“The Thirteenth Tale” af Diane Setterfield


“The Thirteenth Tale” af Diane Setterfield, fra forlaget Orion, udgivet i 2013 (org. udgivet i 2006).

Margaret Lea fordriver tiden i sin fars bogbutik, da hun dag modtager et skælsættende brev, der vender op og ned på hendes tilværelse på godt og ondt; brevet er en invitation fra selveste Englands højelskede forfatter, Vida Winther. Mest kendt af hendes mange værker, er “The Thirteenth Tale”, som kun indeholder tolv fortællinger. Den trettende er ikke at opspore, og forfatteren har aldrig klargjort, om den nogensinde har eksisteret. Selvom hun er en dygtig historiefortæller, er hendes egen historie sparsom og under konstant forandring. Ingen ved hvem hun er. Brevet fra Winther bliver en rystende forbløffelse for Margaret Lea, da hun i brevet skriver, at hun er alvorligt syg, og derfor gerne vil lade sin livshistorie nedskrive. Det bliver startskuddet på en lang række mystiske omstændigheder og fortidfamlen i et mørke fulde af hemmeligheder.

“The Thirteenth Tale” er en spøgelseshistorie med gotiske ekkoer om en bogelskende kvinde, og hendes gradvise indtræden i sindet på sin sammentids største forfatter; et liv fuld af edderkoppespind, mørklagte rum og lange korridorer af hemmeligheder. Protagonisten Mararet Lea, der også fungerer som historiens fortæller, lever i fiktionens verden, hvor hun drømmen opholder sig i sin fars boghandel og med næsen i talvise bøger. Hendes tilgang til bøgerne er lange kærlighedsoder til litteraturen og læsningen, og hendes beskrivelser og observationer af fløjlsbløde og elegante. Hun bevæger sig yndefuldt mellem litterære referencer til en række storklassikere og deres forfattere, samtidig med at hun velformuleret præcisere flyvske følelser så let som at indfange sommerfugle. Hendes opholdelse på vippepunktet mellem fiktion og virkelighed gør hende uendeligt let at spejle sig i som bogorm.

“I have always been a reader; I have read at every stage of my life, and there has never been a time when reading was not my greatest joy. And yet I cannot pretend that the reading I have done in my adult years matches in its impact on my soul the reading I did as a child. I still believe in stories. I still forget myself when I am in the middle of a good book. Yet it is not the same. Books are, for me, it must be said, the most important thing; what I cannot forget is that there was a time when they were at once more banal and more essential than that. When I was a child, books were everything. And so there is in me, always, a nostalgic yearning for the lost pleasure of books. It is not a yearning that one ever expects to be fulfilled.”

Mødet mellem Margaret Lea og Vida Winther muliggøre handlingens udfoldelse, hvor den tidligere har kredset om protagonistens egne kærlighedserklæringer til de skrevne ord, imens mødet med storfatteren igangsætter de mystiske omstændigheder, der leder hende ind mørk fortid efter historie fragmenter, som hun må samle som et puslespil. Historiens sprænger derfor romanens tidslighed, ved at bevæge sig mellem fortid og nutid, og der er derfor tale om et metafiktivt lag i form af en historie i historien. Vida Winther fortæller om forbandede generationer, hvor en mand forsvandt ind i en tåge af sindssyge ved sin hustrus død, om omstændighederne mellem et søskenepars voldigheder og dominans, samt den enes besidderighed over den anden, og to uadskillige tvillinger og deres bånd. Winthers sælsomme udsagn bliver dog vanskelige for Margaret Lea at følge op på, fordi en ildebrand udslettede alle spor af familiens eksistens, og hun må derfor gå af omveje for at finde frem til sandheden, omveje med mørke skygger.

Diane Setterfields roman gjorde, at jeg glemte alt om min omverden og dens omstændigheder; tiden blev en fjern og forglemmelig faktor, der gled bort i baggrund som en skygge i horisonten; dens mange oder til læsningen og referencer til litteraturen tryllebandt mig fra start til slut, og dens mystiske handling gjorde mig ivrig efter at vende endnu en siden. Jeg lod mig ramme med en uundgåelig og uigenkaldelig læsefeber, der gjorde, at jeg dårligt kunne slippe bogen, og jeg måtte ganske enkelt have mere for hvert ord jeg læste, for hver siden jeg vendte. Dens gotiske atmosfære er usædvanlig for en nutidig roman, for bogen føles ikke sådan; selvom den er sig selv nærmest, trækker den også på en lang række storklassikere, der primært kredser om stemningen og mystikken i “Jane Eyre” af Emily Brontë og “The Woman in White” af Wilkie Collins, og blandingen mellem disse harmonerer uden at revolutionere.

“There is something about words. In expert hands, manipulated deftly, they take you prisoner. Wind themselves around your limbs like spider silk, and when you are so enthralled you cannot move, they pierce your skin, enter your blood, numb your thoughts. Inside you they work their magic.”

Romanens tidligshed efterlader den i et vedblivende limbo af gætværk; det er ingen konkretisering af den nøjagtige tid, og heller ingen identificering med moderne teknologi, og ethvert skrivearbejde er forbeholdt pen og papir. Det er til at sige, om det er en bevidst teknik fra forfatterens side, men det er under alle omstændigheder et aspekt, som jeg hurtigt kom til at holde af, fordi det gør det nemmere for historien at adoptere den gotiske atmosfære uden at lade sig forstyrre af computere og mobiltelefoners forstyrrende summen. Setterfields prosa er lige så fængslende som dens gådefulde handling, hvor protagonistens egen fortælling trækker tråde til den kvinde, hvis fortælling hun har til opgave at fortælle til resten af verdenen. Den er beskrivende og tager sig tid til at indfange vanskelige følelser og skyggefulde stemninger, noget det gør den særegen.

Slutningen forekom mig en smule for konkluderende i forhold til den gådefulde tåge, som gradvist lod sig brede over siderne og ordene; noget der utvivlsomt er en smagssag, men som for mig fik tågen til at lette og skyggerne til blegne. På trods af dette har Settefield skabt et litterært vidnesbyrd om, med sin intertekstualitet og litterærekvalitet, at den gode historie forsat er at finde i moderne litteratur, og at den dermed ikke kun er forbeholdt fortidens gemmere. I sit vellykket forsøg på at skabe en moderne og gotisk fortælling, hylder den samtidig sine sublime forgængere en anerkende oprigtighed og dybtfølt kærlighed, samtidig med at den er sig selv nærmest. Noget jeg i høj grad finder beundringsværdigt.

Reklamer

3 thoughts on ““The Thirteenth Tale” af Diane Setterfield

  1. Astrid

    Denne bog har længe været på min to-read liste, tror lige den er rykket op på top 5-KØB DEN, efter din flotte anmeldelse… den lyder fortryllende, og som en fortælling man kan lade sig fortabe i:)

    1. Anne Nikoline

      Det er virkelig også en god og solid bog. Jeg holdt meget af at læse den, og blev virkelig fortryllet af dens mange referencer og litterære oder. Jeg håber, at den vil gøre det samme for dig.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s