothing in the world – of the hearts of men. I only know that I am alone – horribly alone.”

De to ægtepar, amerikanske John Dowell og Florence Dowell, og engelske Edward Ashburnham og Leonora Ashburnham, er alle fire et verdenshjørne i personlighed; følelserne folder sig ud i fuldt flor og får omgående katastrofale følger, da Dowell er den velhavende idiot, sent finder ud af, at hans splidskabende kone har indledt en affære romanens gentleman, godsejer og officer, den gode soldat Edward Ashburnham. De mange intriger stopper dog ikke her, da Dowell langsomt forblændes af den kølige Leonora. De umage par opholder sig på grænselandet mellem den de Edwardianske samfundkonventioner og de Viktoriaske, og viser hvordan dette skift nedbryder dem.

Historien er ikke kun interessant på grund af sin intrigefulde handling ellerfortællerens upålidelighed, men også fordi den dekonstruktivt parodierer Henry James’ forfatterskab, der lagde stor vægt på at skildre mødet mellem amerikanere og europærer i en tidsalder præget af ennui. “The Good Soldier” er derfor mangfoldig i sit udtryk snarer end entydig; den blander stilarter med tidens omskiftelighed og resultatet er en mageløst fortalt historie, hvis troværdighed er et tilbagevendende spørgsmål, der forbliver ubesvaret. Det giver anlæg til flere tolkningsmuligheder, samtidig med at forfatteren rejser en række interresante og ukontroversielle spørgsmål, såsom hvem der er skurken: den utro hustru eller den enfoldige husbond, spørgsmål læseren kun kan besvare.

“The world is full of places to which I want to return.”

Med ordene “why can’t people have what they want?” hærges handlingen også af en materialistisk tankegang, der billedigt illustrerer de katastrofale konsekvenser det ville få, hvis enhver fik alle sine ønske opfyldte; verden ville gå af lave og tanken i forhold til tidsalderen er ganske enkel absurd og mulig. Alligevel leger forfatteren med tanken om en muliggørelse af denne absurditet, og resultatet er en vrangforestilling af smukke ord, ord der forførte mig som læser på samme måde, som John Dowell lader sig vildlede af sine egne ord; en mand hvis idioti jeg kritiserer og samtidig føler stor sympati for, fordi han er en af de mest menneskelige skikkelser i litteraturen, jeg længe har stødt på.

Hatchards


Bevæger man sig fra Picardillys undergrund og ned af en endeløst lang sidegade, forbi alskens souvenirbutikker og den evigtindbydende Waterstone’s forretning, der troner højt på gaden, som en ukronet konge, ligger der i skyggen af denne en litterærperle af en butik. Hatchards ligger lidt længere nede ad gaden, gengemt i skyggerne fra de omkringliggende butikker med sin mørke facade, hvis indhold er et blændende lys af litterær lykke. Det var mit første besøg i butikken, men uden tvivl ikke mit sidste.

Træder man over dørtærsklen og ind af hvad, der umiddelbart ligner en lille forretning, forbløffes man over dens rummelighed, som er fordelt på to etager med hylder fra gulv til loft, små borde placeret midt i rummene, bugnende af tilbud og bestsellere, der glimter som guldmønter i en skattekiste. Det er dog ikke kun de mange bøger, der fylder rummet, det samme gør butikkens historie. Hatchards så dagens lys i 1797 og er således den ældst boghandler i London. Det er dog ikke kun i form af sin tidsoprindelse og historiske facade, der gør Hatchards så ikonisk; butikken formor også at strække sig ind i moderne tid med forfattersigneringer og litterærebegivenheder, der blandt andre har omfattet J.K Rowling, Sephen Fry og Margaret Thatcher.

Butikkens udvalg er udsøgt, og jeg kunne med lethed havde forsvundet mellem de mange reoler i flere timer uden at længes det mindst efter virkeligheden og verdenen udenfor. Mine bogindkøb begrænsede sig dog alligevel kun til én enkelt bog, som dog også rummer en særlig betydningsfuld plads i mit hjerte. Fordi jeg bestod alle mine eksaminer på fjerde semester i litteraturvidenskab, valgte jeg at belønne mig selv med “Volume the First” af Jane Austen, som er en gengivelse af hendes egen notesbog i sit oprindelige udtryk med samme utallige overstregninger og noter i magen. Denne mageløse butik er at finde på 187 Piccadilly, London, W1J 9LE; en adresse der er værd at nedskrive, og som utvivlsomt fortjener en lang række genbesøg i fremtiden.

“Silas Marner” af George Eliot


“Silas Marner” af George Eliot, fra forlaget Wordsworth, udgivet i 1997 (org. udgivet i 1861).

Den fredsommelige Silas Marner drager mod landsbyen Raveloe, på grund af fortidige overbevisninger om en forbrydelse, som han slet ikke begik. I landsbyen lever han en ensom tilværelse som væver, hvor han vogter nænsomt over en pose med guldmønter; den eneste ting i verden, han har at holde af. En dag bliver guldmønterne stjålet, og Silas’ tilværelse braser som en sæbeboble. Lykken tilsmiler dog hans miserable liv, da en lille pige med gyldent hår muliggøre det liv, som han forlængst har opgivet at leve.

På mest dybtføltevis formår George Eliot gang på gang at at male sarte billeder af forskellige liv i 1800-tallet og hvordan disse er præget af datidens samfundnormer. Eliot formår at dvæle ved detaljerne, og opholder sig nænsomt på grænselandet mellem en alsidige deskription og en næsten lyriske fremstilling, der strækker sig over lange passager, der levenliggøre blomster, marker og græsstrå. Eliot mester at skabe et bredt overblik, ved at lade historiens horisont strække sig til verdens ende, for så at gå helt tæt på enkelte og afgrænsede detaljer med deres fine finesser.

“A man falling into dark waters seeks a momentary footing even on sliding stones.”

“Silas Marner” er en simpel roman med en simpel historie, og alligevel formår forfatteren at konstruere hele landsbyer og fylde dem med et virvar af særprægede karakterer, som gør historien menneskelig på godt og ondt; det er en fortælling om selv samme, og om hvordan intet menneske helt er overladt til sin egen ensomhed, og hvordan selv små størrelser kan vende tilværelsen fra melankolsk til magisk. Kort fortalt er Eliots bog kort med varme undertoner af familiebånd, kærlighed og håb.

Relationen mellem hovedpersonen, Silas Marner og den lille blonde pige, Eppie, er så naturligt og simpelt, at de sammen vandt stort indpas i mit hjerte på grund af sin troværdighed og rørende udvikling. Der er en unægtelig samhørighed mellem Silas og Eppie; et tema som også viser sig i form af menneskets relation til naturen, et tema, der også er gennemgående for Eliots forfatterskab, og som også kommer til syne i denne lille fortælling. På trods af sin forholdsvis korte længde, tager hun tid til at beskrive omgivelserne og sætte dem i forhold til sit persongalleri, uden at bruge unødvendig mængder tid på det; det er en mesterlig linedans, som hun balancerer yndefuldt på.

“In old days there were angels who came and took men by the hand and led them away from the city of destruction. We see no white-winged angels now. But yet men are led away from threatening destruction: a hand is put into theirs, which leads them forth gently towards a calm and bright land, so that they look no more backward; and the hand may be a little child’s.”

Silas Marner er ikke den eneste væver i denne kortfortalte historie; han opholder sig snarer i skyggen af forfatterens egne talenter som litterærvæver. Hun formår at væve en velfortalt fortælling med velvalgte ord om en mands vej tilbage til lyset og livet fra en komplet samfundsisolation, der til forveksling ligner et hjertevarmt eventyr med sine tematikker. Resultatet er beundringsværdigt på mange måder såvel som det er nydelsesværdigt, på en måde der er på så opmuntrende og livsbekræftigende. Det forekom mig aldeles svært ikke at holde af “Silas Marner”, og siden jeg lukkede bogen mellem mine hænder, har historien kun vokset i mit hjerte med sin varme og oprigtighed.

“Lady Audley’s Secret” af Mary Elizabeth Braddon


“Lady Audley’s Secret” af Mary Elizabeth Braddon, fra forlaget Wordsworth, udgivet i 1997 (org. udgivet i 1862).

“Lady Audley’s Secret” er en roman om Lucy Grahams hemmelighed i det victorianske London; en hemmelighed hvis afsløring vil vende op og ned på mere end blot hendes eget liv. Det er en roman, hvis handling ikke lader sig fortælle mere nøje uden at lade sig røbe, men den involverer mørke hemmeligheder, amatør detektiver og skandaløse foranstaltninger, der modstrider enhver typisk tradition i datidens engelske samfundsorden. Det er på baggrund heraf, at Mary Elizabeth Braddon roman blev en af de mest læste værker i sin samtid på grund af sin omvæltning af kønsrollerne i den victorianske tidsalder, der var skandaløse såvel som overvældende og utraditionelle. Det var på mange måder en revolutionær bog, der får feminismen til at rejse sig fra skyggerne og tage sine spæde skridt ud i det skeptiske daglys.

Braddons roman fandt hurtigt vej til mine bogsamling, og jeg strøg den ofte over ryggen med en kærtegnende finger; jeg havde mange forventninger til dens indhold, som udfolder sig i en historisktidsalder, som jeg holder himmelhøjt af, og da jeg endelig satte mig til rette på det, jeg troede var det helt rigtige tidspunkt til at læse den, faldt historien fra hinanden mellem mine hænder inden de første hundred sider var vendt. Uden at kende meget til romanen eller dens baggrund, blotlagde dens mysterium sig for mig hensynløst, og instinktivt opgav jeg bogen, selvom jeg vedblev at læse dens ord.

“Surely a pretty woman never looks prettier than when making tea.”

Historiens perspektiv er lige så omskifteligt som dens tone, og mindst lige så stillestående som handlingen selv. Selvom perspektivet ofte skifter og bidrager med flere vinkler på historien, og som skaber en langt større spænding omkring handlingen såvel som dens karakterer, så virker den fastfrosset fra sit første begyndelsesbogstav og til sidste punktum. Den overskrider ikke sine egne grænser, men formår at indsvære dem kapitel for kapitel, fordi handlingen ikke formår at udfolde sit egentlige potentiale, og visner i stedet som en blomst med mange finesser i en udsøgt have.

Samtidig formåede persongalleriet ikke at slå rødder i mig og vedblive i mine erindringer efter sin slutning; i stedet forsvandt romanen for min hukommelse som dug for solen, og jeg det eneste, der var ladt tilbage var den tidlige afsløring af det mysterium, som udgørromanens plot. Hvorvidt dette skyldes min egen evne til at afdække det længe før det var tiltænkt, eller om det ganske enkelt var Braddon, der udlagde for indlysende spor og blotlagde sin egen historie, er jeg ikke klar over; “Lady Audley’s Secret” er en vellidt roman igennem mange århundreder, og jeg mistænker derfor min egen afsløring af det famøse mysterium, der rystede England med sin tænkelige usandsynlighed.

Phoebe Marks was a person who never lost her individuality. Silent and self-contained, she seemed to hold herself within herself, and take no colour from the outer world.”

Det er ikke længere en roman, der vækker opsigt, som den gjorde i sin samtid, men den er forsat vigtig i måden hvorpå den har været med til at videreudvikle krimigenren med sine mystiske sidespring, og samtidig også vende om på traditionelle kønsroller i en tid, der netop lod sig præge af det ukontroversielle. Dens banebrydende tematikker og omvæltning af selv samme, tyngdes dog under Braddons ensformige formuleringer, og efterlod sig dybe spor i min læseoplevelse. Det ærgrer mig, at jeg gemte bogen så længe, lod mine forventninger blomstre, og sidenhen visne i skyggerne af den endelige læsning. Det er en bog, jeg anstrengte mig for at holde af, men som gjorde det vanskeligt inden handling formåede at tage fart, og min vurdering af bogen lod sig bremse heraf.